det er morgen, men jeg har ikke sovet og sidder i kvindekollektivet blanches køkken . radioen er tændt og indstillet på p1's frekvens . der er mennesker inde i et studie , 2 mænd og en kvinde , de sidder og reproducere en form for lægmands-udgave af bourdieus teori om symbolsk voldsudøvelse . de konstatere , at der findes statussymboler , at smag bliver brugt til at distancere sig og er et udtryk for ens klassetilhørsforhold , de kalder det finesmekkerkultur , taler om at gå op i øl , og om forskellige "brands" , de forsøger både at fortælle at de ved noget om distinción og samtidig at distingvere sig , ikke subtilt, men helt åbenlyst , plapre løs om deres privatforbrug og vaner. så falder emnet på deres børn og på samfundets reproduktion : de bliver ømme og tænker på de kære børn og bliver enige om at fordi et hvert barn fortjener at blive inkluderet og at have hjemme i fældelsskabet har forældrene en pligt til at købe mærketøj til deres børn, så de ikke bliver frosset ude eller mobbet i skolen . eksklussionsmekanismerne er desværre universelle og der antydes ikke engang den mindste plan om eller tro på at at brud med den symbolske voldsudøvelse er mulig . så taler de igen om mad og den ene af mændende begynder med slet skjult spydghed at gøre nar af smagen for det nødvendige og forskellen på det nye nordiske køkkens små portionsstørrelser og det at kunne spise sig mæt i flæsk .
det her er forbundet med the division of the middleclass. og derudover det forhold at verden er ved at miste forstanden kollektivt .
