tilstandsrapport fra var forbi – ttc gallery 2006-2012.

                                                                                                            30.11.2013 Central : Heimdalsgade.

Min ven Martin Brandt bad mig, da jeg besøgte ham sidst, om at skrive ham en tilstandsrapport fra kunstlivet i København. Nærmer bestemt ville han gerne vide hvordan Telefon Til Chefens udstilling på Kunsthallen Charlottenborg blev og hvad de af vores fælles venner hvis værker er del af udstiller har gang i. Jeg har forsøgt at eksplicitere det mest indforståede, således at også udefrakommende måske kan have glæde af at læse dette. Martin skal – om alt går vel – studerer på Gerrit Rietveld de næste tre et halvt år, så dette bliver måske den første af flere tilstandsrapporter.

TILSTANDSRAPPORT FRA / KRITIK AF
VAR FORBI – TTC GALLERY 2006-2012

1 STJERNE UD AF 2 MULIGE, HVOR 0 = DÅRLIGT, 1 = GODT, 2 = MEGET GODT. (se: den tostjernede skala)

AF: SOFIAN SORTEDAM.

Hvad jeg husker som det hårdest slående fra TELEFON TIL CHEFENS mangeårige virke, var den særlige naive og repetitive glæde som blev fundet ved overskridelse af anstændigheden og den uartikulerede foragt over for den borgerlige moral og æstetik. Jeg ved ikke om dette har været det definerende for TTC, men for mig er navnet uløseligt forbundet med blottede indvolde, hagekors, erigerede kønsorganer, muggen slim og et pubertært gåpåmod der er fuldstændigt blottet for den form for pseudo-intellektuel retorik og retfærdiggørelse der ellers er at genfinde i flere dele af kunsten. TTC har huset en forbløffende harmonisk blanding af det barnlige og det forråede, af det nysgerrige og det dekadente - både æstetisk og tematisk. Ofte har det været humorforladt, men ikke altid uden glimt af varme og oprigtig glæde ved udforskning af for eksempel det latrinære og morbide. Inspirationen fra PHILIP GUSTON, STORM P, TAL R og LE DENIR CRI har været åbenlys fra begyndelsen, men det er ingen skam at stå på skuldrene af kæmper.

TELEFON TIL CHEFENS udstilling på Kunsthallen Charlottenborg var – så vidt jeg kan forstå – TTCs sidste. Udstillingen og den dertil knyttede bogudgivelse er et forsøg på at opsummere hvad der i årene imellem 2006 og 2012 skete for, i og med galleriet og kunstbogsforlaget, der startede i et kælderlokale på en sidegade til Sønderboulevard og senere rykkede bort fra København til en mere mondæn matrikel på Gammel Kongevej. VAR FORBI – TTC GALLERY 2006-2012, som både gruppeudstillingen og bogudgivelsen hedder, fremviser en heterogen blanding af værker fra nogle af de kunstnere der i årenes løb har udstillet og udgivet i TTCs regi. Dette regi er en eksklusiv klub, kun for drenge. Det er der intet bemærkelsesværdigt ved. Det bemærkelsesværdige – og dybt problematiske – er i denne forbindelse at der intet bemærkelsesværdigt er ved at ingen kvindelige kunstnere er repræsenteret.

Navnet VAR FORBI er på flere måder meget passende. For det første fordi den form for fandenivoldskhed og autoritetsforagt, der altid indirekte lever af at have en normalitet og en institution at provokerer og konstituerer sig selv i relation til, visner når den accepteres og inviteres inden for murene. I særdeleshed hvis lejligheden ikke bliver brugt til at lave ordentligt rav i den, og det kan man ikke ligefrem sige at denne begivenhed gjorde. I denne forstand kan man sige at TTC, som udtryk for det autonome og selvgestaltende, allerede var forbi, da udstillingen på Charlottenborg blev annonceret. TTC har sejret sig selv ihjel, for den råhed og spontanitet som blandt andet kendetegner fanzines og kunstnerdrevne gallerier dør øjeblikkeligt når den institutionaliseres (parallelt hermed virker det på samme måde antiklimatisk at se KEGR udstillet på V1 i kødbyen). Denne observation vækker blandede følelser, for TTC har fortjent succes og naturligvis bliver man bedre og mere professionel til sit arbejde efterhånden som man bliver ved med det; Alt er i virkeligheden nogens D.I.Y., uanset hvor overlegent det er udført.

For det andet, var VAR FORBI en rammende titel, fordi der efterhånden er blevet knoklet rundt i det samme pløre så længe, at det på ingen måde er provokerende eller grænseoverskridende længere. Anarkismen er størknet og er blevet naturaliseret, hvilket måske er medforklarende for, at den ovennævnte transformation er blevet mulig. Jeg vil ikke sige at TTC har været statisk og stillestående, men nu gjorde jeg det alligevel indirekte. Men – hånden på hjertet – det forholder sig ikke således at der intet er sket (og slet ikke for de individuelle kunstnere). Faktisk har jeg bidt mærke i en bevægelse imod det nordiske, kølige, det subtilt okkulte, chic og ranke. En bevægelse hvis momentum har nået et niveau hvor association leder tankerne mod modebranchen, hvorfor TTCs evolution måske kan sammenlignes med den udvikling som WOODWOOD er gået igennem. Jeg har på fornemmelsen at denne tendens er intimt forbundet med den aktuelle samfundsøkonomiske lavkonjunktur, men jeg kan ikke bevise det.

For det tredje er VAR FORBI en meget sigende titel fordi den på mange måder resonerer med en særlig måde at gå til fernisering og udstilling på. Ingen har rigtig lyst til at være der, heller ikke selvom der er gratis øl eller hvidvin og selvom mange af ens venner og bekendte - der i øvrigt for langt de flestes vedkommende er smukke, kloge og gode mennesker - også er der. Men man vil gerne kunne sige at man lige var forbi åbningen, hvilket isoleret set er et intetsigende udsagn. Der hersker en nervøsitet for at blotte sig, at tilkendegive sin uforbeholdne holdning, i frygt for at det ikke harmonerer med hvad der ender med at blive den kollektive dom (selvom den, netop af denne årsag, ofte aldrig falder). Denne tilgang udmønter sig ofte i at vi i stedet står uden for, småfrysende og ryger cigaretter og small-talker sarkastisk om vores tømmermænd og om vi nu skal på Bakken igen i aften eller om der sker noget federe. Jeg tror det er et generelt problem, både i kunstneriske udfoldelse og i den spontane, verbale kunstkritik, at man er bange for at træde ved siden af, hvilket kun kan leder til overfladiske værker og udsagn. Og kunst og kritik der er overfladisk, uden samtidig at insisterer på at også overfladen er et vigtig niveau er i bedste fald ligegyldig. Når jeg skriver dette, er der selvfølgelig også tale om en projektion; denne kritik er også en selvkritik, men det gør ikke fænomenet mindre problematisk. Det værste er at de fleste jeg taler med godt ved at det forholder sig sådan her, men alligevel opfører sig fuldstændigt som om de ikke gjorde. Så lad dette være en velment opfordring til, at de af os der genkender hvad jeg her beskriver, sammen finder en anden og bedre måde at vise, gøre, være og betragte kunst.

At også pressematerialet i forbindelse med VAR FORBI har været så sparsomt, tørt konstaterende og minimalistisk ser jeg, i tråd med ovennævnte, som et udtryk for manglende mod til at blotte sig. Jeg er ikke fortaler for at alt absolut skal ekspliciteres, eller gøres sprogligt – tværtimod – men i dette tilfælde er det et eksempel på less is less. Jeg er ikke meget for at bruge dette ord, men også TTC har været ramt af de sidste ti års kollektive og patologiske hipster-syndrom-psykose. Den fortsatte jagt på det der endnu ikke er blevet inkorporeret, det som stadig er undergrund, har heller ikke været fremmet for TTC. At det subversive strategisk perverteres og indarbejdes i det bestående er efterhånden at betragte som en kendsgerning, men på trods af den manglende nyhedsværdi vækker det stadig berettiget væmmelse.

Hvis jeg skal være et hunderede procent ærligt – og det kan jeg ikke garanterer at jeg er; det findes der intet krav om at kunstkritikeren skal være – så har jeg aldrig helt forstået hvad TTC egentligt er. Eller hvem de er[1]. Det kunne jeg selvfølgelig have undersøgt – det synes jeg derimod ikke er et urimeligt krav at stille til en kritiker – og det stiller utvivlsomt min kritik i et dårligt lys. Navnet - TELEFON TIL CHEFEN – klinger tilmed underligt provinsielt.  Ikke desto mindre kommer jeg, i fraværet af TTC, til at savne et sted hvor fanzines og bogobjekter bliver taget alvorligt som kunstværker. Og når jeg her skriver alvorligt, gør jeg det med en hvis ambivalens, for en del af zines’ charme består også i at det nogle gange bare er ”hvad vi havde” som blev klasket sammen ”fordi vi kunne”. Selv med alle de nødvendige forbehold kan man, i sidste instans, ikke tillade sig at sige andet end at TTC gjorde det: de startede noget fra bunden og fulgte det til dørs. Imidlertid tror jeg det var den rigtige beslutning at TTC blev afsluttet nu.

Den 5. november i år lod KLAUS ROTHSTEIN sig citere i POLITIKEN for at ”selvudgivelser sjældent er relevante for os andre”. Selvom hans udtalelse ganske vidst henviste til skønlitterære selvudgivelser – og selvom jeg her tager hans udsagn ud af sin kontekst og bevidst pervertere dets betydning, for at få lov til at sige, hvad jeg gerne ville have sagt under alle omstændigheder – er TTCs nu afviklede foretagende et manifest bevis på at han i udgangspunktet tager fejl. Hvad der i sandhed sjældent har relevans for os andre 

er, eksempelvis TASCHENS eller GYLDENDALS, masseproducerede metervarer.

Der er, eller der kan i hvert fald være, noget unikt over at betragte værker i bogform og de enkelte sider vokser i kraft af de interne forbindelser. Også TTCs VAR FORBI – TTC GALLERY 2006-2012 er et ægte kunstværk. Når man bladre igennem bogen er der meget kort imellem snapsne og – bliver vi i samme metaforik – skal man nok være blevet grundigt beruset inden man når bogens sidste side. Desuden dokumenter den – hvad enten man tænder på dens indhold eller ej – noget vigtigt, en vigtig periode, en vigtig bevægelse. Som objekt er VAR FORBI meget gennemarbejdet, flot tryk og har kun enkelte skønhedsfejl. Den er kommet i et modigt, grænsende til det højrøvede, stort oplag, men hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme.

Udstillingen på Charlottenborg virkede, i modsætning til bogen, meget lidt gennemarbejdet. Zines fra TTCs historie var lagt frem i montrer, billeder var indrammet og hængt op langs udstillingsrummets væge og et par forkølede skulpturer stod midt i lokalet, ensomme og nøgne på sildebensparketgulvet. Derudover blev der til ferniseringen holdt en tale, der nærmest blot var en recitering af den i forvejen nærrige pressemeddelelse og serveret gratis Budweiser-øl.

Den ene af udstillingens skulpturer var en rekonstrueret europalle. Det må have været enten HONZA ZAMOJSKI eller PIOTR LAKOMY der har lavet den, men jeg ved det ikke. Europaller er meget kedelige. Jeg talte ved åbningen med tre forskellige kunstnere - uddannede fra tre forskellige kunstakademier i tre forskellige lande - der alle, uafhængigt af hinanden, kommenterede på hvor ofte de efterhånden har set paller stå og være kedelige på den måde. Også jeg så for relativt nyligt, i en helt femte forbindelse, en sådan kedsommelig palle (HEERUP I MIDTEN på HEERUP MUSEUM). Min konklusion er, at hvis en sådan liste fandtes, ville jeg indstille europaller til optagelse på listen over ting der ikke behøver at blive arbejdet yderligere med i den nærmeste fremtid.

Af de 16 kunstnere[2] der var del af VAR FORBI – TCC GALLERY 2006-2012 har jeg i det følgende valgt at skrive lidt mere indgående om de fire (4) af dem, hvis kunstneriske virke jeg er mest betaget af. Jeg skylder læseren, at gøre opmærksom på at jeg kender både Luca Bjørnsten og Simon Rasmussen personligt og at dette naturligvis, unægtelig, vil sætte sit præg på min anmeldelse, der muligvis af denne årsag er blevet underlig skizofren. Der findes ikke neutrale vurderinger – slet ikke når vi bevæger os ind på kunstens område – og selv hvis der gjorde, har jeg svært ved at forestille at de ikke ville være kedelige at læse, men når jeg i det følgende omtaler Rasmussen og Bjørnsten ved efternavn, giver det indtryk af en mere distanceret tilgang en det er mig muligt at have. Ikke desto mindre tror jeg, at den psykologiserende og biografiske anmeldelse af mine venners kunstværker også kan have interesse for udefrakommende. Jeg har oprigtigt været i tvivl om hvorvidt jeg har smigret og / eller fornærme de to kunstnere, men jeg har forsøgt, at være både ærlig og loyal.

SIMON RASMUSSEN.

Som man kunne have forventet leverer SIMON RASMUSSEN varen. Hans værker er altid fejlfrie, man kan aldrig sætte en finger på dem. Det er nærmest irriterende. RASMUSSEN er en uovertruffen teknikker, og hans arbejde er kompromisløst og målrettet. Det er sigende for hans nuværende arbejde at alle RASMUSSENS biddrag til VAR FORBI er i sort/hvid. De fleste af hans værker er billeder af heterogene beskaffenhed, der med fuldt overlæg er sammensat og modstillet hinanden således, at al oprindelig mening gensidigt opløses og reduceres til en tør tilfredsstillelse ved overensstemmelsen imellem geometriske former og intethedens klarhed. Denne taktik indstifter en særlig form for uhyggelig nydelse, der er meget sjælden og som er forbeholdt en verden som vores, hvor meget er ufattelig grimt og frastødende og hvor alting altid som minimum er tvetydigt. Frarøvet en hver form for fælles grund kan de enkelte elementer kun kommunikerer som æstetik, som spejling, imitation og abstraktion. Fortidens futurisme og kliniske fasismes tabte fremtid bliver hos RASMUSSEN - nogen gange indirekte andre gange mere udtalt – ikke undersøgt, men nærmere kun påpeget, indikeret eller indkredset. RASMUSSENS biddrag er også kendetegnet ved en meget subtil materiale- og teknologifetichisme, der for den uindviede måske ligner dovenskab eller ligegyldighed. Hovedparten af hans biddrag til VAR FORBI - og af de øvrige værker han producerer for tiden - er udført med så uglamourøse teknikker som inkjet- og xerox-print, men derudover er også en enkelt, meget minutiøst udarbejdet og detaljeret tusch-tegning (der kun under lup afslører at den ikke er et tryk) og et formidabelt udført stykke photogravure at finde i VAR FORBI.

Selvom jeg ikke er overbevist om at han endnu har fundet sin ”personlige kunstneriske åre”, ville det overraske mig meget hvis SIMON RASMUSSENS ikke en dag giver liv til en væsentligt kunsthistorisk værk. Det ville på den anden side ikke komme bag på mig, hvis det først bliver som en gammel mand. Apropos alder finder jeg det, af personlige årsager, besværligt ikke at more mig over at RASMUSSENS fødselsår er angivet forkert i VAR FORBI-udgivelsen (1984 i stedet for 1987).

SIMON RASMUSSEN har kunstnerisk set bevæget sig meget langt fra det arbejde han i 2007 udstillede på TTC. Hvis ikke man ved det ville man formentligt aldrig gætte at den samme person er ophav så forskellige værker. Bevægelsen går fra den kontrollerede spontanitet til den kontrollerede, tørre underspillethed.
At RASMUSSENS værker stadig har samme klangbund som resten af TTCs hold er primært i kraft af at han kun sjældent forsøger at intellektualiserer sin kunst. Ikke fordi han ikke tænker over den – det ved jeg at han gør – men fordi hans værker taler for sig selv. På trods af sin støvede fascination af historien og af arkivet, er hans kunstneriske praksis ikke kendetegnet ved learning by doing, men – hvis jeg har forstået ham korrekt – sat i verden ved doing by doing.

ZVEN BALSLEV.

Efter min beskedne mening kan ZVEN BALSLEV kun undervurderes. BALSLEV er pølsernes mester, kongen af kongehvæs, den visuelle betændelses moder. Hans kunst er som at ryge en joint og blive slået i ansigtet med en sløj, lunken, grålig kebab med sur, vissen icebergsalat, så hårdt at crème fraîche-dressing klemmes ud af rullen og bliver siddende i en plamage på kinden, der efterhånden som den tørre ind bliver uadskillelig fra gårsdagens sædpletter og de blå-lilla blodsprængninger bagved. Bagefter siger man pænt ”mange tak” og håbe på at episoden gentager sig. Det kræver selvsagt en særlig form for temperament at værtsætte denne form for værker. Jeg kan let forestille mig, at nogen ville betragte BALSLEVS monomaniske praksis som en slags dødvande, men jeg tror at det, når han så stædigt og konsekvent holder fast i sin umodenhed, at det til forveksling ligner karakterstyrke – paradoksalt nok – er et udtryk for kunstnerisk modenhed.

Udvalget som BALSLEV har valgt at medvirke til VAR FORBI med, virker som et fuldkomment vilkårligt venstrehåndsudpluk fra hans bagkatalog, men eftersom hans niveau generelt er højt er det ikke af den store betydning. En side af mig har altid håbet på af se mere af BALSLEVS kosmos i kombination med tekst af den eller den anden type. Vi så ansatsen til hvad det ville kunne udrette i mikro-zinet Duerne flyver højt over byen som han i sin tid lavede med og om EJLER NYHAVN og PETER ADOLPHSEN. I den rette tekst/billede-kombination tror jeg ZVEN BALSLEVS kunstværker kunne blive decideret samfundsnedbrydende.

E.B. ITSO.

KEGRS bidrag var kedeligt i konteksten og blev affortryllet. Hans arbejde gør sig bedre, måske næsten kun, når det bliver formidlet som vandrehistorier, halve vinde og fragmenterer egen-opdagelser der hver i sær er som puslespilsbrikker fra forskellige puslespil. KEGR er en levende legende, og levende legender tåler – som vampyrer – ikke dagens lys. Sammenlignet med SORT HAT udgivelserne – der ganske vis også lå til display på VAR FORBI – var KEGRS fotografier, sat ind i denne ramme, en tynd og afmystificeret kop the.

LUCA BJØRNSTEN.

Jeg har altid næret uforbeholden respekt for LUCA BJØRNSTENS kunstneriske arbejde. I mange år var jeg i tvivl om hvilken side af grænselandet imellem galskab og genialitet han bevæger sig i, men med tiden finder jeg det mere og mere ligegyldigt at sondre. BJØRNSTENS biddrag til VAR FORBI en række af de værker som han også udstillede på sin soloudstilling "UNTITLED EXHIBITION" på det forhenværende GRAFFITIGALLERIET(nu: ARTTRA GALLERY) i efteråret 2012. Selvom værkerne unægteligt er gode, havde det været interessant at se hvad han har lavet i løbet af det sidste års tid. Rygterne siger – og man skal ikke altid tro på rygter – at han har prioriteret at spille computerspil (WOW og DOTA-II) frem for at hellige sig sin kunstproduktion. Uanset om det passer eller ej, er genbrugen ærgerligt, især fordi det ellers altid er overraskende og inspirerende at se hvad BJØRNSTEN ”nu har fundet på”. Hans kunstneriske udvikling har med andre ord været eksotisk at følge: Det gælder lige hans spæde ungdoms BEEFREE inspirerede og naivistiske tuschtegning, graffiti og streetart, fra de glade fotolog-dage, hans tidlige pøllede, figurative akryleksperimenter, de farverige og barnlige opstillede fotografier, de latterlige dubbing- og dilettant-tv-kokke-YouTube-eventyr i samarbejde med ALEXANDERFNUG OLESEN (JOLLY MOLLY og GANSKE GOUMET), til da hans vulgære fantasi fandt udtryk i fotorealistisk blyantstegning, over perioden hvor han i halvt alvor skiftede navn til LUCA VAN DER WUDSENog lavede 3D-animationer og videoperformance, der i virtual reality format tilbød alt det som CASPERCHRISTENSEN lover - men aldrig holder - i de indledende programoversigter i CASPER OGMANDRILAFTALEN, til topprofessionelle, næsten kliniske, musikvideoer for rapperen STANLEY MOST, for endeligt – med sidste års udstilling på ARTTRA GALLERY – næsten at have lavet en fuld cirkel med præsentationen af store blæk- og akvareltegninger i en ny-pøllet stil (rygterne siger at BJØRNSTEN, ugen op til "UNTITLED EXHIBITION", i søvne gik ud og pissede ud over alle de værker han ville have udstillet og derfor, i en allerhelvedes fart, måtte klaske noget andet sammen inden dagen for ferniseringen).

Men også BJØRNSTEN er blevet ældre og hans kaotiske og retningsløse halvmaraton har, til trods for at hans tilbagevenden til tidligere tiders tematikker og udtryksformer kunne forveksles med regression, båret frugt. Han univers er blevet mere selvsikkert, mindre hysterisk, mere subtilt og dunkelt. Ved første øjekast tror man nu, at hvad man ser, er hvad man får, men langsomt går det op for en, at noget faretruende dirrer lige akkurat uden for ens synsfelt. Bag glæden og umiddelbarheden lurer det okkulte og vandvidet sin i ufiltrerede form

Da ferniseringen på VAR FORBI var forbi, sad jeg og talte med LUCA på Café Mønten. I den forbindelse sagde han noget virkelig klogt. Han havde lagt mærke til hvordan der er en enorm kløft imellem, på den ene side, den måde hvorpå mange kunstnere lever, deres livs glæder og sorger og, på den anden side, deres kunsts liv, sprog, glæder og problemer. Så vidt jeg forstod, har han gjort det til sin opgave, personligt at overkomme dette gab, at lukke denne sprække. Samme aften løftede LUCA sløret for at han er begyndt at arbejde på en tegneserie om en forfængelig og guld-hamstrende drage i puberteten. Præcis hvordan disse to hensigtserklæringer passer sammen må vi glæde os til at finde ud af. Anbefalingen herfra lyder, trap ud af den anti-psykotiske medicin, sluk din PC og kom til bage ind i kampen med fuld kraft.

---

[1] Jeg har så senere fundet ud af at TELEFON TIL CHEFEN består af EMIL ALSBO og SIMON HØJBO.

[2] ALEX LUKAS, DANIEL MILAN, E. B. ITSO, HONZA ZAMOJSKI, JESPER FABRICIUS, JOHAN NØRGAARD PEDERSEN, KRESTEN LINDSKOV, LUCA BJØRNSTEN, MADS LINDBERG, MADS WESTRUP, MARKUS VON PLATEN, PETER LARSEN, PIOTR LAKOMY, SIMON RASMUSSEN, SYLVESTER HEGNER og ZVEN BALSLEV