48-timers essayopgave i faget sociologi.

1: Der ønskes en sammenlignende præsentation og diskussion af mindst to
forskellige sociologers syn på 'moderniteten', dens drivkræfter og
konsekvenser for sociale fællesskaber.
 

Karl Marx beskæftigede sig med Kritikken af den politiske økonomi, dvs. med en kritik af den politiske karakter af den økonomiske teori og praksis. Set i marxistisk optik må drivkraften i historien forstås som den dialektik, der udspringer af modsætningsforholdet imellem produktivkræfterne og produktionsforholdende i en given samfundsform. Ved overgangen fra feudalismen til det moderne kapitalistiske samfund, baseret på industri og lønarbejde bliver den nye hovedmodsætning i samfundet modsætningen imellem arbejderklassen og ejerne af produktionsmidlerne; borgerskabet.

 

”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. (…) vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”[1]

 

En deterministisk læsning af Marx ville forstå overgangen fra det feudale samfund til industrisamfundet som en naturlig konsekvens af den teknologiske (og materielle) udvikling: Når en distinkt samfundstype når de øvre grænser for udvikling inden for rammene af den gældende produktionsform, må samfundet revolutioneres. Marx tager imidlertid selv eksplicit afstand fra denne mekaniske forståelse af den historiske materialisme og basis-overbygnings forholdet[2]. [3]

 
De sociale konsekvenser af det moderne lønarbejde og den omsiggribende specialisering og arbejdsdeling, bliver fremmedgørelse. I den marxistiske brug af fremmedgørelsesbegrebet defineres det som menneskets fortabelse af (evne til at forstå) sammenhængen mellem sit praktiske arbejde og resultatet deraf. Herunder forbindelsen mellem eget og andres arbejde i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Man fremmedgøres ikke blot over for sig selv og sit værk, men også over for hinanden som mennesker.[4]
 

Selvom fremmedgørelse er vigtigt begreb hos Marx, er han dog ikke den første, der skriver om det. Adam Smidt, der må anses som den første, der teoretiserer over den moderne ”taylorisme”, betoner med det famøse eksempel om knappenålsproduktionen, konsekvenser af den yderliggående arbejdsdeling, og er skeptisk overfor dens dehumaniserende kraft. [5] Også Hegel opererer med et fremmedgørelsen som socialt fænomen, men mente grundlæggende, at den opløses, når individet tager staten til sig i erkendelse af interessefællesskabet -  en hærdende proces og en nødvendigt onde på vejen mod det fuldkommende samfund.

 

Max Weber definerer sig som sociolog og sociologi som den videnskab, der beskæftiger sig med at analysere menneskers intentionelle handlinger og samhandlinger, men også med deres ikke-intenderede konsekvenser. Mønstrene i de individuelle handlinger er det, der kan defineres som samfundet. Weber er således mere orienteret mod de individuelle aktører og deres valg (selvom de godt kan forekomme under tvang), end Marx, der interesserer sig for de kollektive subjekter og klassemodsætningsforholdene. Men samfundets rationalitetsmønstre skal også hos Weber forstås som et resultat af fælles mål. Hvor Marx interesserer sig for magtforhold mellem klasser, beskriver Weber aktører, der udøver magt i magtens organisationer. 

 

Det hovedspørgsmål, Weber stiller i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd er, hvorfor den moderne vestlige kapitalisme kom til at se ud, som den gør. En vulgær fortolkning af forholdet mellem Marx og Weber kunne hævde, at Weber her vender Marx på hovedet og i stedet for at interessere sig for de materielle og økonomiske forhold, genoptager beskæftigelsen med overbygningsfænomener som religion, moral og etik. Weber selv argumenterer imidlertid mod forklaringstyper, der udpeger én kausalrelation og én form for rationalitet. For Weber eksisterer der mange former for rationalitet, og dermed også mange former for irrationalitet, og det han beskriver som det særlige for den økonomiske rationalitet, der præger den vestlige kapitalisme er, at det er en rationalitet, der får konsekvenser for, hvordan arbejdet organisere:

 

I Vesten har man tillige i den moderne tid oplevet en helt anden form for kapitalisme, der ikke er opstået noget andet sted på jorden: den rationalt-kapitalistiske organisering af formelt fri arbejdskraft. Andre steder finder man kun forstadier til dette system.[6]

 

Det karakteristiske for den moderne kapitalisme i vesten er hverken varehandel, profitmotiv elle økonomisk kalkule, men rationalisering af arbejdsprocesserne baseret på rational teknologi og rationel livsførsel. Det er her, den protestantiske etik kommer ind i billeder. Med reformationen bliver den puritanske arbejdsetik og askese – pligt, hårdt arbejde og afsavn - der som udgangspunkt er en kaldsetik, der skal tjene Gud, til en massebevægelse, siger Weber, hvor selvdisciplinen tjener det formål at tjene penge. Det personlige gudsforhold bliver et personligt forhold til økonomien. Fortjeneste ses som en personlig (guddommelig) belønning efter fortjeneste. 

 

Konsekvenserne af denne rationalisering af arbejdet er en stadig mere rationel organisering af samfundet som helhed, videnskabeligt, teknologisk og institutionelt. Det moderne bureaukrati, med højtspecialiseret horisontal og vertikal arbejdsdeling, er den centrale idealtype. (Idealtypen er hos Weber en teoretisk konstruktion, der gør det muligt at analysere en kompleks empirisk virkelighed). Modernitetens sociale konsekvenser vurderes således – i modsætning til hos Marx - neutralt eller positivt. Bureaukratiet ses som en fornuftig organisation eller som fornuftens organisering. Men Weber taler også om fornuftens jernbur – menneskets og de sociale relationers indespærring i økonomisk og teknisk rationalitet, og den konformitet og uintenderede dysfunktionalitet, den skaber, og som i sidste instans er villig til at suspendere det subjekt, der har skabt den – og som den ideelt set burde tjene.  

 
2: Diskutér det sociologiske begreb 'social integration' og inddrag mindst to
forskellige sociologiske retningers syn på social integration og koblingen til
magtstrukturer i samfundet samt perspektivér diskussionen i relation til den
aktuelle debat om integrationspolitik i forhold til indvandrere.
 

En diskussion af social integration kan tage sit udgangspunkt i Jens Erik Kristensens artikel om Den gemene sammenhængskraft.(Lodberg 2007) Kristensen er idehistoriker og arbejder socialanalytisk med inspiration fra såvel Foucault som kritisk teori.. Den grundtese og konklusion, han i den forbindelse præsenterer, går på, at den egentlige sociale cohesion i et samfund udspringer fra den non-diskusive, praktiske gemenhed. Gemenheden er den uartikulerede konfliktuelle endnu-ikke-uenighed. der er grundvilkåret for et hvert socialt træf, indtil den bliver artikuleret som enten fællesskab eller almenhed. Kristensen pointe, i aktuel dansk kontekst er, at det store fokus på og hyldesten til den danske sammenhængskraft op gennem 90´erne og det første årti i det nye årtusinde i virkeligheden har været med til at skabe den form for konflikter og modsætningsforhold som selv samme sammenhængskraft budte virke som værn imod. [7]

 

Med andre ord er gemenheden blevet artikuleret som et fællesskab: et os med et ydre dem. Og vi er i den forstand blevet nogen, der er uenige om noget. Den uartikulerede gemenhed der før skabte social integration; er nu blevet italesat som et ekskluderende og gement (i ordets nedrige betydning) fællesskab. Alternativt kunne gemenheden have været blevet artikuleret som en almenhed. Noget universelt eller universaliserbart, inkluderende. (broderskabssolidaritet vs. barmhjertighed, abstrakt næstekærlighed s. 12)

 

I analysen af, hvorledes den diskursive formation omkring samfundets sammenhængskraft er blevet dannet, laver Kristensen en idehistorisk gennemgang af begrebet fra det første gang optræder i dansk politik, i forbindelse med Karen Jespersen et rummeligt arbejdsmarkeds-udspil i ´94 til i dag, hvor det indgår i og legitimerer en række konkrete politiske konstellationer, nærmere bestemt alliancen mellem Venstre og Dansk Folkeparti. [8]

 

Den nationale sammenhængskraft bliver en centralt omdrejningspunkt for 2 umiddelbart uforenelige politiske projekter, og kommer i begge henseende til at stå som løsningen på de forestående udfordringer, på trods af, eller måske netop på grund af, begrebets dobbelte og tvetydig valør. På den ene side er sammenhængskraften det, der skal sikre den nationale konkurrenceevne i en global videns og innovationsøkonomisk totalkonkurrence, og på den anden side er det sammenhængskraften, der skal beskytte den danske kultur og danskheds identiteten mod truslerne fra den øgede individualisering og  multikulturalisering (indvandring). [9]

 

For at forstå transformationen af staten og økonomiseringen af det sociale bliver man imidlertid nød til at gå i dybden med det idehistoriske. Som omtalt starter Kristensen sin begrebsarkæologi i 1994 med Karen Jespersens (Socialminister S) udspil om ”virksomheders sociale ansvar” og ”det rummelige arbejdsmarked”. Udspilet må forstås i lyset af den høje strukturelle arbejdsløshed og det offentliges hidtidige socialpolitiske afmagt. Internt i socialdemokratiet er det blevet legitimeret med afsæt i det keynesianske kompromis og kan i dansk kontekst, med lidt god vilje, ses som et kommunitaristisk initiativ, der ligger i naturlig forlængelse af den danske tradition for korporatisme og decentralisering. Men transformationen af staten og økonomisering af det sociale, er ikke noget isoleret fænomen, så det forekommer sandsynligt, at K. Jespersen retorisk set har ladet sig inspirere af New Labour, Giddens og den 3 vej.

 

De politiske ambitioner var oprindelige, at virksomheder skal tage et socialt ansvar og blandt andet ansætte socialt marginaliserede, eftersom arbejdsmarkedet allerede i 90´erne ansås som den primære arena for social integration. (Fra Welfare til Workfare) Fra erhvervslivets side blev udspillet taget i mod med kyshånd og hurtigt omfortolket og inkorporeret i de organisationsteorier og ledelsesstrategier, der så småt var ved at vinde indpas. I den endelige raffinement er det sociale ansvar blevet et rent internt anliggende (korpsånd og personalepleje) og kommer til at se ud, som det vi kender som Human Ressource Management. HRM går i alt sin enkelhed ud på, at virksomhederne at lukrerer på de positive økonomiske eksternaliteter, men ikke se sig forpligtede til at betale for de negative eksternaliteter (med mindre de kan betale i form af brand-value, eller dedikeret arbejdskraft). Dette fænomen er yderligere beskrevet af André Gorz under betegnelsen den cognitive kapitalisme, men Marx teoretiserede over lignende problemstilling under termen: 3 reelle subsumption. Men de negative sociale og personlige konsekvenser af ”udnyttelsen af/udbytningen af de menneskelige ressourcer” er også beskrevet af hhv. Axel Honneth og Ritchard Sennett. (Asymetrisk anerkendelseskultur og personlighedens nedsmeltning/det fleksible menneske[10])

 

I finansministeriet tages der i starten af 90´erne sideløbende med fat på det, vi i dag kender som New Public Management, og som i praksis betyder inkorporering af markedsmekanismerne som styrende princip i den offentlige sektor. Kristensens pointe er, at den bærende principper fra HRM og NPM op i løbet af 00´erne generaliseres og gøres gældende på det nationale niveau som det primære politiske imperativ. Hermed har en ny distinkt statstype, men nye indre logikker, rejst sig fra velfærdsstatens smuldrende fundament: Konkurrencestaten er blevet født/børsnoteret!  

 

Resultatet bliver, at dynamikkerne og logikkerne fra den kognitive kapitalisme nu også gælder i staten, i geopolitisk, og samhandelsmæssigt sammenhæng. I dansk kontekst bliver det således den kulturelt funderede sammenhængskraft (innovationspotentiale, sammenarbejdsevne, tillid), der som positiv eksternalitet skal udnyttes og sikre Danmarks konkurrencekraft i den globale totalkonkurrence.[11](Petersen og Campell 200)

 

Diskussionen om de social bånd forskydes fra at handle om Durkheims Social Cohesion til Robert Putnams Social Capital. Sammenhængskraftspørgsmålet går således fra at være et socialpolitisk til at være et værdipolitisk anliggende, og set i dette lys er kanondebatten og dyrkelsen af den danske identitet ganske selvfølgelig.

 

Konkurrencestatens logikker mednational identitetsdyrkelse og fælles værdier som ideal vinder stor politisk tilslutning, f.eks. i Globaliseringsrådet og understøtter alliancen mellem Dansk Folkeparti og Venstre, selvom perspektivet er Durkheimsk. Sammenhængen udspringer af systematisk kanonisering af værdier, dvs. det er snarere konservativt end liberalt. Men konkurrencestatens politiske imperativ – udbredelsen af de økonomiske rationaler til stadig flere områder, herunder velfærd, uddannelse, sundhed og social sikring, betyder også, at staten som andre virksomheder i stadig mindre grad bliver interesseret i at betale for udbedring og forebyggelse af de negative eksternaliteter. (miljø, arbejdsmiljø, overførselsindkomster, rehabilitering, etc.), selvom man gerne vil lukrere på de positive. Svaret på den social disintegration overlades derfor gerne til civilsamfundet og de frivillige organisationer.

 
Litteratur:
 
Kristensen, Jens Erik (2007): Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling. Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007.
 
Sennett, Richard (1998): Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning. Dansk udgave, Forlaget Hovedland, 1999.
 
Weber, Max (1920): Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Dansk udgave, Kbh.: Fremads samfundsvidenskabelige serie, 1972.
 
Campbell, John og Pedersen, Ove Kaj (2005): Dansk institutionel konkurrenceevne i den globale økonomi. Notat udarbejdet for FTF. (www.globalisering.dk/multimedia/Instituionel_konkurrenceevne.pdf)
 
Marx, Karl og Engels, Friederich(1888): Det kommunistiske partis manifest. Dansk udgave Kbh.: Marx/Engels udvalgte skrifter, bind I, Forlaget Tiden 1976. 
 
Marx, Karl (1867): Kapitalen - Kritik af den politiske økonomi. Bind I. Dansk udgave, Bibliotek Rhodos, 1970.
 
Chomsky, Noam (1995): Excerpted from Class Warfare. Pluto Press, 1995.
Smidt, Adam (1776): The Wealth of Nations. Genudgivet NY.: Bantam Classic, 2003.

             

---

[1] Karl Marx og Friedrich Engels, Det kommunistiske partis manifest. Citeret fra: dansk udgave, Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København 1976, bind 1, side 26 og 27
[2] Karl Marx, Kapitalen – Kritik af den politiske økonomi, 1. bog, bind 1, s. 182f, fodnote 32.
[3] I forlængelse heraf kunne man tage en interessent diskussion af, hvad der sker med samfundsdynamikken og udviklingen når historiens endemål er nået, og løfterne om det klasse- og modsætningsfri samfund er indfriet.
[4] Karl Marx, Pariserrmanuskripterne, NEW, Ergb. 1, side 516f.
[5] Noam Chomsky, Excerpted from Class Warfare, Pluto Press, 1995, side 19-23 og 27-31. Adam Smidt (1776): “The Wealth of Nations” publiceret 2003 NY: Bantam Classic
[6] Max Weber (1920): ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”, oversat til dansk 1972, Kbh.: Fremads samfundsvidenskabelige serie. Side 8.
[7] Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007: Jerns Erik Kristensen, Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling, side 3 og side 33.
[8] (ibid.) side 5f.
[9] Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007: Jerns Erik Kristensen, Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling, side 6f.
[10] Richard Sennett, Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, Dansk udgave, Forlaget Hovedland, 1999, side 22.
[11] John Campbell og Ove Kaj Pedersen, Dansk institutionel konkurrenceevne i den globale økonomi. Notat udarbejdet for FTF, 2005.