Vores verden er ved at ændre sig. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Det har den gjort før og det vil den blive ved med at gøre. Men vores verden ER ved at ændre sig, og ikke til det bedre. Vi må ikke lukke vores øjne. Vi er endnu for unge til at give fortabt.
Der er i vesten tradition for at anskue historien som forsat udvikling imod en bedre verden. Som en lineær progressiv udvikling hvor menneskerne bliver friere, hvor vores viden bliver mere sand og vigtigst af alt hvor den materielle levestandart, i takt med beherskelsen af ny teknologi og rationaliseringen af arbejdet, forsat forbedres. Det sidste kan nok ikke bestrides. Vi lever, hver og én, som prinser og prinsesser.
Der har været strid, såvel fysisk som filosofisk, omkring nogle detaljer hvad angår den nærmere organisering af den samfundsmæssige produktion, distribution og konsumtion, men grundlæggende er de ovennævnte antagelser blevet delt.
Det skal vel nævnes at der undervejs har været indvendelser fra såkaldte kulturpessimister, men deres betydning er negligerbar, hvis man ser bort fra kunst- og filosofihistorien. Det er muligvis i deres rækker at vi kommer til at melde os.
Alligevel ser det ud som om at vores kamp for emancipation, adskiller sig fra tidligere generationers. Det er ingen hemmelighed at vores occidentale imperium baserer sig på massiv strukturel undertrykkelse af størstedelen af menneskeheden samt systematisk og overlagt udpining af vores i forvejen hårdt prøvede jordklode. Kampen for lighed, frihed og solidaritet er unægtelig en kamp imod vores eget umiddelbare velbefindende. Det er formentlig derfor det ikke uden videre er muligt at identificerer en egentlig opposition til den bestående orden. Hvorfor kæmpe, ifald vi taber hvis vi vinder?
Alt verdens elendighed ville formentlige ikke kunne fortrænges, var det ikke fordi dét sker så morderligt langt borte. Menneskeblodet vi blander i vores mørtel stammer fra fjerne egne. Bukserne vi går i, kaffen vi drikker, den iPod som spiller vores ynglings muzak.
Det er engang blevet sagt at den etiske fordring udspringer fra det direkte møde med et andet menneske. At øjenkontakten uafviseligt forpligter os til at behandle hinanden ordentligt. Det er smukke ord, og dem har vi brug for, men vi bliver nød til også at opererer med et abstrakt næstebegreb. Den kamp vi skal kæmpe er ikke kun en kamp for os selv. I særdeleshed ikke i snæver materialistisk forstand. Brødet bliver ikke mere værd i morgen end det er i dag.
Spørgsmålet der rejser sig er: hvorledes er VI i stand til at bidrage?
Vi skal ikke løbe i gaderne med skydevåben: Vi er ikke gode soldater og vi ønsker ikke at blive det.
Vi skal ikke melde os under partipolitiske faner: Vi er ikke gode parlamentarikere og vi ønsker at det skal forblive således.
Vi er derimod ranglede unge mænd og kvinder. Og selvom ingen i dag ved hvordan politisk handling er muligt er politisk handling nødvendigt. Vi må forbeholde os retten til at kritisere det bestående, som om vi ikke er i stand til at formulere et troværdigt alternativ - endnu. Og eftersom resultatet af menneskelig handling i sin natur altid er uforudsigelig er spørgsmålet om hvilke midler vi er villige til tage i anvendelse vigtigere end udvælgelsen af et mål. Men lad os nu tage det alvorligt:
Vores problem er et dobbelt problem, fordi det i sig selv er vores eksplicitte målsætning ikke at tage de typer af midler i brug, der umiddelbart ser ud til at kunne løse vores problemer. Vi har brug for et mirakel, i ordets egentlige betydning: det umuliges aktualisering; en overskridelse af rammerne for mulige begivenheder. Vi har brug, vi har i sandhed brug, for ingen er frie før alle er frie. Men vi kan lige så lidt sætte vores lid til guddommelig intervention, en mirakuløs begivenhed som til det teknologiske fremskridt, hvilket tilnærmelsesvist er det samme. Der er kun os til at skabe og ændre historiens gang, og det et ansvar vi må tage på vores smalle skuldre. Det er ikke et spørgsmål om at håbe på det bedste eller at frygte det værste, men om at finde nye våben.
Vi er hverken gode soldater eller gode parlamentariker. Begge dele er hver for sig et oxymoron. Og eftersom vi stadig ønsker ikke at blive det må vi finde andre veje. Hvad om vi da vælger kunst?
Lad os da sige: Vi er kunstnere – i det omfang at vi alle er kunstnere - og kunsten er det rum hvorfra at vi kan ændre sproget. Sproget der er blandt de væsentligste træk ved mennesket. Mennesket der er medafgørende for hvordan samfundet er og hvordan samfundet bliver. Tænkning og handling er intimt forbundet.
Men sproget er besudlet og besmittet, og alle smukke ord og tanker har retfærdiggjort grusomme handlinger. Men hvem ved, måske det gode, det sande og det skønne ved fælles indsats igen kan forenes på den anden side af den moderne epoke.
Dette er en opfordring til alle med hjerne i hoved og hjerte i brystet. Tag ansvaret på jer. Der er kun jer. Der er kun os. Vi må organisere os, vi arbejde målrettet og utrætteligt og – vigtigst af alt – vi må ikke fortvivle. En anden verden er muligvis umulig, men i givet fald må vi arbejde for at denne verden bliver god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar