læsevejledning til livshistorie nær modernitetens afslutning.

Efter at have modtaget en række enslydende tilbagemeldinger møntet på nærværende essays manglende læsevenlighed har jeg følt det nødvendigt at knytte et par forklarende kommentarer til. Jeg vil altså på forhånd advare læseren om hvad der er - og navnlig hvad der ikke er - i vente og tilbyde et forslag til hvordan læsningen alligevel kan blive frugtbar. Essayet, der bærer titlen Livshistorie nær modernitetens afslutning, er ikke skrevet i overensstemmelse med de krav der i den angelsaksiske tradition stilles til den skriftlige formidling af akademisk arbejde.

Videnskab er i vidt omfang en litterær genre; kun de mest naive idyllikere eller de der aldrig selv har stiftet bekendtskab med videnskabelig praksis påstår at videnskabelige afhandlingers metodeafsnit korresponderer med den faktiske forsknings- og erkendelsesproces. I stedet antages det, at den stringente og systematiserede formidling, den lineære og formaliserede argumentation er en rationel rekonstruktion, et logisk substitut for de konkrete processer, konstruktionen af en ækvivalent. Nedskrivningen finder sted når tænkningen er tilendebragt.

I tilbageblik står det mig tydeligt at nærværende essay er skrevet i håndsky arrogance overfor ulykkelig forelskelse i fornuften; essayet har i form og indhold bevæget sig af andre veje en de, anvist af de logicistiske genrebestemmelser. Det er opbygget på en måde der i mindre grad undertrykker de rodede og associative træk ved tænkningen og sprogets billededannende mulighed. Skrivningen af dette essay har været et – muligvis mislykket – forsøg på at formidle en tænkning på labyrintisk - eller rinzomatisk om man vil - vis. Således er der implicit arbejdet eksplorativt med et dobbelt genstandsfelt: historiefortællingens betingelse og tænkningens mulighedsrum. Hvad sidstnævnte angår, har undersøgelsen ikke karakter af en grundig kortlægning, men nærmere en lemfældig spadseretur. Det metodiske imperativ lyder: Lad os finde ud af hvad der blandt andet kan tænkes, ved at tænke det. 

Selve essayet er bygget op omkring en hovedtekst med noter i 3 niveauer, således at fodnoter refererer til hovedteksten, slutnoter refererer til fodnoterne og slutnotenoter refererer til slutnoterne.

De mange noter er af forholdsvis heterogen karakter: Noteapparatet indbefatter pessimistiske ekskurser, monomane elaborationer, autobiografiske fragmenter, løse associasiationer, kildehenvisninger, formulering af spørgsmål der rejser sig, diskussion af diverse problemstillingernes implikationer, kække bemærkninger, slagord, opridsning af beslægtede temaer, anekdoter, begrebs- og lyrikmøllens raslen. Med andre ord har jeg givet mig selv lov til at skrive de sætninger ud som jeg under andre omstændigheder ville have bortcensurerer under henvisning til forståeligheds- eller saglighedskriterier. Denne hæmningsløshed har imidlertid gjort essayet en anelse svært tilgængeligt.

Derfor anbefales det at Livshistorie nær modernitetens afslutning læses således, at hovedteksten først gennemgås i sin selvstændighed. Derefter genlæses teksten, men denne gang forfølges flugtlinjerne; der gås på opdagelse i de mange biveje efter behov og interesse. Eventuelt gennemlæses hovedteksten en tredje og afsluttende gang.

Når dette er nævnt, vil jeg gerne benytte lejligheden til at beklage den arrogance med hvilket jeg beder læseren gennemgå teksten så grundigt. Jeg ved, at De har meget andet fornuftigt at tage Dem til. Begiver De dem alligevel i kast med nærværende essay, er det mit håb, at det kan inspirere til videre tanke og handling. Tag hvad De kan bruge, kasser hvad de finder for skrammel og modtag mine oprigtige undskyldninger for at have spildt Deres kostbare tid, finder De teksten for øde og dunkel.