I 1960 levede der omkring 3 milliarder mennesker.
Kan kun fascisme løse vores problemer? Vi – og her er vi, det bredest mulige vi – menneskeheden, mennesker som sådan: Den menneskehed som ingen faktiske levende mennesker er udtryk for, endsige har del i. Vi har problemer. Mange og store og voldsomme problemer som vil udrydde vores race og med al sandsynlighed tage størstedelen af de racer hvis tilværelse vi ikke allerede har forpurret med sig i faldet. Jeg bruger mange kræfter på at dekonstruere og mentalt at opsprætte de politiske argumenter der henter sin berettigelse og påtvinger nødvendighed med henvisning til demografiske fremskrivninger (ikke at min indsats med nogen sandsynlighed har gjort nævneværdig forskel, til det har jeg endnu for lidt magt), men på trods deraf er det min faste overbevisning at klodens overbefolkning faktisk udgør et problem for – netop – klodens befolkning. Vi er vores eget problem (og det er vel tilnærmelsesvis sammenligneligt med humanvidenskabens konstituerende splittelse: Vi er både begriber og begrebsliggjort, både betegner og betegnet, både subjekt og objekt). Naivt fremstillet er der alt, alt for mange af os. Det kan vidst kun dårligt diskuteres og det udgør et problem på op til flere niveauer: Først men ikke nødvendigvis fremmest, er det på et mentalt niveau et problem fordi det ikke er til at kapere. Det er en kognitiv uladsiggørbarhed. Det er en discount udgave af Kants sublime. Vi kalder det gul pris, men signifianten er den samme: Den dårlige uendelighed (der ellers normalt skyldes overdreven perfektion!). Alle disse mennesker har kroppe og sjæle og åh! De ånder og de skal (forhåbentligt) have en bestemt ret til aftensmad i aften, som nogen skal tilberede og når de har fordøjet den er det en lort som de skal skide ud, de har måske forelskede sig, de har et forhold til deres fædre (mangel er også en relation, så det gør sig gældende i alle tilfælde), de har følelser, tanker, begær, pligter, diabetes, osv. osv. og jeg magter ikke at rumme dem alle sammen. Jeg kan ikke kramme alle katte. En høj grad af fremmedgjorthed er en forudsætning for at gøre alle de fremmede. Det fremmede ydre bliver et fremmed indre, hvilket er en besynderlig homologi fordi homo vidst også betyder menneske. Når det er sagt er det for det andet et problem fordi vi lever i en endelig verden. Jordkloden er både en stor og en lille planet, men i denne her kontekst er den primært lille og med en endelig mængde af naturlige resurser. Og vi har tænkt os at.. nej, vi har sku ikke tænkt os noget, men vi bruger faktisk dem alle sammen, både de materielle og de immaterielle. Vi nærmer os med hastige skridt ateisternes dommedag. Og muligvis har kulturer i alle epoker opereret med et apokalyptisk scenarie, men hvordan skulle vi kunne stille os uden for vores epoke? Jeg siger det bare. Lige om lidt er det slut med privatbilisme, containerskibe og charterturisme. Vi går en post-fossil tidsalder i møde. Enten fordi vi stopper med at pumpe olie op af jorden (hvilket muligvis er en udmærket idé hvis vi ikke ønsker at golfstrømmen vender) eller fordi den sidste dråbe fossilt brændstof bliver antændt i eksplosionsmotoren på en Fiat Multipla. Endeligheden af vores råderum udgør desuden et væsentligt teoretisk problem for den politiske liberalisme (som en hver socialist der er værdig til at bære navnet er fortaler for), fordi ejendomsret således ikke er en delmængde af de rettigheder der ikke krænker andres mulighed for tilsvarende ret. Hvis mængden af materie er endelig – og det er den, kom ikke og sig at jeg er ’free to leave’ jorden! – er en hver besiddelse af alt hvad der ikke har syv (7) milliarder (og stadig flere) fuldkommende ækvivalenter et privilegium der opretholdes på bekostning af andre. Tror man tilmed ikke på at 2 genstande kan være den samme, hvilket de strengt taget heller ikke kan, har man et yderligere forklaringsproblem. Muligvis er der nogle forbehold som man her burde have taget med henvisning til virtuelle objekter som eksempelvis pdf-filer.
Nå! Vi har altså for mange mennesker og for få ressourcer og prisen på de ressourcer der rent faktisk er, afspejler ikke den reelle knaphed eller de sekundære skadevirkninger af deres udvindelse, (for)brug og bortskaffelse (som om at det nogensinde kunne gøres op i penge). Det er dybt problematisk for mennesker i almindelighed og progressive intellektuelle i særdeleshed fordi.. Jeg ved ikke hvorfor. Udsigten til klimakatastrofer og ressourcemangels hærgen og burde retfærdig- og nødvendiggøre at vi gjorde alt det vi alligevel gerne vil gøre. Det er en oplagt anledning til økonomisk demokrati, til global omfordeling af rigdom om magt, til opgør med forbrugerismes tvang og den samfundsøkonomiske tænkning (bio-politikken). Men frygten er ikke ubegrundet; Overbefolkning og ressourceknaphed frygtes og indtræder i den symbolske orden på samme måde som frygten for at Carl Schmitts tese (det som alle er uenige i, men i sandhed frygter skulle vise sig at være sandt (i Schmitts tilfælde at identitet og politisk enhed kun kan lade sig gøre gennem udpegelse af fjender, gennem skabelse af et konstituerende ydre)). Hvad nu hvis – lad os driste os til at stille spørgsmålene – hvad nu hvis 1) denne omstilling ikke kan gennemføres demokratisk? Og 2) hvis alle vores bestræbelser lykkes, men alligevel ikke er tilstrækkeligt til at rede os? Hvis jorden ikke kan bære eksempelvis 7 milliarder beboere på en måde der er forenelig med menneskelig emancipation, må mængden af mennesker reduceres. Drastisk. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre af den simple årsag at det er blandt vores eksplicitte mål – som humanister – aldrig at tage midler i brug der ville kunne foranstalte en dét. Man må ikke udpege uværdige liv og foretage systematisk udryddelse (det har vi prøvet og det viste sig at være en dårlig idé) og man heller ikke bede – end sige tvinge – mennesker til ikke at få børn. Punktum. Hvorfor hele jordklodens befolkning spontant og frivilligt skal begynde at praktisere 0- til 1,99’-barns politik i en overkommelig række af generationer. Med blot et minimalt kendskab til den menneskelige biologi, psykologi og historie er det muligt at være temmelig sikker på at det ikke kommer til at ske. Spørgsmålet er altså igen: Kan kun fascisme løse vores problemer? Et svar på dette spørgsmål er en principiel umulighed, fordi problemerne i dets lys opløser sig selv. Menneskehedens fortsatte overlevelse har i sig selv ingen værdi, hvis ikke det er fordi det indebærer muligheden for de gode liv. Giver man afkald på den mulighed er vores forestående udryddelse ikke et problem. Og selv hvis Homo sapiens’ eksistens i sig selv var en ubetinget værdi, er det alligevel sikkert at racen en dag vil uddø. Kun i en et eller andet dannelses-ideals perspektiv har mennesket en værdi. Hvis fascisme er svaret er spørgsmålet stillet forkert.
