Det oprindelige dokument er desværre gået tabt. Dette er en rekonstruktion efter hukommelsen med udgangspunkt i håndskrevne noter nedfældet i Den Haag den 20. april 2011. Derudover bedes læseren være ompærksom på at nærverende tekst er en fodnoteløs og derfor kraftigt reduceret udgave af spekulationen (i sin fulde udgave udgør fodnoterne opmod 2/3 af tekstkorpuset). Ønsker De at læse den berigede version skal De være mere end velkommen til at kontakte mig pr. e-mail.
[Dette er] En videnskabelig undersøgelse / spekulativ udforskning af kommende muligheder for at fortælle livshistorie for et menneske født nær modernitetens afslutning + en lang række fodnoter med pessimistiske ekskurser og autobiografiske fragmenter.
Vi lever i en tid, hvor vi på den ene side til stadighed bliver gjort opmærksomme på de forsatte ændringer og den konstante forandring, og på den anden side får stadig sværere ved at forestille os, end muligheden for, regulær / real forandring. Vi lever altså, får vi fortalt, ved historiens afslutning: Ikke i den forstand at tiden er holdt op med at gå, men i den forstand at al udvikling vil være forøgelse, ikke forandring. Den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek går så vidt til at foreslå, at det i dag er nemmere at forestille sig apokalypsen, verdens undergang end kapitalismens afvikling. Man kan føle sig tilbøjelig til at give ham ret – selvom verden har ændret sig før og unægtelig vil ændre sig igen – fordi det vitterligt er svært at forestille sig, verden vil ændre sig til noget der ikke vil ligne en dommedag fra vores nutidige perspektiv og i sammenligning med vores nutidige vilkår.
Hvordan er da de(t) vilkår der i dag konstituerer vores perspektiv? Først og fremmest, præget af ubeskrivelig, næsten ufattelig, rigdom. Vi lever som kejsere og baroner. Vores land flyder over med mælk og honning. Vi bor der hvor alle værdikæderne ender. Vi er med andre ord den generation i den hidtidige verdenshistorie der har oplevet den største materielle overflod, velvidende at størstedelen af menneskeheden knokler så blodet springer og lever i armod samt at vores jordklode udpines for at sikre os denne luksus. Med det forfængelige, men også urealistiske håb, at en arkæolog i en fjern fremtid skulle finde dette skrift, og tilmed finde det interessent, vil jeg kort forsøge en nærmere beskrivelse af den omtalte overvældende overflod: Hvis man på en hvilken som helst dag går om i gården bag et hvilket som helst supermarked og åbne låget på en af deres skraldespande vil man finde den fyldt til bristepunktet med frisk mad, der afventer at bliver afhentet og kørt til forbrænding: Poser med ris hvor der er gået hul i emballagen, konservesdåser hvis mærkat er faldet af, klaser af bananer der har måttet vige pladsen for morgendagens leverance. Og ikke kun fødevarer. I denne del af verden hvor vi bor er det ikke længere almindeligt at reparere og vedligeholde elektroteknik eller for den sags skyld beklædning. Går det i stykker bliver det kasseret. Og selv hvis det ikke er gået i stykker bliver det efter en stund som regel kasseret alligevel: smidt ud med henvisning til at det er umoderne eller forældet, mens nyt bliver indkøbt.
Et andet besnærende aspekt ved vores økonomi er den håndsværksmæssige fordummelse eller det tekniske dannelsestab, der følger i kølvandet derpå. Når det er langt billigere at købe nyt end det er, at få eksempelvis et kamera repareret, vælger mange det førstnævnte, når slitage og ulykker får defekter til at indtræffe. På forholdsmæssig kort sigt, er konsekvensen heraf, at specialister og teknikere fortrænges til fordel for vareudlevering. Dét man i denne forbindelse bør forsøge at huske er, at det det alt andet lige kun tager én generation for et håndværk at gå tabt . Alt hvad der er nogen der ved, skal læres fra sig, skal læres på ny, hver eneste generation, ellers går det tabt for stedse. Vi hiver og slider med pumper og spande, holder enkelte af Minervas både oven vande, mens andre forliser i glemslens morads. Så skrøbelige er de kæmper vi står på skuldrene af, at vi selv må være dem. I overført betydning: Vores forældre og bedsteforældre lever videre i os som vi lever videre i vores børn og børnebørn. Om ikke andet, så som uigenkendelige fragmenter.
Men det at der kommer nye mennesker der afløser de nulevende, der arver og selv giver videre, er ikke blot historien forstået som Menneskets Historie, men også historien forstået som menneskenes historier. Imellem trådens to yderpunkter, ikke-hændelserne barsel og begravelse, får ’man’ børn. Retorisk vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet: Har vi da at gøre med en antropologisk konstant, der på tværs af tiden må bearbejdes og indbefattes ifald man ønsker at sammenstrikke en sandfærdig fortælling om livet? Har alle mennesker i grunden forældreskabet til fælles? Griber vi om nosserne på noget ahistorisk, noget absolut, noget universelt? Et uforbeholdent og affirmativt svar ville være utroværdigt, for så vidt, at en obduktorisk dekonstruktion snildt lader sig foranstalte. Forestillingen om og tilblivelsen af forældreskabet som mirakuløs begivenhed og lykkelig forpligtelse er ikke en kendsgerning, men en historisk mulighed, vi gør dumt i ikke at gribe.
I forhold til de af vores vilkår der udgøres at materialiteten, er det værd at skænke en tanke, at de byer vi lever i, allerede var her da vi kom. Nybyggerier skyder under tiden op som paddehatte på en våd eng, men langt de fleste af byernes bygninger stod her bare i forvejen. Nogle andre mennesker, der nu er døde, byggede dem, men nu bor vi altså i dem… fordi de var her. Det er forunderligt at læse en roman – eksempelvis Hærværk – og vide at det Scala som Tom Kristensen beskriver, er det samme, der i dag danner rammerne for andre menneskers anderledes sociale praksis.
Imidlertid er det ikke kun de urbane enklaver der er gennembearbejdede: når man kigger ud over landskabet, er det svært at få øje på det uberørte. Alt er bebygget eller manipuleret efter menneskernes forgodtbefindende og skiftende luner eller som følge af tilfældige handlingers utilsigtede konsekvenser. Et faktum man let lader sig overbevise om, når man rejser med tog eller kigger på satellitbilleder af jordkloden. Modernitetens ouverture: Menneskets betvingelse og overvindelse af naturen spøger stadig – ved afslutningen af moderniteten – bagerst i vores bevidsthed og præger vores selvforståelse. Selvom historien om linært progresiv oplysning, vidensakkumulation, effektiviseringen og rationaliseringens emancipatoriske kraft i dag er utroværdig og har devasterende implikationer etisk og politisk, kan man med forholdsvis lethed, forestille sig hvorfor historien historisk er blevet fundet troværdig og i hvilken kontekst den har indgået i et fyldestgørende hermeneutisk system. Holder man det som præmis, at de foregående ethundrede år ikke kan gengives uden at lægge svær vægt på de teknologiske nybrud og masseproduktionens betydning og forsøger man i det lys eksempelvis at fortælle historien om mine bedsteforældres generation kan der berettes om en forandring der både indebærer en bevægelse fra generel armod til den udbredte rigdom der kendetegnede det forenede og genopbyggede Europa og - hvad frihed angår – om en trællering der er blevet taget af menneskets hals. Vi har alle ingredienserne til at sammenkoge en særdeles opbyggelig beretning. Dog har vi af modernitetens historie lært, at tilegnelsen af videnskabelig viden og udnyttelsen af teknologiske fremskridt ikke med nogen nødvendighed forårsager samfund hvor frihed, lighed og næstekærlighed blomstrer, men vi er på den anden side også blevet præsenteret for håndgribelige empiriske eksempler på co-relationer derimellem. Det er denne, i tid og rum, begrænsede virkelighed der er konteksten til og belægget for troen på historiens progressivitet. Men som nævnt er historien om historiens telos’ fundament eroderet – og selv dens facade slår revner og krakelerer - i dét to forhold ved afslutningen af moderniteten begynder at blive selvindlysende og ufortrængelige. Først og fremmest var den tredje verdens primitive kulturer, de underudviklede samfund, eller udviklingslandende om man vil, ikke pre-moderne. Med andre ord var det umoderne ikke occidenten ækvivalent, som blot var et skridt eller to længere nede af ’trappen’, men derimod modernitetens iboende modsætning og forudsætning, modernitetens konstituerende ydre. Modernisering er både en omnikonvergernede kraft og skabelsen af sondring, etableringen af asymmetriske afhængighedsforhold.
Det andet forhold der forsøger sig, at hive tæppet bort under den lineære optimisme, er det moderne projekt selv. For det første, teknikkens utilsigtede skadevirkninger, de nye typer af trusler der opstår som et resultat af det moderne projekts triumfer, har nu akkumuleret sig i et omfang hvor troen på - såvel som muligheden for - at kalkulere og kontrollere dem ikke længere lader sig opretholde. For det andet, industrien, Ratha Yatra’s stridsvogn, ødelægger jorden og opbruger naturens kostbare ressourcer. Altså må netop den moderne tekniks triumfer ses i det dobbelte forbeholds lys, i og med at overvindelsen af naturen implicerer skabelsen af ligeværdige trusler samt at sejren i sig selv er stærkt tidsbegrænset som et direkte følge af de ’naturlige’ grænser for vækst. En fremtid uden fremskridtet ville ubetvivleligt være er fremskridt.
Det andet forhold der forsøger sig, at hive tæppet bort under den lineære optimisme, er det moderne projekt selv. For det første, teknikkens utilsigtede skadevirkninger, de nye typer af trusler der opstår som et resultat af det moderne projekts triumfer, har nu akkumuleret sig i et omfang hvor troen på - såvel som muligheden for - at kalkulere og kontrollere dem ikke længere lader sig opretholde. For det andet, industrien, Ratha Yatra’s stridsvogn, ødelægger jorden og opbruger naturens kostbare ressourcer. Altså må netop den moderne tekniks triumfer ses i det dobbelte forbeholds lys, i og med at overvindelsen af naturen implicerer skabelsen af ligeværdige trusler samt at sejren i sig selv er stærkt tidsbegrænset som et direkte følge af de ’naturlige’ grænser for vækst. En fremtid uden fremskridtet ville ubetvivleligt være er fremskridt.
Denne spekulation har vist sig at være en blindgyde: Jeg er træt og set i ovenstående lys er det mest sandsynligt at den livshistorie vi – født nær modernitetens afslutning – ender med at komme til at kunne fortælle bliver: En forfaldshistorie!
Ak! Denne kulturpessimisme. Men dermed ikke sagt, at vi ikke lever på interessant tidspunkt. Vi bevidner formentligt den afsluttende fase af moderniteten. Vi vil opleve, se med egne øjne og mærke på egen krop hvordan det moderne projekts efterspil vil lade sig udspille og hvordan modernitetens efterskrift vil blive skrevet. For selvom historien i dag ér sluttet, så stopper tiden aldrig. Den epoke der suspenderede historien, bliver selv historie. Spørgsmålet om hvordan er i mellemtiden op til os, og hvordan vi forvalter vores tilværelser.
