talentløs men hårdtarbejdende II.

2.

Der blev slået fire æg ud i en skål. Hældt mælk i, strøet salt, kværnet peber, tilsat en knivspids revet muskatnød og pisket i omtrent et minut. Smør kom på en pande over en livlig ild, og da skummet var faldet blev æggeblandingen hældt ud på panden. En god håndfuld af friske grønne ærter blev derefter drysset ud over massen. Efter et halvt minut var undersiden af omeletten fast. Med en gaffel blev lidt af kanten forsigtigt løftet, således at væsken løb ind under det faste lag. Dette blev gentaget hele vejen rundt langs kanten. Omeletten blev erklæret færdigt da det begyndte at ryge langs kanten af panden. Omeletten blev foldet, gled over på et varmt fad og serveret. Den var smukt gylden på ydersiden og med en passende blød konsistens indvendigt. Kammerat Max slugte omeletten i to mundfulde og slikkede sig omhyggeligt på alle ti fingre. Værten, der stadig stod ved hans side, var både fornøjet over hans veltilfredshed og forfærdet over hans dårlige manerer. Så drak Kammerat Max en hel øl uden at sænke flasken fra munden og bagefter lo han så man kunne se alle hans tænder. De var gule og de havde næsten samme farve som ægget i hans enorme lodne fuldskæg. - ”Jeg elsker æggekage!” sagde han og man kunne se at det virkelig var sandt for hans små øjne funklede og hans smil var bredt. Værten var også glad. Glad fordi Kammerat Max var glad og glad fordi det stadig var tidligt på formiddagen og der derfor ikke var andre gæster til at bevidne den store mands monstrøse adfærd. – ”En mere. Jeg vil gerne have en til”. Og for anden gang den formiddag blev fire æg slået ud i en skål, blandet med mælk og krydderi, pisket, stegt med ærter, foldet, og serveret for bjørnemanden ved det lille bord der i sammenligning med hans kolossale korpus næsten lignede en fodskammel. En fodskammel med hvid dug. Denne gang spiste Kammerat Max sin omelet i en eneste mundfuld. Han tyggede længe og grundigt, og da han havde tygget af munden skyllede han efter med en hel kande vand som han drak direkte fra kanden. Så rømmede han sig og udbrød for anden gang den formiddag: - ”Jeg elsker æggekage!”. Og så lo han igen og tilføjede: - ”Den var endnu bedre en den første”. Værten, der genkendte et ærligt kompliment, følte sig stolt og åbnede sit hjerte på klem: - ”Det kan syntes ganske overflødigt at give en opskrift på omeletter, alle mener at vide hvordan de laves. Og dog findes der et stort antal mennesker som aldrig har smagt en ordentlig veltilberedt omelet. De ser på menukortet og ænser den ikke. De er for optagede af at imponerer deres forlovede eller deres forretningsforbindelser eller hvem de nu er på restauration i selskab med, og derfor vælger de det dyreste på menuen. Som regel svinekæber kogt i hvidvin, hvilket skam også er en delikat oplevelse, det står ikke til diskussion, men de går glip af omelet. Det vigtigste er naturligvis æggenes kvalitet. Personligt foretrækker jeg æg der har en skal som er mere eller mindre farvet. De æg, hvis skal er af en uskyldsren hvidhed, har en doven smag”. – ”Jo, det tror jeg gerne” mumlede Kammerat Max. – ”Vil De have ommelet mere?” spurgte værten forhåbningsfuldt. – ”Nej” sagde Kammerat Max, - ”Ikke i dag. Hvis jeg spiser mere så springer knapperne i min skjorte”.

Det sidste udsagn var imidlertid ikke sand. Kammerat Max’ skjorte var det solide resultat af et stykke omhyggeligt skrædderhåndværk, og knapperne var syet i med stærk kinesertråd. Hvad der derimod var sandt, var at værten i samme øjeblik som Kammerat Max afslog tilbuddet om en tredje servering, kom i tanke om at Enkefru Oberst-Major Harboe havde reserveret et bord klokken et, og derfor faktisk blev lettet over afslaget. Hvad ville Enkefruen dog ikke have tænkt hvis hun så den enorme proletar og hans komplette fraværd af dyd og dannelse? Med dette spørgsmål hængende bagerst i bevidstheden forsøgte værten da diskret at insinuerer at det var på høje tid at Kammerat Max forlod beværtningen: ”Ønsker de regningen?”. ”Nej, men stik du mig den bare alligevel” svarede Kammeraten kækt. Værten forlod bordet og da han et kort øjeblik efter kom tilbage med regningen udspillede der sig en lattervækkende men også yderst pinagtig seance: Værten lagde det gråbrune læderetui som indeholdte regningen på bordet foran sin gæst, men i modsætning til hvad der normalt betegnes som takt, blev han stående ved Kammerat Max´ side og ventede mens denne åbnede etuiet og læste hvad der med sirlig håndskrift stod nedfældet på det linjerede stykke kvitteringspapir.

1 x Kuvert                                  5,00 2 x Ommelet af 10                    20,00 1 x Lys Pilsner                            8,00 1 x Karaffel Gåsevin                   2,00 I ALT:                                          35,-

Kammerat Max - der altid var fåmælt, men aldrig mundlam - vidste for en sjælden gangs skyld ikke hvad han skulle sige. Blot stirrede han ned på tallet 35 på regningen. Da han derefter indså at der ikke var tale om en vittighed fra tjenerens side blev han i et særdeles dårligt humør. – ”Det kan du ikke mene. Det er alt for dyrt” sagde han anklagende imens han rystede sin knyttede næve i faretruende nærhed af værtens ansigt, hvis ejer intuitivt tog et skridt baglæns. Nu var det værtens tur til ikke at vide hvad han skulle sige. Han forsøgte med: ”Jeg kan forsikre dig for at det med kvaliteten af de råvare jeg anvender, er det en meget beskeden pris”. – ”HA!” lo kammerat Max hånligt. – ”Det eneste beskedne i denne her røverbule er din forstand. Jeg har kun 30 kroner og dem får du ikke alle sammen. Og så vil du garanteret også have drikkepenge, hvis jeg kender dig ret. Fand’æde’me NEJ! Er du klar over at jeg kun får én krone i timen, hva’?”

Værten, der nu havde fået samme farve i ansigtet som duen på bordet, løftede hagen og sagde med kontrolleret stemmeføring: ”Det er for mig fuldkomment irrelevante informationer. De kunne have orienteret Dem om prislejet inden De bestilte. Priserne står skrevet i menukortet, som jeg tilbød dem ved deres ankomst, men som de som bekendt afviste. Da De ikke er i stand til at levere varerne tilbage, har de vær så god at betale den fulde pris. Hvis De nægter ser jeg mig nødsaget til at tilkalde ordensmagten”. Kammerat Max, i hvem blodet kogte, slog næven i bordet så flasker og glas klirrede. Så råbte han. -” Så nu kender man sin pappenhejmer på travet. Stat og Kapital går arm i arm. Men du kan fandenædeme få dine omeletter igen kan du din skruebrækker!” Og med de ord stak Kammerat Max to fingre i halsen, hvorefter der med en lyd uden vokaler, væltede en tyk, lysegul og skummende stråle af opkast ud hans mund som landede med et ordentligt klask på gulvet imellem ham selv og den forfærdede vært. Så rejste Max sig for at gå imens han tørrede sig om munden med skjorteærmet, men idet han tog det første skridt skvattede han i pølen på gulvet og faldt som en træstamme ned og knaldede hoved i gulvet. Den store mand var besvimet og lå udstrakt og ubevægelig midt i lokalet. Så ringede den lille klokke ved døren og Enkefru Oberst-Major Harboe trådte ind i restauranten.