21:01 -> 21:45 : 06.01.2014 : ÆGIRSGADE
HVERKEN / ELLER
En, men kun én gang – og aldrig igen – var
jeg blevet givet evnen til at spole tiden tilbage. Ingen anden end jeg vil
huske det og ingen andre en jeg vil nogensinde kunne vide det .. Og der var
ingen retur-billet. Ingen vil nogensinde tro mig og det begynder at være så
længe siden nu, at også jeg langsomt er begyndt at tvivle. Efterhånden som tiden
går og i takt med at alting forandres, bliver det svære og svære – til sidst umuligt
– at sondre imellem drømme og fantasi på den ene side og hukommelse og minder
på den anden. Men jeg ved at dette, denne
historie, er sand. Jeg ved – med så stor
sikkerhed at jeg er villig til at satse min mors øjne på det - at mit liv er mit
virkelige liv .. i virkeligheden ! Og det ændre ikke på sandheden, at andre
ikke tror mig, eller at jeg en dag har glemt hvad der virkelig skete.
Jeg fortalte det ikke
til særlig mange, at jeg havde fået denne unaturlige gave. Og de færreste ville formentlig havde troet mig, selv hvis jeg insisterede. Måske fortalte jeg det
kun til S. Selvom S faktisk godt troede på mig – det er jeg næsten sikker
på at hun gjorde – spurgte hun aldrig hvordan eller fra hvem jeg havde fået
gaven. Det var bare sådan det var. Der var i forvejen så mange ting i livet som
var svære at forstå og som det var spild af tid at undersøge nærmere. Jeg kan
huske, at jeg en gang imellem – når jeg eller hende for eksempel havde ødelagt
noget vigtigt – når vi var vrede og ulykkelige, spurgte hende om det var nu jeg
skulle bruge min billet tilbage i tiden og sikre mig at dette øjeblik aldrig
ville komme til at findes. Men hun afslog altid: ”Nej” sagde hun.. ”Nej. Gem
det til noget vigtigere. Du kan jo kun gøre det én gang”.
I efteråret 2011 begik
jeg mit livs næststørste fejl. Jeg gik fra kvinden som jeg elskede og som jeg
stadig elsker og som dengang også elskede mig .. forbeholdent. Til døden os
skiller og måske endda selv derefter. Der gik et par år. Jeg havde det vildt,
jeg søgte adspredelse og underholdning, magt, berømmelse og sex : grænser blev overskredet, og mit begær, min
vilje til magt og dominans voksede i takt med dets kapacitetsforøgelse. Præsis
idag, den 6. januar 2014, gik det op for mig, hvad jeg havde mistet. Og hvad
jeg aldrig igen ville have mulighed for at få. Jeg lyver ikke når jeg siger, at
jeg var igang med at undersøge om den krog der bære lyssekronene i min
lejligheds loft også ville kunne bære vægten af min krop og om jeg havde et
materiale der ville være velegnet som udgangspunktet for en galge (ja, et ræb),
da jeg kom i tanke om min gave. Jeg havde ikke skænket den en tanke i flere år.
Det var svært at finde den, men jeg brugte hele natten på at lede og i en flad,
teal- / brandeisblå, let oval blikdåse med kyrilliske bogstaver og en illustration af en sølvfarvet stør på låget fandt jeg den.
Jeg tog tilbage til den
gang, før jeg valgte forkert. Og selvom det var svært og meget, meget hårdt at
vende sig til at alt var så underligt . . . alle de ting der var sket, men nu ikke
bare alligevel ikke var sket, men aldrig ville komme til at ske . . . det ville
komme bag på mig, hvis de andre ikke lagde mærke til at jeg var mere en sædvanligt sær i en periode, men jeg vende mig hurtigt til at leve dette mit
nye ”rigtige” liv. Og jeg var faktisk lykkelig. Helt ind til knoglerne. Fra
tåspidserne til hårspidserne. Ilden i min mave var ikke blevet slukket, men jeg
var blevet bevidst om hvor småt et offer det var, hvor let et kors det var at
bære, at lægge låg på, at undlade at puste unødigt til gløderne.
Der gik omkring et år.
Så forlod S mig. Ikke alene var
det ikke skæbnen at vi skulle have hinanden. Det var ikke engang en mulighed.
Det var bestemt at vi ikke ville få
hinanden. Af de tre største gaver jeg nogen siden har fået, har jeg nu kun én
af dem tilbage: livet selv. Og isoleret, løsrevet fra dig, S, er mit liv
nu ”mit falske liv”. Gad vide om du ville
tro mig, hvis jeg fortalte dig dette? Måske det ville gøre noget at fortiden lettere
at bære . . . måske tungere. Lethed eller tyngde? - Hverken eller.
