automatskrift.

Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død, er endnu en ung mand blevet i stand til at sige. Fordi det utydelige nu er tydeligt, som netop dét: utydelighed. Fordi: revner, sprækker, flænger, sår. Fornemme og ane: Det ramler, blafre, krakelerer. Siderne slår skår. Og i alt, slår snart om i absurditet. Vi er så tæt på, at vi næsten kan røre katastrofen, den nye åbning. Jeg ser mig omkring og det jeg ser er alle disse unge mænd der ser sig omkring, og drømmer om, der længdes imod, at melde sig ude. Definitivit, Uomgørbart, at trække sig til bage. At flytte til en isoleret bjælkehytte. Der, at blive selvforsynende og lev et simpelt liv. Hente et glas vand. Drikke et glas vand. Hente et glas vand til. Lade et glas vand stå. Blot, at melde sig ud af virkeligheden. I øvrigt klippe sit kreditkort over, knække sit sygesikringsbevis. Aldrig igen modtage en regning eller er reklame. En længsel jeg kan forstå. Finde, men ikke genfinde. Eller et mindre sted, en mindre mængde af mennesker. Faktisk forpligtende forpligtigelser. Enhed og antagonisme. Men selv Heideggers hytte fik til sidst installeret rindende vand og et toilet med træk og slip. Og nu vi er ved Schwarzwald og eftersom denne litterære genre gør en dyd ud af ekskurs og association, var jeg forleden dag kunde i spiritusforretningen på Værnedamsvej, hvor en rødmosset herre forførte mig med historier og solgte mig en særdeles velsmagende flaske gin. Denne flaske gin er brygget på syvogfyrre (47!) forskellige urter, alle plukket og indsamlet inden for gåafstand af Heideggers hytte. Opskriften? Opfundet af en britisk officer og pilot som voksede op i Indien, og blev diplomat i den engelske zone i Tyskland efter verdenskrigen. Hans abe hed abe og ginen er opkaldt efter den. Ren eskapisme. Og hvad med den unge mand i Walden? Hvornår bliver det historisk muligt for dette subjekt at findes? Ingen forpligtigelser overfor familie, børn, lokalsamfund. Eller for den sags skyld Knut Hamsuns Markens grøte: Angsten for moderniteten og implicitte studier af fascismen. Så når lufthavnssociologiens fromme formand (hint: hans efternavn starter med G) beretter om individuelle livshistorier, at vi hver og især skriver vores egen biografi i skæret fra kollektivernes død, er forsøget forsøg på at etablerer en historie at være en del af. De siger det og de siger det igen. Og så siger de det atter engang og endnu en: Du er så ufattelig rig og så ubegribelig fri. Utaknemmelige bæst. Du har alle muligheder. Frit valg på samtlige hylder. Men – og det men er ret vigtigt - bliver du ikke lykkelig har du kun dig selv, og ingen andre, intet ydre, ingen omstændigheder at give skylden. Er du tilmed hvid, mand og heteroseksuel peger pilen for alvor indad. Men livet er ikke kun et spørgsmål om de valg man træffer, men også dem de andre tager. Vi er i hinandens hænder. At huske. Ingen tåre og ingen anger, kan nogensinde gøre det gjorte ugjort. Man får aldrig et blankt stykke papir og man startede for den sags skyld heller aldrig med et. Der bygges på forhånd videre. Døden er endelig og kan aldrig vendes om. Wiener-frisen og er løgn. Af den årsag alligevel sand, alligevel kunst. Hukommelse og ulykke: man bliver aldrig hel igen, aldrig hel på ny. Intet bliver igen det samme. Men det viser sig at flængen lappes, hukommelsen blødes ud. Og det er endnu værre end da man aldrig blev hel igen. For det betyder netop at uanset hvor meget det er, uanset hvor meget der er, så blegner det. Bliver anderledes. De eneste beviser på at fortiden faktisk / nogensinde har eksisteret man efterlades med er fysiske ar, bækken af blæk i huden. Hvem ville vide af brud? At man kan ikke dele livet alligevel. Pædagogerne kender det også. Den slags gør man kun én gang. Derefter knytter man sig ikke uforbeholdent og inderligt, fordi det vides at de igen vil tage sig fra en. Videre: en enorm interesse for 1930’erne? Et ønske om at finde ud af hvems udkastedhed der udgøre den kastedhed som jeg, nu, her (med)udkaster: altså hvilken linje, hvilket projekt, hvilke tilfældigheder osv. Hvordan jeg er blevet mulig historisk. Jeg håber og længes, men findes det? Mon ikke de ved Solkongens hof, var i stand til at se, kunne relaterer til spejlcaféerne? En kognitiv katastrofe. Gemenheden. At bringe børn i verden. Gerne at ville kunne ytre: Jeg skylder ikke nogen noget. Men jeg skylder nogen alt. Forældre, lærere, venner, vidt fremmede. Nogen har byttet. Nogen har byttet mine øjendråber ud med kontaktlim. Der er blevet hældt mat hypoxi ud over alt. Hvis jeg så, så jeg leende kranier over alle vegne. Angsten og dødsriget. Det uendeligt lange perspektiv, hvor alt kunne blive gået igennem og foldet helt ud. Og hvor det viser sig at sjælene er inkomplementerer, ikke kan lide hinanden, at alt venskab og kærlighed byggede på misforståelser og ufuldstændige fortolkninger. Men angst er også hvis verden er som solepsisterne siger. Asiatisk i vælden, men heldigvis jeg ved, er I derude?