cognac og kaffe og pibetobak.

Jeg har cognac og kaffe og pibetobak
og tilmed et varmt sted at sove.
Fjernvarme, fjernsyn og venlig musak,
jeg skulle aldrig have myrdet min kone. 

kæmper sig krøllet.

Jeg går til jeg løber, jeg kæmper mig krøllet.
Jeg river og kradser, bider og flår,
Så ledende knirker som usmurte hængsler,
og musklerne værker som ørene smerter ved lyden af dårlig musik.
Det køre på skinner, til sporende ender,
og braget der følger, de gyngende bølger
er beviset på tiden der gik.

Jeg gik til jeg løb, jeg kæmpede mig krøllet.
Jeg rev og jeg kradsede og bed.
Jeg spiste, jeg sov og jeg sked.

kardeminde stridscenter.

Brug for hjælp til at flygte? Ring til os! Vi sidder klar ved telefonerne for at modtager deres opkald. Vi garanterer fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Bestil nu og modtag en gratis tandblegning til en værdi af 199,95 DKK. Drop mellemmanden og køb direkte fra producenten. Landets største udvalg til markedets laveste priser. Med andre ord: Absolut konkurrencedygtigt. Alle vores produkter har 2 års livsgaranti og kommer med en dansksproget brugsvejledning. Kom forbi vores flotte salgslokaler til en uforpligtende samtale eller besøg vores websted på: tre gange dobbelt V, punktum, kardemindestridscenter dot dk.

om hvorledes ”X” spoleres.

Nogle enkelte afinkriminerende forbehold: Nærværende skrivelse er et tanke eksperiment og insisterer således på en skarp adskillelse af forestillingen og hensigt, etableringen af en sondring imellem fantasi og intention. Uden unødigt at ville udstille middelmådigheden af min indsigt i eller mit kendskab til dansk retspraksis tvivler jeg på at en sådan distinktion ville lade sig opretholde, skulle jeg blive fanget. Derfor, mine damer og herre, ærede medlemmer af juryen, beder jeg jer ved alt hvad I holder helligt vise nåde når dette dokument (som min skæbne) bliver lagt I jeres hænder, præsenteret som bevismateriale A. Nu hvor disse, i sig selv kompromitterende, foranstaltninger er på plads, kan vi begive os videre ud i overvejelser om de indledende forberedelser hvad – skulle De allerede have tabt tråden – angår destruktionen af ”X”.

Det første der falder mig ind er naturligvis en bombe, men hvad ved vi overhoved om bomber? Afetableringen af sin egen materialitet og disintegrationen af det nærmeste stykke omverden: Bombe [a] er altså velegnet som redskab til destruktion af fænomen / objekt ”X” hvis og kun hvis ”X” kan gøres til omverden for [a]. Nu foregriber vi imidlertid tingenes gang, hvilket jeg i forlængelse af må bede om forladelse for, så vi i stedet kan rette vores opmærksomhed mod en problemstilling der forudsættes løst før vi kan indlade os på yderligere spekulationer angående endnu ikke tilvejebragte udslettelsesmekanismers funktionsmåde, virkningshorisont samt anbringelse og dets lige, som om det var værdier der ikke i sig selv påkaldte sig retfærdiggørelse. Når jeg nu stiller det retoriske spørgsmål: Hvorfor spolerer ”X”? er det ikke fordi jeg ønsker at indlade mig på en diskussion af om hvorvidt ”X” skal spoleres. Det har vi sådan set ikke nogen grund til at betvivle, for det ved vi at det skal. Vi mangler blot, af hensyn til overskueligheden, at finde ud af hvorfor, hvilket leder os over dørtærsklen til moralens domæne. Det har imidlertid længe været almindeligt kendt at der slet ikke findes moralske fænomener, derimod kun moraliserende fejlfortolkninger af et kosmos kendetegnet ved en overflod af i sig selv meningsløse kendsgerninger. Set i lyset af dette uafviselige faktum er besvarelsen af oven-/førnævnte spørgsmål ikke blot en principiel umulighed, men også et tidsspilde uden sidestykke i nyere tid. Ikke desto mindre følger det heraf at: hvis ingen handling (i vores tilfælde spolering) kan begrundes med reference til et handlingen eksternt princip er handlingens immanente logik dens eneste legitimation. Ergo skal ”X” spoleres fordi spoleringen af ”X” spolerer ”X”. Nu hvor dette er blevet sedimenteret, kan vi med god samvittighed stille et nyt spørgsmål der trænger sig på, alt imens den overkritiske eller blot langsomt opfattende læser genlæser den udredning der førte frem til opstillingen af ovenfor nedfældede lovsætning (muligvis når De at indhente os senere).

Som sagt: nu hvor de grundlæggende kendsgerninger er blevet fastslået – og dét, i en sådan grad at al yderligger tvivl og skepsis på dette punkt, må betragtes som et resultat af irrationelle kognitive processer, tilfældige reminiscenser fra urmenneskets angstdominerede psykologi - da må vi, som nævnt, nødvendigvis tage højde for en række endnu ikke beskrevede implikationer af vores indledende spørgsmål: Hvordan spolerer man ”X”? Det forudsættes her, at man, dvs. en person – lad os kalde ham Charlie – faktisk er i stand til at indvirke på tingenes tilstand og begivenhedernes gang. Med andre ord kræves det at vores ven Charlie besidder – i det mindste en lille grad af – fri vilje. I modsat fald ville det enten på forhånd være determineret at spoleringen af ”X” ville ske, eller at spoleringen af ”X” ikke ville ske. Selvom førstnævnte klart er at foretrække, ville en nærmere undersøgelse af hvordan ”X” spoleres ikke være af den ringeste interesse, da udfaldet jo er givet på forhånd. Jeg vil endda gå så vidt som til at indrømme at udviklingen af spoleringsteknikker og planlægningen af deres anvendelse i et komplet prædetermineret kosmos ville være en åbenlys absurditet. Det klogeste ville i givet fald blot være at se tiden an: Vente og se, eftersom vi da før eller siden vil erfarer om hvorvidt Charlie spolere ”X” eller ej. Med lad os nu for en stund antage at Charlie er herre i eget hus – om man så må sige. Det kræves da at han på en eller anden måde kan motiveres til at foretage attentatet af ”X”. 

Det første der falder mig ind, er naturligvis at betale / bestikke ham. Det har tidligere vist sig at penge – disse i princippet nyttesløse metalskiver - langt hen ad vejen, er en særdeles fremragende motivationsfaktor, når det kommer til interaktion med de enfoldige folk af de jævne klasser. I øvrigt udmærker valuta sig ved at være forholdsmæssigt let at komme i besiddelse af. Man kan blot påtage sig et lønarbejde, og i fald man ikke gider det – hvilket når alt kommer til alt er særdeles sandsynligt eftersom manuelt arbejde både er anstrengende, tidskrævende og tilmed ofte kedeligt – kan man med fordel ansætte nogen til at gøre det for sig. De skal for deres vedkommende også betales, men her kan man passende anvende en del af den udbetalte lønsum. En kort opsummering: Den idealtypiske agent, vi i forbindelse igangværende tankeeksperiment har valgt at denoterer Charlie, er altså blevet hyret til at forestå operation spolering af ”X”. Der forfattes, for at være på den sikre side, en skriftlig og gensidigt bindende kontrakt, ifølge af hvilken det med al ønskværdig tydelighed fremgår under hvilke betingelser opgaven forudsættes udført. Der indarbejdes i denne kontrakt en bestemmelse, i hvilken det udspecificeres hvilke sanktioner samt størrelsen af det erstatningskrav der må gøres gældende, i fald at kontakten misrygtes. Hvad angår sanktioneringen må almindelig fordømmelse og en lussing med håndfladen anses for at være en passende straf, men når det kommer til opregningen af en passende godtgørelse for den ubelejlighed som en udebleven ”X”-spolering på den ene side ville medføre og på den anden side være i sig selv, er det imidlertid ikke så let at afveje med rimelighed, som det formentligt fremstår for den uerfaren og ubetænksom læser, med kræver derimod omhyggelig eftertanke og en betragtelig nidkærhed. Det er der heldigvis ikke nogen grund til at bekymre sig om, eftersom jeg på forhånd har tænkt sagen nøje igennem – jeg har snydt lidt, som man ville kunne sige med åbenlys sarkasme og intertekstuel reference til fjernsynskokkenes ideosynkratiske jargon – og er således på forhånd nået frem til en ufejlbarlig konklusion, som jeg her blot mangler at præsenterer Dem for: Det eneste forhold der til fulde kan udgøre en ækvivalent for spoleringen af ”X” er – naturligvis, fristes man til at sige – spoleringen af ”Y”, hvor ”Y” = ”X”. Vi står således i en ideel situation hvor ”X” vil blive spoleret, i fald at ”X” ikke bliver spoleret. Spørgsmålet er ikke længere et spørgsmål, men en kendsgerning.

fignen og fanen.

Første kapitel

Hvori vi hører om hvorledes Fignen under sine bestræbelser på at tilberede sin morgenmad får en ny ven, der hedder Johannes. Og hvori vi også hører om hvordan Fanen, der i forvejen er morgensur, bliver endnu mere sur og ender med slå en række meget ualmindelige bøvser og i øvrigt fører en lang telefonsamtale med en glarmester.

Hver morgen vågnede Fignen før Fanen. I dag åbnede den øjnene langsomt og konstateret at den befandt sig nøjagtigt der hvor den havde lagt sig til at sove aftenen i forvejen: inderst i den fælles dobbeltseng. Fignen lå lidt og kiggede på revnen oppe i loftet. Så kravlede den forsigtigt over Fanen og iførte sig sine slidte overalls, der også lå præcis der hvor de var blevet henkastet aftenen forinden: på gulvet ved siden af sengen. Derefter besluttede Fignen sig rutinemæssigt for at iføre sig sine hjemmesutter og vade ud på badeværelset for at udfører sine morgenritualer, det primært bestod i grundigt at børste tænder og vaske sig i ansigtet. Desværre var den elektriske tandbørste, som sædvanligt, løbet tør for strøm.

- ”Øv” sagde Fignen til sig selv. Eftersom Fignen ikke havde for vane at dyrke morgengymnastik, men satte stor pris på dagens første måltidet bar fødderne den, helt automatisk, ud i køkkenet. Nu da den stod herude på køkkengulvet, var det mest naturligt at åbne køleskabslågen og se om ikke der skulle være noget lækkert som kunne spises til morgenmad.

- ”Hov, der er helt mørkt.. og slet ikke anden mad en nogle få brændte krummer på bunden?” udbrød Fignen.

- ”Det er fordi jeg ikke er køleskabet” svarede ovnen, lidt vrissent.

Fignen blev helt lyserød i hoved af ren og skær forfjamskethed og skyndte sig at smække lågen i igen, så ovnen ikke kunne nå at komme med flere irettesættende bemærkninger. Da Fignen lidt efter atter var kommet til sig selv, genoptog den sit foretagende: at tilberede morgenmad. Den åbnede for anden gang køleskabet, men erfarede med ærgrelse at pæren tilsyneladende var sprunget.

- ”Æh, altså.. der er jo bælg ragende mørkt herinde.. og hvorfor er der fuldt af fugtigt og jordslået undertøj i køleskabet?” sagde Fignen, der nu for alvor var gået hen og blevet forvirret.

Vaskemaskinen, hvis stemme lød underligt forvrænget på grund af alt det våde tøj, forklarede Fignen at det altså ikke var dens ansvar at hænge tøjet op på tørreloftet og at køleskabet i øvrigt var placeret længere mod højre.

Tredje gang er som bekendt lykkens gang, og det lykkedes da også langt om længe Fignen at finde frem til den rigtige låge. Køleskabet var stort set helt tomt.

- ”Øv, så skulle jeg måske alligevel spise krummerne inden fra ovnen” mumler Fignen.

Efter at have tænkt sig lidt om beslutter Fignen sig for at spadserer en tur ned i den nærtliggende købmandsbutik for at handle lidt ind. Den ifører sig derfor sit overtøj og tog en krøllet pengeseddel fra husholdningskassen, som den kom i inderlommen.

Få meter nede af gaden fik Fignen øje på en herre der sad og så forfrossen ud på en trappesten, alt imens han tålmodigt prøvede at få gang i en lille gullig merskumspibe.

Fignen brød sig ikke om folk der sad og frøs, så den bestemte sig for at tage ham med hjem i varmen.

- ”Vi skal først lige ned til købmanden og købe noget vi kan spise” forklarede Fignen sin nye ven. Det lod manden ikke til at have noget imod, så kort efter stod de nede i den omtalte forretning og studerede alt den flotte emberlage.

Her er hvad de endte med at komme i kurven:

- To dunke Mayonnaise

- En rulle fiberrige Havrekiks (som Fignen imidlertid kom til at spise det meste af inden i butikken)

- En stor spand med citronmarmelade

- En æske med blåbær-tebreve

- Lidt mere mayonnaise (Af et andet og lidt dyrere mærke)

- En bakke med tolv æg fra fritgående fugle

- Et eksemplar af et månedsmagasin om arkitektur

- En pakke sukkerfri lakridstykkegummi (som Fignen erfarede smagte rigtig dårligt i kombination med havrekiks)

- En pose med tvebakker

- En dåse med pibetobak af god kvalitet til den forpjuskede mand (som i øvrigt kvitterede med et kram)

På vejen hjemad fortalte manden at han hed Johannes og at han havde studeret teologi.

- ”Hvad er det? En slags kok, eller sådan noget?” spurgte Fignen.

- ”Nej, det er nærmer.. øh, det er så mange år siden jeg startede mit studie.. men for det meste handler det om Gud.” svarede Johannes.

- ”Ham har jeg godt hørt om. Er han sød?” spurgte Fignen, der ikke havde hørt om Gud før.

- ”Jo, altså.. Gud er faktisk en kvinde, at du ved det” forklarede Johannes, overbærende.

- ”Novra, det vidste jeg ikke. Har du mødt hende?” spurgte Fignen, nysgerrigt.

- ”Tjo.. nej, ikke sådan personligt, men nyere evidensbaseret forskning indikerer at man med stor sandsynlighed kan drage den konklusion at Gud, alt andet lige, har to X-kromosomer. Forstå mig nu ret: Gud er altså i denne optik kvindelig, hvis man ser bort for ordets sociokulturelle konnotationer. Og den slags bliver man jo nød til at se bort fra, da det slet ikke er videnskabeligt” forklarede Johannes belærende.

Fignen der ikke rigtig havde forstå hvad Johannes mente, nikker ivrigt og smilede.

Da de langt om længe stod foran hoveddøren viste det sig at Fignen havde glemt sine nøgler.

- ”Kan vi ikke bare kime rigtig meget på dørklokken og så vække ham den anden?” spurgte Johannes.

- ”Fanen? Næ, det dur ikke. Der er kun én ting i hele verden der kan vække ham og det er en særlig klokke som står inde på natbordet. Hvis ikke man ringer med den så sover han i fyrretyvetredsens år. Det er ret lang tid så det er vigtigt at jeg ringer med den hver morgen.” fortalte Fignen stolt.

- ”Nå, højest mærkværdigt. Er det en stuelejlighed i bor i?” spurgte Johannes.

- ”Ja. Stuen til venstre” sagde Fignen.

- ”Så, kan vi da bare smadre et af vinduerne og kravle ind, den vej igennem” foreslog Johannes.

Som sagt så gjort. Fignen lånte en stor sten fra to venlige vejarbejdere og demonstrere et skolebogseksempel af et underhåndskast. Desværre ramte han ikke i første forsøg, men andet kast fik stenen til at flyve i en flot parabel igennem luften hvorefter den smadrede termoruden med et ordentligt rabalder. Johannes lagde ikke skjul på at han var ret importeret over det høje klir:

- ”Hurra, godt arbejde! Så skal vi bare passe på vi ikke skær os når vi kravler ind” jublede han.

Da de var kommet ind i lejligheden begyndte Fignen øjeblikkeligt at klargøre morgenmaden. Johannes der af princip ikke spiste morgenmad, satte sig ved det lille runde bor ude i køkkenet for at stoppe sig en pibe tobak og sætte sig til at skrive på sin rejseskrivemaskine. Det sagde en god lyd når han hamrede i tangenterne, så der var stor sandsynlighed for at det ville blive en klog doktordisputats, når den en gang blev færdig.

Fignen fandt en blå bakke med billeder af måner, sole og stjerner frem og anrettede den patentligt med tvebakker og citronmarmelade. Så satte han vand over og mens teen trak og 1/6 del af æggene blev hårdkogte rørte han mayonnaisen op med forskellige krydderier. Det blev i alt til 3 forskellige salgs: karrymayonnaise, chillie-ingefær mayonnaise og en mangefarvet, lummert udseende mayonnaise som han navngav: overraskelses-mayo.

Da Fignen var færdig stod den lidt og betragtede sin kreation, hvorefter den veltilfreds besluttede sig for at vække Fanen med morgenmad på sengen. Den begav sig af sted mod soveværelset, med den vakkelvorne morgenmadsbakke og stillede den fra sig i vindueskarmen. Det var blevet ret koldt i rummet på grund af gennemtrækket som det nylige opståede hul i ruden havde forvoldt. Så tog Fignen klokken fra natbordet og ringede et par gange for at vække Fanen. Fanen åbnede øjnene og gabte.

- ”God morgen. Jeg håber du har sovet godt. Se, jeg har lavet morgenmad til os” sagde Fignen ivrigt.

- ”Uh.. God morg.. Sig mig, hvorfor er der glasskår over det hele?” spurgte Fanen og så sig omkring.

- ”Det var Johannes´ idé” forklarede Fignen.

- ”Hvem i hele hulen er Johannes?” spurgte Fanen, der med et var blevet lysvågen.

- ”Han sidder ude i køkkenet og ryger pibe. Han er mægtig sød. Han har mødt Gud” forklarede Fignen, som var det, det naturligste i verden.

Fanen kunne ikke rigtig nænne at hidse sig op nu hvor Fignen havde gjort dig sådan umage og lavet morgenmad til ham, så i stedet for at sige mere, rejste han sig halvt i sengen for bedre at kunne se hvad der stod på bakken. Han var temmelig sulten og tvebakker med mayonnaise var vel også en slags mad. Desuden kunne han vældig godt lide både hårdkogte æg og blåbær-te.

- ”Hvad er det for en underlig krem?” spurgte Fanen og pegede på overraskelses-mayo´en, da de begge havde fået de første 300 kalorier indenbords.

- ”Det er en helt særligt mayonnaise som jeg har lavet med dig i tankerne” sagde Fignen med munden fuld af tvebakker og hårdkogt æg.

- ”Bliver du meget ked af det hvis jeg ikke smager på den?” spurgte Fanen.

- ”Ja” svarede Fignen.

Og så var der jo ikke andet for end at smøre sig en tvebak med et tykt lag af overraskelses-mayo.

- ”Alt som ikke dræber dig gør dig stærkere” sagde Fanen til sig selv, mens han holdt sig for næsen og tog en ordentlig bid. Han havde forberedt sig på det værst tænkelige, men det viste sig faktisk at smage forbløffende godt. Fignen spiste også en tvebak med en stor klat af overraskelses-mayo´en i en mundfuld. Der spredte sig en hyggelig stemning i det lille værelse og Fignen og Fanen spiste hver et par tvebakker med det besynderlige smørepålæg til. Lige pludselig begyndte Fanens mave at rumle sagte. Og kort efter slog han en gigantisk bøvs. Det havde i sig selv været særdeles underholdende, hvis ikke det var fordi der kom en boble med op. Den gennemsigtige boble svævede frit rundt i luften og inden i den var der en lille flagermus som baskede forfjamsket rundt med vingerne. Fanen gjorde sig store anstrengelser for at finde en passende grimasse, men inden han havde fået lagt ansigtet i de rette folder slog han endnu en kæmpe bøvs. Denne gang var det en miniature kanariefugl der fløj forvildet rundt inden i boblen. Fignen var helt euforisk ved synet af de små dyr, men blev hurtigt afbrudt da han også gylpede en boble og dertilhørende skrumpet papegøje ud af munde.

- ”Hvad djævlen sker det?” fremstammede Fanen, af mangel på bedre.

- ”Det er overraskelsen. Er det ikke fantastisk?” jublede Fignen, mens en mini pelikan fandt vej igennem hans hals.

- ”Din lille lømmel! Jeg skal kraft Peter vælt´me komme efter dig!” råbte Fanen og langede ud efter Fignen.

- ”Rolig nu, klap lige heste, makker. Jeg har skam blandet en modgift” skyndte Fignen sig at forklare. Men desværre var det ikke helt nok til at formilde den arrige Fanen, som nu havde rejst sig i sin fulde højde og væltet morgenmadsbakken så æggeskallerne dryssede ud i sengen.

- ”Hvad? Du vidste at dette her ville ske!” skreg Fanen halvkvalt.

- ”Nej, men jeg håbede det” grinede Fignen og stak ud i køkkenet for at hente flasken med modgift.

Da der endeligt var kommet lidt ro på sagerne låste Fanen sig ude på badeværelset en stund. Først børstede han tænder og så tog han et langt styrtebad. Derefter barberede han sig, klippede sine tånegle og vandkæmmede sit hår til en flot sideskilning. Til sidst gik han på lokum og læste en lang artikel om hængebroer i det arkitekturmagasin som Fignen havde købt tidligere samme morgen. Fanen var i godt humør igen og hans ben sov da langt om længe låste toiletdøren op og vaklede ud i lejligheden på ny. Der lugtede sødt af kunstigt jordbær og vanilje. Lyden af Igor Stravinsky´s IV. divertimento lød fra grammofonen ude i køkkenet og i øvrigt var det blevet afsindigt koldt på grund af det smadrede vindue. Fanen bevægede sig ud i køkkenet hvor Johannes og Fignen sad og spillede sænke slagskibe, alt imens de røg vandpibe og drak mere blåbær-te. Det så ud til at Johannes ville vinde, men han var alligevel lidt gnaven fordi han havde skoldet hele tungen på den varme te. De mange fugle og flyvende hunde var sluppet ud af deres bobler, men lå nu helt sløve rundt i køkkenet og så fedtede og glinsende ud.

- ”D-4” sagde Johannes og lød meget koncentreret.

- ”Øv, fordømt! Pletskud” mumlede Fignen og placerede en plastik split i sit flagskib.

Fanen stod lidt og betragtede situationen. Så gik han hen og løftede nålen fra pladen, skænkede sig en kop te fra den røde termokande og løftede til sidst telefonrøret og drejede nummererede til glarmesteren. Telefonen ringede fire gange før den blev taget.

- ”Hallo, det er glamester Jokumsen” sagde en rusten stemme i den anden ende.

- ”Ja, goddag. De snakker med Ferdinan Fanando von Pletsølv. Jeg ringer angående en smadret rude, som jeg gerne så skiftet her i løbet af formiddagen” sagde Fanen og forsøgte at lyde formel.

- ”Nå. Okay. Ser man det” brovtede glarmesteren. ”Nå, jeg sender en mand ud og måle op, så sku vi nok kunne finde ud af noget. Hvad er adressen?”

- ”Vi bor på Gudrundsgade nr. 9, st. tv. Det er en sidegade til Pepper Allé” forklarede Fanen.

- ”Aha.. jamen det noterer jeg her. Vi har ret travlt for tiden så du kan godt regne med at der går et par timer før Geo stikker hoved ind” mumlede glarmesteren.

- ”Øh.. en sidste ting. Kan du giver mig et overslag?” spurgte Fanen.

- ”Et overslag? Hvad mener du?” sagde glarmesteren og lød mest som om han tænkte på noget andet.

- ”Altså hvor meget tror De det vil koste, sådan maksimalt?” forklarede Fanen.

- ”Nå, de vil have et overslag. Det kunne de da bare have sagt” vrissede glarmesteren.

- ”Jamen, det gjorde jeg jo også” konstaterede Fanen, ganske rigtigt.

- ”Ja. Det ved jeg da godt, men de burde nu alligevel have sagt det noget bedre. Nå, men altså termoruder koster 495 bananer kvadratmeteren, og du skal nok regne med en plov, halvanden i montering” fortalte glarmester med beundringsværdig ligegyldighed i stemmen.

- ”Bananer?” spurgte Fanen, der ikke var vand til glarmesterslang.

- ”Bobs, spir, gryn, skejser, stukater, knapper, guld eller cool cash, kontanter: mønt du ved. Kald det hvad du vil. Så længe papa her får lidt til sin brunsviger så er der ingen sure miner!” nærmest råbte glarmesteren, der som med et trylleslag var blevet i strålende humør. Fanen kunne ikke rigtig finde på mere at sige så han tog afsked og lagde telefonrøret på. I mellemtiden havde Fignen sat pladespilleren i gang igen, så Fanen hentede posten, der i dag udelukkende bestod af rudekuverter, og satte sig ind på sit arbejdsværelse for at høre middagsradioavisen. Det vidste sig at være en særudgave som skulle få afgørende betydning for hvordan resten af dagen forløb for Fignen, Fanen og deres nye ven Johannes.

abstine et sustine (vær mådeholdende og tålmodig).

Vores verden er ved at ændre sig. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Det har den gjort før og det vil den blive ved med at gøre. Men vores verden ER ved at ændre sig, og ikke til det bedre. Vi må ikke lukke vores øjne. Vi er endnu for unge til at give fortabt.

Der er i vesten tradition for at anskue historien som forsat udvikling imod en bedre verden. Som en lineær progressiv udvikling hvor menneskerne bliver friere, hvor vores viden bliver mere sand og vigtigst af alt hvor den materielle levestandart, i takt med beherskelsen af ny teknologi og rationaliseringen af arbejdet, forsat forbedres. Det sidste kan nok ikke bestrides. Vi lever, hver og én, som prinser og prinsesser. 

Der har været strid, såvel fysisk som filosofisk, omkring nogle detaljer hvad angår den nærmere organisering af den samfundsmæssige produktion, distribution og konsumtion, men grundlæggende er de ovennævnte antagelser blevet delt. 

Det skal vel nævnes at der undervejs har været indvendelser fra såkaldte kulturpessimister, men deres betydning er negligerbar, hvis man ser bort fra kunst- og filosofihistorien. Det er muligvis i deres rækker at vi kommer til at melde os.

Alligevel ser det ud som om at vores kamp for emancipation, adskiller sig fra tidligere generationers. Det er ingen hemmelighed at vores occidentale imperium baserer sig på massiv strukturel undertrykkelse af størstedelen af menneskeheden samt systematisk og overlagt udpining af vores i forvejen hårdt prøvede jordklode. Kampen for lighed, frihed og solidaritet er unægtelig en kamp imod vores eget umiddelbare velbefindende. Det er formentlig derfor det ikke uden videre er muligt at identificerer en egentlig opposition til den bestående orden. Hvorfor kæmpe, ifald vi taber hvis vi vinder?

Alt verdens elendighed ville formentlige ikke kunne fortrænges, var det ikke fordi dét sker så morderligt langt borte. Menneskeblodet vi blander i vores mørtel stammer fra fjerne egne. Bukserne vi går i, kaffen vi drikker, den iPod som spiller vores ynglings muzak. 

Det er engang blevet sagt at den etiske fordring udspringer fra det direkte møde med et andet menneske. At øjenkontakten uafviseligt forpligter os til at behandle hinanden ordentligt. Det er smukke ord, og dem har vi brug for, men vi bliver nød til også at opererer med et abstrakt næstebegreb. Den kamp vi skal kæmpe er ikke kun en kamp for os selv. I særdeleshed ikke i snæver materialistisk forstand. Brødet bliver ikke mere værd i morgen end det er i dag. 

Spørgsmålet der rejser sig er: hvorledes er VI i stand til at bidrage?

Vi skal ikke løbe i gaderne med skydevåben: Vi er ikke gode soldater og vi ønsker ikke at blive det.

Vi skal ikke melde os under partipolitiske faner: Vi er ikke gode parlamentarikere og vi ønsker at det skal forblive således.

Vi er derimod ranglede unge mænd og kvinder. Og selvom ingen i dag ved hvordan politisk handling er muligt er politisk handling nødvendigt. Vi må forbeholde os retten til at kritisere det bestående, som om vi ikke er i stand til at formulere et troværdigt alternativ - endnu. Og eftersom resultatet af menneskelig handling i sin natur altid er uforudsigelig er spørgsmålet om hvilke midler vi er villige til tage i anvendelse vigtigere end udvælgelsen af et mål. Men lad os nu tage det alvorligt:

Vores problem er et dobbelt problem, fordi det i sig selv er vores eksplicitte målsætning ikke at tage de typer af midler i brug, der umiddelbart ser ud til at kunne løse vores problemer. Vi har brug for et mirakel, i ordets egentlige betydning: det umuliges aktualisering; en overskridelse af rammerne for mulige begivenheder. Vi har brug, vi har i sandhed brug, for ingen er frie før alle er frie. Men vi kan lige så lidt sætte vores lid til guddommelig intervention, en mirakuløs begivenhed som til det teknologiske fremskridt, hvilket tilnærmelsesvist er det samme. Der er kun os til at skabe og ændre historiens gang, og det et ansvar vi må tage på vores smalle skuldre. Det er ikke et spørgsmål om at håbe på det bedste eller at frygte det værste, men om at finde nye våben. 

Vi er hverken gode soldater eller gode parlamentariker. Begge dele er hver for sig et oxymoron. Og eftersom vi stadig ønsker ikke at blive det må vi finde andre veje. Hvad om vi da vælger kunst?

Lad os da sige: Vi er kunstnere – i det omfang at vi alle er kunstnere - og kunsten er det rum hvorfra at vi kan ændre sproget. Sproget der er blandt de væsentligste træk ved mennesket. Mennesket der er medafgørende for hvordan samfundet er og hvordan samfundet bliver. Tænkning og handling er intimt forbundet. 

Men sproget er besudlet og besmittet, og alle smukke ord og tanker har retfærdiggjort grusomme handlinger. Men hvem ved, måske det gode, det sande og det skønne ved fælles indsats igen kan forenes på den anden side af den moderne epoke. 

Dette er en opfordring til alle med hjerne i hoved og hjerte i brystet. Tag ansvaret på jer. Der er kun jer. Der er kun os. Vi må organisere os, vi arbejde målrettet og utrætteligt og – vigtigst af alt – vi må ikke fortvivle. En anden verden er muligvis umulig, men i givet fald må vi arbejde for at denne verden bliver god.

mr. karl king.

Jeg havde stillet min cykel og skulle til at tagge på en el-boks på en sidegade til Gammelkongevej, i den ende der ligger nær Frederiksberg rådhus. Der kommer gående en mand forbi så jeg stiller mig og lader som om jeg skulle til at pisse. Vi falder i snak: Manden viser sig at hedde Karl. Han er påvirket af kokain. Han ser hærget ud, har langt tjavset hår og bærer en blå plasticpose med sodavand i. Jeg selv har været på bar og drukket øl med en flok kammerater og er nu på vej hjem for at sove den ud, så jeg kan være klar til at mødes i morgen formiddag med min læsegruppe fra universitetet.

Karl snakker hurtigt og associerer vildt. Han spørg til hvad jeg hedder, men glemmer det hurtigt igen og spørger derfor løbende i vores samtale om mit navn. Han tilbyder mig at tage med hjem og drikke kaffe eller ryge joint til at falde ned på, men jeg afslår med henvisning til min kæreste derhjemme. Jeg fortæller i øvrigt hvor gammel jeg er og hvad jeg studerer. Karls øjne lyser op da det går op for ham at jeg er venligt indstillet overfor ham og begynder uopfordret at fortælle mig om sig selv og sit liv. Karl er netop blevet erklæret hiv-negativ og han er derfor meget lettet. Han er forbitret over at være junkie og ville ønske at leve et liv som clean. Han mener at bliver skør af al den narko. Hans læge har givet ham et ultimatum: to måneder til at stoppe sit misbrug på egen hånd og ellers er Karl indvilliget i at gå i professionel behandling. Karl vil dog ikke i behandling i Danmark da han ikke stoler på lægerne. Han fortæller om at han været forsøgskanin siden han var barn (6år) og bland andet fået lsd som en del af et eksperiment, udført af en navngiven læge der var cia-agent. I den forbindelse var han indlagt på et børnehospital hvor personalet efter sigende fortalte ham at de kunne give ham alt det hans mor ikke kunne. Han kommanderede rundt med dem, og fik skrivebord, hønsehus og kammelion i vindueskarmen. Karl havde dog fattet mistanke om at der var noget der var galt, og løg bevidst over psykologen der var under cia-lægen. Til sidst lagde hans mor sag an og fik ham tilbage. Yddermere mistænker Karl sin tidligste barndomslæge (3år), der har det tyske efternavn Heck, for at være nazist og ligeledes have udnyttet Karl til medicinske eksperimenter. Han beretter at han har haft fem blodpropper, og lider af en kronisk sygdom i hænderne, hvilket hans røde og opsvulmede hænder da også er et pålideligt vidnesbyrd om. På grund af sygdommen har Karl tilknyttet en døgnpleje der hjælper ham med at gøre rent i hans lejlighed (der dog ifølge Karl p.t. roder lidt), vaske tøj og dets lige. Han bor nær lindevang station og vil gerne have mig på besøg til kaffe. Karl mor er syg og det er ham der har passet hende de sidste to år. Karls søster er i hans optik en forpulet kælling der ikke engang vil tage sig af moren en gang imellem i weekenden så Karl kunne tage i biografen med sin kæreste. Hvis det stod til Karl kunne søsteren godt gå hen og ligge sig til at dø. Karls kæreste er biseksuel og muslim. Han er blevet gift og har en datter på halvandet år. Karls kæreste har prioriteret at bruge tid med sin familie, så han og Karl har indgået en aftale om at forsætte deres forhold i hemmelighed. Karl forklarer at det også er mere spændende og romantisk på den måde. Karl kæreste bebrejder ham i midlertid for stadig væk at tage stoffer og vil selv leve et liv uden narkotika. Karl fortæller også noget om et potientielt møde med kærestens forældre, men er ikke interesseret før han en dag har fået sine hænder laserbehandlet i Amerika. En behandling der ifølge Karl koster op mod en million kroner.

Karl beretter også at han for et stykke tid siden var gået i seng med en 16årig dreng på et stillads. Det var i øvrigt derfor han var blevet testet for hiv, for ”man kan jo ikke vide hvad sådan en knægt render rundt og laver”. Karls kæreste var blevet skide sur, og havde i den forbindelse kaldt ham for børnelokker.

Karl beskriver sig selv som en gammel hippie (siden 12 års alderen). Jeg har i skrivende stund svært ved at huske alle detaljerne vedrørende Karls monolog, men han fortæller mig flere episoder med ”Alle stofferne og cia forsøgende”. Midt i en sætning skifter han emne og er pludselig i gang med en beretning om en ven af hans, der havde hældt benzin ud over sig selv, tænd ild og til sidst danset tre gange rundt om sig selv som en indianer før de (Karl + venner) havde kastet et tæppe over ham. Men da var han allerede helt brændt af. Karl og de to venner havde sammen skudt ham så ingen kunne sladre. Veninden var efterfølgende taget hjem og hoppet ud af vinduet. I forlængelse af denne grusomme historie forklarer Karl lidt om Christiania i gamle dage og om et sommerhus i Sverige, hvor der boede en mand som smuglede halvanden kilo hash fra Marokko: ”..før den slags kunne skaffes i Danmark, sådan for alvor.” Karl foreslår at ham og jeg tager til Amsterdam sammen. Vi skal tage til Kastrup og få et gammelt ægtepars afbudsbillet for 500 kr. eller er tur/retur for 1000, og så ellers bare der ned. Vi skal kun medbringe pas, penge og det kluns vi går og står i. Pengene er det vigtigeste. Resten kan vi købe når vi er der nede. Vi skal på coffieshop fra morgenstunden og hjem til Danmark samme aften, men Karl giver udtryk for meget gerne at ville besøge Rembrandt museet inden turen igen går hjem af. Jeg afviser ikke ideen blankt.Karl fortælle mig at han i sin ungdom havde en ven der var arving til firmaet JBS-undertøj. Han besøgte vennen i og boede hos hans forældre i en periode. Han besøget blandt andet JBS fabrikken og blev ved den lejlighed foræret bunkevis af gratis undertøj og en dynen. Desuden tilbød vennens forældre at adoptere ham, men han foretrak at rejse hjem til sin mor. I dag er vennen, den gamle hippie, ejer af JBS. Karl mødte ham engang ude på Christiania og de røg ved den lejlighed en fed sammen. Karl fortæller mig også at han kender Ålen [Peter Ålbek] personligt og i øvrigt også Lars Von Trier. Ålen sad engang i sin sennepsfarvede Roles Roys og stirrede på Karl ved hovedbanegården i en halv time, men var ikke sikker på at han var ham (Karls fars søn). Karl skammede sig gevaldigt over at side i rullestol og være ussel og turde derfor ikke gå hen og hilse. Karl fortælle også at han kan berette om, og dokumenterer meget komprimiterende om medicinalvirksomheden Keminova. Han var engang med en repræsentant for virksomheden (navngiven) i Afrika hvor de markedsførte al den medicin der var blevet ulovliggjort i Danmark. Ved en lejlighed sad han på bagsædet da Keminova manden bestak præsidenten med Mercedeser og penge, så han kunne undgå at betale skat i landet. Under sit ophold i Afrika havde Karl en personlig livvagt der var officer og 2 meter høj. Det fremgår af Karls fortælling at han er opvokset i et fint og dyrt kvarter i et kæmpe stort hus. Karl spørger mig om jeg kender til Watergade-skandalen og da jeg bekræfter at jeg er bekend med den, skifter han emne. Karl vil gerne have dette ud og sværger hævn over folkene der har gjort alt dette mod ham og hans venner. Da jeg spørger ind til hvordan han gerne vil hævne sig, fortæller han at han vil have skrevet en bog som kan få ramt på dem. Jeg foreslår at Karl og jeg udveksler telefonnumre og tilbyder at hjælpe ham med at skrive en bog. Vi udveksler telefonnumre. Jeg river en side ud bagerst fra min moleskind notesbog og nedfælder mit navn, mit telefonnummer og min e-mailadresse. Karl giver mig sine 2 e-mailadresser og sine 2 telefon numre. Han advarer mig og fortæller mig at folk er blevet myrdet for at skrive om det han kan fortælle mig. Jeg fortæller ham at jeg er indforstået med risikoen. Før vi tager afsked forklarer Karl mig at han gerne vil have det hele optaget på en digital diktafon som kan kører det hele over på en usb-nøgle og selv transskriberer teksten så man efterfølgende kan få google til at oversætte til f.eks. fransk og russisk og sprede budskabet i hele verden og på mange sprog. Da vi tager afsked er Karl efter alt at dømme i godt humør og går med hastige skridt mod Frederiksberg metrostation. Han har et klip tilbage på sit 2zoners klippekort. Jeg selv er i et underligt humør. Jeg trækker min cykel det sidste stykke hjem.