hyldeblomstsaft.

25 skærme blomstrende hyld samles i en stor gryde eller et stort fad. Heri hældes:

- 25g citronsyre

- 4 økologiske citroner i skiver

- 500-1000g sukker (hvid, rør eller brun farin efter smag)

- 1 liter kogende vand

Læg låg på / stanniol over.

Lad blandingen stå og trække i 24 timer. Sie den derefter igennem et klæde (viskestykke): Mas gerne så alt kommer med. Hæld evt. en halv teskefuld Atamon i saften. Den færdige hyldeblomstsaft hældes på flasker som er skoldede med vand og en anelse Atamon.

Opbevares i køleskab. Serveres opblandet med vand og isklumper eller som varm drik med kogende vand. Kan også med fordel hældes i champagne eller hvidvin. Ligeledes kan saften hældes ufortyndet over desserter som kage eller is.

automatskrift.

Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død, er endnu en ung mand blevet i stand til at sige. Fordi det utydelige nu er tydeligt, som netop dét: utydelighed. Fordi: revner, sprækker, flænger, sår. Fornemme og ane: Det ramler, blafre, krakelerer. Siderne slår skår. Og i alt, slår snart om i absurditet. Vi er så tæt på, at vi næsten kan røre katastrofen, den nye åbning. Jeg ser mig omkring og det jeg ser er alle disse unge mænd der ser sig omkring, og drømmer om, der længdes imod, at melde sig ude. Definitivit, Uomgørbart, at trække sig til bage. At flytte til en isoleret bjælkehytte. Der, at blive selvforsynende og lev et simpelt liv. Hente et glas vand. Drikke et glas vand. Hente et glas vand til. Lade et glas vand stå. Blot, at melde sig ud af virkeligheden. I øvrigt klippe sit kreditkort over, knække sit sygesikringsbevis. Aldrig igen modtage en regning eller er reklame. En længsel jeg kan forstå. Finde, men ikke genfinde. Eller et mindre sted, en mindre mængde af mennesker. Faktisk forpligtende forpligtigelser. Enhed og antagonisme. Men selv Heideggers hytte fik til sidst installeret rindende vand og et toilet med træk og slip. Og nu vi er ved Schwarzwald og eftersom denne litterære genre gør en dyd ud af ekskurs og association, var jeg forleden dag kunde i spiritusforretningen på Værnedamsvej, hvor en rødmosset herre forførte mig med historier og solgte mig en særdeles velsmagende flaske gin. Denne flaske gin er brygget på syvogfyrre (47!) forskellige urter, alle plukket og indsamlet inden for gåafstand af Heideggers hytte. Opskriften? Opfundet af en britisk officer og pilot som voksede op i Indien, og blev diplomat i den engelske zone i Tyskland efter verdenskrigen. Hans abe hed abe og ginen er opkaldt efter den. Ren eskapisme. Og hvad med den unge mand i Walden? Hvornår bliver det historisk muligt for dette subjekt at findes? Ingen forpligtigelser overfor familie, børn, lokalsamfund. Eller for den sags skyld Knut Hamsuns Markens grøte: Angsten for moderniteten og implicitte studier af fascismen. Så når lufthavnssociologiens fromme formand (hint: hans efternavn starter med G) beretter om individuelle livshistorier, at vi hver og især skriver vores egen biografi i skæret fra kollektivernes død, er forsøget forsøg på at etablerer en historie at være en del af. De siger det og de siger det igen. Og så siger de det atter engang og endnu en: Du er så ufattelig rig og så ubegribelig fri. Utaknemmelige bæst. Du har alle muligheder. Frit valg på samtlige hylder. Men – og det men er ret vigtigt - bliver du ikke lykkelig har du kun dig selv, og ingen andre, intet ydre, ingen omstændigheder at give skylden. Er du tilmed hvid, mand og heteroseksuel peger pilen for alvor indad. Men livet er ikke kun et spørgsmål om de valg man træffer, men også dem de andre tager. Vi er i hinandens hænder. At huske. Ingen tåre og ingen anger, kan nogensinde gøre det gjorte ugjort. Man får aldrig et blankt stykke papir og man startede for den sags skyld heller aldrig med et. Der bygges på forhånd videre. Døden er endelig og kan aldrig vendes om. Wiener-frisen og er løgn. Af den årsag alligevel sand, alligevel kunst. Hukommelse og ulykke: man bliver aldrig hel igen, aldrig hel på ny. Intet bliver igen det samme. Men det viser sig at flængen lappes, hukommelsen blødes ud. Og det er endnu værre end da man aldrig blev hel igen. For det betyder netop at uanset hvor meget det er, uanset hvor meget der er, så blegner det. Bliver anderledes. De eneste beviser på at fortiden faktisk / nogensinde har eksisteret man efterlades med er fysiske ar, bækken af blæk i huden. Hvem ville vide af brud? At man kan ikke dele livet alligevel. Pædagogerne kender det også. Den slags gør man kun én gang. Derefter knytter man sig ikke uforbeholdent og inderligt, fordi det vides at de igen vil tage sig fra en. Videre: en enorm interesse for 1930’erne? Et ønske om at finde ud af hvems udkastedhed der udgøre den kastedhed som jeg, nu, her (med)udkaster: altså hvilken linje, hvilket projekt, hvilke tilfældigheder osv. Hvordan jeg er blevet mulig historisk. Jeg håber og længes, men findes det? Mon ikke de ved Solkongens hof, var i stand til at se, kunne relaterer til spejlcaféerne? En kognitiv katastrofe. Gemenheden. At bringe børn i verden. Gerne at ville kunne ytre: Jeg skylder ikke nogen noget. Men jeg skylder nogen alt. Forældre, lærere, venner, vidt fremmede. Nogen har byttet. Nogen har byttet mine øjendråber ud med kontaktlim. Der er blevet hældt mat hypoxi ud over alt. Hvis jeg så, så jeg leende kranier over alle vegne. Angsten og dødsriget. Det uendeligt lange perspektiv, hvor alt kunne blive gået igennem og foldet helt ud. Og hvor det viser sig at sjælene er inkomplementerer, ikke kan lide hinanden, at alt venskab og kærlighed byggede på misforståelser og ufuldstændige fortolkninger. Men angst er også hvis verden er som solepsisterne siger. Asiatisk i vælden, men heldigvis jeg ved, er I derude?

kulturkritik.

Vi lever i en tid, hvor vi på den ene side til stadighed bliver gjort opmærksomme på den konstante forandring, og hvor vi på den anden side får stadig sværere ved at forestille os muligheden for et samfund, der er indrettet substantielt anderledes end vores nuværende. Vi lever - bliver vi fortalt - ved historiens afslutning. Det er i dag nemmere at forestille sig apokalypsen, verdens undergang, end kapitalismens afvikling, social retfærdighed og menneskelig emancipation.

Kritikkens (u)mulighed
I lyset af de monstrøse vilkår er der i dag brug for en radikal kritik som kun sjældent før. Eftersom det ellers smukke, liberale tankesæt i disse tider legitimerer menneskelig ufrihed, må et anti-autoritært frigørelsesprojekt i dag tage udgangspunkt i socialismen. Forstå mig ret, jeg er socialist, men i en anden verden – eksempelvis: hvis den kolde krigs iskolde sejrherre havde været Warszawapagten og ikke NATO, så vores andetsprog i dag havde været russisk og ikke engelsk – havde jeg været liberalist. Så enkelt er det.

Ikke desto mindre, er det at bedrive radikal kulturkritik i dag en vanskelig opgave: Venstrefløjens politiske og teoretiske selvopgør - efter nederlaget i kampen om sandheden blev synligt i begyndelsen af 80’erne - har nemlig systematisk forhindret venstrefløjsdebattører i at se, hvad der foregår omkring dem. De ihærdige bestræbelser på at lægge afstand til politisk konspirationsteori, økonomisk strukturalisme og historisk determinisme, har gjort det illegitimt at forholde sig til og kritiserer neoliberal politisk strategi, monotonien i monetaristisk økonomisk teori og udviklingen af de styringsteknologier som eksempelvis New Public Management, der med succes er blevet implementerer top-down.

Anti-vækst
Selvom det ikke ligger lige for, må og skal den borgerlige hegemoni og den samfundsøkonomiske tænkning udfordres. Vi kan passende starte med vækst-paradigmet og forestillingen om Bruttonationalproduktet som målestok for rigdom. En gang for alle: BNP er kun et udtryk for hvor mange gange pengene har byttet hænder på et år. Det fortæller os intet om, hvor godt det går i et samfund og ikke engang nødvendigvis noget om materiel rigdom. Hvad det derimod fortæller os lidt om, er hvor mange aspekter af den menneskelige tilværelse, der er blevet kommercialiseret. Vi må holde op med at vurdere mennesker, objekter og handlinger ud fra omfanget af deres bidrag til samfundsøkonomien. Økonomisk vækst kan under ingen omstændigheder være en politisk målsætning. Vækstraten er kun et udtryk for, hvor meget hurtigere pengene bytter hænder fra år til år. Den borgerlige økonoms indvending vil her være: Hver gang pengene går fra en person til en anden, vil der altid gå værdi (og lykke!) den modsatte vej, og derfor er pengenes cirkulationsfrekvens en gyldig målestok for kvaliteten af menneskernes liv. Men det er forkert. Offentlig transport er ikke mere værdifuld, fordi den er dyr, end hvis den var gratis. Snarere tværtimod.

Men siger man dette, vil de højre-”intellektuelle” sige: Aha! Endnu en krypto-kommunist med totalitære tilbøjeligheder, der vil samle magten i statsapparatet (hvilket i øvrigt er at overse bjælken i eget øje, i betragtning af den omfattende centralisering og biopolitik, vi de sidste 10 år har været vidner til). Jeg er ikke - og mener ikke man bør være - udpræget tilhænger af stat, embedsværk og parlamentarisme. Men der burde ikke være tvivl om, at det er værd at kæmpe for den fri og lige (gratis) adgang til eksempelvis uddannelse og lægehjælp, som i de skandinaviske lande historisk er blevet organiseret i offentligt regi. Det kommer forhåbentligt heller ikke bag på nogen, at det ny-borgerlig projekt – til trods for de evindelige referencer til velfærdssamfund – blandt andet handler om at få afskaffet egaliteten og etableret penge som det primære socialt selekterende og stratificerende princip.

Det borgerlige menneskesyn
Det vigtigste spørgsmål at stille er: Hvilket menneskesyn, hvilken antropologi, bygger den borgerlige økonomiske tænkning på? Eksempelvis føres argumentationen: Hvis vi sætter skatterne ned, vil motivationen for at arbejde stige. Dette ræsonnement forudsætter, at mennesket kun lader sig motivere af egoistisk egennytte. Sådan er mennesket ikke! I hvert fald ikke kun. Mennesket kan blive sådan under bestemte omstændigheder, og alle mennesker har vel også udviklet sådanne sider. Men grundlæggende vil mennesker ikke kun sin egen realisering, men også de andre menneskers lykke.

Hvad der imidlertid er værd at bide mærke i er, at på trods af liberalisternes metodiske individualisme, er deres samtidsanalyser og forklaringsrammer fuldkommen mekaniske. De opererer de på den ene side med en forestilling om et menneske der er komplet frit, på den anden side sker legitimeringen af deres politiske projekt med henvisning til en totalt deterministisk verdensopfattelse. De fleste kan nikke genkendende til formuleringer som:

Hvis Danmark skal klare sig i den globaliserede totalkonkurrence, er det tvingende nødvendigt, at vi sænker skatten for at tiltrække udenlandske investeringer.

Som følge af de demografiske ændringer er den eneste økonomisk ansvarlige politik at afvikle velfærdsstatens institutioner.

Hvis incitamentsstrukturerne er korrekte, vil markedskræfterne og den teknologiske udvikling automatisk sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling.

Men verden er ikke mekanisk; menneskene skaber selv historien, og selvom det i dag er nærmest umuligt at forestille sig radikal forandring, er morgendagen et spørgsmål om, hvordan vi vælger at handle i dag.

Kampen for frihed
Men kampen for frihed er i disse tider ikke først og fremmest kampen for vores eget velbefindende, men for de andre menneskers liv. I denne del af verden, lever vi – næsten uden undtagelse - som konger og baroner. Vores land flyder over med mælk og honning. At være venstreorienteret i dag vil sige ikke at kunne - og ikke at ville - fortrænge det forhold, at vores rigdom skabes på den bekostning, at størstedelen af menneskeheden knokler så blodet springer og lever i armod, og at vores jordklode systematisk udpines for forsat at sikre os opretholdelsen af vores luksus. Dette forhold vi må forsøge at ændre i vores gentænkning af samfundets indretning.

kvindelige topledere.

Til tider støder man ind i en feministisk-diskurs, der fokuserer på at det ene køn er stærkt underrepræsenteret på de ’mest eftertragtelsesværdige” positioner i det private erhvervsliv. Der henvises til glaslofter og såkaldte pink ghettos, der foreslås kvoter, der kastes med smuds efter det diskriminerende kammerateri. Den mest almindelige indvending lyder: Det skal ikke være kønnet men kvalifikationerne / kompetencerne der er det selekterende princip. Ovenstående er imidlertid et falsk alternativ: Vi skal ikke have flere kvindelige topledere! Vi skal have færre topledere m/k.

Feminisme er berettiget fordi det som projekt stræber menneskernes frigørelse. Kravene om ligestilling imellem kønnene og kvindelig autonomi er at sammenstille med kravene om demokrati på arbejdspladserne. Vi har ikke brug for højtbetalte chefer netop fordi mennesker ved bedst selv hvad de laver, er fuldt ud i stand til at bestemme over sig selv. Chefen siger: Uden mig så kan arbejdet slet ikke blive udført, uden nogen til at lede og fordele så kan vi ikke masseproducere dette eller hind. Men måske er det faktisk slet ikke nødvendigt. Vi har brug for et opgør med såvel forbrugerismes dekadence som med den herskende forestilling om arbejdets status: Den målorienteret forståelse må suppleres af en procesorienteret forståelse. Fra arbejde som ”alt det man gerne ville have haft allerede var gjort”, til arbejdet som en blanding af ”alt det man gerne vil gøre blandt andet fordi det er dejligt at gøre og fordi vi kan forstå nødvendigheden deraf”.

hegemoni.

Brian Mikkelsen lader sig, angående ’kulturkampen’, citerer for følgende:

”Det, der var min ambition dengang, var jo blot at få en fri, åben debat og en neutral formidling af tingene i medieverdenen og i undervisningssektoren, så folk selv kunne tage stilling. Jeg var træt af, at folk med de rigtige meninger dominerede. Jeg syntes, at der i 1970’erne og 1980’erne var et venstreorienteret hegemoni, som sad på meningsdannelsen.” *

Men kære Mikkelsen. Medierne er ikke blevet (og kan ikke være) objektiv og rent saglige i deres formidling. Sondringen imellem normativitet og deskriptivitet lader sig ikke opretholde; En hver beskrivelse af den værende verden har etiske og politiske implikationer. Kulturkampen handler netop om hvad der bliver gjort naturligt, selvfølgeligt, legitimt, sagligt, logisk og hvad der ekskluderes. Du bruger selv hegemonibegrebet, så du ved enten ikke hvad det betyder, eller også lyver du når du siger, at I ikke sigtede efter at etablerer et højreorienteret perspektiv, men derimod katalyserer en objektivitet presse.

---

*Højbjerg, Mette & Per Michael Jespersen (2011): »Sagde jeg virkelig 'meningstyranni' dengang?«. – Dagbladet Politikens Netavis. 9. april 2011: http://politiken.dk/debat/ECE1249930/sagde-jeg-virkelig-meningstyranni-dengang/

marxismens forbrydelser.

Fri mig for jeres evindelige sludder om marxismens forbrydelser. At give Karl Marx skylden for Sovjetunionen og Cambodja er som at give Jesus Kristus skylden for inkvisitionen og korstogene. Sagen er den, at det vigtige ikke er ordene, men hvordan og til hvad de bliver brugt. De smukkeste ord kan retfærdiggøre de grimmeste handlinger, og selv med et sparsomt, inkonsistent og hæsligt vokabular kan det gode begrebsliggøres. Spørgsmålet er altså ikke, om hvorvidt det der står i Kapitalen eller Manifestet er sandt, men hvilke forståelser der muliggøres hvis man provisorisk tager dem for pålydende. Og i forlængelse heraf, hvilke etiske og politiske rum disse forståelseshorisonter åbner (og hvilke de lukker). Og netop fordi det, ellers smukke, liberale tankesæt, i disse tider legitimerer menneskelig ufrihed, kan en radikal kulturkritik og et anti-autoritært frigørelsesprojekt i dag for eksempel tage udgangspunkt i socialismen. Forstå mig ret, jeg er socialist, men i en anden verden – eksempelvis en, hvor den kolde krigs iskolde sejrherre havde været WP og ikke NATO, så vores andetsprog i dag havde været russisk og ikke engelsk – havde jeg været liberalist. Så enkelt er det. Men for den sags skyld ser jeg gerne kulturkritik der tager udgangspunkt kristendom* , nationalisme** eller naturalisme*** .

Dette er med andre ord et forsvar for en radikal pragmatisme og en konsekvens etik, hvor det er underordnet hvad eller hvordan det siges og tænkes, hvor det primære imperativ er: handel ordentligt, ansvarligt, hæderligt: godt. At handling og tale/tanke ikke kan adskilles er et andet problem, der må behandles andetsteds. Og til de radikale – som i Radikale Venstre – der både ønsker den gode smag (i munden) og de mange penge: Det kan desværre ikke lade sig gøre som landet ligger; Jeres rigdom er frugterne af systematisk udbytning, af strukturel voldsudøvelse, af hensynsløs plyndring af Moder Jords skattekammerlige / engang så frodige legeme.

---
*Næstekærligheds-budskabet i udlægning. Spørgsmålet er om vores etiske forpligtelser udspringer fra det konkrete møde med den anden eller om vi i vores nutidige verden bliver nød til at opererer med et abstrakt næstebegreb. Svaret er, at det aldrig har udelukket hinanden. Søren Krarup og Zigmun Bauman arbejder begge med et konkret næstebegreb og en forestilling om mødet som muligheden for øjenkontakt, men de vil det helt forskellige: Krarup ønsker at frasige sig den international solidaritet, Bauman ønsker at Krystalnatten aldrig vil kunne gentage sig.


**Hardt & Negri giver i Imperiet et glimrende eksempel: Nationaliteten kunne tjene samlende og mobiliserende for koloniernes frigørelseskampe. Men så snart og såfremt en sådan kamp vindes kommer de nationale flag let til at stå som et reaktionært og ekskluderende symbol. I dansk kontekst kan man fremhæve kontrasten imellem den nationalistiske højrepopulistiske der i dag gerne så en inddeling af Danmarks befolkning i første- og andenrangsborgere på baggrund af blodet og hvordan nationalismen og Dannebrog under besættelsen inkarnerede kampen mod nazismen. Ligeledes viser den vidunderlige værtshusscene i Michael Curtiz’ Casablanca (1942) – hvor filmens ene protagonist rejser sig og begynder at synge Marseillaisen, for at overdøve de tyske generalers sang – de nationale fællesskabers potentielle kraft. Ikke desto mindre er det en besynderlig scene, fordi de slet ikke er i Frankrig, men derimod i den daværende franske koloni Marokko.

***Darwinisme bliver i Nordamerika ofte operationaliseret i kamp mod mørk kristen fundamentalisme. Ligeledes kan den naturalistiske forklaringsramme – lægger man vægt på at alle mennesker er samme race og har nær ved identiske gener – udstille absurditeten i civilisationernes sammenstød og krig mellem racerne. På den anden side bliver social-darwinistisk perspektiver jævnt hen brugt i legitimationen af, at hjemløse dør på gaden. Materialistisk-reduktionistisk eller fysisk-deterministisk kosmologi er på lignende vis en effektiv lukning af det etiske rum.