historien om: de grusomme bureaukrater, deres storhed og fald.

FORHISTORIE

En flok af ondskabsfulde bureaukrater havde igennem længere tid regelmæssigt mødtes på et afsidesliggende kafeteria. Stedet var blevet valgt på grundlag af dets beliggenhed og ejerens upåklagelige punktlighed. På trods af, at det navnløse kafeteria[1] formelt set var en del af den offentlige sfære, kunne bureaukraterne ubekymret anvende det til deres planlægningsmøder, af den simple årsag at de brugte et til formålet konstrueret kodesprog. Kodesproget udmærkede sig desuden yderligere i kraft af at det kun muliggjorde strengt logiske udsagn, renset for den talendes subjektivitet. 

KAPITEL I – TIRSDAG.
Denne tirsdag, hvor historien om bureaukraternes storhed og fald begynder, havde den grusomme flok som sædvanligt (men naturligvis efter nærmere bestemt aftale) indfundet sig på det navnløse kafeteria nøjagtigt klokken 08:15. Da de alle tolv havde hængt deres overtøj over stoleryggene og indtaget deres faste pladser, rømmede mødelederen sig, og gav tegn til at afviklingen af dagens program kunne påbegyndes. Det involverede i første omgang tilbagemeldinger fra diverse udvalg og arbejdsgrupper, et kort og koncist resume af forrige møde samt en nøgtern gennemgang af det bureaukratiske selskabs kaffekasses økonomi[2]. Da klokken nærmede sig kvart i elleve måtte der, til mødelederens store irritation, indlægges en kort pause i programmet, fordi referenten Henriksen – en lavstammet bureaukrat med halvmåneformede briller, buskede øjenbryn, nikotinplaster på underarmen og mere end almindeligt vigende tindinger – ikke alene havde fået skrivekrampe, men også måtte skifte farvebånd på sin skrivemaskine. Femten minutter gik der, før selskabet på ny var samlet omkring det rektangulære bord og mødet genoptages. Mødelederen askede sin cerut og gjorde med en kejtet håndbevægelse tegn til stilhed, hvilket resulterede i at den spredte mumlen forstummedes øjeblikkeligt, og den hidtil vigtigste monolog i den 24 måneder gamle sammenslutnings historie blev således indledt i en forventningsfuld tavshed. Hvad mødeleder Steinbeck Karlsen sagde, vil her blive bragt i oversættelse[3]:

- ”To tredjedele kvartal, det vil altså sige 52 arbejdsdage af hver 10 arbejdstimer, i alt 6.240 mandetimer, har det taget os – dette beskedne selskab – at når hertil. Vi er med andre ord nået langt, men det er også blevet os klart, hvor stort et potentiale vi endnu ikke har udnyttet, hvor stor en del af naturen vi endnu ikke har betvunget og hvor stor en del af denne verdens kaos, vi endnu ikke har fået ordnet og sat i system. Der findes stadig aspekter af processen der fører de levende væsner fra hospitalernes fødeafdelinger til storkrematoriet på Mors, der endnu ikke afvikles efter en på forhånd fastlagt og universel systematik. Størstedelen af handlinger bliver end ikke registreret, dokumenteret og gjort til genstand for statistisk databearbejdelse.
Som landet, i talende stund, ligger, kan mennesker eksempelvis mødes og indtage et måltid i hinandens selskab, uden at en eneste blanket er blevet udfyldt og uden at nogen er bekendt med måltidets ernæringsmæssige sammensætning eller ved om hvorvidt det korresponderer med eller afviger fra en videnskabeligt funderet ideal kostplan..”

En enkelte af de elleve tilhørere, der hidtil havde forholdt sig udtryksløst kunne ved lyden af disse ord ikke undertrykke en let indigneret rynke på panden.

 ”… Det er i dette lys, jeg på det kraftigste må anbefale at vi i dag enstemmigt vedtager handlingsakt A – 38, hvilken, som bekendt, både er en beslutningen om at påbegynde ´Operation: Unifikation’ og de udtømmende beskrivelser af operationens forskellige faser. På trods af, at vi alle er vel bekendte med operationen, og den forestående afstemning primært er at betragte som en formalitet, vil jeg til ære for referatet nu kort opsumere de kendsgerninger der har nødvendiggjort den omtalte intervention samt redegøre for de overordnede retningslinjer i vores masterplan: Det er et ufravigeligt faktum, at alle historiske samfundskonstellationer har været uperfekte, præget af tilfældighedernes hærgen og de skiftende magthaveres inkompetente og irrationelle beslutninger. Beslutninger der alle har haft det til fælles, at de af forskellig vej, har forsøgt at muliggøre ’det gode liv’. Hvad enten det har været forbeholdt en lille elite, eller tiltænkt majoriteten af de levende er denne type af aspirationer på forhånd og per definition dømt til at mislykkes, af den simple årsag at der ikke findes noget objektivt og ahistorisk kriterium der kan ligge til baggrund for en vurdering af godt liv. Problemet er altså at alle målsætninger, ved nærmere eftersyn, viser sig at være udtryk for subjektive præferencer altså et spørgsmål om æstetik, eller ren og skær tilfældighed. For at opnå disse kontingente mål, vælger man de bedst egnede midler, metoder og teknikker – og det er netop denne opgave som vi, bureaukraterne, altid har varetaget ufejlbarligt. Det burde nu stå lysende klart at, eftersom man ikke kan tilskrive målsætninger nogen varig status, mens teknikker har universel gyldighed er den eneste logiske grundlag for organiseringen af verden, at suspendere ethvert mål og i stedet lade midlerne få deres naturlige forrang. Hvad vi konkret har tænkt os at gøre er, at foretage en administrativ grundlovsændring der en gang for alle sikre en tilbundsgående og videnskabeligt funderet gennemrationalisering, -effektivisering og –systematisering af samfundet – eller med andre ord: en indretning af verden der er komplet formålsløs og udelukkende baseret brugen og anvendelsen af midler. Ved nærmere eftertanke ville det formentligt være mere korrekt at sige: anvendelsen af midlet, eftersom der i sidste instans én atomar proces, som alle andre processer er forskellige sammensætninger. Det er således igennem anvendelsen af dette middel, at vi vil sikre den forsatte og gennemstrukturerende anvendelse af dette middel. Det I, mine ærede herre, vil blive vidner til er – hvis jeg selv skal sige det – intet mindre end en sand genistreg. På mellemlang sigt vil, irrationalitet og tilfældighed blive afskaffet i takt med at hele befolkningen inkluderes i embedsværket, og på lang sigt vil også selve tiden blive afskaffet. Hvis rationaliteten skal sejre, bliver den nød til at suspenderer det subjekt, som den i første omgang var sat i verden for at tjene. Og det er netop dette som Handlingsakt A – 38 vil sikre!”

---

[1] Skiltet over hovedindgange sagde slet og ret: kafeteria.
[2] Et oplæg der valgte særdeles stor – men fåmælt - begejstring blandt tilhørerne, fordi det var rigt illustreret med grafer, diagrammer og tabeller, der både blev omdelt og projekteret op på kafeteriets lyseblå kakkelvæg.
[3] Læseren skal her advares om at Karl Steinbeck Karlsen, i modsætning til hvad der forventes af en bureaukrat, under normale omstændigheder ikke fatter sig i kortheder og tilmed anvender en række (nærmere bestemt X) metaforer. Der er imidlertid ingen grund til bekymring, da han naturligvis, på denne baggrund, bliver henrettet i løbet af denne historie.