talentløs men hårdtarbejdende

1.

- ”Jeg er en talentløs, men hårdtarbejdende svindler hvis anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt. Jeg inkarnerer utaknemmelighed. Jeg er et nøjeregnende og besidderisk kryb med tynde arme og lange knoglede fingre. Ikke adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter, men derimod en tyveknægts krogede lapper, hvis grådige fagntag skovler selv værdiløse genstande til mine tyndslidte lommers dyb. Jeg er forfængelig, pyntesyg og modtagelig over for smiger. Mit trætte legeme længes efter hvile, men jeg er konstant på vagt. Jeg er altid mistænksom. Jeg er en tvetunget og kynisk kalkulerende bedrager der aldrig har bedrevet noget beundringsværdigt. Men nok om mig” sagde den talentløse, men hårdtarbejdende svindler, mens hans lange knoglede fingre gravede et cigaretetui op fra hans dybe lommers bund. De to herre der under svindlerens enetale havde stået stive og ubevægelige, begge med hænderne på ryggen - den ene hånd holdende om håndleddet på den anden, den anden hånd holdende på hvert sit eksemplar af deres ens hatte - kiggede først på hinanden og derefter tilbage på svindleren. Så tog den ene herre et skridt frem, rømmede sig diskret, rynkede panden og sagde endeligt: - ”Goddag, vi kommer fra virkeligheden. Vi er blevet sendt for at meddele Dem om en række ændringer der snart vil træde i kraft. Faktisk allerede i morgen tidligt”. Svindleren, der stædigt forsøgte at få ild i cigaretten i sin mundvig, stirrede mistroisk på manden som var han en forfalsket genstand. - ”Ændringer? Hvilke ændringer? Hvordan kan jeg være sikker på at I virkeligt kommer fra virkeligheden? Det kunne hvem som helst jo komme og påstå”. - ”Vi har skam legitimation” svarede den bagerste herre efter et kort øjebliks stilhed og fremdrog et nydeligt foldet ark papir fra inderlommen på sin nålestribede vest og rakte det frem i strakt arm. Modvilligt tog svindleren i mod dokumentet. Han undersøgte det nøje, holdt det op imod petroleumslampens lys så vandmærket blev synligt hvorefter han pillede den endnu utændte cigaret ud fra mellem sine læber og stak den om bag sit øre. Så sukkede han dybt som tog han mentalt tilløb og begyndte at række ud efter kaffekoppen på bordet foran sig, men ombestemte sig idet han kom i tanke om at koppens indhold for længst måtte være blevet koldt, således at hele manøvren lignede et ufrivilligt og døsigt spjæt. Da der ingenting skete og de to herre blot stod ubehjælpeligt og ventede forventningsfuldt på at svindleren skulle give signal til at de kunne fortsætte fiskede han atter cigaretten ned fra dens plads bag øret og sagde så lavmælt: - ”Godt. Hvis vi nu antager at jeg godtager dette dokuments autenticitet. Og hvis vi derudover tilmed antager at jeg er mig og altså ikke en anden. Jeg mener: I kunne jo have taget fejl. I kunne vel være gået forkert. Jeg vil stadig forbeholde mig retten til hævde I er gået forkert. Kommet på afveje. Altså, selv hvis jeg er mig, og I altså har fundet den rigtige, da er det vel stadig ikke obligatorisk at jeg tager imod jer - jeg mener - jeg bør vel motiveres med et eller andet eller med andre ord: hvad får jeg ud af alt det her postyr? Allerede mens han talte disse ord indså svindleren hvad han i grunden havde vidst fra begyndelsen: At hans tale var ørkesløs, at han var prisgivet de to sendebude, at han ikke havde den ringeste idé om hvad der ventede ham og derfor ingen anelse havde om hvordan han skulle spille sine kort. Forpulede lakajer. Svindleren gav blanke fanden i at kaffen i koppen på bordet var kold, løftede koppen og tømte den i et enkelt drag. Det var tilstrækkelig anledning for den to mand høje delegation og mens svindleren tørrede sig om munden med håndrykken fandt den ene en underdemissioneret messingfløjte der hang i en tynd kæde om halsen på ham frem fra under skjorten og blæste en korte melodi. På dette signal farede en lav mandsling, som tilsyneladende var i højt humør over ikke længere at skulle vente bag døren, ind i rummet og placerede sig tre skrid foran budbringerne hvorefter den skrålede: - ”Til tjeneste!”. Egentligt spiller denne mandsling – lad os kalde den Mathiassen - ikke nogen væsentlig rolle. Ikke for denne historie, ej heller er den særlig velanset blandt sine venner og bekendte, men den fortjener dog en kort beskrivelse: For det første, det ringede da den løb in i rummet fordi der er bjælder monteret for enden af dens hat. Derudover, guldknapperne på dens uniformsjakke – som i øvrigt er for stor - var knappet skævt, dens ene støvles snørebåndet var enten gået op eller havde aldrig været bundet og i det store hele gjorde den et ynkeligt men lattervækkende indtryk. Dog, dens ansigt er venligt om end en smugle frygtsomt. På ryggen bar Mathiassen en batteridrevet spolebåndoptager med indbygget diodeforstærker og højtalere, og bagefter at den altså havde faret ind i rummet med ringende bjælder og placeret sig tre skridt foran de to budbringere og en gang skrålet: - ”Til tjeneste!” begyndte den ene af de to efter tre sekunders stilhed at forklare: - ”Der er sket en fejl. En ganske ubetydelig fejl, men den er nu blevet opdaget og den vil som sagt blive udbedret. Vi vil nu afspille den officielle meddelelse. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter”. Derefter bøjede han sig forover og trykkede på knappen PLAY på båndoptageren monteret på Mathiasens ryg. Spolerne begyndte at dreje, magnetbåndet begyndte med regelmæssig hastighed at løbe forbi tonehoved og meddelelsen til den talentløse men hårdtarbejdende svindler blev afspillet. Her er hvad den androgyne stemme der udfyldte rummet sagde: - ”Dette er en personlig meddelelse til T. Der gentages: Dette er en personlig meddelelse til T. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter. Der er sket en fejl. Der gentages: Der er sket en fejl. Det er en ganske ubetydelig fejl. Den beklages naturligvis, men den er nu blevet opdaget og den vil blive udbedret. Dette er en særdeles usædvanlig procedure og De bedes bide mærke i retfærdigheden for en sjælden gang sker fyldest. De har følt Dem snyd, og det med god ret. De har følt at Deres anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt, at De har svindlet og bedraget alt hvad der har stået i Deres magt uden af den grund at have opnået noget bemærkelsesværdigt. Dette skyldes en fejl. Der gentages: Dette skyldes en fejl. Vi kan ikke gå i detaljer med hvad denne fejl skyldes – den type af informationer er fortrolige – men blot oplyse om at en række indgreb er strengt nødvendige hvis en form for kosmisk balance skal blive genoprettet. Det skal den. Derfor vil tre ting være gældende fra i morgen tidligt. 1) Deres fingre vil ikke længere være en tyveknægts krogede lapper, men i stedet adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter. Hvorvidt de ønsker at begynde at spille klaver er stadig deres egen sag, men det anbefales på det varmeste. Nærmere bestemt kan de eksempelvis stoppe med hver torsdag aften at spille L´hombre i Tyvenes laugs kantine og i stedet blive elev hos deres underbo Frøken G. 2) De vil have en søn. Han vil være 20 år gammel, han vil have lyst hår og i øvrigt være kommunist. Hans livret vil være æggekage med grønne ærter. 3) Sidst, men absolut ikke mindst, vil de freemoooveeeeer..” Her stoppede afspilningen abrupt, og hvor der før havde været fyldig lyd - i stereo! - hørtes nu kun den regelmæssige lyd af en båndstrimmel der slaskede mod kanten af båndmaskinen. Uden forudgående advarsel var der blevet lavet en kæmpe portion båndsalat. Mathiasen var forfærdet, lukkede øjnende hårdt i og stak fingrene i ørene, Svindleren – som vi nu ved hedder og derfor fremover vil kalde T – fnøs hånligt og de to budbringere virkede komplet upåvirkede. – ”Ja, så må de have os undskyldt” sagde den ene budbringer. ”Ja, vi skal videre i programmet” sagde den anden. - ”Hvad behager?” spruttede T. – ”I kan da ikke bare gå igen. Ikke nu. Hørte i ikke at meddelelsen ikke blev spillet færdigt?” sagde han derefter på en måde så det dårligt nok lød som et spørgsmål. ”Det er vi desværre ikke kvalificerede til at bedømme” svarede den ene budbringer. ”Formentlig sluttede optagelsen her” sagde den anden. T. der nu var blevet helt lilla i hoved lavede en række på hinanden følgende grimasser, hvorefter han simultant slog med begge næver i bordet, trak sin stol ud og rejste sig mens han anklagende løftede sin pegefinger og sagde: - ”Hvad skal det her egentligt forestille? Hvem bilder i jer ind at I er? Her kommer I, og overrumpler en forsvarsløs gammel mand, som blot forsøger at nyde formiddagen og bedrive lidt dokumentfalsk og lidt forsikringssvindel og ellers passer sig selv og ikke generer nogen. Og så kommer i og siger at jeg får en søn? Hvordan kan det overhoved lade sig gøre? Jeg mener, for det første skal der jo i det mindste været en gammel kone som finder barnet ude blandt kålhovederne. Men de finder kun spædbørn. Det ved alle og enhver da. Ikke granvoksne kommunister med hang til røræg, vel?”. – ”Æggekage” rettede den ene budbringer. – ”Med grønne ærter” supplerede den anden. – ”Hvilken frækhed. I fremture. Og nu, hvor er I tilsyneladende er så kloge at I kan undværer hoved, så forklare mig lige hvad der er i vejen med mine fingre. Ja, jeg ved skam godt at jeg selv brokkede mig over dem just nu, men vent. Forklar mig: Hvorfor følte jeg mig kaldet til at holde denne der bramfri enetale da jeg præsenterede mig?” værgede T. - ”Med største fornøjelse” sagde de to i kor, som om de havde ventet på netop dét spørgsmål. - ”I virkeligheden, der hvor vi kommer fra, er det her en fiktion, et stykke skønlitteratur” sagde den ene. – ”Selvom man kan diskuterer hvor skønt det er” tilføjede den anden kækt. - ”Og vi er netop i gang med det første kapitel. Din monolog. Det var præsentationen af dig. Du er en af hovedpersonerne, forstås” sagde den første. – ”Det kunne have været gjort i tredjeperson, jovist, men der en dejlig uærlig charme forbundet med at du så ligefremt og oprigtigt ydede at du er en bedrager. Det er inkonsistent og det er fusket og det stemmer således fortræffeligt overens med din egen beskrivelse af din karakter” sagde den anden. ”Og nu, hvor vi forhåbentligt har gjort dig lidt klogere på hvad fremtiden vil bringe, vil jeg blot løfte sløret for én sidste ting: Det første afsnit er nu næsten ovre og om lidt vil vi påføre os vores hatte og forlade lokalet.” T stønnede og bevægede kæben, men sagde intet. Så påførte de to herre sig deres hatte og forlod lokalet.

ti mænd i et tilrøget lokale.

Der var altså det her tilrøgede lokale hvor ti mænd stod i komplet stilhed og stirrede frem for sig. Og jeg, jeg var altså den ene af dem. Sådan var det og her stod jeg altså og var i tavshed. Vi røg også. Jeg glemte at sige at vi alle sammen havde en stor cigar som vi hver især pattede på. Det var derfor her var så meget røg. Men det var altså det eneste der var. Det var kedeligt. Og noget måtte der altså ske fordi det her monotone scenarie havde næsten stået på i en hel time og vi kedede os noget så frygteligt mens vi alle ti stod her og stod på en snorlige række og bare stod. Og røg også. Og i øvrigt er det en almindeligt kendt regel at noget skal ske hvis en fiktion som denne ikke skal blive ubærlig for såvel læseren som for de medvirkende. Personligt håbede jeg på at en skabning - et fabeldyr eller en nisse eller sågar en vampyr - ville brase ind i rummet og sætte skub i begivenhedernes gang, men rummet havde hverken døre eller vinduer, hvorfor det usandsynlige udeblev. Der gik ti minutter og bagefter gik der igen ti minutter og da der ti minutter senere i alt var gået en halv time siden historien begyndte kedede jeg mig så meget at jeg måtte være den mand i hele verden der morede sig allermindst. Til sidst besluttede jeg mig for at foretage mig en handling. Jeg har aldrig været særlig fantasifuldt anlagt, så det eneste jeg kunne finde på var at begynde at gå rundt i cirkler langs kanten af lokalet, så det gjorde jeg. I begyndelsen var det vældig dejligt, men jeg blev hurtig urolig fordi de andre ni mænd alle havde anlagt utilfredse miner og selv efter en fem-seks runder stod de stadig bare og skulede olmt og fulgte mig med øjnene. Da jeg havde gået ti runder stoppede jeg op nær mit udgangspunkt og her stod jeg lidt hvorefter jeg kom til at sige noget. ”Der er tyve skridt rundt” sagde jeg. Det skulle jeg nok ikke have sagt. Ikke fordi det ikke var sandt, det var jeg helt sikker på det var for jeg havde jo netop talt. Ti gange faktisk. Men de ni andre der, de var meget lidt begejstrede. Måske vidste de det i forvejen. Nu var de gået over i hjørnet og stod og konverserede lavmælt. Jeg gad godt vide hvad de snakkede om. De så stadig ikke glade ud. Endelig stoppede de med at snakke. Og så vendte de sig alle sammen om og så på mig og så sagde deres leder: ”Vi har besluttet os for at myrde dig”.

"That all men are created equal is not self-evident nor can it be proved. We hold this opinion because freedom is possible only among equals, and we believe that the joys and gratifications of free company are to be preferred to the doubtful pleasures of holding dominion." - Hannah Arendt, "Truth and Politics" (247)


"[W]e are all the same, that is, human, in such a way that nobody is ever the same as anyone else who ever lived, lives or will live."  - Hannah Arendt, "The Human Condition" (8)

læsevejledning til livshistorie nær modernitetens afslutning.

Efter at have modtaget en række enslydende tilbagemeldinger møntet på nærværende essays manglende læsevenlighed har jeg følt det nødvendigt at knytte et par forklarende kommentarer til. Jeg vil altså på forhånd advare læseren om hvad der er - og navnlig hvad der ikke er - i vente og tilbyde et forslag til hvordan læsningen alligevel kan blive frugtbar. Essayet, der bærer titlen Livshistorie nær modernitetens afslutning, er ikke skrevet i overensstemmelse med de krav der i den angelsaksiske tradition stilles til den skriftlige formidling af akademisk arbejde.

Videnskab er i vidt omfang en litterær genre; kun de mest naive idyllikere eller de der aldrig selv har stiftet bekendtskab med videnskabelig praksis påstår at videnskabelige afhandlingers metodeafsnit korresponderer med den faktiske forsknings- og erkendelsesproces. I stedet antages det, at den stringente og systematiserede formidling, den lineære og formaliserede argumentation er en rationel rekonstruktion, et logisk substitut for de konkrete processer, konstruktionen af en ækvivalent. Nedskrivningen finder sted når tænkningen er tilendebragt.

I tilbageblik står det mig tydeligt at nærværende essay er skrevet i håndsky arrogance overfor ulykkelig forelskelse i fornuften; essayet har i form og indhold bevæget sig af andre veje en de, anvist af de logicistiske genrebestemmelser. Det er opbygget på en måde der i mindre grad undertrykker de rodede og associative træk ved tænkningen og sprogets billededannende mulighed. Skrivningen af dette essay har været et – muligvis mislykket – forsøg på at formidle en tænkning på labyrintisk - eller rinzomatisk om man vil - vis. Således er der implicit arbejdet eksplorativt med et dobbelt genstandsfelt: historiefortællingens betingelse og tænkningens mulighedsrum. Hvad sidstnævnte angår, har undersøgelsen ikke karakter af en grundig kortlægning, men nærmere en lemfældig spadseretur. Det metodiske imperativ lyder: Lad os finde ud af hvad der blandt andet kan tænkes, ved at tænke det. 

Selve essayet er bygget op omkring en hovedtekst med noter i 3 niveauer, således at fodnoter refererer til hovedteksten, slutnoter refererer til fodnoterne og slutnotenoter refererer til slutnoterne.

De mange noter er af forholdsvis heterogen karakter: Noteapparatet indbefatter pessimistiske ekskurser, monomane elaborationer, autobiografiske fragmenter, løse associasiationer, kildehenvisninger, formulering af spørgsmål der rejser sig, diskussion af diverse problemstillingernes implikationer, kække bemærkninger, slagord, opridsning af beslægtede temaer, anekdoter, begrebs- og lyrikmøllens raslen. Med andre ord har jeg givet mig selv lov til at skrive de sætninger ud som jeg under andre omstændigheder ville have bortcensurerer under henvisning til forståeligheds- eller saglighedskriterier. Denne hæmningsløshed har imidlertid gjort essayet en anelse svært tilgængeligt.

Derfor anbefales det at Livshistorie nær modernitetens afslutning læses således, at hovedteksten først gennemgås i sin selvstændighed. Derefter genlæses teksten, men denne gang forfølges flugtlinjerne; der gås på opdagelse i de mange biveje efter behov og interesse. Eventuelt gennemlæses hovedteksten en tredje og afsluttende gang.

Når dette er nævnt, vil jeg gerne benytte lejligheden til at beklage den arrogance med hvilket jeg beder læseren gennemgå teksten så grundigt. Jeg ved, at De har meget andet fornuftigt at tage Dem til. Begiver De dem alligevel i kast med nærværende essay, er det mit håb, at det kan inspirere til videre tanke og handling. Tag hvad De kan bruge, kasser hvad de finder for skrammel og modtag mine oprigtige undskyldninger for at have spildt Deres kostbare tid, finder De teksten for øde og dunkel.

livshistorie nær modernitetens afslutning.

Det oprindelige dokument er desværre gået tabt. Dette er en rekonstruktion efter hukommelsen med udgangspunkt i håndskrevne noter nedfældet i Den Haag den 20. april 2011. Derudover bedes læseren være ompærksom på at nærverende tekst er en fodnoteløs og derfor kraftigt reduceret udgave af spekulationen (i sin fulde udgave udgør fodnoterne opmod 2/3 af tekstkorpuset). Ønsker De at læse den berigede version skal De være mere end velkommen til at kontakte mig pr. e-mail.

[Dette er] En videnskabelig undersøgelse / spekulativ udforskning af kommende muligheder for at fortælle livshistorie for et menneske født nær modernitetens afslutning + en lang række fodnoter med pessimistiske ekskurser og autobiografiske fragmenter.

Vi lever i en tid, hvor vi på den ene side til stadighed bliver gjort opmærksomme på de forsatte ændringer og den konstante forandring, og på den anden side får stadig sværere ved at forestille os, end muligheden for, regulær / real forandring. Vi lever altså, får vi fortalt, ved historiens afslutning: Ikke i den forstand at tiden er holdt op med at gå, men i den forstand at al udvikling vil være forøgelse, ikke forandring. Den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek går så vidt til at foreslå, at det i dag er nemmere at forestille sig apokalypsen, verdens undergang end kapitalismens afvikling. Man kan føle sig tilbøjelig til at give ham ret – selvom verden har ændret sig før og unægtelig vil ændre sig igen – fordi det vitterligt er svært at forestille sig, verden vil ændre sig til noget der ikke vil ligne en dommedag fra vores nutidige perspektiv og i sammenligning med vores nutidige vilkår.

Hvordan er da de(t) vilkår der i dag konstituerer vores perspektiv? Først og fremmest, præget af ubeskrivelig, næsten ufattelig, rigdom. Vi lever som kejsere og baroner. Vores land flyder over med mælk og honning. Vi bor der hvor alle værdikæderne ender. Vi er med andre ord den generation i den hidtidige verdenshistorie der har oplevet den største materielle overflod, velvidende at størstedelen af menneskeheden knokler så blodet springer og lever i armod samt at vores jordklode udpines for at sikre os denne luksus. Med det forfængelige, men også urealistiske håb, at en arkæolog i en fjern fremtid skulle finde dette skrift, og tilmed finde det interessent, vil jeg kort forsøge en nærmere beskrivelse af den omtalte overvældende overflod: Hvis man på en hvilken som helst dag går om i gården bag et hvilket som helst supermarked og åbne låget på en af deres skraldespande vil man finde den fyldt til bristepunktet med frisk mad, der afventer at bliver afhentet og kørt til forbrænding: Poser med ris hvor der er gået hul i emballagen, konservesdåser hvis mærkat er faldet af, klaser af bananer der har måttet vige pladsen for morgendagens leverance. Og ikke kun fødevarer. I denne del af verden hvor vi bor er det ikke længere almindeligt at reparere og vedligeholde elektroteknik eller for den sags skyld beklædning. Går det i stykker bliver det kasseret. Og selv hvis det ikke er gået i stykker bliver det efter en stund som regel kasseret alligevel: smidt ud med henvisning til at det er umoderne eller forældet, mens nyt bliver indkøbt.

Et andet besnærende aspekt ved vores økonomi er den håndsværksmæssige fordummelse eller det tekniske dannelsestab, der følger i kølvandet derpå. Når det er langt billigere at købe nyt end det er, at få eksempelvis et kamera repareret, vælger mange det førstnævnte, når slitage og ulykker får defekter til at indtræffe. På forholdsmæssig kort sigt, er konsekvensen heraf, at specialister og teknikere fortrænges til fordel for vareudlevering. Dét man i denne forbindelse bør forsøge at huske er, at det det alt andet lige kun tager én generation for et håndværk at gå tabt . Alt hvad der er nogen der ved, skal læres fra sig, skal læres på ny, hver eneste generation, ellers går det tabt for stedse. Vi hiver og slider med pumper og spande, holder enkelte af Minervas både oven vande, mens andre forliser i glemslens morads. Så skrøbelige er de kæmper vi står på skuldrene af, at vi selv må være dem. I overført betydning: Vores forældre og bedsteforældre lever videre i os som vi lever videre i vores børn og børnebørn. Om ikke andet, så som uigenkendelige fragmenter.  

Men det at der kommer nye mennesker der afløser de nulevende, der arver og selv giver videre, er ikke blot historien forstået som Menneskets Historie, men også historien forstået som menneskenes historier. Imellem trådens to yderpunkter, ikke-hændelserne barsel og begravelse, får ’man’ børn. Retorisk vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet: Har vi da at gøre med en antropologisk konstant, der på tværs af tiden må bearbejdes og indbefattes ifald man ønsker at sammenstrikke en sandfærdig fortælling om livet? Har alle mennesker i grunden forældreskabet til fælles? Griber vi om nosserne på noget ahistorisk, noget absolut, noget universelt? Et uforbeholdent og affirmativt svar ville være utroværdigt, for så vidt, at en obduktorisk dekonstruktion snildt lader sig foranstalte. Forestillingen om og tilblivelsen af forældreskabet som mirakuløs begivenhed og lykkelig forpligtelse er ikke en kendsgerning, men en historisk mulighed, vi gør dumt i ikke at gribe.

I forhold til de af vores vilkår der udgøres at materialiteten, er det værd at skænke en tanke, at de byer vi lever i, allerede var her da vi kom. Nybyggerier skyder under tiden op som paddehatte på en våd eng, men langt de fleste af byernes bygninger stod her bare i forvejen. Nogle andre mennesker, der nu er døde, byggede dem, men nu bor vi altså i dem… fordi de var her. Det er forunderligt at læse en roman – eksempelvis Hærværk – og vide at det Scala som Tom Kristensen beskriver, er det samme, der i dag danner rammerne for andre menneskers anderledes sociale praksis.

Imidlertid er det ikke kun de urbane enklaver der er gennembearbejdede: når man kigger ud over landskabet, er det svært at få øje på det uberørte. Alt er bebygget eller manipuleret efter menneskernes forgodtbefindende og skiftende luner eller som følge af tilfældige handlingers utilsigtede konsekvenser. Et faktum man let lader sig overbevise om, når man rejser med tog eller kigger på satellitbilleder af jordkloden. Modernitetens ouverture: Menneskets betvingelse og overvindelse af naturen spøger stadig – ved afslutningen af moderniteten – bagerst i vores bevidsthed og præger vores selvforståelse. Selvom historien om linært progresiv oplysning, vidensakkumulation, effektiviseringen og rationaliseringens emancipatoriske kraft i dag er utroværdig og har devasterende implikationer etisk og politisk, kan man med forholdsvis lethed, forestille sig hvorfor historien historisk er blevet fundet troværdig og i hvilken kontekst den har indgået i et fyldestgørende hermeneutisk system. Holder man det som præmis, at de foregående ethundrede år ikke kan gengives uden at lægge svær vægt på de teknologiske nybrud og masseproduktionens betydning og forsøger man i det lys eksempelvis at fortælle historien om mine bedsteforældres generation kan der berettes om en forandring der både indebærer en bevægelse fra generel armod til den udbredte rigdom der kendetegnede det forenede og genopbyggede Europa og - hvad frihed angår – om en trællering der er blevet taget af menneskets hals. Vi har alle ingredienserne til at sammenkoge en særdeles opbyggelig beretning. Dog har vi af modernitetens historie lært, at tilegnelsen af videnskabelig viden og udnyttelsen af teknologiske fremskridt ikke med nogen nødvendighed forårsager samfund hvor frihed, lighed og næstekærlighed blomstrer, men vi er på den anden side også blevet præsenteret for håndgribelige empiriske eksempler på co-relationer derimellem. Det er denne, i tid og rum, begrænsede virkelighed der er konteksten til og belægget for troen på historiens progressivitet. Men som nævnt er historien om historiens telos’ fundament eroderet – og selv dens facade slår revner og krakelerer - i dét to forhold ved afslutningen af moderniteten begynder at blive selvindlysende og ufortrængelige. Først og fremmest var den tredje verdens primitive kulturer, de underudviklede samfund, eller udviklingslandende om man vil, ikke pre-moderne. Med andre ord var det umoderne ikke occidenten ækvivalent, som blot var et skridt eller to længere nede af ’trappen’, men derimod modernitetens iboende modsætning og forudsætning, modernitetens konstituerende ydre. Modernisering er både en omnikonvergernede kraft og skabelsen af sondring, etableringen af asymmetriske afhængighedsforhold.
Det andet forhold der forsøger sig, at hive tæppet bort under den lineære optimisme, er det moderne projekt selv. For det første, teknikkens utilsigtede skadevirkninger, de nye typer af trusler der opstår som et resultat af det moderne projekts triumfer, har nu akkumuleret sig i et omfang hvor troen på - såvel som muligheden for - at kalkulere og kontrollere dem ikke længere lader sig opretholde. For det andet, industrien, Ratha Yatra’s stridsvogn, ødelægger jorden og opbruger naturens kostbare ressourcer. Altså må netop den moderne tekniks triumfer ses i det dobbelte forbeholds lys, i og med at overvindelsen af naturen implicerer skabelsen af ligeværdige trusler samt at sejren i sig selv er stærkt tidsbegrænset som et direkte følge af de ’naturlige’ grænser for vækst. En fremtid uden fremskridtet ville ubetvivleligt være er fremskridt.

Denne spekulation har vist sig at være en blindgyde: Jeg er træt og set i ovenstående lys er det mest sandsynligt at den livshistorie vi – født nær modernitetens afslutning – ender med at komme til at kunne fortælle bliver: En forfaldshistorie!

Ak! Denne kulturpessimisme. Men dermed ikke sagt, at vi ikke lever på interessant tidspunkt. Vi bevidner formentligt den afsluttende fase af moderniteten. Vi vil opleve, se med egne øjne og mærke på egen krop hvordan det moderne projekts efterspil vil lade sig udspille og hvordan modernitetens efterskrift vil blive skrevet. For selvom historien i dag ér sluttet, så stopper tiden aldrig. Den epoke der suspenderede historien, bliver selv historie. Spørgsmålet om hvordan er i mellemtiden op til os, og hvordan vi forvalter vores tilværelser.

automatskrift II.

Klokken er mange. Klokken er mange og flere og jeg skal skrive automatskrift. Klokken er mange og jeg skal skrive automatskrift. Det første perspektiv: der er flere forskellige måder man kan tænke på, hvor af dette er en af dem. Det er dér man kan starte. Og sige, hvad har vi? Vi har denne her og vi har denne her. Sådan her, på denne måde tænker de på: sådan tænker de om sig selv og sådan tænker de gensidigt om hinanden. Og så er metoden, naivitet og imitation. Naivitet er at være godtroende, at lade selv utroværdige historier fortælle sig, at prøve at tro. Lad os for en stund holde dette eller hind for sandt. Sige ja. Og sige: se, hvad sker der efter ja’et? Hvordan folder æsken sig ud? Hvordan driver væren sit væsen? Og det er netop i denne udfoldning at imitationens metode kan komme ind i billedet. Gengive, udgive, udtale, selv at tænke videre, på tænkningens måde, i loyalitet for tænkningens væsen. Lad det sætte sig under huden, under tapet. Bliver et eller blive flere, afhængigt af oplæget. Det er i hvert fald et muligt sted at starte. At der er flere der tænker forskelligt om hvad det her helt fragmenterede lykke og sorg det er, og hvordan det skal forstås (Og at de er i, men også bare er sin krop. Og det her bare er mig der er (i) min krop). Prøve at forstå hvordan, de andre tænker det. At spørge til hvordan er et indlevende spørgsmål. Et forsøg på at trænge ind under huden og selv være det andet. Mens, hvorfor altid på forhånd er et ydre blik? Altså ikke hvorfor inden fra, vores egne forklaringer og meninger, men da at forsøge at bygge et ydre blik, en dybere forklaring. Men spørgsmålet er hvorfor man skulle accepterer dette fortolkningssæt og denne forklaringsramme, hvis man altså først og fremmest provisorisk godtager det, for over hoved at kunne stille spøgsmålet i første omgang. Der er konsistens-argumentet, non-kontradiktions princippet, men vi har imidlertid allerede gjort op med logikken, så det er at drage de logiske konsekvenser af bruddet med binær logik. Der er forklaringen med magt og det at man ikke selv kan bestemme. Eller som jeg selv ville sige det, man kan stille spørgsmålet om hvilket etisk-politisk rum det åbner. Men igen hvorfor?        

velkendte fremmede kyster

Vi hiver og slider med pumper og spande,
og håber at holde Minervas flåde af både oven vande.
I bølgernes skum går et sejlskib på grund,
forliser i glemslens morads.
Vi hiver og slider, men bider i græs -
Jeg er træt af at huske på alt.

Den hvirvel, den malstrøm: bægret er halvtomt,
en jolle forlader jomfrueligt sin havn, er til gavn, men blir´ væk.
Med historien som last, fra kælder til mast,
porøst og skrøbeligt som glas.
Den hvirvel, den malstrøm, men uden kompas
jeg er træt, jeg er træt, jeg er træt.

Horisonten den smelter,
Vi står mens vi vælter
Ved velkendte fremmede kyster.