oplysnings-horoskop

	Vædder	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Tyr	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Tvilling	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Krebs	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Løve	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Jomfru	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Skorpion	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Skytte	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Stenbuk	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Vandmand	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv
	Fisk	Stjernernes og planeternes position har ingen indvirkning på dit liv

det er stadig en af mine bedste følelser, en af de mest europæiske følelser jeg kender, en banegård tidligt på aftenen, en skrattene meddelelse på et fremmet sprog over et anlæg, rungende. jeg føler mig som et menneske. hvis penge ikke var et spørgsmål - og det er de - ville jeg ikke flyve. jeg ville lade være med det. jeg ville rejse med tog og jeg ville tilbringe flere tidlige aftner på de europæiske banegårde, jeg ville køre i tog, ryge, skrive i mit noteshæfte og drikke danskvand med forskellige mærkater. frizzante, mit gas, sparkling osv. nogen gange ville jeg, som nu, være alene, koncentreret og forventningsfuld. andre gange, ville jeg være et hold, dvs. jeg ville være et vi ville være mine venner og mig på eventyr, trætte, lykkelige og mætte af oplevelse og indtryk eller måske mundre og legende i samtale og drilleri. på alle områder er togstationer og banegårde at foretrække frem for lufthavne (jeg ved ikke med (vand)havne, jeg savner erfaring med skibe, jeg må vide mere før jeg kan fælde endelig dom over sejlads). perroner er bedre egnet til afsked, eksempelvis, man kan ikke løbe langs et fly og vinke farvel. desuden stopper toget spændende eller kedelige steder undervejs, og i modsætning til flyvemaskine giver de hverken propper i ørene, forkølelse eller højdeskræk og angst for at dø. 

tak for mad.

Ti personer i et tilrøget lokale - IV. (26.11.16 - Paris)

Det er efterhånden længe siden, jeg husker det kun dårligt nu. Jeg er ikke engang sikker på hvordan det startede længere. Jeg ved ikke hvad der gik forud, men jeg ved at jeg stod her i et tilrøget, umøbleret lokale der hverken havde indgang eller udgang, uden vinduer og hvis eneste lyskilde var et nøgent neonrør i loftet (jeg husker det ikke klart, måske det kolde lys fra lysstofrøret var dæmpet af orange eller gul cellofanpapir, måske det bare var nikotinen der med tidens løb havde arbejdet sig ind i glasset). Foruden mig selv, der stod langs en af rummets væge, var der 10 mænd i lokalet. De stod på en lang række, alle var de iført deres overtøj, frakker i tykt, tungt stof med pelskraver, tunge, slidte støvler, pelshuer med øreklapper og alle stod de og røg på små fedtede cigarer. Det var fra disse cigarer at alt røgen stammende, den var sød og tyk og sveg i øjnene og selv om jeg ikke ryger til dagligt ville jeg ønske at jeg også selv havde haft sådan en lille, buttet cigar som deres. Om ikke andet, så for at føle at jeg passede bedre ind.

I starten var det faktisk okay, de stod der på deres række og røg, jeg stod her op langs vægen og kiggede på dem, men det blev hurtigt pinligt at der ikke skete noget. For der skete vitterligt ikke noget. Intet. Kun røgen. Jeg kan huske, at jeg overvejede om jeg skulle præsenterer mig, men at jeg lod være fordi jeg ikke vidste hvordan jeg bedst undgik at det blev akavet. Skulle jeg bare tage et skridt frem, bukke og henvende mig til alle ti på en gang eller skulle jeg gribe det systematisk an, starte for enden af rækken og giv hånd til alle 10 på skift? Sidstnævnte var i hvert fald udelukket. Så ville jeg skulle sige mit navn 10 gange i træk - også selvom alle ville have hørt det allerede første gang - og hvad nu hvis 9 af dem blev fornærmet over at jeg ikke var startede ved dem? Det ville selvfølgelig være mest naturligt at starte ved en af enderne, men hvilken ende skulle det i givet fald være? Ville det være for konformt at gå fra venstre mod højre? eller for unorthodoxt at gå den modsatte vej? Jeg kendte dem jo slet ikke, jeg vidste ikke hvilke præferencer de havde og det var svært at gætte i et lokale med så dårlig sigtbarhed. Nej, det var helt udelukket at hilse på dem en af gangen. Så var det måske alligevel bedre bare at træde frem for dem og sige mit navn, højt, tydelig og imødekommende. Men på den anden side var jeg også nervøs for at være for opmærksomhedskrævende. Jeg ville jo nødig vise mig, den type er jeg slet ikke.

Men det var nok bedst at der snart skete et eller andet for det var efterhånden blevet rigtig pinligt bare at blive ved med at stå her og bare stå mens de bare stod der og røg. Det måtte vel også være ubehageligt for dem, at der slet ikke skete noget. Jeg besluttede mig for at droppe præsentationen - det var ligesom for svært at få gjort rigtigt – og istedet for begynde at gå rundt i lokalet (måske det ville bryde isen, det var vel mit ansvar, jeg er jo hovedpersonen). I starten gik jeg ret langsom. Jeg fulgte vægen og gik i en lige linje indtil jeg nåede et hjørne, så drejer jeg 90 grader og forsat ligeud igen indtil jeg nåede det næste hjørne og sådan fortsatte jeg. Det gik ret godt syntes jeg, sådan at gå rundt langs lokalets væge. Det gik faktisk så godt, at jeg blev i helt godt humør og satte farten lidt op. Så talte jeg mine skridt inde i hoved. 35 skridt var der hele vejen rundt. Det var et godt antal og jeg kunne godt lide min nye aktivitet. De ti mænd så heller ikke ud til at have noget i det. De stod stadig bare på deres lille række og røg deres små, osende cigarer og en gang imellem askede de eller fulgte mig på min rute med øjnene. 

Det her går vældig godt, kan jeg huske at jeg sagde til mig selv. og da jeg havde gjort det et pænt stykke tid, syntes jeg det endda gik så godt, at jeg besluttede at sætte farten yderligere op. Det var min første fejl og set i tilbageblik, så skulle jeg nok aldrig have gjort det. Stemningen blev kort fortalt rigtig dårlig. Rigtig, rigtig dårlig. Det var tydeligt for enhver (nu var det selvfølgelig kun mig, men alle ville have lagt mærke til det), at de ti mænd ikke brød sig om de nye, hurtigere tempo. Alle så de nu strengt misfornøjede ud. De kiggede frem og tilbage på hinanden og mumlede utilfreds under skæggene. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle håndterer denne nye utilfredshed, så jeg blev bare ved med at gå rundt i rummet. Da jeg havde taget en to-tre runder til, var mændene blevet så sure, at de havde brudt deres linje om og nu stod i en lille cirkel med deres frakkebeklædte rykke i mod mig og diskuterede lavmælt. Røgen stod nu op fra midten af deres kreds som en søjle. Det var en ubehagelig situation. Og faktisk føltes det lidt som en lettelse da der endelig skete noget nyt igen. Mændene vente sig om imod mig og ham der viste sig at være deres leder tog et skridt frem. Jeg blev så overrasket at jeg stoppede med at gå. Så rømmede lederen sig, tog huen af og sagde henvendt til mig : "vi har besluttet os for at slå dig ihjel".

moderne kunst.

om hvordan man lærer at værdsætte campari