ti mænd i et tilrøget lokale.

Der var altså det her tilrøgede lokale hvor ti mænd stod i komplet stilhed og stirrede frem for sig. Og jeg, jeg var altså den ene af dem. Sådan var det og her stod jeg altså og var i tavshed. Vi røg også. Jeg glemte at sige at vi alle sammen havde en stor cigar som vi hver især pattede på. Det var derfor her var så meget røg. Men det var altså det eneste der var. Det var kedeligt. Og noget måtte der altså ske fordi det her monotone scenarie havde næsten stået på i en hel time og vi kedede os noget så frygteligt mens vi alle ti stod her og stod på en snorlige række og bare stod. Og røg også. Og i øvrigt er det en almindeligt kendt regel at noget skal ske hvis en fiktion som denne ikke skal blive ubærlig for såvel læseren som for de medvirkende. Personligt håbede jeg på at en skabning - et fabeldyr eller en nisse eller sågar en vampyr - ville brase ind i rummet og sætte skub i begivenhedernes gang, men rummet havde hverken døre eller vinduer, hvorfor det usandsynlige udeblev. Der gik ti minutter og bagefter gik der igen ti minutter og da der ti minutter senere i alt var gået en halv time siden historien begyndte kedede jeg mig så meget at jeg måtte være den mand i hele verden der morede sig allermindst. Til sidst besluttede jeg mig for at foretage mig en handling. Jeg har aldrig været særlig fantasifuldt anlagt, så det eneste jeg kunne finde på var at begynde at gå rundt i cirkler langs kanten af lokalet, så det gjorde jeg. I begyndelsen var det vældig dejligt, men jeg blev hurtig urolig fordi de andre ni mænd alle havde anlagt utilfredse miner og selv efter en fem-seks runder stod de stadig bare og skulede olmt og fulgte mig med øjnene. Da jeg havde gået ti runder stoppede jeg op nær mit udgangspunkt og her stod jeg lidt hvorefter jeg kom til at sige noget. ”Der er tyve skridt rundt” sagde jeg. Det skulle jeg nok ikke have sagt. Ikke fordi det ikke var sandt, det var jeg helt sikker på det var for jeg havde jo netop talt. Ti gange faktisk. Men de ni andre der, de var meget lidt begejstrede. Måske vidste de det i forvejen. Nu var de gået over i hjørnet og stod og konverserede lavmælt. Jeg gad godt vide hvad de snakkede om. De så stadig ikke glade ud. Endelig stoppede de med at snakke. Og så vendte de sig alle sammen om og så på mig og så sagde deres leder: ”Vi har besluttet os for at myrde dig”.