Klokken er lidt i 10, mandag aften, og jeg er taget
hjemmefra for at gå på rov i containerne bag Irma-butikken på Østerbrogade. Jeg
har siddet på en bænk, men i det jeg rejser mig for at gå hen og kravle over
hegnet, får jeg øje på en gråhåret dame iført pelsfrakke der står og angiveligt
skal til låse sig ind i opgangen ved siden af baggården. Jeg har tidligere haft
erfaringer med at beboerne opførte sig emsigt og en enkelt gang tilmed har tilkaldt
ordensmagten, så jeg beslutter mig for tage en kort runde på min cykel inden
jeg bestiger gitteret. Da jeg fem minutter senere vender tilbage står damen fra
tidligere foroverbøjet og roder i Irmas skraldespande. Jeg stopper op og stirre
et øjeblik. Så spørger jeg hende om der er noget godt at finde. Hun kigger op,
smiler og svare så at det har hun ikke rigtig kunne danne sig et overblik over
endnu, men jeg er velkommen til at komme ind og selv se efter. Først siger hun:
”Hop du bare over”, men så kommer hun
i tanke om at hun har låst porten op og jeg bare kan gå ind. Jeg går ind. Vi
falder i snak. Hun har ingen lygte, men det har jeg heldigvis, indbygget i min
mobiltelefon. Hun er energisk og venlig og snakker som et vandfald. ”Jeg har
ikke så lange arme, så det er nok bedst at du gør arbejdet, så kan jeg holde
lygten”. Vi hjælpes ad. Jeg fortæller at jeg er vegetar, hvilket glæder hende
fordi hun så kan få kødet. Hun delagtiggør mig i hvor skidt og væmmeligt hun
finder det, at al den gode mad bliver sendt til forbrænding. Perspektivet: ”ikke
bare er her, men over hele landet, hver eneste dag”. Jeg er rørende enige, jeg
er hende ligeværdig i indignation. Mens vi fisker færdigtilberedte gule ærter
på pølle og dusinvis af broccoli op fra affaldsspanden fortæller hun mig, at
hun i det tilfælde hvor hun var blevet en gammel fattig dame forestillede sig
at hun blot ville gå her ned og rode i skraldet. Jeg samtykker: Det er en god
gerning i dobbelt forstand. Først og fremmest fordi man spiser mad der ellers
ville være gået til spilde og dernæst fordi man spare penge. Efterfølgende
fortæller den venlige dame mig, at hun har undervist på det juridiske fakultet
på Københavns Universitet, men at hun sagde op fordi hun ikke kunne stå inde
for det niveau undervisningen var sunket ned på: ”Når man får mange penge, så
har man også ansvar.. og jeg kunne ikke tage ansvaret for den uddannelse af jurister…
Jeg kunne have tjent mange flere penge, men det ville jeg ikke stå model til..
jeg gik flere år før jeg behøvede.. de blev forfærdelig forbavsede”. I samme
åndedrag spørger hvor jeg bor (Det viser sig at være den samme gade som hendes
læge boede på da hun var ung) og hvad jeg laver. Jeg studerer sociologi, siger
jeg. Hun svarer: ”Fornuftigt min dreng… Hold fast i det du tror på.” I samme
øjeblik tager jeg tre bakker jordbær op af containeren. Stilhed. Øjenkontakt.
Replikvekslingen: -”Ihh,, må mor få dem?” - ”selvfølgelig” siger jeg. Hun er
også ovenud henrykt for de gule ærter og den forloren skildpadde på pølse fra Steff
Hoglberg. Vi fordeler vores fangst imellem os og hun fortæller mig, at hun
sidder i forskellige bestyrelser og beretter om hvad hun har lavet i løbet af
hele dagen: Ude og besøge et retshjælpen, til middag hos et vennepar og noget
jeg ikke erindre med som omhandlede nogle unge jurister. Hun siger: ”I det her
land.. rig og rask skal nok klare sig, men de syge og fattige dem er der ingen
der tager sig af.. det er væmmeligt, forargeligt” Og igen kunne jeg dårligt
være mere enig. Så fortæller damen mig om sin søn der arbejder for Den
Internationale Valutafond, i hovedkvarteret i Washington, D.C., hvor han har
mødt sin amerikansk-nigerianske kone, med hvem han nu har barn. Men de kan ikke
bo i Danmark, fordi ”folk spytter på hende”. Da vi har samlet vores ting sammen,
lukker hun mig ud af porten. Vi siger farvel til hinanden. Jeg siger
afslutningsvist, at det er virkeligt godt for mig at møde hende her af den
årsag at mine fordomme er blevet gjort til skamme. Hun smiler og siger: ”Ja,
det er ikke alle de gamle der er sådan”. Vi tager afsked og imens jeg cykler
bort råber hun efter mig: ”Husk at børste tænder min søn!” Jeg svarer: ”lover”,
vinker og cykler hjem. Imens
jeg cykler hjem igennem mørket tænker jeg på det kulturkonservative projekt: En
forestilling om en kulturel og økonomisk elite der tager ansvar for det samfund
de lever i, i modsætning til Venstreløverne der forestiller sig en økonomisk
elite der er fuldkomment uforpligtede overfor andre mennesker. Og jeg skammer
mig en anelse, men på en opbyggelig måde. Jeg havde på hårene skuet en snobbet
gammel hykler af en dame, der i hemmelighed var nødsaget til at rode i
skraldespanden, mens hverken pels eller smykker skulle sælges og mødte i stedet
et livskraftigt og progressivt menneske. Da jeg ankommer til min hoveddør, går det op for mig at har
været så optaget af hende at jeg kommer hjem med alt muligt underligt i taksen:
et pyntegræskar, en pølse gule ærter, to potter med dild og et pund uspiselige
støtte kvæder. Og jeg kommer i tanke om at jeg må have haft forfærdelig dårlig
ånde.
