Det er efterhånden længe siden, jeg husker det kun dårligt nu. Jeg er ikke engang sikker på hvordan det startede længere. Jeg ved ikke hvad der gik forud, men jeg ved at jeg stod her i et tilrøget, umøbleret lokale der hverken havde indgang eller udgang, uden vinduer og hvis eneste lyskilde var et nøgent neonrør i loftet (jeg husker det ikke klart, måske det kolde lys fra lysstofrøret var dæmpet af orange eller gul cellofanpapir, måske det bare var nikotinen der med tidens løb havde arbejdet sig ind i glasset). Foruden mig selv, der stod langs en af rummets væge, var der 10 mænd i lokalet. De stod på en lang række, alle var de iført deres overtøj, frakker i tykt, tungt stof med pelskraver, tunge, slidte støvler, pelshuer med øreklapper og alle stod de og røg på små fedtede cigarer. Det var fra disse cigarer at alt røgen stammende, den var sød og tyk og sveg i øjnene og selv om jeg ikke ryger til dagligt ville jeg ønske at jeg også selv havde haft sådan en lille, buttet cigar som deres. Om ikke andet, så for at føle at jeg passede bedre ind.
I starten var det
faktisk okay, de stod der på deres række og røg, jeg stod her op langs vægen og
kiggede på dem, men det blev hurtigt pinligt at der ikke skete noget. For der
skete vitterligt ikke noget. Intet. Kun røgen. Jeg kan huske, at jeg overvejede
om jeg skulle præsenterer mig, men at jeg lod være fordi jeg ikke vidste
hvordan jeg bedst undgik at det blev akavet. Skulle jeg bare tage et skridt
frem, bukke og henvende mig til alle ti på en gang eller skulle jeg gribe det
systematisk an, starte for enden af rækken og giv hånd til alle 10 på skift?
Sidstnævnte var i hvert fald udelukket. Så ville jeg skulle sige mit navn 10
gange i træk - også selvom alle ville have hørt det allerede første gang - og
hvad nu hvis 9 af dem blev fornærmet over at jeg ikke var startede ved dem? Det
ville selvfølgelig være mest naturligt at starte ved en af enderne, men hvilken
ende skulle det i givet fald være? Ville det være for konformt at gå fra
venstre mod højre? eller for unorthodoxt at gå den modsatte vej? Jeg kendte dem
jo slet ikke, jeg vidste ikke hvilke præferencer de havde og det var svært at
gætte i et lokale med så dårlig sigtbarhed. Nej, det var helt udelukket at
hilse på dem en af gangen. Så var det måske alligevel bedre bare at træde frem
for dem og sige mit navn, højt, tydelig og imødekommende. Men på den anden side
var jeg også nervøs for at være for opmærksomhedskrævende. Jeg ville jo nødig
vise mig, den type er jeg slet ikke.
Men det var nok bedst
at der snart skete et eller andet for det var efterhånden blevet rigtig pinligt
bare at blive ved med at stå her og bare stå mens de bare stod der og røg. Det
måtte vel også være ubehageligt for dem, at der slet ikke skete noget. Jeg
besluttede mig for at droppe præsentationen - det var ligesom for svært at få
gjort rigtigt – og istedet for begynde at gå rundt i lokalet (måske det ville
bryde isen, det var vel mit ansvar, jeg er jo hovedpersonen). I starten gik jeg
ret langsom. Jeg fulgte vægen og gik i en lige linje indtil jeg nåede et
hjørne, så drejer jeg 90 grader og forsat ligeud igen indtil jeg nåede det
næste hjørne og sådan fortsatte jeg. Det gik ret godt syntes jeg, sådan at gå
rundt langs lokalets væge. Det gik faktisk så godt, at jeg blev i helt godt
humør og satte farten lidt op. Så talte jeg mine skridt inde i hoved. 35 skridt
var der hele vejen rundt. Det var et godt antal og jeg kunne godt lide min nye
aktivitet. De ti mænd så heller ikke ud til at have noget i det. De stod stadig
bare på deres lille række og røg deres små, osende cigarer og en gang imellem
askede de eller fulgte mig på min rute med øjnene.
Det her går vældig godt, kan
jeg huske at jeg sagde til mig selv. og da jeg havde gjort det et pænt stykke
tid, syntes jeg det endda gik så godt, at jeg besluttede at sætte farten
yderligere op. Det var min første fejl og set i tilbageblik, så skulle jeg nok
aldrig have gjort det. Stemningen blev kort fortalt rigtig dårlig. Rigtig,
rigtig dårlig. Det var tydeligt for enhver (nu var det selvfølgelig kun mig,
men alle ville have lagt mærke til det), at de ti mænd ikke brød sig om de nye,
hurtigere tempo. Alle så de nu strengt misfornøjede ud. De kiggede frem og
tilbage på hinanden og mumlede utilfreds under skæggene. Jeg vidste slet ikke
hvordan jeg skulle håndterer denne nye utilfredshed, så jeg blev bare ved med
at gå rundt i rummet. Da jeg havde taget en to-tre runder til, var mændene
blevet så sure, at de havde brudt deres linje om og nu stod i en lille cirkel
med deres frakkebeklædte rykke i mod mig og diskuterede lavmælt. Røgen stod nu
op fra midten af deres kreds som en søjle. Det var en ubehagelig situation. Og
faktisk føltes det lidt som en lettelse da der endelig skete noget nyt igen.
Mændene vente sig om imod mig og ham der viste sig at være deres leder tog et skridt
frem. Jeg blev så overrasket at jeg stoppede med at gå. Så rømmede lederen sig,
tog huen af og sagde henvendt til mig : "vi har besluttet os for at slå
dig ihjel".
