det er stadig en af mine bedste følelser, en af de mest europæiske følelser jeg kender, en banegård tidligt på aftenen, en skrattene meddelelse på et fremmet sprog over et anlæg, rungende. jeg føler mig som et menneske. hvis penge ikke var et spørgsmål - og det er de - ville jeg ikke flyve. jeg ville lade være med det. jeg ville rejse med tog og jeg ville tilbringe flere tidlige aftner på de europæiske banegårde, jeg ville køre i tog, ryge, skrive i mit noteshæfte og drikke danskvand med forskellige mærkater. frizzante, mit gas, sparkling osv. nogen gange ville jeg, som nu, være alene, koncentreret og forventningsfuld. andre gange, ville jeg være et hold, dvs. jeg ville være et vi ville være mine venner og mig på eventyr, trætte, lykkelige og mætte af oplevelse og indtryk eller måske mundre og legende i samtale og drilleri. på alle områder er togstationer og banegårde at foretrække frem for lufthavne (jeg ved ikke med (vand)havne, jeg savner erfaring med skibe, jeg må vide mere før jeg kan fælde endelig dom over sejlads). perroner er bedre egnet til afsked, eksempelvis, man kan ikke løbe langs et fly og vinke farvel. desuden stopper toget spændende eller kedelige steder undervejs, og i modsætning til flyvemaskine giver de hverken propper i ørene, forkølelse eller højdeskræk og angst for at dø.