48-timers essayopgave i faget sociologi.

1: Der ønskes en sammenlignende præsentation og diskussion af mindst to
forskellige sociologers syn på 'moderniteten', dens drivkræfter og
konsekvenser for sociale fællesskaber.
 

Karl Marx beskæftigede sig med Kritikken af den politiske økonomi, dvs. med en kritik af den politiske karakter af den økonomiske teori og praksis. Set i marxistisk optik må drivkraften i historien forstås som den dialektik, der udspringer af modsætningsforholdet imellem produktivkræfterne og produktionsforholdende i en given samfundsform. Ved overgangen fra feudalismen til det moderne kapitalistiske samfund, baseret på industri og lønarbejde bliver den nye hovedmodsætning i samfundet modsætningen imellem arbejderklassen og ejerne af produktionsmidlerne; borgerskabet.

 

”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. (…) vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”[1]

 

En deterministisk læsning af Marx ville forstå overgangen fra det feudale samfund til industrisamfundet som en naturlig konsekvens af den teknologiske (og materielle) udvikling: Når en distinkt samfundstype når de øvre grænser for udvikling inden for rammene af den gældende produktionsform, må samfundet revolutioneres. Marx tager imidlertid selv eksplicit afstand fra denne mekaniske forståelse af den historiske materialisme og basis-overbygnings forholdet[2]. [3]

 
De sociale konsekvenser af det moderne lønarbejde og den omsiggribende specialisering og arbejdsdeling, bliver fremmedgørelse. I den marxistiske brug af fremmedgørelsesbegrebet defineres det som menneskets fortabelse af (evne til at forstå) sammenhængen mellem sit praktiske arbejde og resultatet deraf. Herunder forbindelsen mellem eget og andres arbejde i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Man fremmedgøres ikke blot over for sig selv og sit værk, men også over for hinanden som mennesker.[4]
 

Selvom fremmedgørelse er vigtigt begreb hos Marx, er han dog ikke den første, der skriver om det. Adam Smidt, der må anses som den første, der teoretiserer over den moderne ”taylorisme”, betoner med det famøse eksempel om knappenålsproduktionen, konsekvenser af den yderliggående arbejdsdeling, og er skeptisk overfor dens dehumaniserende kraft. [5] Også Hegel opererer med et fremmedgørelsen som socialt fænomen, men mente grundlæggende, at den opløses, når individet tager staten til sig i erkendelse af interessefællesskabet -  en hærdende proces og en nødvendigt onde på vejen mod det fuldkommende samfund.

 

Max Weber definerer sig som sociolog og sociologi som den videnskab, der beskæftiger sig med at analysere menneskers intentionelle handlinger og samhandlinger, men også med deres ikke-intenderede konsekvenser. Mønstrene i de individuelle handlinger er det, der kan defineres som samfundet. Weber er således mere orienteret mod de individuelle aktører og deres valg (selvom de godt kan forekomme under tvang), end Marx, der interesserer sig for de kollektive subjekter og klassemodsætningsforholdene. Men samfundets rationalitetsmønstre skal også hos Weber forstås som et resultat af fælles mål. Hvor Marx interesserer sig for magtforhold mellem klasser, beskriver Weber aktører, der udøver magt i magtens organisationer. 

 

Det hovedspørgsmål, Weber stiller i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd er, hvorfor den moderne vestlige kapitalisme kom til at se ud, som den gør. En vulgær fortolkning af forholdet mellem Marx og Weber kunne hævde, at Weber her vender Marx på hovedet og i stedet for at interessere sig for de materielle og økonomiske forhold, genoptager beskæftigelsen med overbygningsfænomener som religion, moral og etik. Weber selv argumenterer imidlertid mod forklaringstyper, der udpeger én kausalrelation og én form for rationalitet. For Weber eksisterer der mange former for rationalitet, og dermed også mange former for irrationalitet, og det han beskriver som det særlige for den økonomiske rationalitet, der præger den vestlige kapitalisme er, at det er en rationalitet, der får konsekvenser for, hvordan arbejdet organisere:

 

I Vesten har man tillige i den moderne tid oplevet en helt anden form for kapitalisme, der ikke er opstået noget andet sted på jorden: den rationalt-kapitalistiske organisering af formelt fri arbejdskraft. Andre steder finder man kun forstadier til dette system.[6]

 

Det karakteristiske for den moderne kapitalisme i vesten er hverken varehandel, profitmotiv elle økonomisk kalkule, men rationalisering af arbejdsprocesserne baseret på rational teknologi og rationel livsførsel. Det er her, den protestantiske etik kommer ind i billeder. Med reformationen bliver den puritanske arbejdsetik og askese – pligt, hårdt arbejde og afsavn - der som udgangspunkt er en kaldsetik, der skal tjene Gud, til en massebevægelse, siger Weber, hvor selvdisciplinen tjener det formål at tjene penge. Det personlige gudsforhold bliver et personligt forhold til økonomien. Fortjeneste ses som en personlig (guddommelig) belønning efter fortjeneste. 

 

Konsekvenserne af denne rationalisering af arbejdet er en stadig mere rationel organisering af samfundet som helhed, videnskabeligt, teknologisk og institutionelt. Det moderne bureaukrati, med højtspecialiseret horisontal og vertikal arbejdsdeling, er den centrale idealtype. (Idealtypen er hos Weber en teoretisk konstruktion, der gør det muligt at analysere en kompleks empirisk virkelighed). Modernitetens sociale konsekvenser vurderes således – i modsætning til hos Marx - neutralt eller positivt. Bureaukratiet ses som en fornuftig organisation eller som fornuftens organisering. Men Weber taler også om fornuftens jernbur – menneskets og de sociale relationers indespærring i økonomisk og teknisk rationalitet, og den konformitet og uintenderede dysfunktionalitet, den skaber, og som i sidste instans er villig til at suspendere det subjekt, der har skabt den – og som den ideelt set burde tjene.  

 
2: Diskutér det sociologiske begreb 'social integration' og inddrag mindst to
forskellige sociologiske retningers syn på social integration og koblingen til
magtstrukturer i samfundet samt perspektivér diskussionen i relation til den
aktuelle debat om integrationspolitik i forhold til indvandrere.
 

En diskussion af social integration kan tage sit udgangspunkt i Jens Erik Kristensens artikel om Den gemene sammenhængskraft.(Lodberg 2007) Kristensen er idehistoriker og arbejder socialanalytisk med inspiration fra såvel Foucault som kritisk teori.. Den grundtese og konklusion, han i den forbindelse præsenterer, går på, at den egentlige sociale cohesion i et samfund udspringer fra den non-diskusive, praktiske gemenhed. Gemenheden er den uartikulerede konfliktuelle endnu-ikke-uenighed. der er grundvilkåret for et hvert socialt træf, indtil den bliver artikuleret som enten fællesskab eller almenhed. Kristensen pointe, i aktuel dansk kontekst er, at det store fokus på og hyldesten til den danske sammenhængskraft op gennem 90´erne og det første årti i det nye årtusinde i virkeligheden har været med til at skabe den form for konflikter og modsætningsforhold som selv samme sammenhængskraft budte virke som værn imod. [7]

 

Med andre ord er gemenheden blevet artikuleret som et fællesskab: et os med et ydre dem. Og vi er i den forstand blevet nogen, der er uenige om noget. Den uartikulerede gemenhed der før skabte social integration; er nu blevet italesat som et ekskluderende og gement (i ordets nedrige betydning) fællesskab. Alternativt kunne gemenheden have været blevet artikuleret som en almenhed. Noget universelt eller universaliserbart, inkluderende. (broderskabssolidaritet vs. barmhjertighed, abstrakt næstekærlighed s. 12)

 

I analysen af, hvorledes den diskursive formation omkring samfundets sammenhængskraft er blevet dannet, laver Kristensen en idehistorisk gennemgang af begrebet fra det første gang optræder i dansk politik, i forbindelse med Karen Jespersen et rummeligt arbejdsmarkeds-udspil i ´94 til i dag, hvor det indgår i og legitimerer en række konkrete politiske konstellationer, nærmere bestemt alliancen mellem Venstre og Dansk Folkeparti. [8]

 

Den nationale sammenhængskraft bliver en centralt omdrejningspunkt for 2 umiddelbart uforenelige politiske projekter, og kommer i begge henseende til at stå som løsningen på de forestående udfordringer, på trods af, eller måske netop på grund af, begrebets dobbelte og tvetydig valør. På den ene side er sammenhængskraften det, der skal sikre den nationale konkurrenceevne i en global videns og innovationsøkonomisk totalkonkurrence, og på den anden side er det sammenhængskraften, der skal beskytte den danske kultur og danskheds identiteten mod truslerne fra den øgede individualisering og  multikulturalisering (indvandring). [9]

 

For at forstå transformationen af staten og økonomiseringen af det sociale bliver man imidlertid nød til at gå i dybden med det idehistoriske. Som omtalt starter Kristensen sin begrebsarkæologi i 1994 med Karen Jespersens (Socialminister S) udspil om ”virksomheders sociale ansvar” og ”det rummelige arbejdsmarked”. Udspilet må forstås i lyset af den høje strukturelle arbejdsløshed og det offentliges hidtidige socialpolitiske afmagt. Internt i socialdemokratiet er det blevet legitimeret med afsæt i det keynesianske kompromis og kan i dansk kontekst, med lidt god vilje, ses som et kommunitaristisk initiativ, der ligger i naturlig forlængelse af den danske tradition for korporatisme og decentralisering. Men transformationen af staten og økonomisering af det sociale, er ikke noget isoleret fænomen, så det forekommer sandsynligt, at K. Jespersen retorisk set har ladet sig inspirere af New Labour, Giddens og den 3 vej.

 

De politiske ambitioner var oprindelige, at virksomheder skal tage et socialt ansvar og blandt andet ansætte socialt marginaliserede, eftersom arbejdsmarkedet allerede i 90´erne ansås som den primære arena for social integration. (Fra Welfare til Workfare) Fra erhvervslivets side blev udspillet taget i mod med kyshånd og hurtigt omfortolket og inkorporeret i de organisationsteorier og ledelsesstrategier, der så småt var ved at vinde indpas. I den endelige raffinement er det sociale ansvar blevet et rent internt anliggende (korpsånd og personalepleje) og kommer til at se ud, som det vi kender som Human Ressource Management. HRM går i alt sin enkelhed ud på, at virksomhederne at lukrerer på de positive økonomiske eksternaliteter, men ikke se sig forpligtede til at betale for de negative eksternaliteter (med mindre de kan betale i form af brand-value, eller dedikeret arbejdskraft). Dette fænomen er yderligere beskrevet af André Gorz under betegnelsen den cognitive kapitalisme, men Marx teoretiserede over lignende problemstilling under termen: 3 reelle subsumption. Men de negative sociale og personlige konsekvenser af ”udnyttelsen af/udbytningen af de menneskelige ressourcer” er også beskrevet af hhv. Axel Honneth og Ritchard Sennett. (Asymetrisk anerkendelseskultur og personlighedens nedsmeltning/det fleksible menneske[10])

 

I finansministeriet tages der i starten af 90´erne sideløbende med fat på det, vi i dag kender som New Public Management, og som i praksis betyder inkorporering af markedsmekanismerne som styrende princip i den offentlige sektor. Kristensens pointe er, at den bærende principper fra HRM og NPM op i løbet af 00´erne generaliseres og gøres gældende på det nationale niveau som det primære politiske imperativ. Hermed har en ny distinkt statstype, men nye indre logikker, rejst sig fra velfærdsstatens smuldrende fundament: Konkurrencestaten er blevet født/børsnoteret!  

 

Resultatet bliver, at dynamikkerne og logikkerne fra den kognitive kapitalisme nu også gælder i staten, i geopolitisk, og samhandelsmæssigt sammenhæng. I dansk kontekst bliver det således den kulturelt funderede sammenhængskraft (innovationspotentiale, sammenarbejdsevne, tillid), der som positiv eksternalitet skal udnyttes og sikre Danmarks konkurrencekraft i den globale totalkonkurrence.[11](Petersen og Campell 200)

 

Diskussionen om de social bånd forskydes fra at handle om Durkheims Social Cohesion til Robert Putnams Social Capital. Sammenhængskraftspørgsmålet går således fra at være et socialpolitisk til at være et værdipolitisk anliggende, og set i dette lys er kanondebatten og dyrkelsen af den danske identitet ganske selvfølgelig.

 

Konkurrencestatens logikker mednational identitetsdyrkelse og fælles værdier som ideal vinder stor politisk tilslutning, f.eks. i Globaliseringsrådet og understøtter alliancen mellem Dansk Folkeparti og Venstre, selvom perspektivet er Durkheimsk. Sammenhængen udspringer af systematisk kanonisering af værdier, dvs. det er snarere konservativt end liberalt. Men konkurrencestatens politiske imperativ – udbredelsen af de økonomiske rationaler til stadig flere områder, herunder velfærd, uddannelse, sundhed og social sikring, betyder også, at staten som andre virksomheder i stadig mindre grad bliver interesseret i at betale for udbedring og forebyggelse af de negative eksternaliteter. (miljø, arbejdsmiljø, overførselsindkomster, rehabilitering, etc.), selvom man gerne vil lukrere på de positive. Svaret på den social disintegration overlades derfor gerne til civilsamfundet og de frivillige organisationer.

 
Litteratur:
 
Kristensen, Jens Erik (2007): Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling. Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007.
 
Sennett, Richard (1998): Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning. Dansk udgave, Forlaget Hovedland, 1999.
 
Weber, Max (1920): Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Dansk udgave, Kbh.: Fremads samfundsvidenskabelige serie, 1972.
 
Campbell, John og Pedersen, Ove Kaj (2005): Dansk institutionel konkurrenceevne i den globale økonomi. Notat udarbejdet for FTF. (www.globalisering.dk/multimedia/Instituionel_konkurrenceevne.pdf)
 
Marx, Karl og Engels, Friederich(1888): Det kommunistiske partis manifest. Dansk udgave Kbh.: Marx/Engels udvalgte skrifter, bind I, Forlaget Tiden 1976. 
 
Marx, Karl (1867): Kapitalen - Kritik af den politiske økonomi. Bind I. Dansk udgave, Bibliotek Rhodos, 1970.
 
Chomsky, Noam (1995): Excerpted from Class Warfare. Pluto Press, 1995.
Smidt, Adam (1776): The Wealth of Nations. Genudgivet NY.: Bantam Classic, 2003.

             

---

[1] Karl Marx og Friedrich Engels, Det kommunistiske partis manifest. Citeret fra: dansk udgave, Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København 1976, bind 1, side 26 og 27
[2] Karl Marx, Kapitalen – Kritik af den politiske økonomi, 1. bog, bind 1, s. 182f, fodnote 32.
[3] I forlængelse heraf kunne man tage en interessent diskussion af, hvad der sker med samfundsdynamikken og udviklingen når historiens endemål er nået, og løfterne om det klasse- og modsætningsfri samfund er indfriet.
[4] Karl Marx, Pariserrmanuskripterne, NEW, Ergb. 1, side 516f.
[5] Noam Chomsky, Excerpted from Class Warfare, Pluto Press, 1995, side 19-23 og 27-31. Adam Smidt (1776): “The Wealth of Nations” publiceret 2003 NY: Bantam Classic
[6] Max Weber (1920): ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”, oversat til dansk 1972, Kbh.: Fremads samfundsvidenskabelige serie. Side 8.
[7] Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007: Jerns Erik Kristensen, Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling, side 3 og side 33.
[8] (ibid.) side 5f.
[9] Artikel i Peter Lodberg (red.), Sammenhængskraften – replikker til Anders Fogh Rasmussen, Kbh. Universitet, 2007: Jerns Erik Kristensen, Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling, side 6f.
[10] Richard Sennett, Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, Dansk udgave, Forlaget Hovedland, 1999, side 22.
[11] John Campbell og Ove Kaj Pedersen, Dansk institutionel konkurrenceevne i den globale økonomi. Notat udarbejdet for FTF, 2005.
 

voldens horisont – en kritikløs kultur.

I Information den 19. oktober 2009 blev der bragt en særdeles velskrevet leder om den netop vedtagende uropakke og dennes betydning for borgernes mulighed for at udøve civil ulydighed.

Pakken indebærer, at politiet får udvidede magtbeføjelser, samt at strafferammen for kriminalitet i forbindelse med gadeuorden forøges drastisk.

For kort at opsummere Bent Winters hovedpointe, som jeg har forstået den, har regeringen i deres iver efter at få kastet de offensive klimabøller i kasjotten, gjort det umuligt at skelne imellem, på den ene side, legitim udøvelse af civil ulydighed som en del af den politiske praksis og, på den andens side, voldelig gade-guerilla, som vi kender det fra karikaturen af den tyske sortbloks autonome med fuld maskering og et foruroligende godt førstehåndskendskab til kasteparablen.

Man behøver desværre ikke være ekspert i konfliktløsning for at kunne fornemme en potentiel optrapning, når vores justitsministers udtalelser på TV2-News. d. 3. september 2009  - uden særlig grov forsimpling – kan fortolkes således:

- De der autonome er ikke de skarpeste skeer i skuffen. Øv bøv, bussemand: tøsedrenge, I kan ikke slås. Mine panserbasser skal djævl’me nok smadre jer uprofessionelle amatører med deres nye vandkanoner.

Brian Mikkelsen (K) legitimerer via sin måde at tale om situationen på en stadig mere ekstremt voldelig social og politisk praksis. Sagt med andre ord: Den naturlige handlingshorisont, for såvel betjente som aktivister, bliver voldens horisont. Det er især ulyksaligt, når man tager i betragtning, hvor mange kræfter, der er blevet brugt internt blandt aktivister på ”afradikalisering”, også som en del af processen med koordinering af samarbejde med udenlandske aktivister.

Det jeg i denne forblindelse gerne vil fremhæve er, at dette ikke er en udvikling, der kan forstås isoleret som en retspolitisk stramning. Men det er en tendens der gør sig gældende bredt i samfundet. Her vil jeg gerne med henvisning til Rasmus Willigs bog om ”umyndiggørelse” henlede opmærksomheden på, hvorledes mulighed for offentlig at ytre kritisk stillingtagen uden overhængende fare for repressalier og mere eller mindre voldsomme sanktioner fortsat bliver indskrænket. Særligt tydeligt i forbindelse med den transformation, der er sket med de offentlige institutioner med overgangen til det, der kaldes new public management, dvs. inkorporering af markedsmekanismer som styrende princip i den offentlige sektor. De enkelte offentligt ansattes position og den legitime adfærd, der forventes af dem, er ændret radikalt. Som embedsmand og professionel er det en pligt at råbe vagt i gevær og gøre offentlighed og politikerne opmærksomme, når implementeringen af politikker ikke lever op til forventningerne eller afføder uforudsete problemstillinger. Som medarbejder i en offentligt finansieret koncern er ansvaret vendt fuldstændig på hoved. Som bekendt er de effektivitetsgevinster NPM måtte medføre, baseret på konkurrencen og det økonomiske incitament. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at kritisk stillingtagen for slet ikke at tale om offentligt at ytre sig kritisk om sin organisation ikke just er godt for konkurrenceevnen og derved potentielt fyringsgrundlag.

De offentlige ansatte, der alligevel trodser den implicitte tavshedspligt og tager bladet for munden, bliver der taget meget ilde imod fra parlamentets hånd. Eksempelvis blev Per Ramsdal stærkt kritiseret for at politisere i forbindelse med hans stillingtagen til rydningen af Brorsonskirken. Der var ganske vist også mange der tog hans parti. Men folkekirken er jo også en af de få enklaver, hvor profirmaksimeringslogikken endnu ikke har vundet helt indpas.”Mere Gud for pengene” klinger stadig underligt i de fleste øre. Under alle omstændigheder ville det i hvert fald have udløst en mindre politisk sunami, hvis en ansat i integrationsministeriet eller en politibetjent havde ytret sig kritisk om landsforvisningen af irakerne.

Andre aktuelle eksempler er affejningen af rigsrevisionen i forbindelse med dens kritik af tidligere sundhedsminister Lars Lykke (V) forfordeling af private sygehuse, eller da Pia Kjærsgaard (O) for nyligt gav dommerkorpset det røde kort og initierede en delegitimeringen af dommerkorpsets selvstændighed. Begge institutioner, hvis eksistens er baseret på politisk uafhængighed, som det da også er udspidsificeret i hhv. retsplejelovens 4 kapitel og rigsrevisorlovens § 1, stk. 3.

”Der er ikke noget at komme efter” -attituden har vundet hævd vidt og bredt. Ikke blot i denne berømte, men også noget gennemtærskede, sætnings ophavsmandsmands parti, men i hele det politiske spektrum. Man må tørt konstatere, at der er meget langt fra dagens omgangsform på Christiansborg til Habermas’ ideal om den herredømmefri kommunikation, saglig meningsudveksling og sandhedssøgning.

 Diagnosen lyder i al sin uhyggelige simplicitet på, at vi er ved at fremelske en kultur, der ikke anerkender eller tillader kritik af den herskende orden. Hverken i den verbale form, som kritisk stillingtagen og offentlig debat eller den praktiske afskygning som folkelig demonstration, strejke eller civil ulydighed. 

vintermonologen.

Der findes jo slet ikke vinterdepression. Det er i virkeligheden blot klarsyn. Den anden halvdel af året render folk derimod rundt og er ramt af sommereufori. Nej, det er om vinteren at verden fysisk bliver lige så ubehagelig at opholde sig i som den er. Hvorfor tror I ellers at juleøllerne bliver nød til at være så stærke? Hva’? Nå, men tag nu for eksempel narkoen, de euforiserende stoffer. De er af gode grunde forbudt, og det næste logiske skridt i kampen mod sanseløse udskejelser, må naturligvis være at afskaffe både juli og august måned. Men det tør de vel sagtens ikke inde på Christiansborg. Sådan en flok tøsedrenge. Sommeren er og bliver for farlig til at være tilgængelig for alle og hver mand. Dét er bevist, endog videnskabeligt. Vidst I for eksempel, at antallet af færdselsuheld forsaget af mænd – der ellers normalt går for at være de bedste bilister – stiger med 20% i sommerhalvåret? De er jo åbenlyst påvirkede, ude af stand til at koncentrerer sig. De er jo høje… af sex! Hvad ligner det også at spankulerer rundt på den måde? Kun iført undertøj. Foragteligt. Og vidste I i øvrigt, at Bikini-øerne er en amerikansk atomprøvespringsplads? Sid nu stille! Hør dog efter! Tror I det er for sjov jeg står her? Det er bestemt ikke ment i spøg, men le i bare. Før eller siden vil kendsgerningerne have tårnet sig op, og i vil indse at jeg hele tiden har haft ret. Og den der ler sidst, ler som bekendt bedre end de der leede først.. For mit eget personlige vedkommende, har jeg imidlertid ingen planer om at grine. Ikke spor. For den der slet ikke ler, lade vær fordi han har indset, at der ikke er noget morsomt ved vores sølle eksistens. Alle som én bevæger vi so langsomt, men taktfast imod graven. Og der vil vores lig så forrådne og blive ædt af orme. Slut, prut, finale. Intet ekstranummer. Det er så simpelt at alle burde kunne forstå det. Selv en burhøne. Men alligevel render alle rundt og laver halløj og larmer. Pisker en stemning op. At de gider. Dumhed, slet og ret dumhed. Et langt liv har lært mig at 99% af alle mennesker er idioter. Det er vældig synd for dem, men det er også synd for os andre for vi skal høre på alt det sludder de går og siger. For eksempel: ”Hr. Pedersen, vent til det bliver Deres tur” eller ”Hr. Pedersen, vil De have en kop urtethe?”. Urtethe! Hvad giver I mig? For det første er der slet ikke the – nærmere urte… drik. Og for det andet smager det afskyeligt. Badr! Bare tanken. Ja, for min skyld må folk da selv bestemme hvad de hælder i sig, men jeg skal sku’ ikke nyde noget. Føj, for den lede! Varmt vand med smag af broccoli eller persille. Nej du, hele mit liv har jeg holdt mig til postevand. Det ved man i det mindste hvad er. Postevand og så klar snaps naturligvis. For at dulme mine urolige nerver. Det er ikke noget jeg nyder. Det er en ren og skær nødvendighed. På det punkt er min læge – Dr. Mortensen, ham kend I vel – ganske vidst temmelig uenig. Men han har ikke forstand på den slags. Man kan ikke stole på den kvaksalver over en dørtærskel. Hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro, at han havde trukket sin autorisation i en automat. Hvad ligner det også, at moraliserer på den måde? Det er præcis på grund af den slags, at jeg har dårlige nerver. Og det eneste der hjælper er en lille spids.. med sidevogn. Næ, mit helbred er ikke hvad det har været. Sådan har det været så længe jeg kan huske. Måske endda endnu længere. Min forstand, derimod. Den fejler ikke noget. Ligesom mit humør. Det er i komplet overensstemmelse med tingenes tilstand. Jeg er rent ud sagt i elendigt humør. Alt andet ville være selvbedrag, og det forbyder mit intellekt mig. Jeg er formentligt den klogeste person I nogen sinde kommer til at møde. Og den mest beskedne. Jeg kan se, at I ikke tror mig. Hvis I er trætte af, at høre mig tale, kan i Gud bevare mig blive fri, kan I. Men det bliver værst for jer selv. Hav det elendigt!

hotel pracat, lopud, kroatien.

Desuden har jeg i dag fundet nærværende hæfte på et støvet loftsrum, fire eller fem etager oppe i de faldefærdige rester af Hotel Pracat, hvor det efter alt at dømme havde været gemt bort de sidste næsten 40 år. Alt var fuldstændigt gennemhærget, og eftersom stedet i sin tid var blevet forladt - i hvert fald delvis – møbleret var der rigeligt at gå på opdagelse efter: Dyner var samlet i foryeen og flået i stykker således at ildelugtende dun dækkede gulvet. Billardbordet var væltet om på siden. Kabler stak ud fra vægene og midt imellem ituslåede teaktræs-tv-apparater og smadrede drejeskive-telefoner fandt jeg det første stykke guld: En regnskabsbog! Under normale omstændigheder er jeg ikke typen der får erigeret lem over dokumentation af fremmede menneskers økonomiske transaktioner, men her sad jeg altså på huk med et håndindbundet hæfte hvori side efter side var sirligt dekoreret. Hvilken pertentlig håndskrift; hvilken saglig fryd. Et lykkeligt og naivt begær fyldte mig, og det kvadratiske hæfte blev forsigtigt anbragt i min medbragte rygsæk.

                                                                                                                Frederiksberg. 15.02.2012.
Desuden står regnskabsbogen den dag i dag stadig i min bogreol, nøjagtigt 4 etager over gadeplan, og her vil den efter alt at dømme blive stående de næste – hvem ved? Måske næsten 40 - år.

spøgelsesræven.

Jeg har på fornemmelsen at der på en dag som denne lister en spøgelsesræv rundt i Københavns gader. Jeg er faktisk temmelig sikker. Den ligger på et af hustagene inde ved Store Konges Gade eller sniger sig igennem folk. Spøgelsesræven er venner med buslinjerne: 5A, 6A, 85N, 18’eren med endestation i Vanløse. Nej, de er ikke venner. Ikke i gængs forstand. Nærmere bare bekendte. 

Der hvor historien starter har jeg fået bekræftet denne formodning. Spøgelsesræven, linje 5A og jeg spiller en type hasard som bliver kaldt skæbner. Vi er ved Søtorvet på indrebysiden af Dronning Louises Bro. STARBUCK$ står der skrevet med hvid maling over en bunkers indgang. Jeg selv sidder i skrædderstilling. Det er mildest talt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser af denne kaliber fordi mennesker kun kan satser deres mest basale karaktertræk. Og deres sjæl selvfølgelig, men det tør jeg med god grund aldrig. 5A er som altid usselt til mode og akkurat så optaget af sine kort at den ikke kan koncentrere sig om at komme til tiden ude langs stoppestederne. 

Jeg plejede at bilde mig selv ind at jeg kun var metafysiker, forbandet pseudo-dualist fordi jeg havde brug for en undskyldning. Ser du, jeg er for mageligt anlagt til passe på min krop. Tror man på en udødelig sjæl gør det ikke noget at man langsomt ødelægger sit hylstre. 

- Jeg trækker mig siger 5A og smider sine kort. 

- Jeg skal også noget særligt lyver den og forsvinder langsomt. 

- De bliver nød til at forhøje yderligger, Hr. Hjort. Ellers må De forlade spillet hvisler ræven ud imellem sine lukkede smilende tænder. Som en bugtaler.

- Jeg vil satse min øjenfarve. 

Ordene forlader mine læber og bliver båret væk af vinden. Jeg siger det igen. Det skal man. Ellers gælder det ikke. 

- Jeg vil satse min øjenfarve. 

Det føles som et skud gin. Og et til. Og så et til. Det er lige som at drikke en granskov. I samme nu går det op for mig at spillet er tabt. Og at det har været det i lang tid. Jeg har bare ikke kunne se det. Det er mildest sagt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser. 

- Du har snydt forsøger jeg stammende. 

- De er en dårlig taber Hr. Hjort. Jeg vil have dine grønne øjne. 

Tårerne trille ned af mine kinder og fryser til is da jeg giver den bort. 

- Den vil stå godt til min pels siger ræven og slikker sig om munden som det sidste inden den lister bort og væk og forsvinder. 

Jeg sidder en tid og stirrer ud over Peblinge Sø. Så roder i min taske og finder en pakke blå Gaulouises frem. Der er kun en tilbage. I det mindste er der én. Lyden har ingen farve i dag. Vi har siddet ved den gamle grænse ind til Spøgelsesbyen. Dronnings Louises Bro - eller Luderen om man vil - plejede at være overgangen, men Spøgelsesbyen har langsomt spredt sig. Nu går helt ned til Sankt Hans Torv. Den vokser hele tiden. Men det er ikke længere min kamp at stoppes dens ekspansion. 

Jeg hedder Andreas. Jeg er 19 år gammel. Og jeg har grønne øjne. Eller nærmere, jeg havde grønne øjne. Jeg tror at tings væsentlighed er omvendt proportionel med deres størrelse. Pletterne i den orange-gullige korchimitation på færdigrullede cigaretters filtre. Lyden når man åbner kapslen af en glasflaske. Jeg tror på beskrivelser: denne medlidenhed med det flygtige, redning af det forgængelige. Skoene på mine fødder har velcrolukning. Men alligevel er jeg ulykkelig. Det eneste altid der findes er aldrig. Det er sådan jeg har lært spøgelser at kende. 

Jeg går tilbage til højen, sætter mig på hug og samler de krøllede kort op. Der er noget galt. Jeg tæller kortende. 54. Jeg tæller dem igen. 54! Endnu et skud gin. Der er fem Es’er, så ræven må have.. Ræven har snydt mig igen. 

- Ræven hat syndt mig igen råber jeg lavt inden jeg giver mig af sted.

sarajevo banegård.

Kapitel I.

Beretningen starter dér, hvor Sofian Sortedam & Nikolaj Kynde stiger ud af en sort taxi på Sarajevo banegård. Klokken er ti minutter i et, og foruden vores voluminøse oppakning er vi i besiddelse af 50 bosniske mark og godt 6 timer som vi – alt afhængigt af hvorledes vi vælger at gribe det an – skal slå ihjel eller give liv. I det natten umuligt kan tilbringes stående syntes det oplagt at vi søger mod det kolde, men hjemlige lys neonlys, der strømmer fra pladsens eneste åbne beværtning. Hvad der med lidt god vilje kan defineres, som selskabeligt sindelag, er fordelt over fire solide, men medtagede træborde som matcher perfekt med resten af stedets massive interiør. Ved et bord sidder en barfodet mand og sover med hænderne i skødet. Ved et andet sidder 2 drenge der med slet skjult begejstring åbner en slidt attachemappe i kunstlæder. Tre uniformer i rødt og hvidt fremstår som den naturlige forlængelse af stedets møblement, og det skjules ikke at deres udkørte giner er underlagt såvel stedets ejer som dets mentalitet. Det sidste bord er befolket af 4 højrøstede mænd i slutningen af fyrrerne og dobbelt så mange lokale ølflasker. Vi skylder læseren at forklare, at vi to timer forinden troede at vi skulle tilbringe natten hos Daniel ”Cigo”. En 24årig motorcykelejer og stofmisbruger. Skæbnen ville ikke at vi skulle mødes, men redede os i stedet et morgenmåltid syv timer senere i Str. Vrpdje, Kroatien. Langt før vi endnu har tænkt på morgenmad sidder vi med en opslået notatsblok og to kopper bosnisk kaffe. Et udtryk der fra den dag af har dækket over en tynd kop espresso der inspirerer til at fortrænge spørgsmålet: ”Har deres maskine været rengjort siden mordet på Franz Ferdinand?” Ulig de tre nætter som er gået siden vi forlod tysklands hovedstad bliver der for denne aften udarbejdet en minutiøs plan (*). 6 timer og 48 mark senere træder de to ranglede drenge inde på Sarajevos banegård og sælger et telefonkort for 50 kroatiske kuna til to landsmænd. De sætter sig derefter ind i et tog og forsvinder. Jeg skodder min smøg og går ud i Sarajevos morgengry.

(*) Plan for natten 26. juli 2007.

(**)	Planlagt tidspunkt	Aktivitet	Kommentar vedrørende afvikling.
	03:25	Planlægning	Afviklet i ro og orden.
03:40	03:45	Bordskift	Sat i værk 03:40
	03:48	Vædemål indstiftes	UG vædemål. Trak i langdrag.
04:07	04:00	Sæbeboblepustning	Forsinket. Flygtig magi.
04:12	04:05	Udvikling af 2-man solitare	Åbnede muligheder.
05:30	04:35	Cigaret deles.	Udskudt til 5:30 (aflyst)
05:00	04:42	Tids-buffer el. evt. Bordskifte	Udskudt til 5:00 (ok)
05:37	04:45	Tegn foldemand	Udskudt
	05:05	Casino om bagagehentning & Twix-bar	Sofian vandt.
	05:15	Taber: henter. Vinder: chiller.	o.k.
05:40	05:30	Planlægning etape 2.	Forsinket.
	05:40	S. planlægger. N. køber biletter.	o.k. billetkontor endnu ikke åbnet.
	05:50	Smøg deles og plan 2 fremlægges.	Plan godkendt af N.
	06:00	Regnskabs ajourføring	o.k.
	06:10	Tegne foldem(a V æ)nd.	o.k. Trætheden begynder at mælde sig.
	06:40	Penge hæves, biletter købes.	o.k.
	07:00	Kapitel IV i Mr. Vertigo.	Aflyst.
	07:30	Planlægning af etape 3.	Afviklet på sekundet.
	08:30	Stå klar ved toget.	Intet angivet.
	08:40	Afgang mod Tyrkiet.	Intet angivet.

(**) Afviklet tidspunkt. Angevet, iflad afvigendene fra planlagt tidspunkt.