Jeg havde stillet min cykel og skulle til at tagge på en el-boks på en sidegade til Gammelkongevej, i den ende der ligger nær Frederiksberg rådhus. Der kommer gående en mand forbi så jeg stiller mig og lader som om jeg skulle til at pisse. Vi falder i snak: Manden viser sig at hedde Karl. Han er påvirket af kokain. Han ser hærget ud, har langt tjavset hår og bærer en blå plasticpose med sodavand i. Jeg selv har været på bar og drukket øl med en flok kammerater og er nu på vej hjem for at sove den ud, så jeg kan være klar til at mødes i morgen formiddag med min læsegruppe fra universitetet.
Karl snakker hurtigt og associerer vildt. Han spørg til hvad jeg hedder, men glemmer det hurtigt igen og spørger derfor løbende i vores samtale om mit navn. Han tilbyder mig at tage med hjem og drikke kaffe eller ryge joint til at falde ned på, men jeg afslår med henvisning til min kæreste derhjemme. Jeg fortæller i øvrigt hvor gammel jeg er og hvad jeg studerer. Karls øjne lyser op da det går op for ham at jeg er venligt indstillet overfor ham og begynder uopfordret at fortælle mig om sig selv og sit liv. Karl er netop blevet erklæret hiv-negativ og han er derfor meget lettet. Han er forbitret over at være junkie og ville ønske at leve et liv som clean. Han mener at bliver skør af al den narko. Hans læge har givet ham et ultimatum: to måneder til at stoppe sit misbrug på egen hånd og ellers er Karl indvilliget i at gå i professionel behandling. Karl vil dog ikke i behandling i Danmark da han ikke stoler på lægerne. Han fortæller om at han været forsøgskanin siden han var barn (6år) og bland andet fået lsd som en del af et eksperiment, udført af en navngiven læge der var cia-agent. I den forbindelse var han indlagt på et børnehospital hvor personalet efter sigende fortalte ham at de kunne give ham alt det hans mor ikke kunne. Han kommanderede rundt med dem, og fik skrivebord, hønsehus og kammelion i vindueskarmen. Karl havde dog fattet mistanke om at der var noget der var galt, og løg bevidst over psykologen der var under cia-lægen. Til sidst lagde hans mor sag an og fik ham tilbage. Yddermere mistænker Karl sin tidligste barndomslæge (3år), der har det tyske efternavn Heck, for at være nazist og ligeledes have udnyttet Karl til medicinske eksperimenter. Han beretter at han har haft fem blodpropper, og lider af en kronisk sygdom i hænderne, hvilket hans røde og opsvulmede hænder da også er et pålideligt vidnesbyrd om. På grund af sygdommen har Karl tilknyttet en døgnpleje der hjælper ham med at gøre rent i hans lejlighed (der dog ifølge Karl p.t. roder lidt), vaske tøj og dets lige. Han bor nær lindevang station og vil gerne have mig på besøg til kaffe. Karl mor er syg og det er ham der har passet hende de sidste to år. Karls søster er i hans optik en forpulet kælling der ikke engang vil tage sig af moren en gang imellem i weekenden så Karl kunne tage i biografen med sin kæreste. Hvis det stod til Karl kunne søsteren godt gå hen og ligge sig til at dø. Karls kæreste er biseksuel og muslim. Han er blevet gift og har en datter på halvandet år. Karls kæreste har prioriteret at bruge tid med sin familie, så han og Karl har indgået en aftale om at forsætte deres forhold i hemmelighed. Karl forklarer at det også er mere spændende og romantisk på den måde. Karl kæreste bebrejder ham i midlertid for stadig væk at tage stoffer og vil selv leve et liv uden narkotika. Karl fortæller også noget om et potientielt møde med kærestens forældre, men er ikke interesseret før han en dag har fået sine hænder laserbehandlet i Amerika. En behandling der ifølge Karl koster op mod en million kroner.
Karl beretter også at han for et stykke tid siden var gået i seng med en 16årig dreng på et stillads. Det var i øvrigt derfor han var blevet testet for hiv, for ”man kan jo ikke vide hvad sådan en knægt render rundt og laver”. Karls kæreste var blevet skide sur, og havde i den forbindelse kaldt ham for børnelokker.
Karl beskriver sig selv som en gammel hippie (siden 12 års alderen). Jeg har i skrivende stund svært ved at huske alle detaljerne vedrørende Karls monolog, men han fortæller mig flere episoder med ”Alle stofferne og cia forsøgende”. Midt i en sætning skifter han emne og er pludselig i gang med en beretning om en ven af hans, der havde hældt benzin ud over sig selv, tænd ild og til sidst danset tre gange rundt om sig selv som en indianer før de (Karl + venner) havde kastet et tæppe over ham. Men da var han allerede helt brændt af. Karl og de to venner havde sammen skudt ham så ingen kunne sladre. Veninden var efterfølgende taget hjem og hoppet ud af vinduet. I forlængelse af denne grusomme historie forklarer Karl lidt om Christiania i gamle dage og om et sommerhus i Sverige, hvor der boede en mand som smuglede halvanden kilo hash fra Marokko: ”..før den slags kunne skaffes i Danmark, sådan for alvor.” Karl foreslår at ham og jeg tager til Amsterdam sammen. Vi skal tage til Kastrup og få et gammelt ægtepars afbudsbillet for 500 kr. eller er tur/retur for 1000, og så ellers bare der ned. Vi skal kun medbringe pas, penge og det kluns vi går og står i. Pengene er det vigtigeste. Resten kan vi købe når vi er der nede. Vi skal på coffieshop fra morgenstunden og hjem til Danmark samme aften, men Karl giver udtryk for meget gerne at ville besøge Rembrandt museet inden turen igen går hjem af. Jeg afviser ikke ideen blankt.Karl fortælle mig at han i sin ungdom havde en ven der var arving til firmaet JBS-undertøj. Han besøgte vennen i og boede hos hans forældre i en periode. Han besøget blandt andet JBS fabrikken og blev ved den lejlighed foræret bunkevis af gratis undertøj og en dynen. Desuden tilbød vennens forældre at adoptere ham, men han foretrak at rejse hjem til sin mor. I dag er vennen, den gamle hippie, ejer af JBS. Karl mødte ham engang ude på Christiania og de røg ved den lejlighed en fed sammen. Karl fortæller mig også at han kender Ålen [Peter Ålbek] personligt og i øvrigt også Lars Von Trier. Ålen sad engang i sin sennepsfarvede Roles Roys og stirrede på Karl ved hovedbanegården i en halv time, men var ikke sikker på at han var ham (Karls fars søn). Karl skammede sig gevaldigt over at side i rullestol og være ussel og turde derfor ikke gå hen og hilse. Karl fortælle også at han kan berette om, og dokumenterer meget komprimiterende om medicinalvirksomheden Keminova. Han var engang med en repræsentant for virksomheden (navngiven) i Afrika hvor de markedsførte al den medicin der var blevet ulovliggjort i Danmark. Ved en lejlighed sad han på bagsædet da Keminova manden bestak præsidenten med Mercedeser og penge, så han kunne undgå at betale skat i landet. Under sit ophold i Afrika havde Karl en personlig livvagt der var officer og 2 meter høj. Det fremgår af Karls fortælling at han er opvokset i et fint og dyrt kvarter i et kæmpe stort hus. Karl spørger mig om jeg kender til Watergade-skandalen og da jeg bekræfter at jeg er bekend med den, skifter han emne. Karl vil gerne have dette ud og sværger hævn over folkene der har gjort alt dette mod ham og hans venner. Da jeg spørger ind til hvordan han gerne vil hævne sig, fortæller han at han vil have skrevet en bog som kan få ramt på dem. Jeg foreslår at Karl og jeg udveksler telefonnumre og tilbyder at hjælpe ham med at skrive en bog. Vi udveksler telefonnumre. Jeg river en side ud bagerst fra min moleskind notesbog og nedfælder mit navn, mit telefonnummer og min e-mailadresse. Karl giver mig sine 2 e-mailadresser og sine 2 telefon numre. Han advarer mig og fortæller mig at folk er blevet myrdet for at skrive om det han kan fortælle mig. Jeg fortæller ham at jeg er indforstået med risikoen. Før vi tager afsked forklarer Karl mig at han gerne vil have det hele optaget på en digital diktafon som kan kører det hele over på en usb-nøgle og selv transskriberer teksten så man efterfølgende kan få google til at oversætte til f.eks. fransk og russisk og sprede budskabet i hele verden og på mange sprog. Da vi tager afsked er Karl efter alt at dømme i godt humør og går med hastige skridt mod Frederiksberg metrostation. Han har et klip tilbage på sit 2zoners klippekort. Jeg selv er i et underligt humør. Jeg trækker min cykel det sidste stykke hjem.
