voldens horisont – en kritikløs kultur.

I Information den 19. oktober 2009 blev der bragt en særdeles velskrevet leder om den netop vedtagende uropakke og dennes betydning for borgernes mulighed for at udøve civil ulydighed.

Pakken indebærer, at politiet får udvidede magtbeføjelser, samt at strafferammen for kriminalitet i forbindelse med gadeuorden forøges drastisk.

For kort at opsummere Bent Winters hovedpointe, som jeg har forstået den, har regeringen i deres iver efter at få kastet de offensive klimabøller i kasjotten, gjort det umuligt at skelne imellem, på den ene side, legitim udøvelse af civil ulydighed som en del af den politiske praksis og, på den andens side, voldelig gade-guerilla, som vi kender det fra karikaturen af den tyske sortbloks autonome med fuld maskering og et foruroligende godt førstehåndskendskab til kasteparablen.

Man behøver desværre ikke være ekspert i konfliktløsning for at kunne fornemme en potentiel optrapning, når vores justitsministers udtalelser på TV2-News. d. 3. september 2009  - uden særlig grov forsimpling – kan fortolkes således:

- De der autonome er ikke de skarpeste skeer i skuffen. Øv bøv, bussemand: tøsedrenge, I kan ikke slås. Mine panserbasser skal djævl’me nok smadre jer uprofessionelle amatører med deres nye vandkanoner.

Brian Mikkelsen (K) legitimerer via sin måde at tale om situationen på en stadig mere ekstremt voldelig social og politisk praksis. Sagt med andre ord: Den naturlige handlingshorisont, for såvel betjente som aktivister, bliver voldens horisont. Det er især ulyksaligt, når man tager i betragtning, hvor mange kræfter, der er blevet brugt internt blandt aktivister på ”afradikalisering”, også som en del af processen med koordinering af samarbejde med udenlandske aktivister.

Det jeg i denne forblindelse gerne vil fremhæve er, at dette ikke er en udvikling, der kan forstås isoleret som en retspolitisk stramning. Men det er en tendens der gør sig gældende bredt i samfundet. Her vil jeg gerne med henvisning til Rasmus Willigs bog om ”umyndiggørelse” henlede opmærksomheden på, hvorledes mulighed for offentlig at ytre kritisk stillingtagen uden overhængende fare for repressalier og mere eller mindre voldsomme sanktioner fortsat bliver indskrænket. Særligt tydeligt i forbindelse med den transformation, der er sket med de offentlige institutioner med overgangen til det, der kaldes new public management, dvs. inkorporering af markedsmekanismer som styrende princip i den offentlige sektor. De enkelte offentligt ansattes position og den legitime adfærd, der forventes af dem, er ændret radikalt. Som embedsmand og professionel er det en pligt at råbe vagt i gevær og gøre offentlighed og politikerne opmærksomme, når implementeringen af politikker ikke lever op til forventningerne eller afføder uforudsete problemstillinger. Som medarbejder i en offentligt finansieret koncern er ansvaret vendt fuldstændig på hoved. Som bekendt er de effektivitetsgevinster NPM måtte medføre, baseret på konkurrencen og det økonomiske incitament. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at kritisk stillingtagen for slet ikke at tale om offentligt at ytre sig kritisk om sin organisation ikke just er godt for konkurrenceevnen og derved potentielt fyringsgrundlag.

De offentlige ansatte, der alligevel trodser den implicitte tavshedspligt og tager bladet for munden, bliver der taget meget ilde imod fra parlamentets hånd. Eksempelvis blev Per Ramsdal stærkt kritiseret for at politisere i forbindelse med hans stillingtagen til rydningen af Brorsonskirken. Der var ganske vist også mange der tog hans parti. Men folkekirken er jo også en af de få enklaver, hvor profirmaksimeringslogikken endnu ikke har vundet helt indpas.”Mere Gud for pengene” klinger stadig underligt i de fleste øre. Under alle omstændigheder ville det i hvert fald have udløst en mindre politisk sunami, hvis en ansat i integrationsministeriet eller en politibetjent havde ytret sig kritisk om landsforvisningen af irakerne.

Andre aktuelle eksempler er affejningen af rigsrevisionen i forbindelse med dens kritik af tidligere sundhedsminister Lars Lykke (V) forfordeling af private sygehuse, eller da Pia Kjærsgaard (O) for nyligt gav dommerkorpset det røde kort og initierede en delegitimeringen af dommerkorpsets selvstændighed. Begge institutioner, hvis eksistens er baseret på politisk uafhængighed, som det da også er udspidsificeret i hhv. retsplejelovens 4 kapitel og rigsrevisorlovens § 1, stk. 3.

”Der er ikke noget at komme efter” -attituden har vundet hævd vidt og bredt. Ikke blot i denne berømte, men også noget gennemtærskede, sætnings ophavsmandsmands parti, men i hele det politiske spektrum. Man må tørt konstatere, at der er meget langt fra dagens omgangsform på Christiansborg til Habermas’ ideal om den herredømmefri kommunikation, saglig meningsudveksling og sandhedssøgning.

 Diagnosen lyder i al sin uhyggelige simplicitet på, at vi er ved at fremelske en kultur, der ikke anerkender eller tillader kritik af den herskende orden. Hverken i den verbale form, som kritisk stillingtagen og offentlig debat eller den praktiske afskygning som folkelig demonstration, strejke eller civil ulydighed. 

vintermonologen.

Der findes jo slet ikke vinterdepression. Det er i virkeligheden blot klarsyn. Den anden halvdel af året render folk derimod rundt og er ramt af sommereufori. Nej, det er om vinteren at verden fysisk bliver lige så ubehagelig at opholde sig i som den er. Hvorfor tror I ellers at juleøllerne bliver nød til at være så stærke? Hva’? Nå, men tag nu for eksempel narkoen, de euforiserende stoffer. De er af gode grunde forbudt, og det næste logiske skridt i kampen mod sanseløse udskejelser, må naturligvis være at afskaffe både juli og august måned. Men det tør de vel sagtens ikke inde på Christiansborg. Sådan en flok tøsedrenge. Sommeren er og bliver for farlig til at være tilgængelig for alle og hver mand. Dét er bevist, endog videnskabeligt. Vidst I for eksempel, at antallet af færdselsuheld forsaget af mænd – der ellers normalt går for at være de bedste bilister – stiger med 20% i sommerhalvåret? De er jo åbenlyst påvirkede, ude af stand til at koncentrerer sig. De er jo høje… af sex! Hvad ligner det også at spankulerer rundt på den måde? Kun iført undertøj. Foragteligt. Og vidste I i øvrigt, at Bikini-øerne er en amerikansk atomprøvespringsplads? Sid nu stille! Hør dog efter! Tror I det er for sjov jeg står her? Det er bestemt ikke ment i spøg, men le i bare. Før eller siden vil kendsgerningerne have tårnet sig op, og i vil indse at jeg hele tiden har haft ret. Og den der ler sidst, ler som bekendt bedre end de der leede først.. For mit eget personlige vedkommende, har jeg imidlertid ingen planer om at grine. Ikke spor. For den der slet ikke ler, lade vær fordi han har indset, at der ikke er noget morsomt ved vores sølle eksistens. Alle som én bevæger vi so langsomt, men taktfast imod graven. Og der vil vores lig så forrådne og blive ædt af orme. Slut, prut, finale. Intet ekstranummer. Det er så simpelt at alle burde kunne forstå det. Selv en burhøne. Men alligevel render alle rundt og laver halløj og larmer. Pisker en stemning op. At de gider. Dumhed, slet og ret dumhed. Et langt liv har lært mig at 99% af alle mennesker er idioter. Det er vældig synd for dem, men det er også synd for os andre for vi skal høre på alt det sludder de går og siger. For eksempel: ”Hr. Pedersen, vent til det bliver Deres tur” eller ”Hr. Pedersen, vil De have en kop urtethe?”. Urtethe! Hvad giver I mig? For det første er der slet ikke the – nærmere urte… drik. Og for det andet smager det afskyeligt. Badr! Bare tanken. Ja, for min skyld må folk da selv bestemme hvad de hælder i sig, men jeg skal sku’ ikke nyde noget. Føj, for den lede! Varmt vand med smag af broccoli eller persille. Nej du, hele mit liv har jeg holdt mig til postevand. Det ved man i det mindste hvad er. Postevand og så klar snaps naturligvis. For at dulme mine urolige nerver. Det er ikke noget jeg nyder. Det er en ren og skær nødvendighed. På det punkt er min læge – Dr. Mortensen, ham kend I vel – ganske vidst temmelig uenig. Men han har ikke forstand på den slags. Man kan ikke stole på den kvaksalver over en dørtærskel. Hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro, at han havde trukket sin autorisation i en automat. Hvad ligner det også, at moraliserer på den måde? Det er præcis på grund af den slags, at jeg har dårlige nerver. Og det eneste der hjælper er en lille spids.. med sidevogn. Næ, mit helbred er ikke hvad det har været. Sådan har det været så længe jeg kan huske. Måske endda endnu længere. Min forstand, derimod. Den fejler ikke noget. Ligesom mit humør. Det er i komplet overensstemmelse med tingenes tilstand. Jeg er rent ud sagt i elendigt humør. Alt andet ville være selvbedrag, og det forbyder mit intellekt mig. Jeg er formentligt den klogeste person I nogen sinde kommer til at møde. Og den mest beskedne. Jeg kan se, at I ikke tror mig. Hvis I er trætte af, at høre mig tale, kan i Gud bevare mig blive fri, kan I. Men det bliver værst for jer selv. Hav det elendigt!

hotel pracat, lopud, kroatien.

Desuden har jeg i dag fundet nærværende hæfte på et støvet loftsrum, fire eller fem etager oppe i de faldefærdige rester af Hotel Pracat, hvor det efter alt at dømme havde været gemt bort de sidste næsten 40 år. Alt var fuldstændigt gennemhærget, og eftersom stedet i sin tid var blevet forladt - i hvert fald delvis – møbleret var der rigeligt at gå på opdagelse efter: Dyner var samlet i foryeen og flået i stykker således at ildelugtende dun dækkede gulvet. Billardbordet var væltet om på siden. Kabler stak ud fra vægene og midt imellem ituslåede teaktræs-tv-apparater og smadrede drejeskive-telefoner fandt jeg det første stykke guld: En regnskabsbog! Under normale omstændigheder er jeg ikke typen der får erigeret lem over dokumentation af fremmede menneskers økonomiske transaktioner, men her sad jeg altså på huk med et håndindbundet hæfte hvori side efter side var sirligt dekoreret. Hvilken pertentlig håndskrift; hvilken saglig fryd. Et lykkeligt og naivt begær fyldte mig, og det kvadratiske hæfte blev forsigtigt anbragt i min medbragte rygsæk.

                                                                                                                Frederiksberg. 15.02.2012.
Desuden står regnskabsbogen den dag i dag stadig i min bogreol, nøjagtigt 4 etager over gadeplan, og her vil den efter alt at dømme blive stående de næste – hvem ved? Måske næsten 40 - år.

spøgelsesræven.

Jeg har på fornemmelsen at der på en dag som denne lister en spøgelsesræv rundt i Københavns gader. Jeg er faktisk temmelig sikker. Den ligger på et af hustagene inde ved Store Konges Gade eller sniger sig igennem folk. Spøgelsesræven er venner med buslinjerne: 5A, 6A, 85N, 18’eren med endestation i Vanløse. Nej, de er ikke venner. Ikke i gængs forstand. Nærmere bare bekendte. 

Der hvor historien starter har jeg fået bekræftet denne formodning. Spøgelsesræven, linje 5A og jeg spiller en type hasard som bliver kaldt skæbner. Vi er ved Søtorvet på indrebysiden af Dronning Louises Bro. STARBUCK$ står der skrevet med hvid maling over en bunkers indgang. Jeg selv sidder i skrædderstilling. Det er mildest talt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser af denne kaliber fordi mennesker kun kan satser deres mest basale karaktertræk. Og deres sjæl selvfølgelig, men det tør jeg med god grund aldrig. 5A er som altid usselt til mode og akkurat så optaget af sine kort at den ikke kan koncentrere sig om at komme til tiden ude langs stoppestederne. 

Jeg plejede at bilde mig selv ind at jeg kun var metafysiker, forbandet pseudo-dualist fordi jeg havde brug for en undskyldning. Ser du, jeg er for mageligt anlagt til passe på min krop. Tror man på en udødelig sjæl gør det ikke noget at man langsomt ødelægger sit hylstre. 

- Jeg trækker mig siger 5A og smider sine kort. 

- Jeg skal også noget særligt lyver den og forsvinder langsomt. 

- De bliver nød til at forhøje yderligger, Hr. Hjort. Ellers må De forlade spillet hvisler ræven ud imellem sine lukkede smilende tænder. Som en bugtaler.

- Jeg vil satse min øjenfarve. 

Ordene forlader mine læber og bliver båret væk af vinden. Jeg siger det igen. Det skal man. Ellers gælder det ikke. 

- Jeg vil satse min øjenfarve. 

Det føles som et skud gin. Og et til. Og så et til. Det er lige som at drikke en granskov. I samme nu går det op for mig at spillet er tabt. Og at det har været det i lang tid. Jeg har bare ikke kunne se det. Det er mildest sagt ikke en fornøjelse at spille kort med spøgelser. 

- Du har snydt forsøger jeg stammende. 

- De er en dårlig taber Hr. Hjort. Jeg vil have dine grønne øjne. 

Tårerne trille ned af mine kinder og fryser til is da jeg giver den bort. 

- Den vil stå godt til min pels siger ræven og slikker sig om munden som det sidste inden den lister bort og væk og forsvinder. 

Jeg sidder en tid og stirrer ud over Peblinge Sø. Så roder i min taske og finder en pakke blå Gaulouises frem. Der er kun en tilbage. I det mindste er der én. Lyden har ingen farve i dag. Vi har siddet ved den gamle grænse ind til Spøgelsesbyen. Dronnings Louises Bro - eller Luderen om man vil - plejede at være overgangen, men Spøgelsesbyen har langsomt spredt sig. Nu går helt ned til Sankt Hans Torv. Den vokser hele tiden. Men det er ikke længere min kamp at stoppes dens ekspansion. 

Jeg hedder Andreas. Jeg er 19 år gammel. Og jeg har grønne øjne. Eller nærmere, jeg havde grønne øjne. Jeg tror at tings væsentlighed er omvendt proportionel med deres størrelse. Pletterne i den orange-gullige korchimitation på færdigrullede cigaretters filtre. Lyden når man åbner kapslen af en glasflaske. Jeg tror på beskrivelser: denne medlidenhed med det flygtige, redning af det forgængelige. Skoene på mine fødder har velcrolukning. Men alligevel er jeg ulykkelig. Det eneste altid der findes er aldrig. Det er sådan jeg har lært spøgelser at kende. 

Jeg går tilbage til højen, sætter mig på hug og samler de krøllede kort op. Der er noget galt. Jeg tæller kortende. 54. Jeg tæller dem igen. 54! Endnu et skud gin. Der er fem Es’er, så ræven må have.. Ræven har snydt mig igen. 

- Ræven hat syndt mig igen råber jeg lavt inden jeg giver mig af sted.

sarajevo banegård.

Kapitel I.

Beretningen starter dér, hvor Sofian Sortedam & Nikolaj Kynde stiger ud af en sort taxi på Sarajevo banegård. Klokken er ti minutter i et, og foruden vores voluminøse oppakning er vi i besiddelse af 50 bosniske mark og godt 6 timer som vi – alt afhængigt af hvorledes vi vælger at gribe det an – skal slå ihjel eller give liv. I det natten umuligt kan tilbringes stående syntes det oplagt at vi søger mod det kolde, men hjemlige lys neonlys, der strømmer fra pladsens eneste åbne beværtning. Hvad der med lidt god vilje kan defineres, som selskabeligt sindelag, er fordelt over fire solide, men medtagede træborde som matcher perfekt med resten af stedets massive interiør. Ved et bord sidder en barfodet mand og sover med hænderne i skødet. Ved et andet sidder 2 drenge der med slet skjult begejstring åbner en slidt attachemappe i kunstlæder. Tre uniformer i rødt og hvidt fremstår som den naturlige forlængelse af stedets møblement, og det skjules ikke at deres udkørte giner er underlagt såvel stedets ejer som dets mentalitet. Det sidste bord er befolket af 4 højrøstede mænd i slutningen af fyrrerne og dobbelt så mange lokale ølflasker. Vi skylder læseren at forklare, at vi to timer forinden troede at vi skulle tilbringe natten hos Daniel ”Cigo”. En 24årig motorcykelejer og stofmisbruger. Skæbnen ville ikke at vi skulle mødes, men redede os i stedet et morgenmåltid syv timer senere i Str. Vrpdje, Kroatien. Langt før vi endnu har tænkt på morgenmad sidder vi med en opslået notatsblok og to kopper bosnisk kaffe. Et udtryk der fra den dag af har dækket over en tynd kop espresso der inspirerer til at fortrænge spørgsmålet: ”Har deres maskine været rengjort siden mordet på Franz Ferdinand?” Ulig de tre nætter som er gået siden vi forlod tysklands hovedstad bliver der for denne aften udarbejdet en minutiøs plan (*). 6 timer og 48 mark senere træder de to ranglede drenge inde på Sarajevos banegård og sælger et telefonkort for 50 kroatiske kuna til to landsmænd. De sætter sig derefter ind i et tog og forsvinder. Jeg skodder min smøg og går ud i Sarajevos morgengry.

(*) Plan for natten 26. juli 2007.

(**)	Planlagt tidspunkt	Aktivitet	Kommentar vedrørende afvikling.
	03:25	Planlægning	Afviklet i ro og orden.
03:40	03:45	Bordskift	Sat i værk 03:40
	03:48	Vædemål indstiftes	UG vædemål. Trak i langdrag.
04:07	04:00	Sæbeboblepustning	Forsinket. Flygtig magi.
04:12	04:05	Udvikling af 2-man solitare	Åbnede muligheder.
05:30	04:35	Cigaret deles.	Udskudt til 5:30 (aflyst)
05:00	04:42	Tids-buffer el. evt. Bordskifte	Udskudt til 5:00 (ok)
05:37	04:45	Tegn foldemand	Udskudt
	05:05	Casino om bagagehentning & Twix-bar	Sofian vandt.
	05:15	Taber: henter. Vinder: chiller.	o.k.
05:40	05:30	Planlægning etape 2.	Forsinket.
	05:40	S. planlægger. N. køber biletter.	o.k. billetkontor endnu ikke åbnet.
	05:50	Smøg deles og plan 2 fremlægges.	Plan godkendt af N.
	06:00	Regnskabs ajourføring	o.k.
	06:10	Tegne foldem(a V æ)nd.	o.k. Trætheden begynder at mælde sig.
	06:40	Penge hæves, biletter købes.	o.k.
	07:00	Kapitel IV i Mr. Vertigo.	Aflyst.
	07:30	Planlægning af etape 3.	Afviklet på sekundet.
	08:30	Stå klar ved toget.	Intet angivet.
	08:40	Afgang mod Tyrkiet.	Intet angivet.

(**) Afviklet tidspunkt. Angevet, iflad afvigendene fra planlagt tidspunkt.