menneskets processuelle vilkår : vitae procedendi.

     ÆGIRSGADE X VII  
19.12.2013 00:09 - 00:46

Et brudstykke til
ÅBENT HJERNEBRUD OG ALVORLIG KRANIERYSTELSE vol. III
- Præsten uden Gud og Guden uden præst.

MENNESKETS PROCESSUELLE VILKÅR : VITAE PROCEDENDI : KAFKA OG ARENDT

En af de første ting jeg hørte om Franz Kafka var, at han var meget alvorlig og meget dyster. Jeg er åbenbart tiltrukket af ting, der er dystre, for jeg syntes det lød som et tiltalende træk ved en forfatter. Et par dage senere læste jeg Processen og jeg fandt den – stik imod forventning – meget underholdende. Den var både tragikomisk og absurd og jeg grinede meget mere en jeg gøs, da jeg læste den. Dermed ikke sagt, at jeg ikke blev opmærksom på, at bogen også handler om - hvor uhyggeligt og urealistisk der er - når systemerne og reglerne opløses, når lov og kendsgerning bliver umulig at sondre fra hinanden, når fornuften vender sig imod sin skaber, at forsøge at gennemskue og tolke det vilkårlige som et udtryk for en systematik,* om forholdet imellem gud, menneskelivet, loven og fornuften.. og den handler vidst også lidt om retssikkerhed og sådan noget. Men jeg har aldrig forstået hvordan det kun skulle være en alvorlig bog.

Når jeg læser bøger af Hannah Arendt - og jeg bliver nød til at indrømme, at jeg ikke har faktisk læst særlig meget af hendes forfatterskab og at jeg ofte kun læser på korte uddrag eller citater - bliver jeg gjort opmærksom på mange af de samme forhold som jeg gør hos Kafka. Men jeg griner ikke. Jeg græder, jeg græder, men forsøger at holde tårnene tilbage eller får lyst til at græde, men er ude af stand til det.

Jeg tror at Arendt, ligesom Kafka, beskæftiger sig med mange af ovennævnte spørgsmål og forhold, men i modsætning til Kafka finder jeg hos Arendt et krav om at ting – ikke nødvendigvis kan – men nødvendigvis SKAL forandres til det bedre.** Og at det – i kraft af min menneskelighed – er mit personlige medansvar. Arendt er en kedelig og konservativ filosof, en middelmådig antropolog, en middelmådig politisk teoretiker, men ikke desto mindre en inspirerende moralist. Hvor mennesket hos Kafka ofte er ”alene” i verden, stillet over for mekanismer, algoritmiske systemer, maskiner, abstrakte subjekter og folkestemninger er mennesket hos Arendt stillet over for andre mennesker – og sammen bør de stoppe systemerne og de mennesker der ikke stopper sig selv.

De fleste onde handlinger bliver – banalt nok – begået af mennesker der aldrig har besluttet sig for, om de ønsker at være gode eller onde mennesker. Om ikke andet, giver det et marginalt håb om, at tingene kunne blive bedre.. at der kunne genetableres en retning i historien.

PS.

Kan EICHMANNs og JOSEF Ks anklager, de efterfølgende ”retssager” og domsfældelser sammenlignes?

-----

* Forsøg har vist at duer der bliver indespærret, og selv kan udløse en anordning der fodre dem – en indespærret fugl taget i betragtning – har det udmærket. Skal man eksempelvis med næbet trykke på en knap 20 gange, for at fuglefrø falder ned i en lille skål og 16 gange på en anden knap for at vand rinder ud af en hane lære duen systemet og får således både mad og dirkke (hvor absurd den end lyder, er denne type af forsøg som de såkaldte adfærdsforskere laver). Men ændre man systemet bag foderautomaterne – enten på en måde så ”belønningen” udløses efter et tilfældigt antal næbtryk, eller konstruerer en tilstrækkeligt sofistikeret og kompleks algoritme, mister duen forstanden.. eller faktisk, den bliver overtroisk: Når fuglen ikke kan gennemskue systemet – måske fordi der ikke er noget system; måske den usynlige hånd er usynlig, fordi den ikke eksisterer – begynder den at medinddrage hele sit liv i loven. Kommer der måske på et tidspunkt fuglefrø, lige efter at den har skrabet to gange med foden, løftet højre vinge, blinket og kigget sig over skulderen, begynder duen at tro at der er kommet mad, netop fordi den udførte dette ritual. Så begynder den måske at gentage ritualet.. og netop som den kan konstaterer at det ikke var dét som religionen foreskrev, kommer der igen manna regnende fra himmelen. Duens nøgne liv, de faktuelle kendsgerninger og den guddommelige lov flyder sammen i én uskelnelig zone.

** Og hvis dette krav findes hos Kafka, er det i hvert fald ikke ekspliciteret, men hvis det alligevel er, så er det i hvert fald ekspliciteret rigtig dårligt. Nå, hvis dette ”krav” er der i Kafkas forfatterskab, er som et krypto-normativistisk imperativ. I givet fald forsøger han – som eksempelvis strategien i Michell Foucaults Overvågning og straf, eller Galskabens historie– at beskrive åbenlyse modbydeligheder så distanceret, så køligt konstaterende, så nøgternt, klinisk og tørt, at det tvinger læseren til at tage normativ stilling. Det er både en intelligent strategi, fordi man ikke fortællere ens læser hvad de skal tænke eller føle eller – afledt heraf – gøre, men det er også en let og krysteragtig strategi, fordi den ikke tør blotte sig, ikke tør give et bud, ikke selv tør at sætte værdi i verden.