voldens horisont – en kritikløs kultur.

I Information den 19. oktober 2009 blev der bragt en særdeles velskrevet leder om den netop vedtagende uropakke og dennes betydning for borgernes mulighed for at udøve civil ulydighed.

Pakken indebærer, at politiet får udvidede magtbeføjelser, samt at strafferammen for kriminalitet i forbindelse med gadeuorden forøges drastisk.

For kort at opsummere Bent Winters hovedpointe, som jeg har forstået den, har regeringen i deres iver efter at få kastet de offensive klimabøller i kasjotten, gjort det umuligt at skelne imellem, på den ene side, legitim udøvelse af civil ulydighed som en del af den politiske praksis og, på den andens side, voldelig gade-guerilla, som vi kender det fra karikaturen af den tyske sortbloks autonome med fuld maskering og et foruroligende godt førstehåndskendskab til kasteparablen.

Man behøver desværre ikke være ekspert i konfliktløsning for at kunne fornemme en potentiel optrapning, når vores justitsministers udtalelser på TV2-News. d. 3. september 2009  - uden særlig grov forsimpling – kan fortolkes således:

- De der autonome er ikke de skarpeste skeer i skuffen. Øv bøv, bussemand: tøsedrenge, I kan ikke slås. Mine panserbasser skal djævl’me nok smadre jer uprofessionelle amatører med deres nye vandkanoner.

Brian Mikkelsen (K) legitimerer via sin måde at tale om situationen på en stadig mere ekstremt voldelig social og politisk praksis. Sagt med andre ord: Den naturlige handlingshorisont, for såvel betjente som aktivister, bliver voldens horisont. Det er især ulyksaligt, når man tager i betragtning, hvor mange kræfter, der er blevet brugt internt blandt aktivister på ”afradikalisering”, også som en del af processen med koordinering af samarbejde med udenlandske aktivister.

Det jeg i denne forblindelse gerne vil fremhæve er, at dette ikke er en udvikling, der kan forstås isoleret som en retspolitisk stramning. Men det er en tendens der gør sig gældende bredt i samfundet. Her vil jeg gerne med henvisning til Rasmus Willigs bog om ”umyndiggørelse” henlede opmærksomheden på, hvorledes mulighed for offentlig at ytre kritisk stillingtagen uden overhængende fare for repressalier og mere eller mindre voldsomme sanktioner fortsat bliver indskrænket. Særligt tydeligt i forbindelse med den transformation, der er sket med de offentlige institutioner med overgangen til det, der kaldes new public management, dvs. inkorporering af markedsmekanismer som styrende princip i den offentlige sektor. De enkelte offentligt ansattes position og den legitime adfærd, der forventes af dem, er ændret radikalt. Som embedsmand og professionel er det en pligt at råbe vagt i gevær og gøre offentlighed og politikerne opmærksomme, når implementeringen af politikker ikke lever op til forventningerne eller afføder uforudsete problemstillinger. Som medarbejder i en offentligt finansieret koncern er ansvaret vendt fuldstændig på hoved. Som bekendt er de effektivitetsgevinster NPM måtte medføre, baseret på konkurrencen og det økonomiske incitament. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at kritisk stillingtagen for slet ikke at tale om offentligt at ytre sig kritisk om sin organisation ikke just er godt for konkurrenceevnen og derved potentielt fyringsgrundlag.

De offentlige ansatte, der alligevel trodser den implicitte tavshedspligt og tager bladet for munden, bliver der taget meget ilde imod fra parlamentets hånd. Eksempelvis blev Per Ramsdal stærkt kritiseret for at politisere i forbindelse med hans stillingtagen til rydningen af Brorsonskirken. Der var ganske vist også mange der tog hans parti. Men folkekirken er jo også en af de få enklaver, hvor profirmaksimeringslogikken endnu ikke har vundet helt indpas.”Mere Gud for pengene” klinger stadig underligt i de fleste øre. Under alle omstændigheder ville det i hvert fald have udløst en mindre politisk sunami, hvis en ansat i integrationsministeriet eller en politibetjent havde ytret sig kritisk om landsforvisningen af irakerne.

Andre aktuelle eksempler er affejningen af rigsrevisionen i forbindelse med dens kritik af tidligere sundhedsminister Lars Lykke (V) forfordeling af private sygehuse, eller da Pia Kjærsgaard (O) for nyligt gav dommerkorpset det røde kort og initierede en delegitimeringen af dommerkorpsets selvstændighed. Begge institutioner, hvis eksistens er baseret på politisk uafhængighed, som det da også er udspidsificeret i hhv. retsplejelovens 4 kapitel og rigsrevisorlovens § 1, stk. 3.

”Der er ikke noget at komme efter” -attituden har vundet hævd vidt og bredt. Ikke blot i denne berømte, men også noget gennemtærskede, sætnings ophavsmandsmands parti, men i hele det politiske spektrum. Man må tørt konstatere, at der er meget langt fra dagens omgangsform på Christiansborg til Habermas’ ideal om den herredømmefri kommunikation, saglig meningsudveksling og sandhedssøgning.

 Diagnosen lyder i al sin uhyggelige simplicitet på, at vi er ved at fremelske en kultur, der ikke anerkender eller tillader kritik af den herskende orden. Hverken i den verbale form, som kritisk stillingtagen og offentlig debat eller den praktiske afskygning som folkelig demonstration, strejke eller civil ulydighed.