mandag den 24. september 2012

automatskrift III.

I 1960 levede der omkring 3 milliarder mennesker. 

Kan kun fascisme løse vores problemer? Vi – og her er vi, det bredest mulige vi – menneskeheden, mennesker som sådan: Den menneskehed som ingen faktiske levende mennesker er udtryk for, endsige har del i. Vi har problemer. Mange og store og voldsomme problemer som vil udrydde vores race og med al sandsynlighed tage størstedelen af de racer hvis tilværelse vi ikke allerede har forpurret med sig i faldet. Jeg bruger mange kræfter på at dekonstruere og mentalt at opsprætte de politiske argumenter der henter sin berettigelse og påtvinger nødvendighed med henvisning til demografiske fremskrivninger (ikke at min indsats med nogen sandsynlighed har gjort nævneværdig forskel, til det har jeg endnu for lidt magt), men på trods deraf er det min faste overbevisning at klodens overbefolkning faktisk udgør et problem for – netop – klodens befolkning. Vi er vores eget problem (og det er vel tilnærmelsesvis sammenligneligt med humanvidenskabens konstituerende splittelse: Vi er både begriber og begrebsliggjort, både betegner og betegnet, både subjekt og objekt). Naivt fremstillet er der alt, alt for mange af os. Det kan vidst kun dårligt diskuteres og det udgør et problem på op til flere niveauer: Først men ikke nødvendigvis fremmest, er det på et mentalt niveau et problem fordi det ikke er til at kapere. Det er en kognitiv uladsiggørbarhed. Det er en discount udgave af Kants sublime. Vi kalder det gul pris, men signifianten er den samme: Den dårlige uendelighed (der ellers normalt skyldes overdreven perfektion!). Alle disse mennesker har kroppe og sjæle og åh! De ånder og de skal (forhåbentligt) have en bestemt ret til aftensmad i aften, som nogen skal tilberede og når de har fordøjet den er det en lort som de skal skide ud, de har måske forelskede sig, de har et forhold til deres fædre (mangel er også en relation, så det gør sig gældende i alle tilfælde), de har følelser, tanker, begær, pligter, diabetes, osv. osv. og jeg magter ikke at rumme dem alle sammen. Jeg kan ikke kramme alle katte. En høj grad af fremmedgjorthed er en forudsætning for at gøre alle de fremmede. Det fremmede ydre bliver et fremmed indre, hvilket er en besynderlig homologi fordi homo vidst også betyder menneske. Når det er sagt er det for det andet et problem fordi vi lever i en endelig verden. Jordkloden er både en stor og en lille planet, men i denne her kontekst er den primært lille og med en endelig mængde af naturlige resurser. Og vi har tænkt os at.. nej, vi har sku ikke tænkt os noget, men vi bruger faktisk dem alle sammen, både de materielle og de immaterielle. Vi nærmer os med hastige skridt ateisternes dommedag. Og muligvis har kulturer i alle epoker opereret med et apokalyptisk scenarie, men hvordan skulle vi kunne stille os uden for vores epoke? Jeg siger det bare. Lige om lidt er det slut med privatbilisme, containerskibe og charterturisme. Vi går en post-fossil tidsalder i møde. Enten fordi vi stopper med at pumpe olie op af jorden (hvilket muligvis er en udmærket idé hvis vi ikke ønsker at golfstrømmen vender) eller fordi den sidste dråbe fossilt brændstof bliver antændt i eksplosionsmotoren på en Fiat Multipla. Endeligheden af vores råderum udgør desuden et væsentligt teoretisk problem for den politiske liberalisme (som en hver socialist der er værdig til at bære navnet er fortaler for), fordi ejendomsret således ikke er en delmængde af de rettigheder der ikke krænker andres mulighed for tilsvarende ret. Hvis mængden af materie er endelig – og det er den, kom ikke og sig at jeg er ’free to leave’ jorden! – er en hver besiddelse af alt hvad der ikke har syv (7) milliarder (og stadig flere) fuldkommende ækvivalenter et privilegium der opretholdes på bekostning af andre. Tror man tilmed ikke på at 2 genstande kan være den samme, hvilket de strengt taget heller ikke kan, har man et yderligere forklaringsproblem. Muligvis er der nogle forbehold som man her burde have taget med henvisning til virtuelle objekter som eksempelvis pdf-filer. 

Nå! Vi har altså for mange mennesker og for få ressourcer og prisen på de ressourcer der rent faktisk er, afspejler ikke den reelle knaphed eller de sekundære skadevirkninger af deres udvindelse, (for)brug og bortskaffelse (som om at det nogensinde kunne gøres op i penge). Det er dybt problematisk for mennesker i almindelighed og progressive intellektuelle i særdeleshed fordi.. Jeg ved ikke hvorfor. Udsigten til klimakatastrofer og ressourcemangels hærgen og burde retfærdig- og nødvendiggøre at vi gjorde alt det vi alligevel gerne vil gøre. Det er en oplagt anledning til økonomisk demokrati, til global omfordeling af rigdom om magt, til opgør med forbrugerismes tvang og den samfundsøkonomiske tænkning (bio-politikken). Men frygten er ikke ubegrundet; Overbefolkning og ressourceknaphed frygtes og indtræder i den symbolske orden på samme måde som frygten for at Carl Schmitts tese (det som alle er uenige i, men i sandhed frygter skulle vise sig at være sandt (i Schmitts tilfælde at identitet og politisk enhed kun kan lade sig gøre gennem udpegelse af fjender, gennem skabelse af et konstituerende ydre)). Hvad nu hvis – lad os driste os til at stille spørgsmålene – hvad nu hvis 1) denne omstilling ikke kan gennemføres demokratisk? Og 2) hvis alle vores bestræbelser lykkes, men alligevel ikke er tilstrækkeligt til at rede os? Hvis jorden ikke kan bære eksempelvis 7 milliarder beboere på en måde der er forenelig med menneskelig emancipation, må mængden af mennesker reduceres. Drastisk. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre af den simple årsag at det er blandt vores eksplicitte mål – som humanister – aldrig at tage midler i brug der ville kunne foranstalte en dét. Man må ikke udpege uværdige liv og foretage systematisk udryddelse (det har vi prøvet og det viste sig at være en dårlig idé) og man heller ikke bede – end sige tvinge – mennesker til ikke at få børn. Punktum. Hvorfor hele jordklodens befolkning spontant og frivilligt skal begynde at praktisere 0- til 1,99’-barns politik i en overkommelig række af generationer. Med blot et minimalt kendskab til den menneskelige biologi, psykologi og historie er det muligt at være temmelig sikker på at det ikke kommer til at ske. Spørgsmålet er altså igen: Kan kun fascisme løse vores problemer? Et svar på dette spørgsmål er en principiel umulighed, fordi problemerne i dets lys opløser sig selv. Menneskehedens fortsatte overlevelse har i sig selv ingen værdi, hvis ikke det er fordi det indebærer muligheden for de gode liv. Giver man afkald på den mulighed er vores forestående udryddelse ikke et problem. Og selv hvis Homo sapiens’ eksistens i sig selv var en ubetinget værdi, er det alligevel sikkert at racen en dag vil uddø. Kun i en et eller andet dannelses-ideals perspektiv har mennesket en værdi. Hvis fascisme er svaret er spørgsmålet stillet forkert.

torsdag den 13. september 2012

artikel i nordicum-mediterraneum.


ABSTRACT
This article has two main currents. First, it argues that an affinity or similarity can be identified between the philosophy of Gianni Vattimo (so-called Weak Thinking) and the Discourse Theory of Ernesto Laclau and Chantal Mouffe. The two theorizations are engaged with related problems, but have conceptualized them differently; they share central insights, but understand them with different vocabularies. The article furthermore illuminates in what this affinity consists, and it discusses the differences and similarities between the two theoretical positions. The second current of the article takes the postmodern philosophical problems of anti-foundationalism and nihilism as its point of departure. It raises the questions of: 1) how it is possible at the same time to take the critique of universality and objectivity serious and still believe in the value of ethics and science and, 2) how we are to understand emancipation if there is no necessary relationship between truth and freedom. The article investigates the status, meaning and interconnection of the categories of truth, knowledge, ethics, politics and emancipation in the light of an absence of metaphysical first principles. The article concludes that: A) faith can constitute a "weak foundation" of knowledge and ethics and, B) nihilism can be combined with the political and ethical ambitions of universal human emancipation and radical democracy.

KEYWORDS: Vattimo, Laclau, Mouffe, weak thinking, discourse theory, social constructiovism, hermeneutics, nihilism, historicism, emancipation, truth, ethics, new radical left, Torino-school, Essex-school, postmodernism, post-modernity, anti-essentialism, post-metaphysics, anti-metaphysics, metaphysics, anti-foundationalism, enlightenment, anti-enlightenment, radical democracy

Artiklen er udgivet i online-tidsskriftet Nordicum-Mediterranium og kan læses i sin helhed på http://nome.unak.is/nm-marzo-2012/vol-7-n-3-2012. Skriv en e-mail til mig hvis De er interesseret i den dansksprogede udgave.

mandag den 6. august 2012

malet hvid i nyere tid.

Lejlighed, 2200 København N. Jeg fremlejer min skønne lejlighed ud på indre Nørrebro fra 01-08-06 eller snarest herefter. 


Indretning: Lejligheden har entré med adgang til badeværelse med sep. brus. Stort sydvendt værelse med kig til De Gamles By. Stue i direkte forbindelse med åbent køkken - udsigt til den renoverede gård. Hele lejligheden har plankegulve. Malet hvid i nyere tid. 




Ejendommen: Flot klassisk ejendom fra 1889 med termoruder og fjernvarme indlagt. Bygningen har nyere tag og fik lavet lækkert grønt gårdanlæg i 2007. Man har brugsret til stort loftrum, gårdanlæg og cykelparkering. 



Området: Lejligheden ligger placeret på det attraktive indre Nørrebro nær: Sankt Hans Torv, Søerne, De Gamles By, Assistents Kirkegård, Elmegades specialbutikker, Ravnsborggade og City. Super beliggenhed . 

Lejligheden er sat til salg og fremlejes indtil den er solgt.

lørdag den 5. maj 2012

talentløs men hårdtarbejdende II.

2.

Der blev slået fire æg ud i en skål. Hældt mælk i, strøet salt, kværnet peber, tilsat en knivspids revet muskatnød og pisket i omtrent et minut. Smør kom på en pande over en livlig ild, og da skummet var faldet blev æggeblandingen hældt ud på panden. En god håndfuld af friske grønne ærter blev derefter drysset ud over massen. Efter et halvt minut var undersiden af omeletten fast. Med en gaffel blev lidt af kanten forsigtigt løftet, således at væsken løb ind under det faste lag. Dette blev gentaget hele vejen rundt langs kanten. Omeletten blev erklæret færdigt da det begyndte at ryge langs kanten af panden. Omeletten blev foldet, gled over på et varmt fad og serveret. Den var smukt gylden på ydersiden og med en passende blød konsistens indvendigt. Kammerat Max slugte omeletten i to mundfulde og slikkede sig omhyggeligt på alle ti fingre. Værten, der stadig stod ved hans side, var både fornøjet over hans veltilfredshed og forfærdet over hans dårlige manerer. Så drak Kammerat Max en hel øl uden at sænke flasken fra munden og bagefter lo han så man kunne se alle hans tænder. De var gule og de havde næsten samme farve som ægget i hans enorme lodne fuldskæg. - ”Jeg elsker æggekage!” sagde han og man kunne se at det virkelig var sandt for hans små øjne funklede og hans smil var bredt. Værten var også glad. Glad fordi Kammerat Max var glad og glad fordi det stadig var tidligt på formiddagen og der derfor ikke var andre gæster til at bevidne den store mands monstrøse adfærd. – ”En mere. Jeg vil gerne have en til”. Og for anden gang den formiddag blev fire æg slået ud i en skål, blandet med mælk og krydderi, pisket, stegt med ærter, foldet, og serveret for bjørnemanden ved det lille bord der i sammenligning med hans kolossale korpus næsten lignede en fodskammel. En fodskammel med hvid dug. Denne gang spiste Kammerat Max sin omelet i en eneste mundfuld. Han tyggede længe og grundigt, og da han havde tygget af munden skyllede han efter med en hel kande vand som han drak direkte fra kanden. Så rømmede han sig og udbrød for anden gang den formiddag: - ”Jeg elsker æggekage!”. Og så lo han igen og tilføjede: - ”Den var endnu bedre en den første”. Værten, der genkendte et ærligt kompliment, følte sig stolt og åbnede sit hjerte på klem: - ”Det kan syntes ganske overflødigt at give en opskrift på omeletter, alle mener at vide hvordan de laves. Og dog findes der et stort antal mennesker som aldrig har smagt en ordentlig veltilberedt omelet. De ser på menukortet og ænser den ikke. De er for optagede af at imponerer deres forlovede eller deres forretningsforbindelser eller hvem de nu er på restauration i selskab med, og derfor vælger de det dyreste på menuen. Som regel svinekæber kogt i hvidvin, hvilket skam også er en delikat oplevelse, det står ikke til diskussion, men de går glip af omelet. Det vigtigste er naturligvis æggenes kvalitet. Personligt foretrækker jeg æg der har en skal som er mere eller mindre farvet. De æg, hvis skal er af en uskyldsren hvidhed, har en doven smag”. – ”Jo, det tror jeg gerne” mumlede Kammerat Max. – ”Vil De have ommelet mere?” spurgte værten forhåbningsfuldt. – ”Nej” sagde Kammerat Max, - ”Ikke i dag. Hvis jeg spiser mere så springer knapperne i min skjorte”.
Det sidste udsagn var imidlertid ikke sand. Kammerat Max’ skjorte var det solide resultat af et stykke omhyggeligt skrædderhåndværk, og knapperne var syet i med stærk kinesertråd. Hvad der derimod var sandt, var at værten i samme øjeblik som Kammerat Max afslog tilbuddet om en tredje servering, kom i tanke om at Enkefru Oberst-Major Harboe havde reserveret et bord klokken et, og derfor faktisk blev lettet over afslaget. Hvad ville Enkefruen dog ikke have tænkt hvis hun så den enorme proletar og hans komplette fraværd af dyd og dannelse? Med dette spørgsmål hængende bagerst i bevidstheden forsøgte værten da diskret at insinuerer at det var på høje tid at Kammerat Max forlod beværtningen: ”Ønsker de regningen?”. ”Nej, men stik du mig den bare alligevel” svarede Kammeraten kækt. Værten forlod bordet og da han et kort øjeblik efter kom tilbage med regningen udspillede der sig en lattervækkende men også yderst pinagtig seance: Værten lagde det gråbrune læderetui som indeholdte regningen på bordet foran sin gæst, men i modsætning til hvad der normalt betegnes som takt, blev han stående ved Kammerat Max´ side og ventede mens denne åbnede etuiet og læste hvad der med sirlig håndskrift stod nedfældet på det linjerede stykke kvitteringspapir.

1 x Kuvert                                  5,00
2 x Ommelet af 10                    20,00
1 x Lys Pilsner                            8,00
1 x Karaffel Gåsevin                   2,00

I ALT:                                          35,-

Kammerat Max - der altid var fåmælt, men aldrig mundlam - vidste for en sjælden gangs skyld ikke hvad han skulle sige. Blot stirrede han ned på tallet 35 på regningen. Da han derefter indså at der ikke var tale om en vittighed fra tjenerens side blev han i et særdeles dårligt humør. – ”Det kan du ikke mene. Det er alt for dyrt” sagde han anklagende imens han rystede sin knyttede næve i faretruende nærhed af værtens ansigt, hvis ejer intuitivt tog et skridt baglæns. Nu var det værtens tur til ikke at vide hvad han skulle sige. Han forsøgte med: ”Jeg kan forsikre dig for at det med kvaliteten af de råvare jeg anvender, er det en meget beskeden pris”. – ”HA!” lo kammerat Max hånligt. – ”Det eneste beskedne i denne her røverbule er din forstand. Jeg har kun 30 kroner og dem får du ikke alle sammen. Og så vil du garanteret også have drikkepenge, hvis jeg kender dig ret. Fand’æde’me NEJ! Er du klar over at jeg kun får én krone i timen, hva’?”
Værten, der nu havde fået samme farve i ansigtet som duen på bordet, løftede hagen og sagde med kontrolleret stemmeføring: ”Det er for mig fuldkomment irrelevante informationer. De kunne have orienteret Dem om prislejet inden De bestilte. Priserne står skrevet i menukortet, som jeg tilbød dem ved deres ankomst, men som de som bekendt afviste. Da De ikke er i stand til at levere varerne tilbage, har de vær så god at betale den fulde pris. Hvis De nægter ser jeg mig nødsaget til at tilkalde ordensmagten”. Kammerat Max, i hvem blodet kogte, slog næven i bordet så flasker og glas klirrede. Så råbte han. -” Så nu kender man sin pappenhejmer på travet. Stat og Kapital går arm i arm. Men du kan fandenædeme få dine omeletter igen kan du din skruebrækker!” Og med de ord stak Kammerat Max to fingre i halsen, hvorefter der med en lyd uden vokaler, væltede en tyk, lysegul og skummende stråle af opkast ud hans mund som landede med et ordentligt klask på gulvet imellem ham selv og den forfærdede vært. Så rejste Max sig for at gå imens han tørrede sig om munden med skjorteærmet, men idet han tog det første skridt skvattede han i pølen på gulvet og faldt som en træstamme ned og knaldede hoved i gulvet. Den store mand var besvimet og lå udstrakt og ubevægelig midt i lokalet. Så ringede den lille klokke ved døren og Enkefru Oberst-Major Harboe trådte ind i restauranten.

mandag den 16. april 2012

freedom II

“Since the liberty we need is different from that of the ancients, it needs a different organization from that which suited ancient liberty. In the latter, the more time and energy man dedicated to the exercise of his political rights, the freer he thought himself; in the kind of liberty to which we are drawn, the more time the exercise of political rights leaves us for our private interests, the more precious liberty will be to us. Hence the need for the representative system. The representative system is nothing but an organization by means of which a nation charges a few individuals to do what it cannot or does not wish to do itself. Poor men look after their own affairs; rich men hire stewards” (Benjamin Constant).



IN THE CLASSICAL liberal horizon of emancipation, of which Benjamin Constant in his speech of 1918[1] advocates for, freedom from politics is referring to: A) Freedom from state intervention in one’s private affairs, from the restrictions of one’s actions by excessive law[2] and – as in the initial quotation – B) Exemption from the occupation of political engagement.  Both dimensions are negatively defined and thus serve to provide the conditions for the practicing of a kind of liberty which is considered an independent and individual activity (Neither effected by nor effecting the actions of others).
This notion of freedom is contrasted to an understanding of freedom which is perhaps emblematically depicted by Hannah Arendt’s notion of Action. Action is the political and the activity which makes humans distinct from animals[3]. It is public in the sense that it is before the eyes of all, necessarily performed with others[4]. The results of political action are always unpredictable[5]. Only once one have mastered the necessities of biological life – an activity located in the private realm - can one become free to join with equals in public. Otherwise one is still considered a slave – a slave to necessity. And a slave to necessity can by definition not create something inherently unpredictable.
When Constant, as an egalitarian liberalist, rejects the ancient form of liberty, it is because: the private realm – in which he locates freedom – is directly subjected to political interference and furthermore: freedom as public action indirectly presupposes the subordination of some people as slaves for the upholding of an elite or a political class’ freedom.
Regarding societal organization, Constant today have what he hoped for, with parliamentary democracy and capitalism as allegedly end of history, but regarding freedom he got more than he bargained for. That is to say, today’s predominant mode of politics is post-politicized bio-politics; on one hand contemporary political discourse denies the existence of fundamental societal antagonisms or conflicts of interests and therefore considers the political a matter to expert management and administration[6], while on the other hand perceiving the regulation of the safety and material welfare of human biological life as its primary objective. However, the post-political discourse is in itself a construct which - with a near-hegemonic status - has immense political implications. Bio-politics is neutralized and politics reduced to the organization of biological life; bio-politics is the sustainment of an endless repetitive cycle and thereby it renders humanity into nothing but naked life or working animals. And to push the implications to the edge: When mass life is the political concern, mass death is a political possibility[7].
If one goes with this diagnosis of contemporary society, then we are already free from politics in the sense of daily political involvement, but not when it comes to the freedom from the excises of political power. The short answer to the initial question is ambiguous: We are not a political subject, but we are the political object. Thus, contemporary society neither satisfies Arendt’s nor Content’s[8] desire for freedom.
The question is whether the rise of the social – the merging of the private and public spheres at the expense of the exclusion of politics - is a necessary consequence of the successes of the liberal project of emancipation? Or in other words, is bio-politics embedded in the constitution of the liberal nation-state (the agency ensuring the liberal rights of freedom)? If the answer is no, then a general desire for an authentic freedom from politics is indeed legit today. If the answer on the other hand is yes, the next question presenting itself is: How to embrace the liberty of the ancients without the subsequent subordination of a workforce of slaves?


[1] Constant, Benjamin (1988): The Liberty of the Ancients Compared whit that of the Moderns (1819), in Bianicamaria Fontana (ed.): The Political Writings of Benjamin Constant. Cambridge.
[2] Ibid. (1988:310-311)
[3] Arendt, Hannah (2006:51ff): Menneskets vilkår (The Human Condition). København : Gyldendal.
[4] Ibid. (2006:37)
[5] Ibid. (2006:182)
[6] Rancière, Jacques (1998): Disagreement. Minneapolis : University of Minnesota Press.
[7] Foucault, Michel (1990:133-159): The History of Sexuality: An introduction vol. I. New York : Vintage.
[8] Constant, Benjamin (1988:312): The Liberty of the Ancients Compared whit that of the Moderns (1819), in Bianicamaria Fontana (ed.): The Political Writings of Benjamin Constant. Cambridge.

lørdag den 31. marts 2012

angelus novus.

"Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus. Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved af fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger ovenpå hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger og er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det, vi kalder fremskridtet, er denne storm", skrev Walter Benjamin.

medielicens.

DR Licens- og Programservice
DR Byen
Postboks 888
0999 København C
                                                                                                                                                                                                                                                                               

Frederiksberg. 31. marts 2012.

Til rette vedkommende.
Jeg retter denne henvendelse til Danmarks Radios Licens- og Programservice fordi jeg er støt på en problemstilling, som ikke alene angår mig selv, men som muligvis kan tænkes at have elementer af mere generel karakter. 
Det forholder sig således at jeg - i skrivende stund – ikke har følt mig forpligtet til og derfor ikke betaler medielicens, eftersom jeg ikke er indehaver af noget licenspligtigt apparat. Jeg ejer med andre ord hverken fjernsyn, radio, computer eller mobiltelefon – og klare mig efter eget udsagn strålende uden. Imidlertid skete der det at mine genboer i slutningen af december 2011, nærmere bestemt den 26., erhvervede sig et enormt TV af mærket Samsung, som de har hængt op på endevæggen i deres stue, således at jeg – når jeg kigger ud af vinduet – ikke kan undgå at se fjernsynsudsendelserne som de ser. Når jeg anvender min kikkert kan jeg tilmed læse underteksterne. Af denne årsag er jeg blevet i tvivl om hvorvidt jeg i grunden er forpligtet til at betale medielicens, nu hvor jeg er i stand til at se DR’s programmer. Jeg har altid betragtet mig selv som en pligtopfyldende og lovlydig borger, og har derfor været i meget urolig over min nuværende situation og ønsker at vi hurtigst muligt finder en løsning der er gensidigt tilfredsstillende. I fald i finder at mine forhold gør det påkrævet at jeg fremover betaler licens, foreslår jeg et kompromis hvor jeg bliver registret som licensbetaler, men får et mindre afslag i prisen med henvisning til at jeg kun kan høre lyden når min under-, over- eller nabo tilfældigvis ser den samme udsendelse som min genbo (hvilket med undtagelse af fredag aften kun sker yderst sjældent).


Med venlig hilsen, Sofian Sortedam.