I Information den 19. oktober 2009 blev der bragt en
særdeles velskrevet leder om den netop vedtagende uropakke og dennes betydning
for borgernes mulighed for at udøve civil ulydighed.
Pakken indebærer, at politiet får udvidede magtbeføjelser,
samt at strafferammen for kriminalitet i forbindelse med gadeuorden forøges
drastisk.
For kort at opsummere Bent Winters hovedpointe, som jeg har
forstået den, har regeringen i deres iver efter at få kastet de offensive
klimabøller i kasjotten, gjort det umuligt at skelne imellem, på den ene side, legitim udøvelse af civil ulydighed som en del af den politiske praksis og, på
den andens side, voldelig gade-guerilla, som vi kender det fra karikaturen af
den tyske sortbloks autonome med fuld maskering og et foruroligende godt
førstehåndskendskab til kasteparablen.
Man behøver desværre ikke være ekspert i konfliktløsning for
at kunne fornemme en potentiel optrapning, når vores justitsministers
udtalelser på TV2-News. d. 3. september 2009
- uden særlig grov forsimpling – kan fortolkes således:
- De der autonome er
ikke de skarpeste skeer i skuffen. Øv bøv, bussemand: tøsedrenge, I kan ikke
slås. Mine panserbasser skal djævl’me nok smadre jer uprofessionelle amatører
med deres nye vandkanoner.
Brian Mikkelsen (K) legitimerer via sin måde at tale om
situationen på en stadig mere ekstremt voldelig social og politisk praksis.
Sagt med andre ord: Den naturlige handlingshorisont, for såvel betjente som
aktivister, bliver voldens horisont. Det er især ulyksaligt, når man tager i
betragtning, hvor mange kræfter, der er blevet brugt internt blandt aktivister
på ”afradikalisering”, også som en del af processen med koordinering af
samarbejde med udenlandske aktivister.
Det jeg i denne forblindelse gerne vil fremhæve er, at dette
ikke er en udvikling, der kan forstås isoleret som en retspolitisk stramning.
Men det er en tendens der gør sig gældende bredt i samfundet. Her vil jeg gerne
med henvisning til Rasmus Willigs bog om ”umyndiggørelse” henlede
opmærksomheden på, hvorledes mulighed for offentlig at ytre kritisk
stillingtagen uden overhængende fare for repressalier og mere eller mindre
voldsomme sanktioner fortsat bliver indskrænket. Særligt tydeligt i forbindelse
med den transformation, der er sket med de offentlige institutioner med
overgangen til det, der kaldes new public management, dvs. inkorporering af
markedsmekanismer som styrende princip i den offentlige sektor. De enkelte
offentligt ansattes position og den legitime adfærd, der forventes af dem, er
ændret radikalt. Som embedsmand og professionel er det en pligt at råbe vagt i
gevær og gøre offentlighed og politikerne opmærksomme, når implementeringen af
politikker ikke lever op til forventningerne eller afføder uforudsete
problemstillinger. Som medarbejder i en offentligt finansieret koncern er
ansvaret vendt fuldstændig på hoved. Som bekendt er de effektivitetsgevinster
NPM måtte medføre, baseret på konkurrencen og det økonomiske incitament. Men
det skal ikke være nogen hemmelighed at kritisk stillingtagen for slet ikke at
tale om offentligt at ytre sig kritisk om sin organisation ikke just er godt
for konkurrenceevnen og derved potentielt fyringsgrundlag.
De offentlige ansatte, der alligevel trodser den implicitte
tavshedspligt og tager bladet for munden, bliver der taget meget ilde imod fra
parlamentets hånd. Eksempelvis blev Per Ramsdal stærkt kritiseret for at
politisere i forbindelse med hans stillingtagen til rydningen af Brorsonskirken.
Der var ganske vist også mange der tog hans parti. Men folkekirken er jo også
en af de få enklaver, hvor profirmaksimeringslogikken endnu ikke har vundet
helt indpas.”Mere Gud for pengene”
klinger stadig underligt i de fleste øre. Under alle omstændigheder ville det i
hvert fald have udløst en mindre politisk sunami, hvis en ansat i
integrationsministeriet eller en politibetjent havde ytret sig kritisk om
landsforvisningen af irakerne.
Andre aktuelle eksempler er affejningen af rigsrevisionen i forbindelse
med dens kritik af tidligere sundhedsminister Lars Lykke (V) forfordeling af
private sygehuse, eller da Pia Kjærsgaard (O) for nyligt gav dommerkorpset det
røde kort og initierede en delegitimeringen af dommerkorpsets selvstændighed.
Begge institutioner, hvis eksistens er baseret på politisk uafhængighed, som
det da også er udspidsificeret i hhv. retsplejelovens 4 kapitel og
rigsrevisorlovens § 1, stk. 3.
”Der er ikke noget at
komme efter” -attituden har vundet hævd vidt og bredt. Ikke blot i denne
berømte, men også noget gennemtærskede, sætnings ophavsmandsmands parti, men i
hele det politiske spektrum. Man må tørt konstatere, at der er meget langt fra
dagens omgangsform på Christiansborg til Habermas’ ideal om den herredømmefri
kommunikation, saglig meningsudveksling og sandhedssøgning.
Diagnosen lyder i al
sin uhyggelige simplicitet på, at vi er ved at fremelske en kultur, der ikke
anerkender eller tillader kritik af den herskende orden. Hverken i den verbale
form, som kritisk stillingtagen og offentlig debat eller den praktiske
afskygning som folkelig demonstration, strejke eller civil ulydighed.
