talentløs men hårdtarbejdende II.

2.

Der blev slået fire æg ud i en skål. Hældt mælk i, strøet salt, kværnet peber, tilsat en knivspids revet muskatnød og pisket i omtrent et minut. Smør kom på en pande over en livlig ild, og da skummet var faldet blev æggeblandingen hældt ud på panden. En god håndfuld af friske grønne ærter blev derefter drysset ud over massen. Efter et halvt minut var undersiden af omeletten fast. Med en gaffel blev lidt af kanten forsigtigt løftet, således at væsken løb ind under det faste lag. Dette blev gentaget hele vejen rundt langs kanten. Omeletten blev erklæret færdigt da det begyndte at ryge langs kanten af panden. Omeletten blev foldet, gled over på et varmt fad og serveret. Den var smukt gylden på ydersiden og med en passende blød konsistens indvendigt. Kammerat Max slugte omeletten i to mundfulde og slikkede sig omhyggeligt på alle ti fingre. Værten, der stadig stod ved hans side, var både fornøjet over hans veltilfredshed og forfærdet over hans dårlige manerer. Så drak Kammerat Max en hel øl uden at sænke flasken fra munden og bagefter lo han så man kunne se alle hans tænder. De var gule og de havde næsten samme farve som ægget i hans enorme lodne fuldskæg. - ”Jeg elsker æggekage!” sagde han og man kunne se at det virkelig var sandt for hans små øjne funklede og hans smil var bredt. Værten var også glad. Glad fordi Kammerat Max var glad og glad fordi det stadig var tidligt på formiddagen og der derfor ikke var andre gæster til at bevidne den store mands monstrøse adfærd. – ”En mere. Jeg vil gerne have en til”. Og for anden gang den formiddag blev fire æg slået ud i en skål, blandet med mælk og krydderi, pisket, stegt med ærter, foldet, og serveret for bjørnemanden ved det lille bord der i sammenligning med hans kolossale korpus næsten lignede en fodskammel. En fodskammel med hvid dug. Denne gang spiste Kammerat Max sin omelet i en eneste mundfuld. Han tyggede længe og grundigt, og da han havde tygget af munden skyllede han efter med en hel kande vand som han drak direkte fra kanden. Så rømmede han sig og udbrød for anden gang den formiddag: - ”Jeg elsker æggekage!”. Og så lo han igen og tilføjede: - ”Den var endnu bedre en den første”. Værten, der genkendte et ærligt kompliment, følte sig stolt og åbnede sit hjerte på klem: - ”Det kan syntes ganske overflødigt at give en opskrift på omeletter, alle mener at vide hvordan de laves. Og dog findes der et stort antal mennesker som aldrig har smagt en ordentlig veltilberedt omelet. De ser på menukortet og ænser den ikke. De er for optagede af at imponerer deres forlovede eller deres forretningsforbindelser eller hvem de nu er på restauration i selskab med, og derfor vælger de det dyreste på menuen. Som regel svinekæber kogt i hvidvin, hvilket skam også er en delikat oplevelse, det står ikke til diskussion, men de går glip af omelet. Det vigtigste er naturligvis æggenes kvalitet. Personligt foretrækker jeg æg der har en skal som er mere eller mindre farvet. De æg, hvis skal er af en uskyldsren hvidhed, har en doven smag”. – ”Jo, det tror jeg gerne” mumlede Kammerat Max. – ”Vil De have ommelet mere?” spurgte værten forhåbningsfuldt. – ”Nej” sagde Kammerat Max, - ”Ikke i dag. Hvis jeg spiser mere så springer knapperne i min skjorte”.

Det sidste udsagn var imidlertid ikke sand. Kammerat Max’ skjorte var det solide resultat af et stykke omhyggeligt skrædderhåndværk, og knapperne var syet i med stærk kinesertråd. Hvad der derimod var sandt, var at værten i samme øjeblik som Kammerat Max afslog tilbuddet om en tredje servering, kom i tanke om at Enkefru Oberst-Major Harboe havde reserveret et bord klokken et, og derfor faktisk blev lettet over afslaget. Hvad ville Enkefruen dog ikke have tænkt hvis hun så den enorme proletar og hans komplette fraværd af dyd og dannelse? Med dette spørgsmål hængende bagerst i bevidstheden forsøgte værten da diskret at insinuerer at det var på høje tid at Kammerat Max forlod beværtningen: ”Ønsker de regningen?”. ”Nej, men stik du mig den bare alligevel” svarede Kammeraten kækt. Værten forlod bordet og da han et kort øjeblik efter kom tilbage med regningen udspillede der sig en lattervækkende men også yderst pinagtig seance: Værten lagde det gråbrune læderetui som indeholdte regningen på bordet foran sin gæst, men i modsætning til hvad der normalt betegnes som takt, blev han stående ved Kammerat Max´ side og ventede mens denne åbnede etuiet og læste hvad der med sirlig håndskrift stod nedfældet på det linjerede stykke kvitteringspapir.

1 x Kuvert                                  5,00 2 x Ommelet af 10                    20,00 1 x Lys Pilsner                            8,00 1 x Karaffel Gåsevin                   2,00 I ALT:                                          35,-

Kammerat Max - der altid var fåmælt, men aldrig mundlam - vidste for en sjælden gangs skyld ikke hvad han skulle sige. Blot stirrede han ned på tallet 35 på regningen. Da han derefter indså at der ikke var tale om en vittighed fra tjenerens side blev han i et særdeles dårligt humør. – ”Det kan du ikke mene. Det er alt for dyrt” sagde han anklagende imens han rystede sin knyttede næve i faretruende nærhed af værtens ansigt, hvis ejer intuitivt tog et skridt baglæns. Nu var det værtens tur til ikke at vide hvad han skulle sige. Han forsøgte med: ”Jeg kan forsikre dig for at det med kvaliteten af de råvare jeg anvender, er det en meget beskeden pris”. – ”HA!” lo kammerat Max hånligt. – ”Det eneste beskedne i denne her røverbule er din forstand. Jeg har kun 30 kroner og dem får du ikke alle sammen. Og så vil du garanteret også have drikkepenge, hvis jeg kender dig ret. Fand’æde’me NEJ! Er du klar over at jeg kun får én krone i timen, hva’?”

Værten, der nu havde fået samme farve i ansigtet som duen på bordet, løftede hagen og sagde med kontrolleret stemmeføring: ”Det er for mig fuldkomment irrelevante informationer. De kunne have orienteret Dem om prislejet inden De bestilte. Priserne står skrevet i menukortet, som jeg tilbød dem ved deres ankomst, men som de som bekendt afviste. Da De ikke er i stand til at levere varerne tilbage, har de vær så god at betale den fulde pris. Hvis De nægter ser jeg mig nødsaget til at tilkalde ordensmagten”. Kammerat Max, i hvem blodet kogte, slog næven i bordet så flasker og glas klirrede. Så råbte han. -” Så nu kender man sin pappenhejmer på travet. Stat og Kapital går arm i arm. Men du kan fandenædeme få dine omeletter igen kan du din skruebrækker!” Og med de ord stak Kammerat Max to fingre i halsen, hvorefter der med en lyd uden vokaler, væltede en tyk, lysegul og skummende stråle af opkast ud hans mund som landede med et ordentligt klask på gulvet imellem ham selv og den forfærdede vært. Så rejste Max sig for at gå imens han tørrede sig om munden med skjorteærmet, men idet han tog det første skridt skvattede han i pølen på gulvet og faldt som en træstamme ned og knaldede hoved i gulvet. Den store mand var besvimet og lå udstrakt og ubevægelig midt i lokalet. Så ringede den lille klokke ved døren og Enkefru Oberst-Major Harboe trådte ind i restauranten.

freedom II

“Since the liberty we need is different from that of the ancients, it needs a different organization from that which suited ancient liberty. In the latter, the more time and energy man dedicated to the exercise of his political rights, the freer he thought himself; in the kind of liberty to which we are drawn, the more time the exercise of political rights leaves us for our private interests, the more precious liberty will be to us. Hence the need for the representative system. The representative system is nothing but an organization by means of which a nation charges a few individuals to do what it cannot or does not wish to do itself. Poor men look after their own affairs; rich men hire stewards” (Benjamin Constant).

IN THE CLASSICAL liberal horizon of emancipation, of which Benjamin Constant in his speech of 1918[1] advocates for, freedom from politics is referring to: A) Freedom from state intervention in one’s private affairs, from the restrictions of one’s actions by excessive law[2] and – as in the initial quotation – B) Exemption from the occupation of political engagement.  Both dimensions are negatively defined and thus serve to provide the conditions for the practicing of a kind of liberty which is considered an independent and individual activity (Neither effected by nor effecting the actions of others).

This notion of freedom is contrasted to an understanding of freedom which is perhaps emblematically depicted by Hannah Arendt’s notion of Action. Action is the political and the activity which makes humans distinct from animals[3]. It is public in the sense that it is before the eyes of all, necessarily performed with others[4]. The results of political action are always unpredictable[5]. Only once one have mastered the necessities of biological life – an activity located in the private realm - can one become free to join with equals in public. Otherwise one is still considered a slave – a slave to necessity. And a slave to necessity can by definition not create something inherently unpredictable.

When Constant, as an egalitarian liberalist, rejects the ancient form of liberty, it is because: the private realm – in which he locates freedom – is directly subjected to political interference and furthermore: freedom as public action indirectly presupposes the subordination of some people as slaves for the upholding of an elite or a political class’ freedom.

Regarding societal organization, Constant today have what he hoped for, with parliamentary democracy and capitalism as allegedly end of history, but regarding freedom he got more than he bargained for. That is to say, today’s predominant mode of politics is post-politicized bio-politics; on one hand contemporary political discourse denies the existence of fundamental societal antagonisms or conflicts of interests and therefore considers the political a matter to expert management and administration[6], while on the other hand perceiving the regulation of the safety and material welfare of human biological life as its primary objective. However, the post-political discourse is in itself a construct which - with a near-hegemonic status - has immense political implications. Bio-politics is neutralized and politics reduced to the organization of biological life; bio-politics is the sustainment of an endless repetitive cycle and thereby it renders humanity into nothing but naked life or working animals. And to push the implications to the edge: When mass life is the political concern, mass death is a political possibility[7].

If one goes with this diagnosis of contemporary society, then we are already free from politics in the sense of daily political involvement, but not when it comes to the freedom from the excises of political power. The short answer to the initial question is ambiguous: We are not a political subject, but we are the political object. Thus, contemporary society neither satisfies Arendt’s nor Content’s[8] desire for freedom.

The question is whether the rise of the social – the merging of the private and public spheres at the expense of the exclusion of politics - is a necessary consequence of the successes of the liberal project of emancipation? Or in other words, is bio-politics embedded in the constitution of the liberal nation-state (the agency ensuring the liberal rights of freedom)? If the answer is no, then a general desire for an authentic freedom from politics is indeed legit today. If the answer on the other hand is yes, the next question presenting itself is: How to embrace the liberty of the ancients without the subsequent subordination of a workforce of slaves?

---

[1] Constant, Benjamin (1988): The Liberty of the Ancients Compared whit that of the Moderns (1819), in Bianicamaria Fontana (ed.): The Political Writings of Benjamin Constant. Cambridge.

[2] Ibid. (1988:310-311)

[3] Arendt, Hannah (2006:51ff): Menneskets vilkår (The Human Condition). København : Gyldendal.

[4] Ibid. (2006:37)

[5] Ibid. (2006:182)

[6] Rancière, Jacques (1998): Disagreement. Minneapolis : University of Minnesota Press.

[7] Foucault, Michel (1990:133-159): The History of Sexuality: An introduction vol. I. New York : Vintage.

[8] Constant, Benjamin (1988:312): The Liberty of the Ancients Compared whit that of the Moderns (1819), in Bianicamaria Fontana (ed.): The Political Writings of Benjamin Constant. Cambridge.

angelus novus.

"Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus. Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved af fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger ovenpå hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger og er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det, vi kalder fremskridtet, er denne storm", skrev Walter Benjamin.

medielicens.

DR Licens- og Programservice
DR Byen
Postboks 888
0999 København C

                                                                                                                                                                                                                                                                               

Frederiksberg. 31. marts 2012.

Til rette vedkommende.

Jeg retter denne henvendelse til Danmarks Radios Licens- og Programservice fordi jeg er støt på en problemstilling, som ikke alene angår mig selv, men som muligvis kan tænkes at have elementer af mere generel karakter. 

Det forholder sig således at jeg - i skrivende stund – ikke har følt mig forpligtet til og derfor ikke betaler medielicens, eftersom jeg ikke er indehaver af noget licenspligtigt apparat. Jeg ejer med andre ord hverken fjernsyn, radio, computer eller mobiltelefon – og klare mig efter eget udsagn strålende uden. Imidlertid skete der det at mine genboer i slutningen af december 2011, nærmere bestemt den 26., erhvervede sig et enormt TV af mærket Samsung, som de har hængt op på endevæggen i deres stue, således at jeg – når jeg kigger ud af vinduet – ikke kan undgå at se fjernsynsudsendelserne som de ser. Når jeg anvender min kikkert kan jeg tilmed læse underteksterne. Af denne årsag er jeg blevet i tvivl om hvorvidt jeg i grunden er forpligtet til at betale medielicens, nu hvor jeg er i stand til at se DR’s programmer. Jeg har altid betragtet mig selv som en pligtopfyldende og lovlydig borger, og har derfor været i meget urolig over min nuværende situation og ønsker at vi hurtigst muligt finder en løsning der er gensidigt tilfredsstillende. I fald i finder at mine forhold gør det påkrævet at jeg fremover betaler licens, foreslår jeg et kompromis hvor jeg bliver registret som licensbetaler, men får et mindre afslag i prisen med henvisning til at jeg kun kan høre lyden når min under-, over- eller nabo tilfældigvis ser den samme udsendelse som min genbo (hvilket med undtagelse af fredag aften kun sker yderst sjældent).

Med venlig hilsen, Sofian Sortedam.

talentløs men hårdtarbejdende

1.

- ”Jeg er en talentløs, men hårdtarbejdende svindler hvis anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt. Jeg inkarnerer utaknemmelighed. Jeg er et nøjeregnende og besidderisk kryb med tynde arme og lange knoglede fingre. Ikke adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter, men derimod en tyveknægts krogede lapper, hvis grådige fagntag skovler selv værdiløse genstande til mine tyndslidte lommers dyb. Jeg er forfængelig, pyntesyg og modtagelig over for smiger. Mit trætte legeme længes efter hvile, men jeg er konstant på vagt. Jeg er altid mistænksom. Jeg er en tvetunget og kynisk kalkulerende bedrager der aldrig har bedrevet noget beundringsværdigt. Men nok om mig” sagde den talentløse, men hårdtarbejdende svindler, mens hans lange knoglede fingre gravede et cigaretetui op fra hans dybe lommers bund. De to herre der under svindlerens enetale havde stået stive og ubevægelige, begge med hænderne på ryggen - den ene hånd holdende om håndleddet på den anden, den anden hånd holdende på hvert sit eksemplar af deres ens hatte - kiggede først på hinanden og derefter tilbage på svindleren. Så tog den ene herre et skridt frem, rømmede sig diskret, rynkede panden og sagde endeligt: - ”Goddag, vi kommer fra virkeligheden. Vi er blevet sendt for at meddele Dem om en række ændringer der snart vil træde i kraft. Faktisk allerede i morgen tidligt”. Svindleren, der stædigt forsøgte at få ild i cigaretten i sin mundvig, stirrede mistroisk på manden som var han en forfalsket genstand. - ”Ændringer? Hvilke ændringer? Hvordan kan jeg være sikker på at I virkeligt kommer fra virkeligheden? Det kunne hvem som helst jo komme og påstå”. - ”Vi har skam legitimation” svarede den bagerste herre efter et kort øjebliks stilhed og fremdrog et nydeligt foldet ark papir fra inderlommen på sin nålestribede vest og rakte det frem i strakt arm. Modvilligt tog svindleren i mod dokumentet. Han undersøgte det nøje, holdt det op imod petroleumslampens lys så vandmærket blev synligt hvorefter han pillede den endnu utændte cigaret ud fra mellem sine læber og stak den om bag sit øre. Så sukkede han dybt som tog han mentalt tilløb og begyndte at række ud efter kaffekoppen på bordet foran sig, men ombestemte sig idet han kom i tanke om at koppens indhold for længst måtte være blevet koldt, således at hele manøvren lignede et ufrivilligt og døsigt spjæt. Da der ingenting skete og de to herre blot stod ubehjælpeligt og ventede forventningsfuldt på at svindleren skulle give signal til at de kunne fortsætte fiskede han atter cigaretten ned fra dens plads bag øret og sagde så lavmælt: - ”Godt. Hvis vi nu antager at jeg godtager dette dokuments autenticitet. Og hvis vi derudover tilmed antager at jeg er mig og altså ikke en anden. Jeg mener: I kunne jo have taget fejl. I kunne vel være gået forkert. Jeg vil stadig forbeholde mig retten til hævde I er gået forkert. Kommet på afveje. Altså, selv hvis jeg er mig, og I altså har fundet den rigtige, da er det vel stadig ikke obligatorisk at jeg tager imod jer - jeg mener - jeg bør vel motiveres med et eller andet eller med andre ord: hvad får jeg ud af alt det her postyr? Allerede mens han talte disse ord indså svindleren hvad han i grunden havde vidst fra begyndelsen: At hans tale var ørkesløs, at han var prisgivet de to sendebude, at han ikke havde den ringeste idé om hvad der ventede ham og derfor ingen anelse havde om hvordan han skulle spille sine kort. Forpulede lakajer. Svindleren gav blanke fanden i at kaffen i koppen på bordet var kold, løftede koppen og tømte den i et enkelt drag. Det var tilstrækkelig anledning for den to mand høje delegation og mens svindleren tørrede sig om munden med håndrykken fandt den ene en underdemissioneret messingfløjte der hang i en tynd kæde om halsen på ham frem fra under skjorten og blæste en korte melodi. På dette signal farede en lav mandsling, som tilsyneladende var i højt humør over ikke længere at skulle vente bag døren, ind i rummet og placerede sig tre skrid foran budbringerne hvorefter den skrålede: - ”Til tjeneste!”. Egentligt spiller denne mandsling – lad os kalde den Mathiassen - ikke nogen væsentlig rolle. Ikke for denne historie, ej heller er den særlig velanset blandt sine venner og bekendte, men den fortjener dog en kort beskrivelse: For det første, det ringede da den løb in i rummet fordi der er bjælder monteret for enden af dens hat. Derudover, guldknapperne på dens uniformsjakke – som i øvrigt er for stor - var knappet skævt, dens ene støvles snørebåndet var enten gået op eller havde aldrig været bundet og i det store hele gjorde den et ynkeligt men lattervækkende indtryk. Dog, dens ansigt er venligt om end en smugle frygtsomt. På ryggen bar Mathiassen en batteridrevet spolebåndoptager med indbygget diodeforstærker og højtalere, og bagefter at den altså havde faret ind i rummet med ringende bjælder og placeret sig tre skridt foran de to budbringere og en gang skrålet: - ”Til tjeneste!” begyndte den ene af de to efter tre sekunders stilhed at forklare: - ”Der er sket en fejl. En ganske ubetydelig fejl, men den er nu blevet opdaget og den vil som sagt blive udbedret. Vi vil nu afspille den officielle meddelelse. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter”. Derefter bøjede han sig forover og trykkede på knappen PLAY på båndoptageren monteret på Mathiasens ryg. Spolerne begyndte at dreje, magnetbåndet begyndte med regelmæssig hastighed at løbe forbi tonehoved og meddelelsen til den talentløse men hårdtarbejdende svindler blev afspillet. Her er hvad den androgyne stemme der udfyldte rummet sagde: - ”Dette er en personlig meddelelse til T. Der gentages: Dette er en personlig meddelelse til T. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter. Der er sket en fejl. Der gentages: Der er sket en fejl. Det er en ganske ubetydelig fejl. Den beklages naturligvis, men den er nu blevet opdaget og den vil blive udbedret. Dette er en særdeles usædvanlig procedure og De bedes bide mærke i retfærdigheden for en sjælden gang sker fyldest. De har følt Dem snyd, og det med god ret. De har følt at Deres anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt, at De har svindlet og bedraget alt hvad der har stået i Deres magt uden af den grund at have opnået noget bemærkelsesværdigt. Dette skyldes en fejl. Der gentages: Dette skyldes en fejl. Vi kan ikke gå i detaljer med hvad denne fejl skyldes – den type af informationer er fortrolige – men blot oplyse om at en række indgreb er strengt nødvendige hvis en form for kosmisk balance skal blive genoprettet. Det skal den. Derfor vil tre ting være gældende fra i morgen tidligt. 1) Deres fingre vil ikke længere være en tyveknægts krogede lapper, men i stedet adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter. Hvorvidt de ønsker at begynde at spille klaver er stadig deres egen sag, men det anbefales på det varmeste. Nærmere bestemt kan de eksempelvis stoppe med hver torsdag aften at spille L´hombre i Tyvenes laugs kantine og i stedet blive elev hos deres underbo Frøken G. 2) De vil have en søn. Han vil være 20 år gammel, han vil have lyst hår og i øvrigt være kommunist. Hans livret vil være æggekage med grønne ærter. 3) Sidst, men absolut ikke mindst, vil de freemoooveeeeer..” Her stoppede afspilningen abrupt, og hvor der før havde været fyldig lyd - i stereo! - hørtes nu kun den regelmæssige lyd af en båndstrimmel der slaskede mod kanten af båndmaskinen. Uden forudgående advarsel var der blevet lavet en kæmpe portion båndsalat. Mathiasen var forfærdet, lukkede øjnende hårdt i og stak fingrene i ørene, Svindleren – som vi nu ved hedder og derfor fremover vil kalde T – fnøs hånligt og de to budbringere virkede komplet upåvirkede. – ”Ja, så må de have os undskyldt” sagde den ene budbringer. ”Ja, vi skal videre i programmet” sagde den anden. - ”Hvad behager?” spruttede T. – ”I kan da ikke bare gå igen. Ikke nu. Hørte i ikke at meddelelsen ikke blev spillet færdigt?” sagde han derefter på en måde så det dårligt nok lød som et spørgsmål. ”Det er vi desværre ikke kvalificerede til at bedømme” svarede den ene budbringer. ”Formentlig sluttede optagelsen her” sagde den anden. T. der nu var blevet helt lilla i hoved lavede en række på hinanden følgende grimasser, hvorefter han simultant slog med begge næver i bordet, trak sin stol ud og rejste sig mens han anklagende løftede sin pegefinger og sagde: - ”Hvad skal det her egentligt forestille? Hvem bilder i jer ind at I er? Her kommer I, og overrumpler en forsvarsløs gammel mand, som blot forsøger at nyde formiddagen og bedrive lidt dokumentfalsk og lidt forsikringssvindel og ellers passer sig selv og ikke generer nogen. Og så kommer i og siger at jeg får en søn? Hvordan kan det overhoved lade sig gøre? Jeg mener, for det første skal der jo i det mindste været en gammel kone som finder barnet ude blandt kålhovederne. Men de finder kun spædbørn. Det ved alle og enhver da. Ikke granvoksne kommunister med hang til røræg, vel?”. – ”Æggekage” rettede den ene budbringer. – ”Med grønne ærter” supplerede den anden. – ”Hvilken frækhed. I fremture. Og nu, hvor er I tilsyneladende er så kloge at I kan undværer hoved, så forklare mig lige hvad der er i vejen med mine fingre. Ja, jeg ved skam godt at jeg selv brokkede mig over dem just nu, men vent. Forklar mig: Hvorfor følte jeg mig kaldet til at holde denne der bramfri enetale da jeg præsenterede mig?” værgede T. - ”Med største fornøjelse” sagde de to i kor, som om de havde ventet på netop dét spørgsmål. - ”I virkeligheden, der hvor vi kommer fra, er det her en fiktion, et stykke skønlitteratur” sagde den ene. – ”Selvom man kan diskuterer hvor skønt det er” tilføjede den anden kækt. - ”Og vi er netop i gang med det første kapitel. Din monolog. Det var præsentationen af dig. Du er en af hovedpersonerne, forstås” sagde den første. – ”Det kunne have været gjort i tredjeperson, jovist, men der en dejlig uærlig charme forbundet med at du så ligefremt og oprigtigt ydede at du er en bedrager. Det er inkonsistent og det er fusket og det stemmer således fortræffeligt overens med din egen beskrivelse af din karakter” sagde den anden. ”Og nu, hvor vi forhåbentligt har gjort dig lidt klogere på hvad fremtiden vil bringe, vil jeg blot løfte sløret for én sidste ting: Det første afsnit er nu næsten ovre og om lidt vil vi påføre os vores hatte og forlade lokalet.” T stønnede og bevægede kæben, men sagde intet. Så påførte de to herre sig deres hatte og forlod lokalet.

ti mænd i et tilrøget lokale.

Der var altså det her tilrøgede lokale hvor ti mænd stod i komplet stilhed og stirrede frem for sig. Og jeg, jeg var altså den ene af dem. Sådan var det og her stod jeg altså og var i tavshed. Vi røg også. Jeg glemte at sige at vi alle sammen havde en stor cigar som vi hver især pattede på. Det var derfor her var så meget røg. Men det var altså det eneste der var. Det var kedeligt. Og noget måtte der altså ske fordi det her monotone scenarie havde næsten stået på i en hel time og vi kedede os noget så frygteligt mens vi alle ti stod her og stod på en snorlige række og bare stod. Og røg også. Og i øvrigt er det en almindeligt kendt regel at noget skal ske hvis en fiktion som denne ikke skal blive ubærlig for såvel læseren som for de medvirkende. Personligt håbede jeg på at en skabning - et fabeldyr eller en nisse eller sågar en vampyr - ville brase ind i rummet og sætte skub i begivenhedernes gang, men rummet havde hverken døre eller vinduer, hvorfor det usandsynlige udeblev. Der gik ti minutter og bagefter gik der igen ti minutter og da der ti minutter senere i alt var gået en halv time siden historien begyndte kedede jeg mig så meget at jeg måtte være den mand i hele verden der morede sig allermindst. Til sidst besluttede jeg mig for at foretage mig en handling. Jeg har aldrig været særlig fantasifuldt anlagt, så det eneste jeg kunne finde på var at begynde at gå rundt i cirkler langs kanten af lokalet, så det gjorde jeg. I begyndelsen var det vældig dejligt, men jeg blev hurtig urolig fordi de andre ni mænd alle havde anlagt utilfredse miner og selv efter en fem-seks runder stod de stadig bare og skulede olmt og fulgte mig med øjnene. Da jeg havde gået ti runder stoppede jeg op nær mit udgangspunkt og her stod jeg lidt hvorefter jeg kom til at sige noget. ”Der er tyve skridt rundt” sagde jeg. Det skulle jeg nok ikke have sagt. Ikke fordi det ikke var sandt, det var jeg helt sikker på det var for jeg havde jo netop talt. Ti gange faktisk. Men de ni andre der, de var meget lidt begejstrede. Måske vidste de det i forvejen. Nu var de gået over i hjørnet og stod og konverserede lavmælt. Jeg gad godt vide hvad de snakkede om. De så stadig ikke glade ud. Endelig stoppede de med at snakke. Og så vendte de sig alle sammen om og så på mig og så sagde deres leder: ”Vi har besluttet os for at myrde dig”.

"That all men are created equal is not self-evident nor can it be proved. We hold this opinion because freedom is possible only among equals, and we believe that the joys and gratifications of free company are to be preferred to the doubtful pleasures of holding dominion." - Hannah Arendt, "Truth and Politics" (247)


"[W]e are all the same, that is, human, in such a way that nobody is ever the same as anyone else who ever lived, lives or will live."  - Hannah Arendt, "The Human Condition" (8)