Hvad
jeg husker som det hårdest slående fra TELEFON TIL CHEFENS
mangeårige virke,
var den særlige naive og repetitive glæde som blev fundet ved overskridelse af
anstændigheden og den uartikulerede foragt over for den borgerlige moral og
æstetik. Jeg ved ikke om dette har været det definerende for TTC, men for mig
er navnet uløseligt forbundet med blottede indvolde, hagekors, erigerede
kønsorganer, muggen slim og et pubertært gåpåmod der er fuldstændigt blottet
for den form for pseudo-intellektuel retorik og retfærdiggørelse der ellers er
at genfinde i flere dele af kunsten. TTC har huset en forbløffende harmonisk
blanding af det barnlige og det forråede, af det nysgerrige og det dekadente -
både æstetisk og tematisk. Ofte har det været humorforladt, men ikke altid uden
glimt af varme og oprigtig glæde ved udforskning af for eksempel det latrinære
og morbide. Inspirationen fra PHILIP GUSTON, STORM P, TAL
R og LE DENIR CRI har været åbenlys fra
begyndelsen, men det er ingen skam at stå på skuldrene af kæmper.
TELEFON
TIL CHEFENS udstilling på Kunsthallen
Charlottenborg var – så vidt jeg kan forstå – TTCs sidste. Udstillingen og den
dertil knyttede bogudgivelse er et forsøg på at opsummere hvad der i årene
imellem 2006 og 2012 skete for, i og med galleriet og kunstbogsforlaget, der
startede i et kælderlokale på en sidegade til Sønderboulevard og senere rykkede
bort fra København til en mere mondæn matrikel på Gammel Kongevej. VAR FORBI – TTC GALLERY 2006-2012,
som både gruppeudstillingen og bogudgivelsen hedder, fremviser en heterogen
blanding af værker fra nogle af de kunstnere der i årenes løb har udstillet og
udgivet i TTCs regi. Dette regi er en eksklusiv klub, kun for drenge. Det er
der intet bemærkelsesværdigt ved. Det bemærkelsesværdige – og dybt
problematiske – er i denne forbindelse at der intet bemærkelsesværdigt er ved
at ingen kvindelige kunstnere er repræsenteret.
Navnet
VAR FORBI er på flere måder meget
passende. For det første fordi den form for fandenivoldskhed og autoritetsforagt,
der altid indirekte lever af at have en normalitet og en institution at
provokerer og konstituerer sig selv i relation til, visner når den accepteres
og inviteres inden for murene. I særdeleshed hvis lejligheden ikke bliver brugt
til at lave ordentligt rav i den, og det kan man ikke ligefrem sige at denne
begivenhed gjorde. I denne forstand kan man sige at TTC, som udtryk for det
autonome og selvgestaltende, allerede var
forbi, da udstillingen på Charlottenborg blev annonceret. TTC har sejret
sig selv ihjel, for den råhed og spontanitet som blandt andet kendetegner
fanzines og kunstnerdrevne gallerier dør øjeblikkeligt når den
institutionaliseres (parallelt hermed virker det på samme måde antiklimatisk at
se KEGR udstillet på V1 i kødbyen). Denne observation vækker blandede følelser,
for TTC har fortjent succes og naturligvis bliver man bedre og mere
professionel til sit arbejde efterhånden som man bliver ved med det; Alt er i
virkeligheden nogens D.I.Y., uanset hvor overlegent det er udført.
For
det andet, var VAR
FORBI
en rammende
titel, fordi der efterhånden er blevet knoklet rundt i det samme pløre så længe,
at det på ingen måde er provokerende eller grænseoverskridende længere. Anarkismen
er størknet og er blevet naturaliseret, hvilket måske er medforklarende for, at
den ovennævnte transformation er blevet mulig. Jeg vil ikke sige at TTC har
været statisk og stillestående, men nu gjorde jeg det alligevel indirekte. Men
– hånden på hjertet – det forholder sig ikke således at der intet er sket (og
slet ikke for de individuelle kunstnere). Faktisk har jeg bidt mærke i en
bevægelse imod det nordiske, kølige, det subtilt okkulte, chic og ranke. En
bevægelse hvis momentum har nået et niveau hvor association leder tankerne mod
modebranchen, hvorfor TTCs evolution måske kan sammenlignes med den udvikling
som WOODWOOD er gået igennem. Jeg har på
fornemmelsen at denne tendens er intimt forbundet med den aktuelle
samfundsøkonomiske lavkonjunktur, men jeg kan ikke bevise det.
For det tredje er VAR FORBI en meget sigende titel fordi den
på mange måder resonerer med en særlig måde at gå til fernisering og udstilling
på. Ingen har rigtig lyst til at være
der, heller ikke selvom der er gratis øl eller hvidvin og selvom mange af ens
venner og bekendte - der i øvrigt for langt de flestes vedkommende er smukke,
kloge og gode mennesker - også er der. Men man vil gerne kunne sige at man lige
var forbi åbningen, hvilket isoleret
set er et intetsigende udsagn. Der hersker en nervøsitet for at blotte sig, at tilkendegive
sin uforbeholdne holdning, i frygt for at det ikke harmonerer med hvad der
ender med at blive den kollektive dom (selvom den, netop af denne årsag, ofte
aldrig falder). Denne tilgang udmønter sig ofte i at vi i stedet står uden for,
småfrysende og ryger cigaretter og small-talker sarkastisk om vores tømmermænd
og om vi nu skal på Bakken igen i aften eller om der sker noget federe. Jeg
tror det er et generelt problem, både i kunstneriske udfoldelse og i den spontane,
verbale kunstkritik, at man er bange for at træde ved siden af, hvilket kun kan
leder til overfladiske værker og udsagn. Og kunst og kritik der er overfladisk,
uden samtidig at insisterer på at også overfladen er et vigtig niveau er i
bedste fald ligegyldig. Når jeg skriver dette, er der selvfølgelig også tale om
en projektion; denne kritik er også en selvkritik, men det gør ikke fænomenet
mindre problematisk. Det værste er at de fleste jeg taler med godt ved at det
forholder sig sådan her, men alligevel opfører sig fuldstændigt som om de ikke
gjorde. Så lad dette være en velment opfordring til, at de af os der genkender hvad
jeg her beskriver, sammen finder en anden og bedre måde at vise, gøre, være og
betragte kunst.
At
også pressematerialet i forbindelse med VAR
FORBI har været så sparsomt, tørt
konstaterende og minimalistisk ser jeg, i tråd med ovennævnte, som et udtryk
for manglende mod til at blotte sig. Jeg er ikke fortaler for at alt absolut
skal ekspliciteres, eller gøres sprogligt – tværtimod – men i dette tilfælde er
det et eksempel på less is less. Jeg
er ikke meget for at bruge dette ord, men også TTC har været ramt af de sidste ti
års kollektive og patologiske hipster-syndrom-psykose. Den fortsatte jagt på
det der endnu ikke er blevet inkorporeret, det som stadig er undergrund, har
heller ikke været fremmet for TTC. At det subversive strategisk perverteres og
indarbejdes i det bestående er efterhånden at betragte som en kendsgerning, men
på trods af den manglende nyhedsværdi vækker det stadig berettiget væmmelse.
Hvis
jeg skal være et hunderede procent ærligt – og det kan jeg ikke garanterer at
jeg er; det findes der intet krav om at kunstkritikeren skal være – så har jeg
aldrig helt forstået hvad TTC egentligt er. Eller hvem de er.
Det kunne jeg selvfølgelig have undersøgt – det synes jeg derimod ikke er et
urimeligt krav at stille til en kritiker – og det stiller utvivlsomt min kritik
i et dårligt lys. Navnet - TELEFON
TIL
CHEFEN
– klinger
tilmed underligt provinsielt. Ikke desto
mindre kommer jeg, i fraværet af TTC, til at savne et sted hvor fanzines og
bogobjekter bliver taget alvorligt som kunstværker. Og når jeg her skriver alvorligt, gør jeg det med en hvis ambivalens,
for en del af zines’ charme består også i at det nogle gange bare er ”hvad vi
havde” som blev klasket sammen ”fordi vi kunne”. Selv med alle de nødvendige
forbehold kan man, i sidste instans, ikke tillade sig at sige andet end at TTC
gjorde det: de startede noget fra bunden og fulgte det til dørs. Imidlertid
tror jeg det var den rigtige beslutning at TTC blev afsluttet nu.
Den
5. november i år lod KLAUS ROTHSTEIN sig citere i POLITIKEN
for at ”selvudgivelser sjældent er
relevante for os andre”. Selvom hans udtalelse ganske vidst henviste til skønlitterære
selvudgivelser – og selvom jeg her tager hans udsagn ud af sin kontekst og
bevidst pervertere dets betydning, for at få lov til at sige, hvad jeg gerne
ville have sagt under alle omstændigheder – er TTCs nu afviklede foretagende et
manifest bevis på at han i udgangspunktet tager fejl. Hvad der i sandhed sjældent
har relevans for os andre
er,
eksempelvis TASCHENS eller GYLDENDALS,
masseproducerede metervarer.
Der
er, eller der kan i hvert fald være, noget unikt over at betragte værker i
bogform og de enkelte sider vokser i kraft af de interne forbindelser. Også TTCs
VAR FORBI
– TTC GALLERY
2006-2012 er et
ægte kunstværk. Når man bladre igennem bogen er der meget kort imellem snapsne
og – bliver vi i samme metaforik – skal man nok være blevet grundigt beruset
inden man når bogens sidste side. Desuden dokumenter den – hvad enten man
tænder på dens indhold eller ej – noget vigtigt, en vigtig periode, en vigtig
bevægelse. Som objekt er VAR FORBI meget gennemarbejdet, flot tryk
og har kun enkelte skønhedsfejl. Den er kommet i et modigt, grænsende til det
højrøvede, stort oplag, men hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme.
Udstillingen
på Charlottenborg virkede, i modsætning til bogen, meget lidt gennemarbejdet.
Zines fra TTCs historie var lagt frem i montrer, billeder var indrammet og
hængt op langs udstillingsrummets væge og et par forkølede skulpturer stod midt
i lokalet, ensomme og nøgne på sildebensparketgulvet. Derudover blev der til
ferniseringen holdt en tale, der nærmest blot var en recitering af den i
forvejen nærrige pressemeddelelse og serveret gratis Budweiser-øl.
Den
ene af udstillingens skulpturer var en rekonstrueret europalle. Det må have
været enten HONZA ZAMOJSKI eller PIOTR
LAKOMY der har lavet den, men jeg ved det ikke. Europaller
er meget kedelige. Jeg talte ved åbningen med tre forskellige kunstnere -
uddannede fra tre forskellige kunstakademier i tre forskellige lande - der alle,
uafhængigt af hinanden, kommenterede på hvor ofte de efterhånden har set paller
stå og være kedelige på den måde. Også jeg så for relativt nyligt, i en helt
femte forbindelse, en sådan kedsommelig palle (HEERUP
I MIDTEN på HEERUP
MUSEUM). Min konklusion er, at hvis en sådan liste
fandtes, ville jeg indstille europaller til optagelse på listen over ting der
ikke behøver at blive arbejdet yderligere med i den nærmeste fremtid.
Af
de 16 kunstnere der var
del af VAR FORBI – TCC GALLERY
2006-2012 har jeg i det følgende valgt at skrive lidt mere indgående om de fire
(4) af dem, hvis kunstneriske virke jeg er mest betaget af. Jeg
skylder læseren, at gøre opmærksom på at jeg kender både Luca Bjørnsten og
Simon Rasmussen personligt og at dette naturligvis, unægtelig, vil sætte sit
præg på min anmeldelse, der muligvis af denne årsag er blevet underlig
skizofren. Der findes ikke neutrale vurderinger – slet ikke når vi bevæger os
ind på kunstens område – og selv hvis der gjorde, har jeg svært ved at
forestille at de ikke ville være kedelige at læse, men når jeg i det følgende
omtaler Rasmussen og Bjørnsten ved efternavn, giver det indtryk af en mere
distanceret tilgang en det er mig muligt at have. Ikke desto mindre tror jeg,
at den psykologiserende og biografiske anmeldelse af mine venners kunstværker
også kan have interesse for udefrakommende. Jeg har oprigtigt været i tvivl om hvorvidt jeg har smigret og / eller fornærme
de to kunstnere, men jeg har forsøgt, at være både ærlig og loyal.
SIMON
RASMUSSEN.
Som
man kunne have forventet leverer SIMON RASMUSSEN varen. Hans værker er altid
fejlfrie, man kan aldrig sætte en finger på dem. Det er nærmest irriterende. RASMUSSEN
er en uovertruffen teknikker, og hans arbejde er kompromisløst og målrettet.
Det er sigende for hans nuværende arbejde at alle RASMUSSENS
biddrag til VAR
FORBI er i sort/hvid. De fleste af
hans værker er billeder af heterogene beskaffenhed, der med fuldt overlæg er
sammensat og modstillet hinanden således, at al oprindelig mening gensidigt
opløses og reduceres til en tør tilfredsstillelse ved overensstemmelsen imellem
geometriske former og intethedens klarhed. Denne taktik indstifter en særlig
form for uhyggelig nydelse, der er meget sjælden og som er forbeholdt en verden
som vores, hvor meget er ufattelig grimt og frastødende og hvor alting altid
som minimum er tvetydigt. Frarøvet en hver form for fælles grund kan de enkelte
elementer kun kommunikerer som æstetik, som spejling, imitation og abstraktion.
Fortidens futurisme og kliniske fasismes tabte fremtid bliver hos RASMUSSEN
- nogen gange indirekte andre gange mere udtalt – ikke undersøgt, men nærmere
kun påpeget, indikeret eller indkredset. RASMUSSENS biddrag er også kendetegnet ved
en meget subtil materiale- og teknologifetichisme, der for den uindviede måske
ligner dovenskab eller ligegyldighed. Hovedparten af hans biddrag til VAR FORBI -
og af de øvrige
værker han producerer for tiden - er udført med så uglamourøse teknikker som
inkjet- og xerox-print, men derudover er også en enkelt, meget minutiøst
udarbejdet og detaljeret tusch-tegning (der kun under lup afslører at den ikke
er et tryk) og et formidabelt udført stykke photogravure at finde i VAR FORBI.
Selvom
jeg ikke er overbevist om at han endnu har fundet sin ”personlige kunstneriske
åre”, ville det overraske mig meget hvis SIMON
RASMUSSENS
ikke en dag giver liv til en væsentligt kunsthistorisk værk. Det ville på den
anden side ikke komme bag på mig, hvis det først bliver som en gammel mand.
Apropos alder finder jeg det, af personlige årsager, besværligt ikke at more
mig over at RASMUSSENS fødselsår er angivet forkert i VAR FORBI-udgivelsen (1984 i stedet for
1987).
SIMON
RASMUSSEN har kunstnerisk set bevæget sig
meget langt fra det arbejde han i 2007 udstillede på TTC. Hvis ikke man ved det
ville man formentligt aldrig gætte at den samme person er ophav så forskellige
værker. Bevægelsen går fra den kontrollerede spontanitet til den kontrollerede,
tørre underspillethed.
At RASMUSSENS værker stadig har samme
klangbund som resten af TTCs hold er primært i kraft af at han kun sjældent forsøger
at intellektualiserer sin kunst. Ikke fordi han ikke tænker over den – det ved
jeg at han gør – men fordi hans værker taler for sig selv. På trods af sin
støvede fascination af historien og af arkivet, er hans kunstneriske praksis
ikke kendetegnet ved learning by doing,
men – hvis jeg har forstået ham korrekt – sat i verden ved doing by doing.
ZVEN
BALSLEV.
Efter
min beskedne mening kan ZVEN BALSLEV kun undervurderes. BALSLEV
er pølsernes mester, kongen af kongehvæs, den visuelle betændelses moder. Hans
kunst er som at ryge en joint og blive slået i ansigtet med en sløj, lunken,
grålig kebab med sur, vissen icebergsalat, så hårdt at crème fraîche-dressing
klemmes ud af rullen og bliver siddende i en plamage på kinden, der efterhånden
som den tørre ind bliver uadskillelig fra gårsdagens sædpletter og de blå-lilla
blodsprængninger bagved. Bagefter siger man pænt ”mange tak” og håbe på at episoden gentager sig. Det kræver
selvsagt en særlig form for temperament at værtsætte denne form for værker. Jeg
kan let forestille mig, at nogen ville betragte BALSLEVS monomaniske praksis som en slags
dødvande, men jeg tror at det, når han så stædigt og konsekvent holder fast i
sin umodenhed, at det til forveksling ligner karakterstyrke – paradoksalt nok –
er et udtryk for kunstnerisk modenhed.
Udvalget
som BALSLEV har valgt at medvirke til VAR
FORBI med, virker som et fuldkomment vilkårligt
venstrehåndsudpluk fra hans bagkatalog, men eftersom hans niveau generelt er
højt er det ikke af den store betydning. En side af mig har altid håbet på af
se mere af BALSLEVS kosmos i kombination med tekst
af den eller den anden type. Vi så ansatsen til hvad det ville kunne udrette i
mikro-zinet Duerne flyver højt over byen
som han i sin tid lavede med og om EJLER NYHAVN og PETER
ADOLPHSEN. I den rette tekst/billede-kombination
tror jeg ZVEN BALSLEVS kunstværker kunne blive
decideret samfundsnedbrydende.
E.B.
ITSO.
KEGRS
bidrag var kedeligt i konteksten og blev affortryllet. Hans arbejde gør sig
bedre, måske næsten kun, når det bliver formidlet som vandrehistorier, halve
vinde og fragmenterer egen-opdagelser der hver i sær er som puslespilsbrikker
fra forskellige puslespil. KEGR er en levende legende, og levende legender
tåler – som vampyrer – ikke dagens lys. Sammenlignet med SORT
HAT udgivelserne – der ganske vis også lå til display
på VAR FORBI – var KEGRS fotografier, sat ind
i denne ramme, en tynd og afmystificeret kop the.
LUCA
BJØRNSTEN.
Jeg har altid næret uforbeholden respekt for
LUCA BJØRNSTENS kunstneriske arbejde. I mange år var jeg i tvivl om
hvilken side af grænselandet imellem galskab og genialitet han bevæger sig i,
men med tiden finder jeg det mere og mere ligegyldigt at sondre.
BJØRNSTENS biddrag til VAR FORBI en række af de værker som han også
udstillede på sin soloudstilling "UNTITLED EXHIBITION" på det
forhenværende GRAFFITIGALLERIET(nu: ARTTRA GALLERY) i efteråret 2012.
Selvom værkerne unægteligt er gode, havde det været interessant at se hvad han
har lavet i løbet af det sidste års tid. Rygterne siger – og man skal ikke
altid tro på rygter – at han har prioriteret at spille computerspil (WOW og
DOTA-II) frem for at hellige sig sin kunstproduktion. Uanset om det passer
eller ej, er genbrugen ærgerligt, især fordi det ellers altid er overraskende
og inspirerende at se hvad BJØRNSTEN ”nu har fundet på”. Hans kunstneriske
udvikling har med andre ord været eksotisk at følge: Det gælder lige hans spæde
ungdoms BEEFREE inspirerede og naivistiske
tuschtegning, graffiti og streetart, fra de glade fotolog-dage, hans tidlige
pøllede, figurative akryleksperimenter, de farverige og barnlige opstillede
fotografier, de latterlige dubbing- og dilettant-tv-kokke-YouTube-eventyr i
samarbejde med ALEXANDERFNUG OLESEN (JOLLY MOLLY og
GANSKE GOUMET), til da hans vulgære fantasi fandt udtryk i fotorealistisk
blyantstegning, over perioden hvor han i halvt alvor skiftede navn til LUCA VAN DER WUDSENog
lavede 3D-animationer og videoperformance, der i virtual reality format tilbød
alt det som CASPERCHRISTENSEN lover - men aldrig holder - i de indledende
programoversigter i CASPER OGMANDRILAFTALEN, til topprofessionelle, næsten
kliniske, musikvideoer for rapperen STANLEY MOST, for endeligt – med
sidste års udstilling på ARTTRA GALLERY – næsten at have lavet en
fuld cirkel med præsentationen af store blæk- og akvareltegninger i en
ny-pøllet stil (rygterne siger at BJØRNSTEN, ugen op til "UNTITLED EXHIBITION",
i søvne gik ud og pissede ud over alle de værker han ville have udstillet og
derfor, i en allerhelvedes fart, måtte klaske noget andet sammen inden dagen
for ferniseringen).
Men også BJØRNSTEN er blevet ældre og hans kaotiske og retningsløse
halvmaraton har, til trods for at hans tilbagevenden til tidligere tiders
tematikker og udtryksformer kunne forveksles med regression, båret frugt. Han
univers er blevet mere selvsikkert, mindre hysterisk, mere subtilt og dunkelt.
Ved første øjekast tror man nu, at hvad man ser, er hvad man får, men langsomt
går det op for en, at noget faretruende dirrer lige akkurat uden for ens
synsfelt. Bag glæden og umiddelbarheden lurer det okkulte og vandvidet sin i
ufiltrerede form
Da ferniseringen på VAR FORBI var forbi, sad jeg og talte med
LUCA på Café Mønten. I den forbindelse sagde han noget virkelig klogt. Han
havde lagt mærke til hvordan der er en enorm kløft imellem, på den ene side,
den måde hvorpå mange kunstnere lever, deres livs glæder og sorger og, på den
anden side, deres kunsts liv, sprog, glæder og problemer. Så vidt jeg forstod,
har han gjort det til sin opgave, personligt at overkomme dette gab, at lukke
denne sprække. Samme aften løftede LUCA sløret for at han er begyndt at
arbejde på en tegneserie om en forfængelig og guld-hamstrende drage i
puberteten. Præcis hvordan disse to hensigtserklæringer passer sammen må vi
glæde os til at finde ud af. Anbefalingen herfra lyder, trap ud af den
anti-psykotiske medicin, sluk din PC og kom til bage ind i kampen med fuld
kraft.
