marxismens forbrydelser.

Fri mig for jeres evindelige sludder om marxismens forbrydelser. At give Karl Marx skylden for Sovjetunionen og Cambodja er som at give Jesus Kristus skylden for inkvisitionen og korstogene. Sagen er den, at det vigtige ikke er ordene, men hvordan og til hvad de bliver brugt. De smukkeste ord kan retfærdiggøre de grimmeste handlinger, og selv med et sparsomt, inkonsistent og hæsligt vokabular kan det gode begrebsliggøres. Spørgsmålet er altså ikke, om hvorvidt det der står i Kapitalen eller Manifestet er sandt, men hvilke forståelser der muliggøres hvis man provisorisk tager dem for pålydende. Og i forlængelse heraf, hvilke etiske og politiske rum disse forståelseshorisonter åbner (og hvilke de lukker). Og netop fordi det, ellers smukke, liberale tankesæt, i disse tider legitimerer menneskelig ufrihed, kan en radikal kulturkritik og et anti-autoritært frigørelsesprojekt i dag for eksempel tage udgangspunkt i socialismen. Forstå mig ret, jeg er socialist, men i en anden verden – eksempelvis en, hvor den kolde krigs iskolde sejrherre havde været WP og ikke NATO, så vores andetsprog i dag havde været russisk og ikke engelsk – havde jeg været liberalist. Så enkelt er det. Men for den sags skyld ser jeg gerne kulturkritik der tager udgangspunkt kristendom* , nationalisme** eller naturalisme*** .

Dette er med andre ord et forsvar for en radikal pragmatisme og en konsekvens etik, hvor det er underordnet hvad eller hvordan det siges og tænkes, hvor det primære imperativ er: handel ordentligt, ansvarligt, hæderligt: godt. At handling og tale/tanke ikke kan adskilles er et andet problem, der må behandles andetsteds. Og til de radikale – som i Radikale Venstre – der både ønsker den gode smag (i munden) og de mange penge: Det kan desværre ikke lade sig gøre som landet ligger; Jeres rigdom er frugterne af systematisk udbytning, af strukturel voldsudøvelse, af hensynsløs plyndring af Moder Jords skattekammerlige / engang så frodige legeme.

---
*Næstekærligheds-budskabet i udlægning. Spørgsmålet er om vores etiske forpligtelser udspringer fra det konkrete møde med den anden eller om vi i vores nutidige verden bliver nød til at opererer med et abstrakt næstebegreb. Svaret er, at det aldrig har udelukket hinanden. Søren Krarup og Zigmun Bauman arbejder begge med et konkret næstebegreb og en forestilling om mødet som muligheden for øjenkontakt, men de vil det helt forskellige: Krarup ønsker at frasige sig den international solidaritet, Bauman ønsker at Krystalnatten aldrig vil kunne gentage sig.


**Hardt & Negri giver i Imperiet et glimrende eksempel: Nationaliteten kunne tjene samlende og mobiliserende for koloniernes frigørelseskampe. Men så snart og såfremt en sådan kamp vindes kommer de nationale flag let til at stå som et reaktionært og ekskluderende symbol. I dansk kontekst kan man fremhæve kontrasten imellem den nationalistiske højrepopulistiske der i dag gerne så en inddeling af Danmarks befolkning i første- og andenrangsborgere på baggrund af blodet og hvordan nationalismen og Dannebrog under besættelsen inkarnerede kampen mod nazismen. Ligeledes viser den vidunderlige værtshusscene i Michael Curtiz’ Casablanca (1942) – hvor filmens ene protagonist rejser sig og begynder at synge Marseillaisen, for at overdøve de tyske generalers sang – de nationale fællesskabers potentielle kraft. Ikke desto mindre er det en besynderlig scene, fordi de slet ikke er i Frankrig, men derimod i den daværende franske koloni Marokko.

***Darwinisme bliver i Nordamerika ofte operationaliseret i kamp mod mørk kristen fundamentalisme. Ligeledes kan den naturalistiske forklaringsramme – lægger man vægt på at alle mennesker er samme race og har nær ved identiske gener – udstille absurditeten i civilisationernes sammenstød og krig mellem racerne. På den anden side bliver social-darwinistisk perspektiver jævnt hen brugt i legitimationen af, at hjemløse dør på gaden. Materialistisk-reduktionistisk eller fysisk-deterministisk kosmologi er på lignende vis en effektiv lukning af det etiske rum.