vores kultur er ikke primært en skriftlig kultur.

22:22 -> 22:37 : 06.01.2014 : ÆGIRSGADE 17

VORES KULTUR ER IKKE PRIMÆRT EN SKRIFTLIG KULTUR.

Ja, vi har næsten afskaffet alfabetisme, men vores kultur er ikke primært en skriftlig kultur. Det er primært en mundlig og en visuel kultur. Den er også i vidt omfang en kvantitativ kultur. Jeg tilhører – i al beskedenhed – det kulturelle aristokrati, den vesteuropæiske / skandinaviske intelligentsia og hvor mange bøger har jeg egentligt læst? Altså virkelig læst? Der står over 600 bøger på mine bogreoler, og hvis vi inkluderer dem i min kælders kasser og dem jeg har i et digitalt format, ejer jeg – i en alder af 26 år - nok omkring 1500 forskellige udgivelser og enkelte dublanter. Jeg tør ikke engang tænke på hvor meget litteratur der er tilgængeligt for mig, hvis jeg medregner folke- og universitetsbibliotekerne, internettet, de forskellige boghandlere (både antikvariater og amazon.com). Gjorde jeg det, har jeg svært ved at forestille mig hvilket menneske der på noget tidspunkt i den hidtidige verdenshistorie der potentielt set har haft adgang til bare trekvart så mange bøger, som der idag absolut ikke er noget odiøst ved at jeg har.

Dette er ikke værket i den mekaniske reproduktions tidsalder. Det her er syn- / overfloden i den digitale distributions tidsalder.

Nå, men hvor mange af alle disse bøger har jeg så læst? Jeg har læst, at en akademiker gennemsnitligt set læser imellem 300-400 bøger i løbet at deres livstid (gulp ! det glæder om at vælge med omtanke). Men i virkeligheden - uden at foregive og uden at lyver over for mig selv – hvor mange værker har jeg da læst? - 100? - 50? - 25? Det er i hver fald ikke mange. Jeg er overbevist om at jeg har ”læst” flere romaner som lydbøger end som bogbøger og jeg har formentlig lært lige så meget – hvis ikke mere - af at lytte til optagede forelæsningsrækker end jeg har lært af at læse i fagliterære værker. Nu er jeg jo – ej at forglemme -diagnosticeret med dysleksi (ja, ordblindhed), men det er mit umiddelbare indtryk, at jeg læser mere, både flere sider og flere timer, en langt hovedparten af alle mine med- og modstuderende.

Vores kultur er og bliver ikke – hovedsageligt – en skriftlig kultur. Det er en mundlig, fortælle tradition der er fremherskende, det er den occidentale narrativitet, som vi arbejder med. Vi kender den så godt, at vi automatisk tilpasser selv trivielle begivenheder til skabelonen når de skal genfortælles (også når det ikke er magt og anerkendelse det vigtigeste).

 Ved siden af denne – og lad os nu blot indrømme det, blødende romantiske, dybt religiøse – hermeneutiske fortælle tradition, har vi, i den vestlige sprog- og kulturkreds også en anden observations- og formidlingstradition: Kancellisproget. Og selvom lighederne, rødderne og den aktuelle udformning formentlig er hhv. større, mere sammenfaldende og tættere, end det er rart at indse, så er rationalistens afkoblede, distancerede og statiske perspektiver også domineret af en narrativ linearitet, en fremadskriden der – med forskellige typer af udfordringer, kriser osv. – til sidst ender hjemme i ”paradiset”. På nogen måder er aktiemarkeds fluktuationer måske endda mindre forudsigelige en spændingskurven på en middelmådig film, roman eller røver- / livshistorie.

Det ovenstående er blot en strøtanke, men jeg håber, at jeg før eller siden, for lejlighed og mulighed til at undersøge både forholdet imellem den europæiske fortælletradition og de moderne kvantitative virkelighedsmodeller og forholdet imellem de verbale, de visuelle og de sproglige aspekter af vores kulturer.