kvindelige topledere.

Til tider støder man ind i en feministisk-diskurs, der fokuserer på at det ene køn er stærkt underrepræsenteret på de ’mest eftertragtelsesværdige” positioner i det private erhvervsliv. Der henvises til glaslofter og såkaldte pink ghettos, der foreslås kvoter, der kastes med smuds efter det diskriminerende kammerateri. Den mest almindelige indvending lyder: Det skal ikke være kønnet men kvalifikationerne / kompetencerne der er det selekterende princip. Ovenstående er imidlertid et falsk alternativ: Vi skal ikke have flere kvindelige topledere! Vi skal have færre topledere m/k.

Feminisme er berettiget fordi det som projekt stræber menneskernes frigørelse. Kravene om ligestilling imellem kønnene og kvindelig autonomi er at sammenstille med kravene om demokrati på arbejdspladserne. Vi har ikke brug for højtbetalte chefer netop fordi mennesker ved bedst selv hvad de laver, er fuldt ud i stand til at bestemme over sig selv. Chefen siger: Uden mig så kan arbejdet slet ikke blive udført, uden nogen til at lede og fordele så kan vi ikke masseproducere dette eller hind. Men måske er det faktisk slet ikke nødvendigt. Vi har brug for et opgør med såvel forbrugerismes dekadence som med den herskende forestilling om arbejdets status: Den målorienteret forståelse må suppleres af en procesorienteret forståelse. Fra arbejde som ”alt det man gerne ville have haft allerede var gjort”, til arbejdet som en blanding af ”alt det man gerne vil gøre blandt andet fordi det er dejligt at gøre og fordi vi kan forstå nødvendigheden deraf”.