Kritikkens (u)mulighed
I lyset af de monstrøse vilkår er der i dag brug for en radikal kritik som kun sjældent før. Eftersom det ellers smukke, liberale tankesæt i disse tider legitimerer menneskelig ufrihed, må et anti-autoritært frigørelsesprojekt i dag tage udgangspunkt i socialismen. Forstå mig ret, jeg er socialist, men i en anden verden – eksempelvis: hvis den kolde krigs iskolde sejrherre havde været Warszawapagten og ikke NATO, så vores andetsprog i dag havde været russisk og ikke engelsk – havde jeg været liberalist. Så enkelt er det.
Ikke desto mindre, er det at bedrive radikal kulturkritik i dag en vanskelig opgave: Venstrefløjens politiske og teoretiske selvopgør - efter nederlaget i kampen om sandheden blev synligt i begyndelsen af 80’erne - har nemlig systematisk forhindret venstrefløjsdebattører i at se, hvad der foregår omkring dem. De ihærdige bestræbelser på at lægge afstand til politisk konspirationsteori, økonomisk strukturalisme og historisk determinisme, har gjort det illegitimt at forholde sig til og kritiserer neoliberal politisk strategi, monotonien i monetaristisk økonomisk teori og udviklingen af de styringsteknologier som eksempelvis New Public Management, der med succes er blevet implementerer top-down.
Anti-vækst
Selvom det ikke ligger lige for, må og skal den borgerlige hegemoni og den samfundsøkonomiske tænkning udfordres. Vi kan passende starte med vækst-paradigmet og forestillingen om Bruttonationalproduktet som målestok for rigdom. En gang for alle: BNP er kun et udtryk for hvor mange gange pengene har byttet hænder på et år. Det fortæller os intet om, hvor godt det går i et samfund og ikke engang nødvendigvis noget om materiel rigdom. Hvad det derimod fortæller os lidt om, er hvor mange aspekter af den menneskelige tilværelse, der er blevet kommercialiseret. Vi må holde op med at vurdere mennesker, objekter og handlinger ud fra omfanget af deres bidrag til samfundsøkonomien. Økonomisk vækst kan under ingen omstændigheder være en politisk målsætning. Vækstraten er kun et udtryk for, hvor meget hurtigere pengene bytter hænder fra år til år. Den borgerlige økonoms indvending vil her være: Hver gang pengene går fra en person til en anden, vil der altid gå værdi (og lykke!) den modsatte vej, og derfor er pengenes cirkulationsfrekvens en gyldig målestok for kvaliteten af menneskernes liv. Men det er forkert. Offentlig transport er ikke mere værdifuld, fordi den er dyr, end hvis den var gratis. Snarere tværtimod.
Men siger man dette, vil de højre-”intellektuelle” sige: Aha! Endnu en krypto-kommunist med totalitære tilbøjeligheder, der vil samle magten i statsapparatet (hvilket i øvrigt er at overse bjælken i eget øje, i betragtning af den omfattende centralisering og biopolitik, vi de sidste 10 år har været vidner til). Jeg er ikke - og mener ikke man bør være - udpræget tilhænger af stat, embedsværk og parlamentarisme. Men der burde ikke være tvivl om, at det er værd at kæmpe for den fri og lige (gratis) adgang til eksempelvis uddannelse og lægehjælp, som i de skandinaviske lande historisk er blevet organiseret i offentligt regi. Det kommer forhåbentligt heller ikke bag på nogen, at det ny-borgerlig projekt – til trods for de evindelige referencer til velfærdssamfund – blandt andet handler om at få afskaffet egaliteten og etableret penge som det primære socialt selekterende og stratificerende princip.
Det borgerlige menneskesyn
Det vigtigste spørgsmål at stille er: Hvilket menneskesyn, hvilken antropologi, bygger den borgerlige økonomiske tænkning på? Eksempelvis føres argumentationen: Hvis vi sætter skatterne ned, vil motivationen for at arbejde stige. Dette ræsonnement forudsætter, at mennesket kun lader sig motivere af egoistisk egennytte. Sådan er mennesket ikke! I hvert fald ikke kun. Mennesket kan blive sådan under bestemte omstændigheder, og alle mennesker har vel også udviklet sådanne sider. Men grundlæggende vil mennesker ikke kun sin egen realisering, men også de andre menneskers lykke.
Hvad der imidlertid er værd at bide mærke i er, at på trods af liberalisternes metodiske individualisme, er deres samtidsanalyser og forklaringsrammer fuldkommen mekaniske. De opererer de på den ene side med en forestilling om et menneske der er komplet frit, på den anden side sker legitimeringen af deres politiske projekt med henvisning til en totalt deterministisk verdensopfattelse. De fleste kan nikke genkendende til formuleringer som:
Hvis Danmark skal klare sig i den globaliserede totalkonkurrence, er det tvingende nødvendigt, at vi sænker skatten for at tiltrække udenlandske investeringer.
Som følge af de demografiske ændringer er den eneste økonomisk ansvarlige politik at afvikle velfærdsstatens institutioner.
Hvis incitamentsstrukturerne er korrekte, vil markedskræfterne og den teknologiske udvikling automatisk sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling.Men verden er ikke mekanisk; menneskene skaber selv historien, og selvom det i dag er nærmest umuligt at forestille sig radikal forandring, er morgendagen et spørgsmål om, hvordan vi vælger at handle i dag.
Kampen for frihed
Men kampen for frihed er i disse tider ikke først og fremmest kampen for vores eget velbefindende, men for de andre menneskers liv. I denne del af verden, lever vi – næsten uden undtagelse - som konger og baroner. Vores land flyder over med mælk og honning. At være venstreorienteret i dag vil sige ikke at kunne - og ikke at ville - fortrænge det forhold, at vores rigdom skabes på den bekostning, at størstedelen af menneskeheden knokler så blodet springer og lever i armod, og at vores jordklode systematisk udpines for forsat at sikre os opretholdelsen af vores luksus. Dette forhold vi må forsøge at ændre i vores gentænkning af samfundets indretning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar