om hvorledes ”X” spoleres.

Nogle enkelte afinkriminerende forbehold: Nærværende skrivelse er et tanke eksperiment og insisterer således på en skarp adskillelse af forestillingen og hensigt, etableringen af en sondring imellem fantasi og intention. Uden unødigt at ville udstille middelmådigheden af min indsigt i eller mit kendskab til dansk retspraksis tvivler jeg på at en sådan distinktion ville lade sig opretholde, skulle jeg blive fanget. Derfor, mine damer og herre, ærede medlemmer af juryen, beder jeg jer ved alt hvad I holder helligt vise nåde når dette dokument (som min skæbne) bliver lagt I jeres hænder, præsenteret som bevismateriale A. Nu hvor disse, i sig selv kompromitterende, foranstaltninger er på plads, kan vi begive os videre ud i overvejelser om de indledende forberedelser hvad – skulle De allerede have tabt tråden – angår destruktionen af ”X”.

Det første der falder mig ind er naturligvis en bombe, men hvad ved vi overhoved om bomber? Afetableringen af sin egen materialitet og disintegrationen af det nærmeste stykke omverden: Bombe [a] er altså velegnet som redskab til destruktion af fænomen / objekt ”X” hvis og kun hvis ”X” kan gøres til omverden for [a]. Nu foregriber vi imidlertid tingenes gang, hvilket jeg i forlængelse af må bede om forladelse for, så vi i stedet kan rette vores opmærksomhed mod en problemstilling der forudsættes løst før vi kan indlade os på yderligere spekulationer angående endnu ikke tilvejebragte udslettelsesmekanismers funktionsmåde, virkningshorisont samt anbringelse og dets lige, som om det var værdier der ikke i sig selv påkaldte sig retfærdiggørelse. Når jeg nu stiller det retoriske spørgsmål: Hvorfor spolerer ”X”? er det ikke fordi jeg ønsker at indlade mig på en diskussion af om hvorvidt ”X” skal spoleres. Det har vi sådan set ikke nogen grund til at betvivle, for det ved vi at det skal. Vi mangler blot, af hensyn til overskueligheden, at finde ud af hvorfor, hvilket leder os over dørtærsklen til moralens domæne. Det har imidlertid længe været almindeligt kendt at der slet ikke findes moralske fænomener, derimod kun moraliserende fejlfortolkninger af et kosmos kendetegnet ved en overflod af i sig selv meningsløse kendsgerninger. Set i lyset af dette uafviselige faktum er besvarelsen af oven-/førnævnte spørgsmål ikke blot en principiel umulighed, men også et tidsspilde uden sidestykke i nyere tid. Ikke desto mindre følger det heraf at: hvis ingen handling (i vores tilfælde spolering) kan begrundes med reference til et handlingen eksternt princip er handlingens immanente logik dens eneste legitimation. Ergo skal ”X” spoleres fordi spoleringen af ”X” spolerer ”X”. Nu hvor dette er blevet sedimenteret, kan vi med god samvittighed stille et nyt spørgsmål der trænger sig på, alt imens den overkritiske eller blot langsomt opfattende læser genlæser den udredning der førte frem til opstillingen af ovenfor nedfældede lovsætning (muligvis når De at indhente os senere).

Som sagt: nu hvor de grundlæggende kendsgerninger er blevet fastslået – og dét, i en sådan grad at al yderligger tvivl og skepsis på dette punkt, må betragtes som et resultat af irrationelle kognitive processer, tilfældige reminiscenser fra urmenneskets angstdominerede psykologi - da må vi, som nævnt, nødvendigvis tage højde for en række endnu ikke beskrevede implikationer af vores indledende spørgsmål: Hvordan spolerer man ”X”? Det forudsættes her, at man, dvs. en person – lad os kalde ham Charlie – faktisk er i stand til at indvirke på tingenes tilstand og begivenhedernes gang. Med andre ord kræves det at vores ven Charlie besidder – i det mindste en lille grad af – fri vilje. I modsat fald ville det enten på forhånd være determineret at spoleringen af ”X” ville ske, eller at spoleringen af ”X” ikke ville ske. Selvom førstnævnte klart er at foretrække, ville en nærmere undersøgelse af hvordan ”X” spoleres ikke være af den ringeste interesse, da udfaldet jo er givet på forhånd. Jeg vil endda gå så vidt som til at indrømme at udviklingen af spoleringsteknikker og planlægningen af deres anvendelse i et komplet prædetermineret kosmos ville være en åbenlys absurditet. Det klogeste ville i givet fald blot være at se tiden an: Vente og se, eftersom vi da før eller siden vil erfarer om hvorvidt Charlie spolere ”X” eller ej. Med lad os nu for en stund antage at Charlie er herre i eget hus – om man så må sige. Det kræves da at han på en eller anden måde kan motiveres til at foretage attentatet af ”X”. 

Det første der falder mig ind, er naturligvis at betale / bestikke ham. Det har tidligere vist sig at penge – disse i princippet nyttesløse metalskiver - langt hen ad vejen, er en særdeles fremragende motivationsfaktor, når det kommer til interaktion med de enfoldige folk af de jævne klasser. I øvrigt udmærker valuta sig ved at være forholdsmæssigt let at komme i besiddelse af. Man kan blot påtage sig et lønarbejde, og i fald man ikke gider det – hvilket når alt kommer til alt er særdeles sandsynligt eftersom manuelt arbejde både er anstrengende, tidskrævende og tilmed ofte kedeligt – kan man med fordel ansætte nogen til at gøre det for sig. De skal for deres vedkommende også betales, men her kan man passende anvende en del af den udbetalte lønsum. En kort opsummering: Den idealtypiske agent, vi i forbindelse igangværende tankeeksperiment har valgt at denoterer Charlie, er altså blevet hyret til at forestå operation spolering af ”X”. Der forfattes, for at være på den sikre side, en skriftlig og gensidigt bindende kontrakt, ifølge af hvilken det med al ønskværdig tydelighed fremgår under hvilke betingelser opgaven forudsættes udført. Der indarbejdes i denne kontrakt en bestemmelse, i hvilken det udspecificeres hvilke sanktioner samt størrelsen af det erstatningskrav der må gøres gældende, i fald at kontakten misrygtes. Hvad angår sanktioneringen må almindelig fordømmelse og en lussing med håndfladen anses for at være en passende straf, men når det kommer til opregningen af en passende godtgørelse for den ubelejlighed som en udebleven ”X”-spolering på den ene side ville medføre og på den anden side være i sig selv, er det imidlertid ikke så let at afveje med rimelighed, som det formentligt fremstår for den uerfaren og ubetænksom læser, med kræver derimod omhyggelig eftertanke og en betragtelig nidkærhed. Det er der heldigvis ikke nogen grund til at bekymre sig om, eftersom jeg på forhånd har tænkt sagen nøje igennem – jeg har snydt lidt, som man ville kunne sige med åbenlys sarkasme og intertekstuel reference til fjernsynskokkenes ideosynkratiske jargon – og er således på forhånd nået frem til en ufejlbarlig konklusion, som jeg her blot mangler at præsenterer Dem for: Det eneste forhold der til fulde kan udgøre en ækvivalent for spoleringen af ”X” er – naturligvis, fristes man til at sige – spoleringen af ”Y”, hvor ”Y” = ”X”. Vi står således i en ideel situation hvor ”X” vil blive spoleret, i fald at ”X” ikke bliver spoleret. Spørgsmålet er ikke længere et spørgsmål, men en kendsgerning.