Jeg har på fornemmelsen at der på en dag som denne lister en spøgelsesræv rundt i Københavns gader. Jeg er faktisk temmelig sikker. Den ligger på et af hustagene inde ved Store Konges Gade eller sniger sig igennem folk. Spøgelsesræven er venner med buslinjerne: 5A, 6A, 85N, 18’eren med endestation i Vanløse. Nej, de er ikke venner. Ikke i gængs forstand. Nærmere bare bekendte.
Der hvor historien starter har jeg fået bekræftet denne formodning. Spøgelsesræven, linje 5A og jeg spiller en type hasard som bliver kaldt skæbner. Vi er ved Søtorvet på indrebysiden af Dronning Louises Bro. STARBUCK$ står der skrevet med hvid maling over en bunkers indgang. Jeg selv sidder i skrædderstilling. Det er mildest talt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser af denne kaliber fordi mennesker kun kan satser deres mest basale karaktertræk. Og deres sjæl selvfølgelig, men det tør jeg med god grund aldrig. 5A er som altid usselt til mode og akkurat så optaget af sine kort at den ikke kan koncentrere sig om at komme til tiden ude langs stoppestederne.
Jeg plejede at bilde mig selv ind at jeg kun var metafysiker, forbandet pseudo-dualist fordi jeg havde brug for en undskyldning. Ser du, jeg er for mageligt anlagt til passe på min krop. Tror man på en udødelig sjæl gør det ikke noget at man langsomt ødelægger sit hylstre.
- Jeg trækker mig siger 5A og smider sine kort.
- Jeg skal også noget særligt lyver den og forsvinder langsomt.
- De bliver nød til at forhøje yderligger, Hr. Hjort. Ellers må De forlade spillet hvisler ræven ud imellem sine lukkede smilende tænder. Som en bugtaler.
- Jeg vil satse min øjenfarve.
Ordene forlader mine læber og bliver båret væk af vinden. Jeg siger det igen. Det skal man. Ellers gælder det ikke.
- Jeg vil satse min øjenfarve.
Det føles som et skud gin. Og et til. Og så et til. Det er lige som at drikke en granskov. I samme nu går det op for mig at spillet er tabt. Og at det har været det i lang tid. Jeg har bare ikke kunne se det. Det er mildest sagt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser.
- Du har snydt forsøger jeg stammende.
- De er en dårlig taber Hr. Hjort. Jeg vil have dine grønne øjne.
Tårerne trille ned af mine kinder og fryser til is da jeg giver den bort.
- Den vil stå godt til min pels siger ræven og slikker sig om munden som det sidste inden den lister bort og væk og forsvinder.
Jeg sidder en tid og stirrer ud over Peblinge Sø. Så roder i min taske og finder en pakke blå Gaulouises frem. Der er kun en tilbage. I det mindste er der én. Lyden har ingen farve i dag. Vi har siddet ved den gamle grænse ind til Spøgelsesbyen. Dronnings Louises Bro - eller Luderen om man vil - plejede at være overgangen, men Spøgelsesbyen har langsomt spredt sig. Nu går helt ned til Sankt Hans Torv. Den vokser hele tiden. Men det er ikke længere min kamp at stoppes dens ekspansion.
Jeg hedder Andreas. Jeg er 19 år gammel. Og jeg har grønne øjne. Eller nærmere, jeg havde grønne øjne. Jeg tror at tings væsentlighed er omvendt proportionel med deres størrelse. Pletterne i den orange-gullige korchimitation på færdigrullede cigaretters filtre. Lyden når man åbner kapslen af en glasflaske. Jeg tror på beskrivelser: denne medlidenhed med det flygtige, redning af det forgængelige. Skoene på mine fødder har velcrolukning. Men alligevel er jeg ulykkelig. Det eneste altid der findes er aldrig. Det er sådan jeg har lært spøgelser at kende.
Jeg går tilbage til højen, sætter mig på hug og samler de krøllede kort op. Der er noget galt. Jeg tæller kortende. 54. Jeg tæller dem igen. 54! Endnu et skud gin. Der er fem Es’er, så ræven må have.. Ræven har snydt mig igen.
- Ræven hat syndt mig igen råber jeg lavt inden jeg giver mig af sted.
