1.
- ”Jeg er en talentløs, men hårdtarbejdende svindler hvis anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt. Jeg inkarnerer utaknemmelighed. Jeg er et nøjeregnende og besidderisk kryb med tynde arme og lange knoglede fingre. Ikke adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter, men derimod en tyveknægts krogede lapper, hvis grådige fagntag skovler selv værdiløse genstande til mine tyndslidte lommers dyb. Jeg er forfængelig, pyntesyg og modtagelig over for smiger. Mit trætte legeme længes efter hvile, men jeg er konstant på vagt. Jeg er altid mistænksom. Jeg er en tvetunget og kynisk kalkulerende bedrager der aldrig har bedrevet noget beundringsværdigt. Men nok om mig” sagde den talentløse, men hårdtarbejdende svindler, mens hans lange knoglede fingre gravede et cigaretetui op fra hans dybe lommers bund. De to herre der under svindlerens enetale havde stået stive og ubevægelige, begge med hænderne på ryggen - den ene hånd holdende om håndleddet på den anden, den anden hånd holdende på hvert sit eksemplar af deres ens hatte - kiggede først på hinanden og derefter tilbage på svindleren. Så tog den ene herre et skridt frem, rømmede sig diskret, rynkede panden og sagde endeligt: - ”Goddag, vi kommer fra virkeligheden. Vi er blevet sendt for at meddele Dem om en række ændringer der snart vil træde i kraft. Faktisk allerede i morgen tidligt”. Svindleren, der stædigt forsøgte at få ild i cigaretten i sin mundvig, stirrede mistroisk på manden som var han en forfalsket genstand. - ”Ændringer? Hvilke ændringer? Hvordan kan jeg være sikker på at I virkeligt kommer fra virkeligheden? Det kunne hvem som helst jo komme og påstå”. - ”Vi har skam legitimation” svarede den bagerste herre efter et kort øjebliks stilhed og fremdrog et nydeligt foldet ark papir fra inderlommen på sin nålestribede vest og rakte det frem i strakt arm. Modvilligt tog svindleren i mod dokumentet. Han undersøgte det nøje, holdt det op imod petroleumslampens lys så vandmærket blev synligt hvorefter han pillede den endnu utændte cigaret ud fra mellem sine læber og stak den om bag sit øre. Så sukkede han dybt som tog han mentalt tilløb og begyndte at række ud efter kaffekoppen på bordet foran sig, men ombestemte sig idet han kom i tanke om at koppens indhold for længst måtte være blevet koldt, således at hele manøvren lignede et ufrivilligt og døsigt spjæt. Da der ingenting skete og de to herre blot stod ubehjælpeligt og ventede forventningsfuldt på at svindleren skulle give signal til at de kunne fortsætte fiskede han atter cigaretten ned fra dens plads bag øret og sagde så lavmælt: - ”Godt. Hvis vi nu antager at jeg godtager dette dokuments autenticitet. Og hvis vi derudover tilmed antager at jeg er mig og altså ikke en anden. Jeg mener: I kunne jo have taget fejl. I kunne vel være gået forkert. Jeg vil stadig forbeholde mig retten til hævde I er gået forkert. Kommet på afveje. Altså, selv hvis jeg er mig, og I altså har fundet den rigtige, da er det vel stadig ikke obligatorisk at jeg tager imod jer - jeg mener - jeg bør vel motiveres med et eller andet eller med andre ord: hvad får jeg ud af alt det her postyr? Allerede mens han talte disse ord indså svindleren hvad han i grunden havde vidst fra begyndelsen: At hans tale var ørkesløs, at han var prisgivet de to sendebude, at han ikke havde den ringeste idé om hvad der ventede ham og derfor ingen anelse havde om hvordan han skulle spille sine kort. Forpulede lakajer. Svindleren gav blanke fanden i at kaffen i koppen på bordet var kold, løftede koppen og tømte den i et enkelt drag. Det var tilstrækkelig anledning for den to mand høje delegation og mens svindleren tørrede sig om munden med håndrykken fandt den ene en underdemissioneret messingfløjte der hang i en tynd kæde om halsen på ham frem fra under skjorten og blæste en korte melodi. På dette signal farede en lav mandsling, som tilsyneladende var i højt humør over ikke længere at skulle vente bag døren, ind i rummet og placerede sig tre skrid foran budbringerne hvorefter den skrålede: - ”Til tjeneste!”. Egentligt spiller denne mandsling – lad os kalde den Mathiassen - ikke nogen væsentlig rolle. Ikke for denne historie, ej heller er den særlig velanset blandt sine venner og bekendte, men den fortjener dog en kort beskrivelse: For det første, det ringede da den løb in i rummet fordi der er bjælder monteret for enden af dens hat. Derudover, guldknapperne på dens uniformsjakke – som i øvrigt er for stor - var knappet skævt, dens ene støvles snørebåndet var enten gået op eller havde aldrig været bundet og i det store hele gjorde den et ynkeligt men lattervækkende indtryk. Dog, dens ansigt er venligt om end en smugle frygtsomt. På ryggen bar Mathiassen en batteridrevet spolebåndoptager med indbygget diodeforstærker og højtalere, og bagefter at den altså havde faret ind i rummet med ringende bjælder og placeret sig tre skridt foran de to budbringere og en gang skrålet: - ”Til tjeneste!” begyndte den ene af de to efter tre sekunders stilhed at forklare: - ”Der er sket en fejl. En ganske ubetydelig fejl, men den er nu blevet opdaget og den vil som sagt blive udbedret. Vi vil nu afspille den officielle meddelelse. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter”. Derefter bøjede han sig forover og trykkede på knappen PLAY på båndoptageren monteret på Mathiasens ryg. Spolerne begyndte at dreje, magnetbåndet begyndte med regelmæssig hastighed at løbe forbi tonehoved og meddelelsen til den talentløse men hårdtarbejdende svindler blev afspillet. Her er hvad den androgyne stemme der udfyldte rummet sagde: - ”Dette er en personlig meddelelse til T. Der gentages: Dette er en personlig meddelelse til T. Den vil kun blive afspillet én gang, så lyt godt efter. Der er sket en fejl. Der gentages: Der er sket en fejl. Det er en ganske ubetydelig fejl. Den beklages naturligvis, men den er nu blevet opdaget og den vil blive udbedret. Dette er en særdeles usædvanlig procedure og De bedes bide mærke i retfærdigheden for en sjælden gang sker fyldest. De har følt Dem snyd, og det med god ret. De har følt at Deres anstrengelser kun i ringe grad har båret frugt, at De har svindlet og bedraget alt hvad der har stået i Deres magt uden af den grund at have opnået noget bemærkelsesværdigt. Dette skyldes en fejl. Der gentages: Dette skyldes en fejl. Vi kan ikke gå i detaljer med hvad denne fejl skyldes – den type af informationer er fortrolige – men blot oplyse om at en række indgreb er strengt nødvendige hvis en form for kosmisk balance skal blive genoprettet. Det skal den. Derfor vil tre ting være gældende fra i morgen tidligt. 1) Deres fingre vil ikke længere være en tyveknægts krogede lapper, men i stedet adelsmandens noble, marmorhvide pinde hvis naturlige forlængelse er et pianos tangenter. Hvorvidt de ønsker at begynde at spille klaver er stadig deres egen sag, men det anbefales på det varmeste. Nærmere bestemt kan de eksempelvis stoppe med hver torsdag aften at spille L´hombre i Tyvenes laugs kantine og i stedet blive elev hos deres underbo Frøken G. 2) De vil have en søn. Han vil være 20 år gammel, han vil have lyst hår og i øvrigt være kommunist. Hans livret vil være æggekage med grønne ærter. 3) Sidst, men absolut ikke mindst, vil de freemoooveeeeer..” Her stoppede afspilningen abrupt, og hvor der før havde været fyldig lyd - i stereo! - hørtes nu kun den regelmæssige lyd af en båndstrimmel der slaskede mod kanten af båndmaskinen. Uden forudgående advarsel var der blevet lavet en kæmpe portion båndsalat. Mathiasen var forfærdet, lukkede øjnende hårdt i og stak fingrene i ørene, Svindleren – som vi nu ved hedder og derfor fremover vil kalde T – fnøs hånligt og de to budbringere virkede komplet upåvirkede. – ”Ja, så må de have os undskyldt” sagde den ene budbringer. ”Ja, vi skal videre i programmet” sagde den anden. - ”Hvad behager?” spruttede T. – ”I kan da ikke bare gå igen. Ikke nu. Hørte i ikke at meddelelsen ikke blev spillet færdigt?” sagde han derefter på en måde så det dårligt nok lød som et spørgsmål. ”Det er vi desværre ikke kvalificerede til at bedømme” svarede den ene budbringer. ”Formentlig sluttede optagelsen her” sagde den anden. T. der nu var blevet helt lilla i hoved lavede en række på hinanden følgende grimasser, hvorefter han simultant slog med begge næver i bordet, trak sin stol ud og rejste sig mens han anklagende løftede sin pegefinger og sagde: - ”Hvad skal det her egentligt forestille? Hvem bilder i jer ind at I er? Her kommer I, og overrumpler en forsvarsløs gammel mand, som blot forsøger at nyde formiddagen og bedrive lidt dokumentfalsk og lidt forsikringssvindel og ellers passer sig selv og ikke generer nogen. Og så kommer i og siger at jeg får en søn? Hvordan kan det overhoved lade sig gøre? Jeg mener, for det første skal der jo i det mindste været en gammel kone som finder barnet ude blandt kålhovederne. Men de finder kun spædbørn. Det ved alle og enhver da. Ikke granvoksne kommunister med hang til røræg, vel?”. – ”Æggekage” rettede den ene budbringer. – ”Med grønne ærter” supplerede den anden. – ”Hvilken frækhed. I fremture. Og nu, hvor er I tilsyneladende er så kloge at I kan undværer hoved, så forklare mig lige hvad der er i vejen med mine fingre. Ja, jeg ved skam godt at jeg selv brokkede mig over dem just nu, men vent. Forklar mig: Hvorfor følte jeg mig kaldet til at holde denne der bramfri enetale da jeg præsenterede mig?” værgede T. - ”Med største fornøjelse” sagde de to i kor, som om de havde ventet på netop dét spørgsmål. - ”I virkeligheden, der hvor vi kommer fra, er det her en fiktion, et stykke skønlitteratur” sagde den ene. – ”Selvom man kan diskuterer hvor skønt det er” tilføjede den anden kækt. - ”Og vi er netop i gang med det første kapitel. Din monolog. Det var præsentationen af dig. Du er en af hovedpersonerne, forstås” sagde den første. – ”Det kunne have været gjort i tredjeperson, jovist, men der en dejlig uærlig charme forbundet med at du så ligefremt og oprigtigt ydede at du er en bedrager. Det er inkonsistent og det er fusket og det stemmer således fortræffeligt overens med din egen beskrivelse af din karakter” sagde den anden. ”Og nu, hvor vi forhåbentligt har gjort dig lidt klogere på hvad fremtiden vil bringe, vil jeg blot løfte sløret for én sidste ting: Det første afsnit er nu næsten ovre og om lidt vil vi påføre os vores hatte og forlade lokalet.” T stønnede og bevægede kæben, men sagde intet. Så påførte de to herre sig deres hatte og forlod lokalet.
