fignen og fanen.

Første kapitel

Hvori vi hører om hvorledes Fignen under sine bestræbelser på at tilberede sin morgenmad får en ny ven, der hedder Johannes. Og hvori vi også hører om hvordan Fanen, der i forvejen er morgensur, bliver endnu mere sur og ender med slå en række meget ualmindelige bøvser og i øvrigt fører en lang telefonsamtale med en glarmester.

Hver morgen vågnede Fignen før Fanen. I dag åbnede den øjnene langsomt og konstateret at den befandt sig nøjagtigt der hvor den havde lagt sig til at sove aftenen i forvejen: inderst i den fælles dobbeltseng. Fignen lå lidt og kiggede på revnen oppe i loftet. Så kravlede den forsigtigt over Fanen og iførte sig sine slidte overalls, der også lå præcis der hvor de var blevet henkastet aftenen forinden: på gulvet ved siden af sengen. Derefter besluttede Fignen sig rutinemæssigt for at iføre sig sine hjemmesutter og vade ud på badeværelset for at udfører sine morgenritualer, det primært bestod i grundigt at børste tænder og vaske sig i ansigtet. Desværre var den elektriske tandbørste, som sædvanligt, løbet tør for strøm.

- ”Øv” sagde Fignen til sig selv. Eftersom Fignen ikke havde for vane at dyrke morgengymnastik, men satte stor pris på dagens første måltidet bar fødderne den, helt automatisk, ud i køkkenet. Nu da den stod herude på køkkengulvet, var det mest naturligt at åbne køleskabslågen og se om ikke der skulle være noget lækkert som kunne spises til morgenmad.

- ”Hov, der er helt mørkt.. og slet ikke anden mad en nogle få brændte krummer på bunden?” udbrød Fignen.

- ”Det er fordi jeg ikke er køleskabet” svarede ovnen, lidt vrissent.

Fignen blev helt lyserød i hoved af ren og skær forfjamskethed og skyndte sig at smække lågen i igen, så ovnen ikke kunne nå at komme med flere irettesættende bemærkninger. Da Fignen lidt efter atter var kommet til sig selv, genoptog den sit foretagende: at tilberede morgenmad. Den åbnede for anden gang køleskabet, men erfarede med ærgrelse at pæren tilsyneladende var sprunget.

- ”Æh, altså.. der er jo bælg ragende mørkt herinde.. og hvorfor er der fuldt af fugtigt og jordslået undertøj i køleskabet?” sagde Fignen, der nu for alvor var gået hen og blevet forvirret.

Vaskemaskinen, hvis stemme lød underligt forvrænget på grund af alt det våde tøj, forklarede Fignen at det altså ikke var dens ansvar at hænge tøjet op på tørreloftet og at køleskabet i øvrigt var placeret længere mod højre.

Tredje gang er som bekendt lykkens gang, og det lykkedes da også langt om længe Fignen at finde frem til den rigtige låge. Køleskabet var stort set helt tomt.

- ”Øv, så skulle jeg måske alligevel spise krummerne inden fra ovnen” mumler Fignen.

Efter at have tænkt sig lidt om beslutter Fignen sig for at spadserer en tur ned i den nærtliggende købmandsbutik for at handle lidt ind. Den ifører sig derfor sit overtøj og tog en krøllet pengeseddel fra husholdningskassen, som den kom i inderlommen.

Få meter nede af gaden fik Fignen øje på en herre der sad og så forfrossen ud på en trappesten, alt imens han tålmodigt prøvede at få gang i en lille gullig merskumspibe.

Fignen brød sig ikke om folk der sad og frøs, så den bestemte sig for at tage ham med hjem i varmen.

- ”Vi skal først lige ned til købmanden og købe noget vi kan spise” forklarede Fignen sin nye ven. Det lod manden ikke til at have noget imod, så kort efter stod de nede i den omtalte forretning og studerede alt den flotte emberlage.

Her er hvad de endte med at komme i kurven:

- To dunke Mayonnaise

- En rulle fiberrige Havrekiks (som Fignen imidlertid kom til at spise det meste af inden i butikken)

- En stor spand med citronmarmelade

- En æske med blåbær-tebreve

- Lidt mere mayonnaise (Af et andet og lidt dyrere mærke)

- En bakke med tolv æg fra fritgående fugle

- Et eksemplar af et månedsmagasin om arkitektur

- En pakke sukkerfri lakridstykkegummi (som Fignen erfarede smagte rigtig dårligt i kombination med havrekiks)

- En pose med tvebakker

- En dåse med pibetobak af god kvalitet til den forpjuskede mand (som i øvrigt kvitterede med et kram)

På vejen hjemad fortalte manden at han hed Johannes og at han havde studeret teologi.

- ”Hvad er det? En slags kok, eller sådan noget?” spurgte Fignen.

- ”Nej, det er nærmer.. øh, det er så mange år siden jeg startede mit studie.. men for det meste handler det om Gud.” svarede Johannes.

- ”Ham har jeg godt hørt om. Er han sød?” spurgte Fignen, der ikke havde hørt om Gud før.

- ”Jo, altså.. Gud er faktisk en kvinde, at du ved det” forklarede Johannes, overbærende.

- ”Novra, det vidste jeg ikke. Har du mødt hende?” spurgte Fignen, nysgerrigt.

- ”Tjo.. nej, ikke sådan personligt, men nyere evidensbaseret forskning indikerer at man med stor sandsynlighed kan drage den konklusion at Gud, alt andet lige, har to X-kromosomer. Forstå mig nu ret: Gud er altså i denne optik kvindelig, hvis man ser bort for ordets sociokulturelle konnotationer. Og den slags bliver man jo nød til at se bort fra, da det slet ikke er videnskabeligt” forklarede Johannes belærende.

Fignen der ikke rigtig havde forstå hvad Johannes mente, nikker ivrigt og smilede.

Da de langt om længe stod foran hoveddøren viste det sig at Fignen havde glemt sine nøgler.

- ”Kan vi ikke bare kime rigtig meget på dørklokken og så vække ham den anden?” spurgte Johannes.

- ”Fanen? Næ, det dur ikke. Der er kun én ting i hele verden der kan vække ham og det er en særlig klokke som står inde på natbordet. Hvis ikke man ringer med den så sover han i fyrretyvetredsens år. Det er ret lang tid så det er vigtigt at jeg ringer med den hver morgen.” fortalte Fignen stolt.

- ”Nå, højest mærkværdigt. Er det en stuelejlighed i bor i?” spurgte Johannes.

- ”Ja. Stuen til venstre” sagde Fignen.

- ”Så, kan vi da bare smadre et af vinduerne og kravle ind, den vej igennem” foreslog Johannes.

Som sagt så gjort. Fignen lånte en stor sten fra to venlige vejarbejdere og demonstrere et skolebogseksempel af et underhåndskast. Desværre ramte han ikke i første forsøg, men andet kast fik stenen til at flyve i en flot parabel igennem luften hvorefter den smadrede termoruden med et ordentligt rabalder. Johannes lagde ikke skjul på at han var ret importeret over det høje klir:

- ”Hurra, godt arbejde! Så skal vi bare passe på vi ikke skær os når vi kravler ind” jublede han.

Da de var kommet ind i lejligheden begyndte Fignen øjeblikkeligt at klargøre morgenmaden. Johannes der af princip ikke spiste morgenmad, satte sig ved det lille runde bor ude i køkkenet for at stoppe sig en pibe tobak og sætte sig til at skrive på sin rejseskrivemaskine. Det sagde en god lyd når han hamrede i tangenterne, så der var stor sandsynlighed for at det ville blive en klog doktordisputats, når den en gang blev færdig.

Fignen fandt en blå bakke med billeder af måner, sole og stjerner frem og anrettede den patentligt med tvebakker og citronmarmelade. Så satte han vand over og mens teen trak og 1/6 del af æggene blev hårdkogte rørte han mayonnaisen op med forskellige krydderier. Det blev i alt til 3 forskellige salgs: karrymayonnaise, chillie-ingefær mayonnaise og en mangefarvet, lummert udseende mayonnaise som han navngav: overraskelses-mayo.

Da Fignen var færdig stod den lidt og betragtede sin kreation, hvorefter den veltilfreds besluttede sig for at vække Fanen med morgenmad på sengen. Den begav sig af sted mod soveværelset, med den vakkelvorne morgenmadsbakke og stillede den fra sig i vindueskarmen. Det var blevet ret koldt i rummet på grund af gennemtrækket som det nylige opståede hul i ruden havde forvoldt. Så tog Fignen klokken fra natbordet og ringede et par gange for at vække Fanen. Fanen åbnede øjnene og gabte.

- ”God morgen. Jeg håber du har sovet godt. Se, jeg har lavet morgenmad til os” sagde Fignen ivrigt.

- ”Uh.. God morg.. Sig mig, hvorfor er der glasskår over det hele?” spurgte Fanen og så sig omkring.

- ”Det var Johannes´ idé” forklarede Fignen.

- ”Hvem i hele hulen er Johannes?” spurgte Fanen, der med et var blevet lysvågen.

- ”Han sidder ude i køkkenet og ryger pibe. Han er mægtig sød. Han har mødt Gud” forklarede Fignen, som var det, det naturligste i verden.

Fanen kunne ikke rigtig nænne at hidse sig op nu hvor Fignen havde gjort dig sådan umage og lavet morgenmad til ham, så i stedet for at sige mere, rejste han sig halvt i sengen for bedre at kunne se hvad der stod på bakken. Han var temmelig sulten og tvebakker med mayonnaise var vel også en slags mad. Desuden kunne han vældig godt lide både hårdkogte æg og blåbær-te.

- ”Hvad er det for en underlig krem?” spurgte Fanen og pegede på overraskelses-mayo´en, da de begge havde fået de første 300 kalorier indenbords.

- ”Det er en helt særligt mayonnaise som jeg har lavet med dig i tankerne” sagde Fignen med munden fuld af tvebakker og hårdkogt æg.

- ”Bliver du meget ked af det hvis jeg ikke smager på den?” spurgte Fanen.

- ”Ja” svarede Fignen.

Og så var der jo ikke andet for end at smøre sig en tvebak med et tykt lag af overraskelses-mayo.

- ”Alt som ikke dræber dig gør dig stærkere” sagde Fanen til sig selv, mens han holdt sig for næsen og tog en ordentlig bid. Han havde forberedt sig på det værst tænkelige, men det viste sig faktisk at smage forbløffende godt. Fignen spiste også en tvebak med en stor klat af overraskelses-mayo´en i en mundfuld. Der spredte sig en hyggelig stemning i det lille værelse og Fignen og Fanen spiste hver et par tvebakker med det besynderlige smørepålæg til. Lige pludselig begyndte Fanens mave at rumle sagte. Og kort efter slog han en gigantisk bøvs. Det havde i sig selv været særdeles underholdende, hvis ikke det var fordi der kom en boble med op. Den gennemsigtige boble svævede frit rundt i luften og inden i den var der en lille flagermus som baskede forfjamsket rundt med vingerne. Fanen gjorde sig store anstrengelser for at finde en passende grimasse, men inden han havde fået lagt ansigtet i de rette folder slog han endnu en kæmpe bøvs. Denne gang var det en miniature kanariefugl der fløj forvildet rundt inden i boblen. Fignen var helt euforisk ved synet af de små dyr, men blev hurtigt afbrudt da han også gylpede en boble og dertilhørende skrumpet papegøje ud af munde.

- ”Hvad djævlen sker det?” fremstammede Fanen, af mangel på bedre.

- ”Det er overraskelsen. Er det ikke fantastisk?” jublede Fignen, mens en mini pelikan fandt vej igennem hans hals.

- ”Din lille lømmel! Jeg skal kraft Peter vælt´me komme efter dig!” råbte Fanen og langede ud efter Fignen.

- ”Rolig nu, klap lige heste, makker. Jeg har skam blandet en modgift” skyndte Fignen sig at forklare. Men desværre var det ikke helt nok til at formilde den arrige Fanen, som nu havde rejst sig i sin fulde højde og væltet morgenmadsbakken så æggeskallerne dryssede ud i sengen.

- ”Hvad? Du vidste at dette her ville ske!” skreg Fanen halvkvalt.

- ”Nej, men jeg håbede det” grinede Fignen og stak ud i køkkenet for at hente flasken med modgift.

Da der endeligt var kommet lidt ro på sagerne låste Fanen sig ude på badeværelset en stund. Først børstede han tænder og så tog han et langt styrtebad. Derefter barberede han sig, klippede sine tånegle og vandkæmmede sit hår til en flot sideskilning. Til sidst gik han på lokum og læste en lang artikel om hængebroer i det arkitekturmagasin som Fignen havde købt tidligere samme morgen. Fanen var i godt humør igen og hans ben sov da langt om længe låste toiletdøren op og vaklede ud i lejligheden på ny. Der lugtede sødt af kunstigt jordbær og vanilje. Lyden af Igor Stravinsky´s IV. divertimento lød fra grammofonen ude i køkkenet og i øvrigt var det blevet afsindigt koldt på grund af det smadrede vindue. Fanen bevægede sig ud i køkkenet hvor Johannes og Fignen sad og spillede sænke slagskibe, alt imens de røg vandpibe og drak mere blåbær-te. Det så ud til at Johannes ville vinde, men han var alligevel lidt gnaven fordi han havde skoldet hele tungen på den varme te. De mange fugle og flyvende hunde var sluppet ud af deres bobler, men lå nu helt sløve rundt i køkkenet og så fedtede og glinsende ud.

- ”D-4” sagde Johannes og lød meget koncentreret.

- ”Øv, fordømt! Pletskud” mumlede Fignen og placerede en plastik split i sit flagskib.

Fanen stod lidt og betragtede situationen. Så gik han hen og løftede nålen fra pladen, skænkede sig en kop te fra den røde termokande og løftede til sidst telefonrøret og drejede nummererede til glarmesteren. Telefonen ringede fire gange før den blev taget.

- ”Hallo, det er glamester Jokumsen” sagde en rusten stemme i den anden ende.

- ”Ja, goddag. De snakker med Ferdinan Fanando von Pletsølv. Jeg ringer angående en smadret rude, som jeg gerne så skiftet her i løbet af formiddagen” sagde Fanen og forsøgte at lyde formel.

- ”Nå. Okay. Ser man det” brovtede glarmesteren. ”Nå, jeg sender en mand ud og måle op, så sku vi nok kunne finde ud af noget. Hvad er adressen?”

- ”Vi bor på Gudrundsgade nr. 9, st. tv. Det er en sidegade til Pepper Allé” forklarede Fanen.

- ”Aha.. jamen det noterer jeg her. Vi har ret travlt for tiden så du kan godt regne med at der går et par timer før Geo stikker hoved ind” mumlede glarmesteren.

- ”Øh.. en sidste ting. Kan du giver mig et overslag?” spurgte Fanen.

- ”Et overslag? Hvad mener du?” sagde glarmesteren og lød mest som om han tænkte på noget andet.

- ”Altså hvor meget tror De det vil koste, sådan maksimalt?” forklarede Fanen.

- ”Nå, de vil have et overslag. Det kunne de da bare have sagt” vrissede glarmesteren.

- ”Jamen, det gjorde jeg jo også” konstaterede Fanen, ganske rigtigt.

- ”Ja. Det ved jeg da godt, men de burde nu alligevel have sagt det noget bedre. Nå, men altså termoruder koster 495 bananer kvadratmeteren, og du skal nok regne med en plov, halvanden i montering” fortalte glarmester med beundringsværdig ligegyldighed i stemmen.

- ”Bananer?” spurgte Fanen, der ikke var vand til glarmesterslang.

- ”Bobs, spir, gryn, skejser, stukater, knapper, guld eller cool cash, kontanter: mønt du ved. Kald det hvad du vil. Så længe papa her får lidt til sin brunsviger så er der ingen sure miner!” nærmest råbte glarmesteren, der som med et trylleslag var blevet i strålende humør. Fanen kunne ikke rigtig finde på mere at sige så han tog afsked og lagde telefonrøret på. I mellemtiden havde Fignen sat pladespilleren i gang igen, så Fanen hentede posten, der i dag udelukkende bestod af rudekuverter, og satte sig ind på sit arbejdsværelse for at høre middagsradioavisen. Det vidste sig at være en særudgave som skulle få afgørende betydning for hvordan resten af dagen forløb for Fignen, Fanen og deres nye ven Johannes.

abstine et sustine (vær mådeholdende og tålmodig).

Vores verden er ved at ændre sig. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Det har den gjort før og det vil den blive ved med at gøre. Men vores verden ER ved at ændre sig, og ikke til det bedre. Vi må ikke lukke vores øjne. Vi er endnu for unge til at give fortabt.

Der er i vesten tradition for at anskue historien som forsat udvikling imod en bedre verden. Som en lineær progressiv udvikling hvor menneskerne bliver friere, hvor vores viden bliver mere sand og vigtigst af alt hvor den materielle levestandart, i takt med beherskelsen af ny teknologi og rationaliseringen af arbejdet, forsat forbedres. Det sidste kan nok ikke bestrides. Vi lever, hver og én, som prinser og prinsesser. 

Der har været strid, såvel fysisk som filosofisk, omkring nogle detaljer hvad angår den nærmere organisering af den samfundsmæssige produktion, distribution og konsumtion, men grundlæggende er de ovennævnte antagelser blevet delt. 

Det skal vel nævnes at der undervejs har været indvendelser fra såkaldte kulturpessimister, men deres betydning er negligerbar, hvis man ser bort fra kunst- og filosofihistorien. Det er muligvis i deres rækker at vi kommer til at melde os.

Alligevel ser det ud som om at vores kamp for emancipation, adskiller sig fra tidligere generationers. Det er ingen hemmelighed at vores occidentale imperium baserer sig på massiv strukturel undertrykkelse af størstedelen af menneskeheden samt systematisk og overlagt udpining af vores i forvejen hårdt prøvede jordklode. Kampen for lighed, frihed og solidaritet er unægtelig en kamp imod vores eget umiddelbare velbefindende. Det er formentlig derfor det ikke uden videre er muligt at identificerer en egentlig opposition til den bestående orden. Hvorfor kæmpe, ifald vi taber hvis vi vinder?

Alt verdens elendighed ville formentlige ikke kunne fortrænges, var det ikke fordi dét sker så morderligt langt borte. Menneskeblodet vi blander i vores mørtel stammer fra fjerne egne. Bukserne vi går i, kaffen vi drikker, den iPod som spiller vores ynglings muzak. 

Det er engang blevet sagt at den etiske fordring udspringer fra det direkte møde med et andet menneske. At øjenkontakten uafviseligt forpligter os til at behandle hinanden ordentligt. Det er smukke ord, og dem har vi brug for, men vi bliver nød til også at opererer med et abstrakt næstebegreb. Den kamp vi skal kæmpe er ikke kun en kamp for os selv. I særdeleshed ikke i snæver materialistisk forstand. Brødet bliver ikke mere værd i morgen end det er i dag. 

Spørgsmålet der rejser sig er: hvorledes er VI i stand til at bidrage?

Vi skal ikke løbe i gaderne med skydevåben: Vi er ikke gode soldater og vi ønsker ikke at blive det.

Vi skal ikke melde os under partipolitiske faner: Vi er ikke gode parlamentarikere og vi ønsker at det skal forblive således.

Vi er derimod ranglede unge mænd og kvinder. Og selvom ingen i dag ved hvordan politisk handling er muligt er politisk handling nødvendigt. Vi må forbeholde os retten til at kritisere det bestående, som om vi ikke er i stand til at formulere et troværdigt alternativ - endnu. Og eftersom resultatet af menneskelig handling i sin natur altid er uforudsigelig er spørgsmålet om hvilke midler vi er villige til tage i anvendelse vigtigere end udvælgelsen af et mål. Men lad os nu tage det alvorligt:

Vores problem er et dobbelt problem, fordi det i sig selv er vores eksplicitte målsætning ikke at tage de typer af midler i brug, der umiddelbart ser ud til at kunne løse vores problemer. Vi har brug for et mirakel, i ordets egentlige betydning: det umuliges aktualisering; en overskridelse af rammerne for mulige begivenheder. Vi har brug, vi har i sandhed brug, for ingen er frie før alle er frie. Men vi kan lige så lidt sætte vores lid til guddommelig intervention, en mirakuløs begivenhed som til det teknologiske fremskridt, hvilket tilnærmelsesvist er det samme. Der er kun os til at skabe og ændre historiens gang, og det et ansvar vi må tage på vores smalle skuldre. Det er ikke et spørgsmål om at håbe på det bedste eller at frygte det værste, men om at finde nye våben. 

Vi er hverken gode soldater eller gode parlamentariker. Begge dele er hver for sig et oxymoron. Og eftersom vi stadig ønsker ikke at blive det må vi finde andre veje. Hvad om vi da vælger kunst?

Lad os da sige: Vi er kunstnere – i det omfang at vi alle er kunstnere - og kunsten er det rum hvorfra at vi kan ændre sproget. Sproget der er blandt de væsentligste træk ved mennesket. Mennesket der er medafgørende for hvordan samfundet er og hvordan samfundet bliver. Tænkning og handling er intimt forbundet. 

Men sproget er besudlet og besmittet, og alle smukke ord og tanker har retfærdiggjort grusomme handlinger. Men hvem ved, måske det gode, det sande og det skønne ved fælles indsats igen kan forenes på den anden side af den moderne epoke. 

Dette er en opfordring til alle med hjerne i hoved og hjerte i brystet. Tag ansvaret på jer. Der er kun jer. Der er kun os. Vi må organisere os, vi arbejde målrettet og utrætteligt og – vigtigst af alt – vi må ikke fortvivle. En anden verden er muligvis umulig, men i givet fald må vi arbejde for at denne verden bliver god.